Jeg vil starte med at give et kort rids af, hvad jeg har tænkt mig at komme ind på i dette oplæg.

Først kort om resultaterne af lønforhandlingerne i Vendsyssel inden for Metal, og status på min egen arbejdsplads. Derefter vil jeg belyse de udfordringer, der for mig at se er i en fremtid med fortsat høj inflation og en svækket fagbevægelse overfor en stærkt organiseret arbejdsgiverside og en klart neoliberal statsmagt.

Jeg vil komme ind på det dobbeltspil, som jeg mener arbejdsgiverne har gang i omkring det kollektive aftalesystem og den systematiske nedbrydning af vores velfærdsstat gennem neoliberal planøkonomi. Til sidst et bud på, hvad der må gøres.

Lokale lønforhandlinger

I Metal Vendsyssel er der nye og eksisterende lønaftaler for 30 virksomheder. Der er både 1-, 2- og 3-årige aftaler – flest 2-årige – og flere indgået sidste år. Lønstigningerne svinger mellem 1,44 % og 7,08 % De 7 procent dækker dog over, at medarbejderne i den 2-årige aftale har valgt at få hele lønstigningen i år, så det bliver 0 procent næste år. Det giver en gennemsnitlig lønstigning på 2,69 %

Altså meget langt fra de 4 procent, som chefforhandlerne satsede på, at vi kunne hente hjem ved de lokale forhandlinger og dermed sikre reallønnen, selvom vi ifølge bankernes økonomer skulle op på 4,3 til 4,4 % i 3 år for at sikre reallønnen. Det er vigtigt at huske, at forudsætningen for dette regnestykke er, at inflationen kommer under kontrol og igen nærmer sig de 2 procent. Det er langt fra sikkert, at det sker. Kapitalismen er i krise, og der er adskillige faretegn om, at finanssektorens mange pyramidespil er tæt på at kollapse. Desuden er inflationen fortsat høj på grund af monopoldannelse og kunstigt høje priser med henblik på at maksimere profitten for de store multinationale selskaber. Også forsyningsproblemer bl.a. skabt af effekterne af klimaforandringerne er en stigende faktor, bare tænk på manglen på frugt og grønt i supermarkederne på grund af tørken i Spanien.

Status på min egen arbejdsplads

På min egen arbejdsplads fik vi en 2 -årig aftale med 4 kroner garanteret til alle og 1 krone, som går i en pulje, som arbejdsgiveren suverænt kan dele ud af hvert år. Trods det at vi fik ændret det oprindelige udspil på 2 kr. garanteret og 2 kr. til puljen, så står vi svagt. Det har trods flere forsøg ikke været muligt at lave et lønsystem med objektive kriterier for tildeling fra puljen, og arbejdsgiveren bruger bl.a. puljen til at dele ekstra penge ud til medarbejdere, der halter bagefter, fordi de har fået en alt for lav startløn, som vi heller ikke har kunnet opnå fælles aftaler om niveauet for. At vi overhovedet fik 5 kr. skyldes i høj grad, at vi ligger i bunden lønmæssigt i området og virksomheden har brug for at tiltrække flere folk til en stærkt voksende produktion over de kommende år.

Det er altså primært manglen på faglært arbejdskraft – altså markedsforhold – der gør det muligt at få lønforhøjelse trods faglig svaghed og manglende styrke til at kunne aktionere for bedre løn.

Fagbevægelsens udfordringer

Trods denne markedsfordel har vi ikke formået på landsplan i industrien at få en mere retfærdig fordeling mellem løn og profit. Det er i stigende grad arbejdsgiverne, der skummer fløden, og vores egne faglige organisationer er medskyldige i denne udvikling, fordi de accepterer præmissen om, at den konkurrenceudsatte del af industrien skal holde stigningen i lønniveauet på eller under udlandets for ikke at forringe konkurrenceevnen.

Det betyder også, at Claus Jensen fra Metal modarbejder de offentlige ansattes krav om højere løn, fordi hans fokus entydigt er på at sikre industriens konkurrenceevne, og han er bange for den afsmittende effekt. Fagtoppen hænger fast i en strategi om klassesamarbejde og opnåelse af resultater gennem forhandling. Denne strategi tager slet ikke højde for, at vi er faretruende nær et tipping point, hvor organisationsgraden går under 50 procent.

Samtidig er der god grund til at tro, at arbejdsgiverne kører et dobbeltspil omkring de kollektive aftaler på arbejdsmarkedet. Vi kan se det lokalt, hvor arbejdsgiverne opsiger lokalaftaler og udvider deres ensidige diktering af arbejdsbetingelser uden reel forhandling. Vi kan se det centralt, på den måde arbejdsgiverne hårdnakket modsætter sig reelt kædeansvar og fælles ansvar for at overenskomstdække arbejdsmarkedet. Da malerfagets organisationer i 2014 indgik aftale om kædeansvar i overenskomsten, brugte Dansk Arbejdsgiverforening sin magt til at underkende aftalen. Arbejdsgiverne venter på det rigtige tidspunkt til at slå til og opsige de kollektive aftaler. Det kan være når organisationsgraden bliver under 50 procent eller ved næste krise.

