Opfordringen til BDS – Boycott, Divestment, Sanctions – (Boykot, stop for investeringer, sanktioner) har langt om længe nået den israelske offentlighed.

af Michel Warschawski

Norges beslutning (se note) om at afvikle investeringer i israelske firmaer involveret i bosætterbebyggelser gjorde forskellen, og var grundlaget for den første store succes i denne vigtige kampagne.

Derudover vinder gruppen af israelere der støtter BDS frem under navnet “Boykot indefra”. Det skete blandt andet takket være en offentlig appel fra Naomi Klein til de israelske aktivister, da hun kom til Tel Aviv for at præsentere den hebræiske version af sin bog, Shock Doctrine.

Det faktum, at der er en (omend lille) israelsk stemme, der støtter den internationale BDS kampagne gør en stor forskel. Blandt andet hjælper det til at afvæbne den infame anklage om antisemitisme, der bliver rejst af den israelske propagandamaskine mod hvem som helst, der vover at kritisere den jødiske stats koloniale politik. Desuden er det – som jeg vil argumentere for i denne artikel – de israelske støtter af BDS, der faktisk udtrykker det israelske folks egentlige og langsigtede interesser. Da jeg for nyligt læste to tekster af Uri Avnery (talsmand for den israelske fredsbevægelse Gush Shalom, red.), hvor han kritiserede BDS, blev jeg overbevist om, at det var vigtigt at gøre det klart, hvor positiv denne kampagne er, og hvorfor den bør støttes af så mange israelere som muligt.

Nogle gange er jeg uenig med Avnery – omend meget mindre end før i tiden – men jeg har stor respekt for manden, journalisten, aktivisten og analytikeren, og siden Peace Now gik fallit under Oslo processen har vi arbejdet tæt sammen. Jeg vil endda sige, at vi er blevet venner. Det er derfor, jeg føler mig forpligtet til at reagere på hans kritik af BDS-kampagnen.

Uri Avnerys argumenter
Før at gengive Uris standpunkt så præcist som muligt, vil jeg citere det, jeg mener er hans vigtigste pointer.

[…] JEG HAR ikke noget imod folk, der hader Israel. Det er de i deres fulde ret til. Jeg mener bare ikke, at vi har nogen fælles grund at diskutere ud fra. Jeg vil bare gerne påpege, at had er en meget dårlig rådgiver. Had fører ikke til noget andet end mere had. Det er i øvrigt en entydig lære, vi kan drage af den sydafrikanske erfaring. Der overvandt de hadet i bemærkelsesværdig grad. I høj grad på grund af ”Sandhedskommissionen” ledet af ærkebiskob Tutu. Her indrømmede folk fortidens synder.

En ting er sikker: Had fører ikke til fred. Lad mig sige det helt klart, for jeg fornemmer, at visse mennesker i deres selvretfærdige indignation over Israels besættelse har glemt dette.

Fred skabes mellem fjender efter krig, hvor forfærdelige hændelser er uomgængelige. Fred kan skabes og bevares mellem folk, der er parate til at leve med hinanden, respektere hinanden, anerkende hinandens menneskelighed. De behøver ikke at elske hinanden[…]

JEG HAR heller ikke noget imod dem, som ønsker at afskaffe staten Israel. Det er lige så meget deres ret at stræbe efter det, som det er min ret at ønske afvikling af f.eks. USA eller Frankrig, der begge har en noget blakket fortid.

Når jeg læser nogle af de beskeder, jeg får tilsendt og prøver at analysere deres indhold, får jeg følelsen af, at de ikke så meget handler om en boykot af Israel, som om selve Israels eksistens. Nogle af forfatterne synes tydeligvis, at dannelsen af staten Israel var en forfærdelig fejltagelse fra starten, og at den derfor bør rulles tilbage. Drej historiens hjul omkring 62 år tilbage og start forfra.

Det, der virkelig foruroliger mig ved dette, er at næsten ingen i Vesten stiller sig frem og siger det klart: Israel bør afskaffes. Nogle af forslagene, som for eksempel dem, der taler om en ”et-stats” løsning, lyder som eufemismer. Hvis man mener, at staten Israel bør afskaffes og erstattes af en palæstinensisk stat eller et lykkeland – hvorfor så ikke sige det åbent?

