Noget er grimt, andet smukt - alt efter øjnene, der ser. Hvad er uæstetisk, hvad er det modsatte? Ydre stolthed, indre elendighed. Drømme om hvordan forskellige ting og fænomener kunne se ud. Æstetik handler vel om kunsten og det skønne. Midlertidig sansning, en appeleren til kreativiteten. Det handler om tingene, fænomenernes individuelle fremtræden. Og meget mere som fx mode, design, livsstil. Reklame og medier er andre fænomeners aktuelle æsteticering.

af Svend Vestergaard Jensen

Slår vi det op i et leksikon er æstetik en del af filosofien, og hvordan det skønne iagttages med kunsten og det erfaringsområde, der knytter an til disse fænomener. Platon og Aristoteles så det som en særlig disciplin, læren om det skønne i kunsten og naturen. Æstetik som videnskab behandler kunsten, dens væsen og forhold til virkeligheden og søger at klarlægge den kunstneriske skabelsesproces samt de begreber, der anvendes ved analyse og vurdering af kunst og andet.

Alt dette kan ikke betragtes, iagttages eller ses adskilt fra sin historiske og sociale sammenhæng. Eller kan det? I hvert fald afhænger af det af øjnene, der ser.

Artiklens forfatter må gå en tur for at pejle sig ind på emnet. Turen går med metroen ud til noget nyt – Ørestaden. Her har æstetikken på nærmest bar bund haft muligheden for at udfolde sig – gjorde og gør. Hvordan har arkitekterne – kunstnerne her – gjort det? Hvad ses? Højhuse af stål, glas og beton. Kunstige kanaler, hvor vandet står stille og derfor dødende. Få beplantninger. Høje bygninger i forskellig udformninger ligner parcelhuse stablet oven på hinanden. Mellem de høje huse blæser og blæser der. Mere vind og mere skygge.

Er der et liv mellem husene? Er der inde i boligerne ligeså trist som udenfor? Der ses betydelig flere biler end mennesker mellem husene. Bilivasionen har også vundet indtag her, selvom metroen kører næsten døgnet rundt med cirka fem minutters interval til mål, hvor andre transportformer kan nås hurtigere end bilen kan nå frem.

Turen fortsætter hen ad havnefronten – mod Sydhavnen. Havnefront? Her er intet spor efter en tidligere produktiv havn, som man også æstetisk kunne have knyttet an til. Intet oprindeligt, intet med historisk præg. Det samme gentager sig. Højhuse af stål, glas og beton. Fremtrædelsen er den samme som andre moderne byggerier – samme farver – betongrå – glas, der dog kan variere alt efter sollyset. Moderne arkitektur, som om få årtier måske er moderne slum. Er alle steder begyndt at ligne hinanden – uanset hvor i verden, vi befinder os? Ikke bare ny arkitektur, men generelt.

Denne fysiske fremtræden, denne æstetik synes skabt af jagten på profit. Krav til livskvalitet for beboerne og til fremtidens beboere synes underordnet dette. Nye byggemodne arealer ligger klar til anvendelse. Vil mønstret gentage sig? Er det blot Ørestaden eller er det mon noget, der kan ses i andre nyere byggerier?

Kampen om Fælleden på Amager- det sidste naturområde, er der kamp om. Modstand mod yderligere byggeri og inddragelse fra kapital, politikere og byplanlæggere, der vil en anden æstetik end den modstand, der inddrager samspillet med den natur, der er tilbage på Amager. Denne modstandens æstetik, der i kampen mod yderligere byggeri anvender fællesskab med menneskekæder og kulturelle indslag. Naturen er det givne, og hele tiden nedbryder mennesket naturen, spiller imod den i stedet for med den.

Varegørelse
I det kapitalistiske samfund produceres varer. Det er dette samfunds centrale aktiviteter. Varerne produceres og reproduceres efter muligheder på markedet – i det lokale samfund, i de enkelte lande og på det internationale marked. Karl Marx analyserede sig frem til, at det er mængden af det nedlagte arbejde – kvantiteten, der bestemmer varens værdi.

Med kunst – centralt i "æstetikken" forholder det sig anderledes. Den er ikke skabt for markedet. Dens opgave er ikke bare at være salgsvarer, der giver udøveren – ham eller hende, der laver sin kunst, sit levebrød. Produkterne – kunsten, kulturen, bedømmes udelukkende efter deres kvalitative værdier. Med andre ord kan vi ikke bare sige, at der ikke er nogen forskel på den kunstneriske skaben og den industrielle skaben. Og dog er kunsten opstået af menneskers arbejde og kreative evner.

Kunstproduktionen må udskilles fra den økonomiske produktion. Fordi det er kunstnerens natur – malerens, digterens og andres – ikke blot at have salgsvarer for øje. Senere, når kunstværket er skabt, kan det indgå i den almindelige økonomiske proces på markedet. Da er det ikke den skabende kunstner, der skummer fløden, men forlæggerne, mediekoncernerne, kunsthandlerne, store firmaer og så videre – der drager kunsten ind i den kapitalistiske produktions- og reproduktionsproces. Og det er her, profitten hentes.

