Foto: Wikimedia. CC-BY 2.0

Siden 7. oktober har dagens begivenheder været et mysterium. Det drejer sig ikke bare om det israelske efterretningsvæsens enorme fejl med hensyn til at forudse, hvad der skete i den kompakt besatte Gaza-stribe, eller det hurtige kollaps af deres milliard-dyre ’Maginot-linje’, men også detaljer om, hvad der reelt skete på de militære baser og i bosættelserne omkring Gaza-striben. Vi ved, at der, ud fra de fleste skøn, var 1.400 israelere, der blev dræbt i de følgende dage, men vi kender endnu ikke detaljerne om hvordan.

Der begynder at dukke rapporter op, herunder dokumentation af palæstinensiske krigeres drab på israelere, men der er et voksende antal rapporter, der indikerer, at det israelske militær også var ansvarlig for israelske civile og militære dødsfald 7. oktober og dagene derefter.

Aktivering af Hannibal Direktivet?

Fredag, 20. oktober, offentliggjorde det israelske dagblad ’Haaretz’ en længere artikel af deres militære senioranalytiker, Amos Harel, der beskrev Israels fejl med hensyn til at være forberedt på Hamas’ 7. oktober-angreb.

Han fortsætter med at redegøre for, hvad der skete 7. oktober:

’Koordinations- og forbindelseskontoret blev angrebet 7. oktober, samtidig med alle fremskudte stillinger langs hele divisionens linje. En stor Hamas-styrke erobrede den nærliggende Erez-overgang, der var lukket på Simhat Thorah-helligdagen. Derfra, inden for få minutter og uden at møde modstand, rykkede de ind i militærbasen, dræbte og kidnappede soldater fra civiladministrationen, selv om det lykkedes for nogle få af dem at besvare ilden, før de blev ramt… Brigadegeneral Rosenfeld forskansede sig i divisionens underjordiske operationsrum sammen med en håndfuld mandlige og kvindelige soldater, og forsøge desperat at komme den sektor, der var under angreb, til undsætning og organisere den. Mange af soldaterne, de fleste af dem ikke kamptropper, blev dræbt eller såret udenfor. Divisionen blev tvunget til at bede om luftangreb på selve basen for at slå terroristerne tilbage.’

Den rosende beskrivelse af den øverstkommanderende, der skjulte nogle få soldater i en underjordisk bunker og bestilte et luftbombardement på basen, mens hans soldater kæmpede mod Hamas, måske blev såret eller taget til fange, siger meget om den israelske psyke i disse blodige tider.

Det får mig til at tænke tilbage på begivenhederne 1. august, 2014, under den mest voldelige militære operation mod Gaza før den, der er i gang nu. 1. august var der en våbenhvile, men en israelsk enhed foretog en provokation, der endte med, at en af soldaterne blev taget til fange af militante palæstinensere. Det israelske svar var overvældende, helt klart planlagt sådan, at man kunne være sikker på, at soldaten, Haidar Goldin, ville blive dræbt sammen med så mange palæstinensere som muligt. Ifølge undersøgelser foretaget af Amnesty International og FN, citeret i Wikipedia, ’dræbte det enorme israelske bombardement mellem 135 og 200 civile palæstinensere, herunder 75 børn, i løbet af de tre timer, der fulgte efter den formodede tilfangetagelse én israelsk soldat.’

Disse begivenheder er ikke tilfældige lokale udslag af et ’Samson’-ønske om at dø (eller lade dine soldater dø) sammen med ens fjender. Det har siden 1986 været en veldokumenteret officiel politik i den israelske hær, kendt som ’Hannibal Direktivet, ’ ’Hannibal-reglen’, eller ’Hannibal-doktrinen.’

Det sluttede måske ikke med general Rosenfeld, der beordrede bombningen af sine soldater. Det vil tage år, før vi kan danne os (eller ikke kan) et billede af, hvad der skete 7. oktober og de følgende dage. Men i tilknytning til de militære dødsfald er der også nogle detaljer, der vedrører den israelske rolle i forbindelse med civile israelske dødsfald, der allerede nu kan bringes til veje midt i den vedvarende strøm af propaganda i forbindelse med dagens begivenheder.

Dødsfald i Be’eri-kibbutzen

’Electronic Intifada’ har bragt et langt interview med Yasmin Porat, der fortalte om, hvordan hun var blevet holdt som gidsel af militante palæstinensere i Be’eri-kibbutzen.

Ifølge hende blev hun ligesom de andre gidsler behandlet ’humant’, og de troede, at de ville få lov til at vende sikkert tilbage til Gaza på grund af beskyttelsen af israelske fanger. Men da de israelske soldater ankom, ’slog de alle ihjel, også gidslerne. Der var en meget, meget kraftig skududveksling.’