Selvfølgelig ville det ikke betyde fred. Fred mellem Israel of Palæstina forudsætter, at Israel eksisterer. Fred mellem det israelske folk og det palæstinensiske folk forudsætter, at begge folk har ret til selvbestemmelse og er enige om freden. Er der virkelig nogle, der tror, at racistiske monstre som os ville gå med til at opgive vores stat på grund af boykot? […]

Den egentlige diskussion skal foregå blandt dem, der ønsker at fred mellem de to stater, Israel og Palæstina. Spørgsmålet er: Hvordan kan det opnås? Det er en ærlig debat, og den bliver generelt taget på en civiliseret måde[…]

Fortalerne for boykot tror, at den vigtigste, eller sågar den eneste, måde at overbevise Israel om at opgive de besatte områder og tilslutte sig fred, er ved at udøve pres udefra.

Jeg har ikke noget imod ideen om pres udefra. Spørgsmålet er: Pres på hvem? På regeringen, bosætterne og deres støtter? Eller på hele det israelske folk?

[…]Kampen er i gang, det er en hård kamp imod en beslutsom opposition, og vi bør gøre alt, hvad vi kan, for at Obamas fredspolitik vinder frem. Vi må gøre dette som israelere indefra Israel, og dermed vise, at dette ikke er en kamp med USA mod Israel, men en fælles kamp imod Israels regering og bosætterne.

Det følger deraf, at enhver boykot skal tjene følgende formål: at isolere bosætterne og de individer og institutioner, som åbent støtter dem, men ikke erklære krig med Israel og det israelske folk som sådan. I de 11 år siden Gush Shalom erklærede en boykot af produkterne fra bosættelserne, har denne proces vundet styrke. Vi må nødvendigvis lovprise den norske beslutning i denne uge om at afvikle deres interesser i Israel Elbit company på grund af deres engagement i Separation Fence (Muren som den israelske stat er ved at opføre, red.). Den er nemlig ved at blive bygget på palæstinensisk jord med det hovedformål at indlemme besatte territorier under Israel. Det er et strålende eksempel: en fokuseret aktion imod et bestemt mål, baseret på en kendelse fra den Internationale Domstol.

[…] Jeg er blevet spurgt om den palæstinensiske reaktion på boykot-ideen. For øjeblikket boykotter palæstinenserne ikke engang bosættelserne. Faktisk er det palæstinensiske arbejdere, som bygger næsten alle husene der, ud af økonomisk nødvendighed. Deres følelser kan man kun gisne om. Enhver palæstinenser med respekt for sig selv ville selvfølgelig støtte ethvert effektivt tiltag rettet mod besættelsen. Men det ville ikke være ærligt at vifte dem om næsen med et falsk håb om, at en verdensomspændende boykot ville bringe Israel i knæ. Sandheden er, at det kun er et tæt samarbejde mellem palæstinensiske, israelske og internationale fredsinitiativer, der ville kunne fremkalde det nødvendige momentum for at gøre en ende på besættelsen og opnå fred.[…]

Dette er særligt vigtigt, fordi vores opgave i Israel i dag ikke så meget går på at overbevise flertallet af israelerne om, at fred er godt og at prisen er rimelig, men først og fremmest på at overbevise om, at fred overhovedet er muligt.

En falsk debat
Lad os starte med det, jeg opfatter som en falsk debat. For det første: ”Had er en dårlig rådgiver”, skriver Uri, og jeg skal være den sidste til at være uenig med ham. Jeg ved også, at han vil være enig med mig, hvis jeg tilføjer, at i vores politiske sammenhæng er had forståeligt. For det andet: ”Israel er ikke Sydafrika”. Selvfølgelig er det ikke det, og alle konkrete virkeligheder er forskellige fra hinanden. Ikke desto mindre er der visse ligheder mellem disse to lande: Begge er racistiske stater med (forskellige slags) apartheid-systemer (den bogstavelige betydning af apartheid er ”strukturel adskillelse”). Begge lande blev etableret som ”europæiske stater” i et nationalt miljø bestående af ikke-europæere, som blev betragtet som fjendtligt, og med rette.