Kunstgenstanden – såvel som ethvert andet produkt skaber et publikum, der er interesseret og derfor i stand til skønhedsnydelse. Produktionen producerer derfor ikke alene en genstand for subjektet, men også et subjekt for genstanden.

Oprør
Vandringen fortsætter – denne gang i historien, og vi dykker ned i Det Kommunistisk Manifest fra 1848, hvor Marx og Engels skrev: "Hvad andet beviser ideernes historie, end at den åndelige produktion skifter med den materielle produktion? En tids herskende ideer har altid kun været den herskende klasses ideer". Det gælder også kulturen som helhed. Og engang skrev Engels: "En gensidig påvirkning på grundlag af den økonomiske nødvendighed som tilsidst er bestemmende" Og Marx skrev i 1857: "Det er ikke menneskers bevidsthed, som afgør deres tilværelse, men tværtimod deres sociale tilværelse, som bestemmer deres bevidsthed".

Et af oprørene på deres tid var Pariserkommunen i 1871. Kunstnere her deltog aktivt, blandt andet med manifestet Luxe Communal – fælles luksus – som stod i modsætning til forbrugersamfundets materielle, individuelle luksus. Det handlede dengang som nu om intet mindre end "at ændre hele samfundets æstetiske koordinater" gennem et opgør med den hierarkiske sondring mellem manuelt og intellektuelt arbejde.

Det var også et oprør mod, hvad kunstnerne så. Opdeling af kunstens verden afspejlede en forskel skabt af et system baseret på et hav af varer produceret med henblik på profit. Mellem nyttesløse luksusvarer til de rige og alt det, som det store flertal ikke kan få, trods det er til basale menneskelige behov. Altså et oprør mod fattigdom og overproduktion. På det æstetiske plan modsætningen mellem det praktiske og det skønne, det nyttige og det poetiske, det brugbare og det værdsatte.

Karl Marx havde fra starten fulgt det parisiske oprør. Kommunardernes erfaringer påvirkede Marx´ forståelse af sammenhængen mellem den fremmedgørende arbejdsdeling og kapitalismens varefetichisme. Efter Pariserkommunen blev Marx bedre til at se, hvordan frie arbejdsfællesskaber kunne se ud og til at teoretisere over det modsatte – arbejdet som vare.

Organisering af kunstnere
Omtalte manifest fra kunstneriske aktivister fra Pariskommunen var en radikal anderledes måde at udtrykke kunst på. Sammenslutningen bestod blandt andet af den kendte maler Gustave Courbet og Eugene Pottier – ham der senere skrev sangen "Internationale". Essensen i manifestet var at forklare og stille selv "dekorative" krav. Det medførte ikke bare en komplet omformning af forholdet til kunst, men til arbejde, sociale relationer, natur og det levende miljø som sådan. Det betød, at kunst og skønhed skulle deprivatiseres, fuldt integreres i hverdagslivet og ikke skjules, gemt hen i private saloner eller centraliseres i åndsfraværende nationalistiske monumenter.

Forsamlingen af kunstnere bestod af mange forskellige fag og retninger, såsom malere, skulptører, karikaturtegnere, arkitekter, ornamentalister, gravører, dekoratører og litterater. Til det første møde kom der 400 personer. De vedtog et manifest, der indeholdt stolte og fine betragtninger over behovet for den samtidige kunst.

Forsamlingen var baseret på:
– fri udvikling af kunst, fri fra al regeringsovervågning og væk med alle privilegier
– ligeret for alle medlemmer af sammenslutningen
– uafhængighed og værdighed for enhver kunstner under beskyttelse af sammenslutningens medlemmer gennem en komite valgt ved almindelig stemmeret for kunstnere.

Ud i alle kroge
Forbundet eller sammenslutningen i Paris var ikke bare for kommunens kunstnere. Ideen med manifestet var at opbygge lignende organiseringer og initiativer på nationalt og internationalt plan. Første begivenhed skulle finde sted – naturligvis – i Paris. Alle principper for Pariserkommunen skulle også gælde for de aktive kunstnere – direkte demokrati, rotation, tilbagekaldelse af tillidsposter, hvis de valgte ikke fulgte vedtagelser fra dem, der havde valgt dem, og så videre.

I Paris skulle der organiseres kunstskoler for alle kunstretninger med uddannelse og supervision. Konferencer om æstetik, historie og kunstens filosofi. En publikation – "Officiel des arts" – skulle udkomme. Blandt andet skulle foreningens litterære sektion dedikeres til essays om æstetik.

