Den svenske ugeavis Internationalen mødte ham til en snak, hvor han gør status efter et kampfyldt liv på fabriksgulvet.

Du har været fagforeningsmand det meste af dit liv. Hvorfor det?

– Jeg har ikke følt, at jeg har haft et alternativ. Hvis vi som arbejdere ikke forsvarer vores egne interesser, er der ingen, der gør det. Vi får ikke noget gratis, hverken i det store eller i det små. Ingen vigtige forbedringer for de store grupper af mennesker er kommet af sig selv, som gaver fra oven. Reguleret arbejdstid, foreningsret, ytringsfrihed, stemmeret, anstændige boliger, ferie, pension, abortret, miljølovgivning og så videre. Alt sammen er i sidste ende resultatet af, at folk organiserer sig og kæmper for deres interesser.

– Nogle gange, som i tilfældet med organisering og stemmeret, direkte gennem strejker og massedemonstrationer samt trusler om revolution, andre gange indirekte, som da velfærdsstaterne blev opbygget gennem parlamentariske beslutninger, men med en velorganiseret arbejderklasse og med årtiers åben klassekamp, der stadig rumsterede i baggrunden. Eller ved en blanding, som da arbejdsmarkedsreformerne i 1970’erne kom i stand, efter at de “vilde strejker” igen gjorde truslen nedefra nærværende.

Men kæmper fagforeningerne i dag? Mange mennesker tror i dag, at fagforeninger er bureaukratiske kolosser, der er ligeglade med deres medlemmer.

– Det er vigtigt at skelne mellem fagforeninger og deres ledelse. Fagforeninger er langt den største organisation af arbejdere og den vigtigste sociale bevægelse i landet. Alligevel er det en sovende kraft, som med få undtagelser har undladt at tage kampen op mod den nyliberale politik og virksomhedernes offensiv.

– Ledelsen er i vid udstrækning vokset sammen med etablissementet og har omfavnet den anden sides værdier

– Fagforeninger er og skal være en folkelig bevægelse, og der gælder de samme principper som for alle andre folkelige bevægelser: Enhed omkring konkrete krav og interesser er grundlaget, ikke ideologiske principper Og frem for alt: Det er de berørte mennesker, medlemmerne, der skal have det sidste ord. Ikke tillidsfolk eller andre repræsentanter.

– Det vigtigste i alt fagforeningsarbejde er derfor, at det er gennemsyret af en bevidsthed om dette, og at de metoder, der anvendes, styrker den folkelige bevægelse Det er blandt medlemmerne, i hverdagen på arbejdspladsen, at det vigtigste fagforeningsarbejde finder sted. Hvis fagforeningsarbejdet foregår nedefra, som en folkelig bevægelse med alle medlemmer direkte involveret, bliver resultaterne bedre. Vi får erfaring med vores fælles styrke, vores kollektive selvtillid vokser, vi lærer at stole på hinanden og gennemskuer, at det er op til os i fællesskab at opnå gode resultater.

– Denne form for fagforeningsarbejde er mulig på alle niveauer og i alle spørgsmål, fra hele fagforeningen og centrale overenskomstforhandlinger til det mest simple hverdagsspørgsmål i det mindste team på en arbejdsplads, der ikke engang er formelt organiseret. Hvis dine kolleger taler med hinanden om krav og faglige metoder, der forener hele kollektivet, ikke bare de mest vrede eller højrøstede, er det en oplevelse, der er mere værd end alle forhandlingskurser i verden. Det lærer os i praktisk handling, at styrken ligger i kollektivet, ikke i de mest polerede forhandlere eller de mest radikale slogans.

Du skrev for nylig i Internationalen, at fagforeningen først og fremmest er en strejkekasse, hvad mener du med det? Svenske fagforeninger går meget sjældent i strejke.

– Det er rigtigt, at strejker er på et historisk lavt niveau i Sverige. Ikke desto mindre er det, hvad fagforeningen dybest set er, en strejkefond. Det, vi gør gennem fagforeningen, er at eliminere konkurrencen på arbejdsmarkedet. At vi ikke sælger vores arbejdskraft individuelt, men kollektivt. Vi sætter markedet ud af spil, i hvert fald til en vis grad. Som ved alt salg skal vi kunne vælge ikke at sælge til den pris, vi bliver tilbudt.

– Det er her, strejkefonden kommer ind i Den giver os mulighed for at sige nej til arbejde, hvis lønnen er for lav, uden at blive ruineret. Alt for ofte glemmer vi, at dette er grundlaget for al fagforeningsmagt: evnen til kollektivt at nægte at sælge arbejdskraft, at strejke. Det er vores vigtigste magtmiddel. Det er også oplevelsen af denne kollektive magt, der skaber faglig bevidsthed: oplevelsen af kollektiv styrke, hvor alles deltagelse er lige vigtig, uanset hvad vi mener om andre spørgsmål, eller hvor engagerede vi er. Når fagforeningens magt bliver testet, er der lige meget brug for os alle.

