Der er ingen tvivl om, at denne højrefløj nu ser det, der skete lørdag den 7. oktober som et chok, der vil gøre det muligt for dem at få resten af det zionistiske samfund til at slutte op bag dem, når de først vil føre sin drøm ud i livet i Gaza-striben, mens de venter på lejligheden til også at gøre det på Vestbredden. Den tunge vægt af det, der ramte Israel den lørdag, kan nedtone den afskrækkelse, som Hamas’ tilbageholdelse af gidsler har vakt – meget forskelligt fra, hvad der er sket ved tidligere konfrontationer mellem Hamas og den zionistiske stat.

Det er meget sandsynligt, at kun en ødelæggelse af Gaza-striben i et omfang, der går langt ud over, hvad vi hidtil har set, vil stille denne højrefløj tilfreds, sådan at den med de færrest mulige tab kan genbesætte området og fremtvinge fordrivelsen af de fleste indbyggere til egyptisk territorium. Alt sammen under påskud af, at det drejer sig om en total udslettelse af Hamas. Der er derfor al grund til at nære den største frygt for, at Operation al-Aqsa Syndflod [Hamas’ angreb den 7. oktober 2023, o.a.] til sidst vil skylle hele Gaza-striben væk, ligesom den naturlige oversvømmelse skyllede den libyske by Derna væk for godt en måned siden, men nu i langt større omfang.

Synet af Gazas ødelæggelse er desværre allerede begyndt at veje tungere end det, den naturlige oversvømmelse skyllede væk i Derna. Hvad der er endnu mere alvorligt end ødelæggelse af bygninger er, at den nye massakre, som den zionistiske besættelseshær er i gang med i Gaza, allerede langt har overskredet de hidtil største massakrer, som ramt Palæstinas befolkning, mens den israelske aggression stadig kun er ved sit startpunkt, og antallet af fordrevne i Gaza-striben har nu overskredet antallet af dem, der blev fordrevet under Nakba [fordrivelsen af palæstinenserne, o.a.] i 1948-. Den israelske hær ødelægger i sandhed Gaza-striben i en grad, som overskrider alt, hvad vi har været vidner til indtil nu.

Det skyldes, at det er en hær, hvis førsteprioritet er at holde sine menneskelige tab så langt nede som muligt, hvad der lagde sig i vejen for dens forsøg på at invadere Beirut i 1982. Ariel Sharon beordrede dengang sine tropper til at storme den belejrede libanesiske hovedstad, men de blev tvunget til at standse operationen, fordi det vanskeligt at bane sig vej gennem bebyggede områder, hvor det var nemt for modstanderne at lægge sig i skjul og overraske fjenden. Den zionistiske hær lærte lektien, da de angreb Gaza med landstyrker i 2009. Den zionistiske hær har ikke gjort det siden, så derfor. De bruger i stedet deres overlegenhed med hensyn til at ødelægge til at jævne bebyggede områder med jorden, som en optakt til at storme dem.

Ødelæggelser i et tilsvarende omfang var ikke mulige i Beirut i 1982, og heller ikke i Gaza i 2009, da der ikke var de samme gunstige politiske betingelser (Israel var underlagt et stort internationalt pres, og deres samfund var dybt splittet over invasionen af Libanon, anført af duoen Menachem Begin og Ariel Sharon). Operation al-Aqsa Syndflod’ – hvor der også blev begået drab på ubevæbnede mænd og kvinder i et omfang, der gik ud langt ud over, hvad Israel nogensinde havde oplevet. Disse handlinger, der blev udnyttet til det yderste af de globale pro-israelske medier, gav Israel en enestående lejlighed til at gå videre med et nyt kapitel af Nakba, præcist som Al-Qaedas angreb i 2001 gav USA-administrationen under George W. Bush en tilsvarende lejlighed til at virkeliggøre deres længe tilbageholdte projekt med at besætte Irak (de blev enige om at begynde med Afghanistan, efter at nogle fremførte, at Irak som start kunne blive svært at sælge til den offentligheden).

Den massive ødelæggelse, som er blevet Gaza forvoldt, begrænser sig ikke til militære overvejelser denne gang. Den tjener et yderligere formål: fordrivelsen af Gaza-stribens befolkning. Vi er blevet vænnet til den zionistiske hærs undskyldninger om, at den har advaret civile, og at Hamas er ansvarlig for deres dødsfald, fordi den har base midt i bebyggede, tæt befolkede områder (som om det ville være muligt for Hamas at være baseret uden for disse steder, uden øjeblikkeligt at blive tilintetgjort af israelske bombardementer!). Opfordringen til folk om at flygte har vi dog ikke hørt om før i forbindelse med tidligere aggressioner mod Gaza-striben, men falder åbenlyst ind under projektet om at fordrive det meste af Gazas befolkning, på samme måde som 80 procent af de palæstinensere, der boede i områder, som den israelske stat i 1948 havde erobret, blev fordrevet fra dem.