Vi er også enige – og det er endnu mere vigtigt – om, at hvis vi skal opnå væsentlige resultater I vores kamp, er vi nødt til at opbygge en fælles dynamik, der inkluderer palæstinensernes nationale modstand, de israelske anti-besættere og den internationale solidaritetsbevægelse. For ti år siden kaldte jeg det ”det vindende trekløver”.

Fordrejet fremstilling
Rigtig meget til fælles faktisk, lige indtil Uris fordrejede fremstilling af sine politiske modstandere: “(De) har opgivet israelerne”. Hvis det havde været tilfældet, hvorfor skulle disse israelske BDS-kampagneledere bruge så meget af deres tid på at opbygge (sammen med Uri Avnery) en israelsk bevægelse imod krig, besættelse og kolonialisering? Den egentlige debat står ikke mellem dem, der sigter mod at ”forandre det israelske samfund”, og dem som ikke gør, men handler om, hvordan og for hvad.

Det politiske mål for Uri Avnery er “israelsk-palæstinensisk fred”, dvs. et kompromis, som skulle tilfredsstille flertallet af de to samfund symmetrisk ( i en anden vigtig artikel kaldte han det ”sandhed mod sandhed”). Denne symmetri-ide er resultatet af en anden vigtig politisk antagelse af Avnery: Konflikten i Palæstina er en konflikt mellem to lige legitime nationale bevægelser.

Mange af BDS støtter er uenige med begge antagelser: Vores mål er ikke fred som sådan, fordi “fred” i sig selv ikke betyder noget (stort set alle krige i moderne tid blev sat i værk under påskud af at ville opnå fred). Freden afspejler altid styrkeforholdene, når en side ikke kan gennemtvinge alt, hvad denne betragter som sine legitime rettigheder.

Vores mål og værdier
I modsætning til Uri, er vores mål realiseringen af visse værdier som: grundlæggende individuelle og kollektive rettigheder, afslutningen af dominans og undertrykkelse, afkolonisering, lighed og så meget retssikkerhed som muligt. Set i den sammenhæng må vi selvfølgelig støtte ”fredsinitiativer”, som kan reducere niveauet af vold og/eller opnå en vis mængde af rettigheder. I vores strategi er denne støtte til fredsinitiativer bare ikke et mål i sig selv, men blot et middel til at sikre de ovenstående værdier og rettigheder.

Denne forskel mellem “fred” og “retfærdighed” er forbundet med de divergerende holdninger til den anden antagelse, Uri Avnery gør sig, nemlig symmetrien mellem to lige legitime nationale bevægelser og bestræbelser.

For os at se er zionismen ikke en national befrielsesbevægelse, men en kolonialistisk bevægelse, og staten Israel er og har altid været en bosætter- og kolonistat. Fred, eller endnu bedre, retfærdighed kan ikke opnås uden en total afkolonisering (ja man kunne sige af-zionisering) af den israelske stat. Det er en betingelse for realiseringen af palæstinensernes legitime rettigheder – hvad enten de er flygtninge, lever under militær besættelse eller er andenrangs borgere i Israel. Hvor vidt det endelige resultat af afkoloniseringen bliver en ”et-stats” løsning, to demokratiske stater (altså ikke en ”jødisk stat”), en føderation eller en hvilken som helst anden institutionel struktur, er mindre vigtigt og vil i sidste ende blive afgjort af kampen selv og niveauet for deltagelse fra israelernes side.

I den forstand er Uri Avnery galt på den, når han hævder at vores uenighed handler om “en stat” eller ”to stater”. Som det fremgår af det ovenstående, ligger forskelligheden i rettigheder, afkolonisering og princippet om fuld lighed. Løsningens form er efter min mening irrelevant, så længe vi taler om en løsning, som giver to folk mulighed for at leve i frihed (uden koloniale forhold) og lighed.