Hendes vidneudsagn blev suppleret af israelske soldater, der beskrev, hvordan israelsk militær skød tankgranater ind i bygninger, hvor både militante og deres gidsler befandt sig.

11. oktober rapporterede Quique Kierszenbaum i The Guardian om sin tur til Be’eri-kibbutzen, en tur, der var arrangeret af den israelske hærs propagandaenhed. Han skriver:

’Bygning efter bygning var helt ødelagt, hvad enten det var Hamas-angrebet eller den kamp, der fulgte, træer var splintrede og mure, knust til betonbrokker, der hvor israelske tanks havde dræbt Hamas-soldater. Gulve brasede ned over gulve. Tagbjælker var sammenfiltrede og blotlagt som brystkasser.’

I en anden rapport 11. oktober fra ’Haaretz’ på hebraisk (den ser ikke ud til at være tilgængelig på engelsk) interviewede Nir Hasson og Eden Solomon, sikkert med på den samme hær-guidede tur, ’Erez, næstkommanderende i en bevæbnet reservebataljon.’ Han beskrev, hvordan han og hans tankenhed ’kæmpede inde i kibbutzen, fra hus til hus, med tanks. ’Vi havde ikke noget valg,’ konkluderede han.

Nir Hasson er lige vendt tilbage til Be’eri, og interviewede en lokal beboer, der hedder Tuval, der var heldig med at slippe væk fra kibbutzen på det tidspunkt, hvor angrebet fandt sted, men hans partner blev dræbt. I Hassons rapport i Haaretz’, 20. oktober, fortæller han:

’Hans stemme ryster ved tanken om hans partner, der var belejret i det rum, hvor hun havde søgt tilflugt derhjemme. Ifølge ham var det først mandag nat, og først efter, at dem, der havde kommandoen havde truffet vanskelige beslutninger – herunder at beskyde husene med granater, mens alle beboerne var inden døre, for at eliminere terroristerne sammen med deres gidsler – at IDF [Israels militær, o.a.] afsluttede overtagelsen af kibbutzen. I går, 11 dage efter massakren, blev ligene af en mor og hendes søn fundet under et af de ødelagte huse. Det antages, at der stadigvæk ligger flere lig under murbrokkerne.’

Dette citat er vigtigt af flere grunde: For det første, fordi det bidrager til at forstå begivenhedernes tidslinje. Vidneudsagnet synes at indikere, at mange tilfangetagne israelere stadig var i live mandag, 9. oktober, hele to dage efter lørdagens begivenheder. Mens det ville være forståeligt, hvis tilfangetagne var blevet dræbt i den hektiske skudveksling i starten af den israelske respons på angrebet den 7., synes denne beretning at indikere, at beslutningen om et stormangreb på kibbutzen og alle dem, der var inden døre på det tidspunkt, var foretaget som en bevidst militær kalkulation.

Det er klart, at militante palæstinensere skjulte sig i disse bygninger med deres israelske fanger, da israelske soldater sprængte deres vej ind med meget kraftige tankgranater på tæt hold. Det fortjener at blive undersøgt, hvem der forårsagede de fleste dødsfald og de ødelæggelser, der fandt sted. Det er især vigtigt, fordi disse dødsfald nu bliver brugt til at retfærdiggøre ødelæggelsen af Gaza og drabene på tusinder af civile.

Konsekvenser for israelske fanger i Gaza

Alt dette er ikke historie, eller bare noget fra fortiden. Der er konsekvenser for næste etape i krigen, der kan blive endnu mere blodig. Et vigtigt element i konflikten er nu, hvad der bliver skæbnen for de to hundrede israelske fanger, soldater og civile.

For palæstinenserne er dette en historisk mulighed for at få frigivet deres langvarigt fængslede militante fra det, de kalder ’besættelsesbastillerne’. Selv om palæstinenserne ved, at befrielsen af deres land stadigvæk er en fjern drøm, så vil løsladelsen af deres fanger ved en fangeudveksling være den mest dyrebare sejr, de kan stræbe efter. Men Israel kan, som de har bevist så mange gange før i tiden, og som nylige begivenheder indikerer, være parat til at sætte deres egne soldater og borgeres liv på spil, frem for at blive vidne til glæden over frihed på begge sider af grænsen.

22. oktober 2023

*) Denne artikels forfatter har ikke ønsket sit navn offentliggjort af frygt for sin personlige sikkerhed på grund af intensiveringen af fascistisk forfølgelse af kritiske røster i Israel (redaktionel note).

Oversat fra MondoWeiss af Niels Overgaard Hansen