At fuldende det, der blev påbegyndt i dette skæbnesvangre år, er en drøm, der har hjemsøgt den ekstreme zionistiske højrefløj lige siden Nakba. Denne ekstreme højrefløj, hvis legitime arvtager er Likud-partiet, gav David Ben-Gurion og hans kolleger i den zionistiske bevægelses midte skylden for at være gået med til en våbenstilstand, før erobringen af hele det palæstinensiske territorium mellem floden og havet var bragt til ende. Det er værd at huske på, at det var den samme politiske bevægelse, der begik Deir Yassin-massakren [9. april 1948, o.a.], den mest berygtede af de rædselsgerninger, der indgik i den zionistiske magtovertagelse af Palæstina, og var årsag til befolkningens flugt.

Den ekstreme zionistiske højrefløj fastholdt projektet om indfri forpligtelsen på deres ’Stor-Israel’-projekt. Det var derfor, Sharon stødte på stærk modstand inden for Likud i 2005, da han både var partiets leder og israelsk premierminister, og besluttede sig for at evakuere Gaza (’den ensidige tilbagetrækningsplan’) for at tilfredsstille militærets ønske om at slippe for byrden med at kontrollere Gaza-striben indefra. Sharons førsteprioritet var faktisk at konsolidere Israels kontrol over det meste af Vestbredden, og formelt annektere disse områder ved først givne politiske lejlighed, mens Gaza og Zone A og B (se note), som bestemt i Oslo 2-aftalen, skulle holdes under kontrol af Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed. På den måde kunne han bringe den palæstinensiske sag ud af verden under påskud af, at de på den måde havde fået deres egen nationale enhed (selv om det var under strengt israelsk overopsyn).

Benjamin Netanyahu førte an i kampagnen mod Sharon inden for Likud, og gik så langt som til at trække sig fra regeringen i protest mod tilbagetrækningen fra Gaza. Sharon forlod Likud kort derefter for at danne et nyt parti, og Netanyahu overtog roret i partiet, som han har stået i spidsen for indtil i dag. Han så i ’Al-Al-Aqsa-Syndfloden’ ikke bare en lejlighed til at aflede den israelske oppositions opmærksomhed fra ham og stable en hævngerrig zionistisk enighed mod befolkningen i Gaza på benene, men også en uventet gunstig lejlighed til at genbesætte Gaza-striben, mens han kan tømme den for det meste af dens befolkning denne gang, som i 1948-Nakba’en. Netanyahu, som svingede med et kort over ’Stor-Israel’ ved FN’s generalforsamling for en måned siden, ønsker helt åbenlyst at fordrive det meste af Gazas befolkning til Sinai, på den anden side af grænsen til Egypten. Han håber så, at USA vil være i stand til at overbevise det egyptiske regime om at tage imod dem.

På den anden side, så håber Washington, at den israelske hær vil ’stille sig tilfreds’ med at udslette Hamas (og Islamisk Jihad) fra Gaza-striben for at overdrage dens administration til selvstyremyndigheden i Ramallah [på Vestbredden, o.a.], og på den måde genoplive Oslo-fiktionen uden en permanent fordrivelse, der ville gøre det palæstinensiske flygtningeproblem endnu større. For det, som Netanyahu pønser på, vil sætte hele den arabiske region i flammer, og annullere den ’normalisering’, som Israel og nogle af de arabiske regimer var nået frem til, hvorimod Washington tror på, at det, som de er fortalere for, vil gøre det muligt for ’normaliserings’-processen at komme i gang igen.

Hvilken af de to muligheder, der ender med at blive indfriet, afhænger af, hvor hurtigt den zionistiske hær kan rykke frem for at erobre Gaza-striben, over for et internationalt pres, der vil tage til, jo mere billederne af, hvad der sker for Gazas befolkning, vil overskygge scenerne fra ’Al-Aqsa-oversvømmelsen’.

Note:

Zone A skulle udelukkende komme under palæstinensisk kontrol, Zone B under israelsk militær kontrol, med deltagelse af Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed, og Zone C under total israelsk besættelse.

Gilbert Achcar voksede op i Libanon. Han er nu professor ved Development Studies and International Relations på School of Oriental and African Studies I London. Hans seneste bog er ‘Morbid Symptoms: Relapse in the Arab Uprising’ (2016), og blandt andre kan nævnes ’The Clash of Barbarisms’ (2006) og ’Perilous Power: The Middle East and U.S. Foreign Policy (2008). Han er medlem af Anti*Capitalist Resistance

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

Første gang bragt på arabisk på al-Quds al-Arabi den 17. oktober 2023