– Det behøver ikke altid at være i strejker, at denne modmagt kommer til udtryk, der er tusindvis af måder at handle kollektivt på for at lægge pres på virksomheder og ledere i hverdagen Men hvis vi aldrig bruger den magt, hvis det store flertal altid får lov til at sidde på sidelinjen, vil opfattelsen af, at “fagforeningsarbejde” er noget, som “dem i fagforeningen” har ansvaret for, sprede sig. Så bliver der aldrig opbygget nogen kollektiv selvtillid. Vi lærer ikke at stole på hinanden, men at forlade os på, at andre løser vores problemer, og hvis de ikke gør det, må vi forsøge at gøre det selv, i konkurrence med hinanden. Det er det modsatte af, hvad der er kernen i en fagforening. Hvis vi ikke bruger de fagforeningsmuskler, vi har, vil de visne væk. Det er ved at kæmpe sammen, at vi lærer værdien af solidaritet og samhørighed, det er sådan, vi skaber os selv som en arbejderklasse.

– Jeg tror, at det lange fravær af kamp er en vigtig årsag til, at det er lykkedes borgerskabet at drive kiler ind i arbejderklassen, ikke mindst ved at sprede nationalistisk og racistisk gift i vores rækker

I dag er det langt fra, at svenske arbejdere sulter, men i stedet er det andre trusler, som velfærd og klimaforandringer, der er på dagsordenen. Hvordan ser du fagforeningernes rolle her?

– Kampen for løn og arbejdsforhold, vil altid være central under kapitalismen. Det er den grundlæggende modsætning, som tvinger os til at kæmpe og organisere os. Men selvfølgelig slutter arbejdernes liv ikke med arbejdsdagen. Uanset hvor, eller om, vi arbejder, er vi afhængige af samfundets tilstand som helhed. LO-fagforeningerne har en lang tradition for at skubbe på sociale spørgsmål, en tradition, der er vigtigere i dag end længe. Men det er mest sket gennem “fagpolitisk samarbejde”, det vil sige støtte til Socialdemokraterne. Og med et socialdemokratisk parti, der længe har set det som sin opgave at administrere det kapitalistiske samfund – selv når nyliberalismen er blevet dominerende – er denne forbindelse blevet en klods om benet.

– I stedet for den i dag ofte ukritiske støtte til Socialdemokratiet, burde fagbevægelsen handle på politiske spørgsmål både selvstændigt og sammen med andre grupper og bevægelser Lokomotivførernes kamp for at bevare togstewardesserne har været et glimrende eksempel på, hvordan det er muligt at kombinere traditionelle fagforeningskrav med spørgsmål, der påvirker folk i det omkringliggende samfund. Det viser en vej frem, hvor fagforeninger, lokalt og centralt, deltager i forsvaret og udviklingen af den fælles velfærd sammen med andre folkelige bevægelser.

– Klimaspørgsmålet hører hjemme på arbejdspladsen og i fagbevægelsen. Omstilling fra neden som fagforeningsstrategi for job og klima er noget, jeg har presset på for gennem lang tid. Både fordi det handler om menneskehedens overlevelse, og fordi krav om klimajobs gennem sociale investeringer og omstilling kan forbinde faglige hverdagskrav med klimaspørgsmålet, som ellers føles overvældende stort. Det ville være en vigtig del af at skabe en modkraft til de kapitalinteresser, der i øjeblikket driver menneskeheden mod afgrunden.

Hvordan ser du fremtiden for svensk fagbevægelse?

– Det afhænger helt af os selv. Som jeg sagde før, har vi aldrig fået noget gratis, og det samme gælder for vores faglige organisationer. Og det kan kun starte nedefra, det er de små ting, vi gør i hverdagen, der gør os i stand til at tage de store kampe. Ingen ved, hvornår eller om de kampe bryder ud, men der er næsten altid gået små kampe forud, som langsomt, men sikkert har opbygget en selvtillid og et fællesskab hos folk, der har set fagforeningsarbejdet som en folkelig bevægelse og brugt folkelige bevægelsesmetoder i det arbejde. Hvis flere arbejder i fagforeninger på denne måde, er der intet, der kan stoppe os. Men hvis vi sidder og venter på, at ledelsen eller nogen andre skal ændre fagforeningen, så vil det fortsætte med at gå tilbage, ikke kun på arbejdspladsen, men i samfundet som helhed.

Oversat fra Internationalen af Peter Kragelund