Hvis I tænker, det er at male fanden på væggen, så se mod Finland, hvis arbejdsmarkedsmodel på mange måder ligner vores. Her meddelte arbejdsgiverne i teknologi-, skovbrug- og papirindustrien i 2021, at de ikke længere ville indgå kollektive landsdækkende overenskomster med fagbevægelsen. Trods en 4 måneder lang strejke i papirindustrien sidste år lykkedes det ikke de udholdende arbejdere at undgå forringelser i deres arbejdsbetingelser. Arbejdsgiverne fremhævede, at trods milliardtab for virksomhederne var kampen en god ideologisk investering i en fremtid uden fagforeninger.

Markedets forrang over fællesskabet

Det er ikke kun arbejdsgiverne, vi har imod os. Vi ser i stigende grad en stærk sammensmeltning mellem toppen af erhvervslivet og alle de regeringsbærende partier. Socialdemokratiets snak fra forrige valg om et opgør med neoliberale regnemodeller og grådig kapitalisme er fuldstændig forstummet. Socialdemokratiet har med den seneste regeringsdannelse cementeret markedets forrang over fællesskabet og varslet yderligere privatisering af centrale dele af vores velfærdsstat.

Sygehusvæsnet bløder forsat personale, og der er ingen hjælp at hente fra regeringen, som med sin lønstrukturkomite bruger groft manipulerende regnemetoder og gør nar af de offentlige ansatte ved at fokusere på deres indre motivation.

Fagbevægelsen står overfor en massiv udfordring. Kampen handler ikke kun om lønstigninger. Det handler om kamp for vores kollektivt finansierede velfærdssystem og vores fremtidige livsbetingelser. Hvad hjælper det med højere lønstigning, hvis vi i fremtiden skal bløde 80.000 for en sundhedsforsikring, som tilfældet er i USA. Eller hvis vores børn ikke kan blive passet og undervist under forsvarlige forhold pga. nedskæringer. Hvad hjælper det, hvis dagpenge, kontanthjælp og pensionsbetingelser for tidligt nedslidt bliver så ringe, så vi accepterer stort set hvad som helst på arbejdsmarkedet for ikke at miste jobbet. Eller vi taber klimakampen og vores arbejdsmiljø og livsbetingelser bliver totalt usikre i venten på den næste katastrofe.

Kapitalismen redder os ikke, her gælder kun jagten på profit, og en god krise baner vejen for nye former for udbytning og chokterapi. Kampen for et værdigt samfund kræver organisering, mobilisering og solidaritet mellem faggrupperne og på tværs af offentlige og private arbejdspladser. Det nytter ikke, at byggefagene står alene i kampen mod social dumping og hver gang bliver trynet af sammenkædningsreglerne, når de stemmer mod overenskomsten. Eller at sygeplejerskerne og andre sundhedsansatte kæmper alene mod kollapset i sundhedsvæsnet.

Fagbevægelsen skal stå sammen i kampen. Fagbevægelsen skal også samarbejde tæt med bevægelserne omkring klima, stop for kommunale nedskæringer og bekæmpe budget- og serviceloven, f.eks. som vi ser det med FOA’s opbakning til kampagnen: Skrot budgetloven.

Omkring kampen for klimaet er alliancen Broen til fremtiden et vigtigt initiativ, og her springer det i øjnene, at en vigtig fagforening som Metal ikke er med. Det ville være en god kampagne at forsøge at presse dem til at tage klimaansvar.

Forandring skabes gennem en erkendelse af den krise, vi står overfor i samspil med en resolut og solidarisk vilje til at tage konflikten. Den klassekamp fra oven, som vi har oplevet under 40 års neoliberalisme, skal vi give kollektivt modspil.

Enhedslistens rolle

Troværdighed er en afgørende faktor i den politiske kamp. Vores politik skal hænge sammen. Det nytter ikke, at vi det ene øjeblik som parti støtter de offentlige ansattes kamp for bedre løn og arbejdsforhold – for derefter ved næste budgetforhandling i kommunen eller regionen at stemme for budgetter, der indeholder nedskæringer, som rammer de selv samme grupper, hvis kamp vi lige har støttet.

Det nytter ikke at folketingsgruppen oversælger de små sejre, som det parlamentariske spil kaster af sig og har mere øje for det taktiske spil på Christiansborg end troværdigheden i forhold til befolkningen.

Den væsentligste faktor i kampen for et bedre samfund er ikke, hvorvidt Enhedslisten og den øvrige venstrefløj får et par procent stemmer mere eller mindre ved valget. Den væsentligste faktor er, hvorvidt partiets medlemmer har formået at være en drivende kraft i mobiliseringen af de folkelige bevægelser uden at sætte sig på organisationerne. Hvis dette bliver hovedfokus. skal det nok kaste flere stemmer af sig.

Vi har været alt for bange for at skræmme folk væk med klar socialistisk politik. Det tror jeg er en fejlanalyse. Der er en udbredt politikerlede og ønske om forandring. Folk ønsker at bevare velfærdsstaten. Folk ønsker autentiske politikere, der tør kæmpe for forandring.

I Aalborg har den politiske teaterforestilling Drømmefabrikken om arbejderkampe i 70erne og gruppen Kommunistisk Forbunds politiske projekt spillet for fulde huse, og man har været nødt til at sætte adskillige ekstraforestillinger på plakaten. Det er en forestilling, hvor to tidligere værftsarbejdere og to professionelle skuespillere giver den fuld gas med kapitalismekritik og historier om, hvordan det lykkedes via solidaritet og sammenhold at skabe forbedringer på de store arbejdspladser i byen, der dengang var en udpræget arbejderby.

Teaterstykket er en glimrende inspiration for den faglige og politiske kamp. Lad os bygge videre på det!