Komiteen – den valgte ledelse – inviterede alle borgere til at sende forslag, projekter, rapporter og meninger om kunstens fremskridt, moralsk eller intellektuel frigørelse af kunstnere eller materiel forbedring af deres vilkår som mål. Og sidst: "…med pen, med ord, med pensel, gennem folkelig reproduktion af kunstværker og gennem intelligente og opbyggelige billeder, som kan spredes i overflod og udstilles i byhaller og rum i de mest ydmyge landsbyer i Frankrig – ville komiteen arbejde henimod fornyelse og åbning af kommunal velfærd, i en strålende fremtid og for den universelle republik".

Enkel og revolutionær
En ung aktivist, der som forfatteren til denne artikel, er tegner, spurgte, hvordan Overgangsprogrammet (Fjerde Internationales grundlæggelsesdokumentet, hvis udkast Lev Trotskij skrev) skulle illustreres, hvis vi fik denne opgave. Spontant svarede undertegnede: Malevitjs berømte billede – sådan cirka – i hvert fald ideen. Ikke bare politisk, men også som æstetisk forbillede – "Frit efter Malevitj" kunne tegningen hedde. Der blev dengang grinet af hans banebrydende billede "Hvid firkant på hvid baggrund", da det blev malet i 1918.

Kazimir Malevitj var russisk avantgardist, tilhørte de russiske konstruktivister, der som anden russisk revolutionskunst spillede sammen med europæiske retninger. Ideen med kunstværkerne var ikke mindst at brede maleriet ud i et samarbejde med andre kunstarter. Kunst indbefattede også arkitekur og teater, der sammen med politik skulle gå op i en højere enhed.

Ideen i maleriet er såmænd ganske konkret. Den minimale forskel mellem baggrunden (hvid baggrund), som er den hverdag, der kendes – og motivet (hvid firkant), som er der, vi skal bevæge os hen. De to flader er kun adskilt af selve grænsen mellem baggrunden og firkanten. Det er nu primært Malevitjs maleri med den sorte cirkel og den røde kile, der blev tænkt på, hvis "Overgangsprogrammet" skulle illustreres. Den røde kile, der gennembryder den sorte cirkel – så ligger opdelingen og opgaven jo lige for! Smuk, enkelt og altid eksperimenterende.

Spille sammen
Blandt marxister har kunst, kultur – æstetik selvfølgelig – også været på dagsordenen. Alt andet ville være underligt. Marxismens ophavsmænd tolkede tidligere tiders kunstværker, og det er kernen i deres kulturopfattelse, deres politiske orientering på dette felt, nemlig at arbejderbefolkningen skal tilegne sig den dominerende kultur, men fra et kritisk klassesynspunkt. Det betød at der ud fra denne klassiske opfattelse ikke skulle bebudes anderledes kunst, litteratur og andet indenfor feltet. Kunsthistorien viser, at fra alle tider er der fremragende kunstværker.

Heraf følger at såvel gammelt som nyt og alle eksperimenter blandt kunst- og kulturstrømninger accepteres og kan rummes, og at de spiller sammen. Dette står i skærende kontrast til, hvad der senere udviklede sig til såkaldt socialistisk realisme eller socialrealisme, som er at starte på ny uden tidligere gode værker – og det ses! Det var etableringen af et bureaukratisk diktatur i Sovjetunionen, der i 1930erne satte dette i værk og med satellitter rundt om i verden, fik denne strømning en vis udbredelse med efterdønninger langt ind i nutiden. Alt andet blev forbudt på det blodigste.

Menneskesyn
Der synes at være to forskellige holdninger blandt folk, der refererer til marxisme. Først den opfattelse, at revolutionære bør kende den eksisterende kunst og litteratur. Den anden – det at kræve af forfattere og andre kunstnere, at de skriver og producerer på måder, der viser folk vejen til "socialismen".

Det første synspunkt er Marx og Engels, og Lenins og Trotskijs blandt andre. Det andet er forskellige stalinisters. Men historisk har det også været Socialdemokratiets synspunkt, nemlig at fortælle masserne, hvad de bør mene, mens det første synspunkt lægger vægt på, at masserne selv forstår realiteten omkring dem. Det andet udtrykker den opfattelse, at det er Partiet, som laver samfundsændringerne – masserne har kun opgaven at støtte Partiet.

Og hvad har alt dette med hinanden at gøre. Svært at sige, men kampen om æstetikken er noget, der til alle tider er kredset om. Om det så har været moderne arkitektur, det manglende samspil med naturen, varegørelse, oprør, kunstværkers indhold og form. Det har jo temmelig meget at gøre med, hvilket menneskesyn, man har, hvad vi tror om menneskeheden. Hvad mennesket kunne være. Og troen eller håbet om menneskelig værdighed, det enkelte menneske er et mål i sig selv. Plads til kollektivet og det individuelle. Der må være en humanistisk æstetik, der også har et klasseindhold og et samspil med naturen – det skønne og forudsætning for alt liv – og ikke den ødelæggelse af naturen, som kapitalismen igen og igen forvolder. Det er vel det, det handler om.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com