En anden vigtig uoverensstemmelse mellem mig og Uri Avnery har med den israelske psyke og dialektikken mellem den palæstinensiske dagsorden for national befrielse og den såkaldte israelske fredslejr at gøre. Mens det er indlysende, at den palæstinensiske nationale bevægelse har brug for så mange israelske allierede som muligt for at opnå befrielse så hurtigt som muligt og med så lidt lidelse for begge folk som muligt, kan man ikke forvente af den palæstinensiske bevægelse, at den venter på, at Uri og de andre israelske anti-kolonialister har fået overbevist flertallet af den israelske offentlighed. Af to grunde: For det første fordi populære nationale bevægelser ikke venter med at bekæmpe undertrykkelse og kolonialisme. For det andet fordi historien har lært os, at forandringer indenfor det kolonialistiske samfund altid har været resultatet af en befrielseskamp, og ikke den anden vej rundt: Når prisen for besættelsen bliver for høj forstår flere og flere mennesker at det ikke er værd at fortsætte det.

Israels koloniale virkelighed
Overordnet set kan man sige, at den israelske tankegang er formet af to virkeligheder, eller mere præcist, en virkelighed og en opfattelse af virkeligheden. Den virkelighed, der former den israelske psyke, er den koloniale virkelighed, som Israels eksistens udgør. Det er følelsen af at være omringet af et fjendtligt miljø, som til gengæld – for at sige det mildt – føler sig truet af den zionistiske koloniserings dynamik.

Den anden faktor, som former Israels kollektive mentalitet, er anti-semitisme (virkelig og konstrueret), som bliver bestyrket af den nazistiske erfaring med jødeudryddelse.

Som alle andre mennesker ønsker israelerne at blive accepterede, sågar elsket. De har bare et par vanskeligheder: at betale den nødvendige pris for denne accept (dvs. at opføre sig civiliseret), og at stole på den anden i hans forsøg på at normalisere relationerne med dem.

Ja, der er brug for en udstrakt hånd mod sameksistens, men sammen med en jernnæve, der kæmper for rettigheder og frihed. Osloprocessens fiasko bekræfter en af historiens gamle læresætninger: Ethvert forsøg på forbrødring inden realiseringen af rettigheder styrker fortsættelsen af en kolonial dominans. Når der ikke er en pris, der skal betales, hvorfor skulle israelerne så stoppe koloniseringen. Hvorfor skulle de risikere en dyb intern krise?

En ramme for kamp
Det er her, BDS-kampagnen er så relevant: Den tilbyder en international ramme for aktiviteter, der hjælper det palæstinensiske folk med at vinde sine legitime rettigheder, både på det institutionelle niveau (stater og international institutioner) og på civilsamfundets niveau. På den ene side er den rettet mod det internationale samfund, hvor den beder om sanktioner mod en stat som systematisk forbryder sig mod international lov, FN resolutioner, Geneve konventioner og underskrevne aftaler. På den anden side er den rettet mod det internationale civilsamfund for at få folk til at handle som individer og som sociale bevægelser (fagforeninger, partier, byråd, folkelige foreninger osv.) og boykotte varer, officielle repræsentanter og institutioner m.v., som repræsenterer den koloniale stat Israel.

Begge opgaver (boykot og sanktioner) vil i sidste ende lægge et pres på det israelske folk, som skubber i retning af forståelse af at besættelse og kolonisering har en pris, og at overtrædelse af de internationale regler før eller siden kan gøre staten Israel til en paria-stat, der ikke er velkommen i det civiliserede fællesskab af stater. Ligesom Sydafrika i de sidste årtier af apartheid. I den forstand er BDS – i modsætning til hvad Uri påstår – adresseret til den israelske offentlighed og er netop nu den eneste måde, vi kan fremprovokere en forandring i dens holdning til besættelse/kolonisering. Hvis man sammenligner den med BDS kampagnen mod apartheid, som var tyve år om for alvor at begynde at bære frugt, kan man kun være overrasket over, hvor effektiv kampagnen mod den israelske besættelse allerede har været, og selv i Israel kan vi allerede bevidne dens første resultater.

BDS-kampagnen blev sat i værk af en bred koalition af palæstinensiske politiske og sociale bevægelser. Ingen israeler, der hævder at støtte det palæstinensiske folks nationale rettigheder, kan anstændigvis vende ryggen til den kampagne: Efter i årevis at have insisteret på, at ”væbnet kamp ikke er den rette måde”, vil det være skandaløst, hvis denne strategi også bliver diskvalificeret af disse israelske aktivister. Tværtimod er vi alle sammen nødt til at slutte os til ”Boykot indefra” for at bidrage med en israelsk backup til det palæstinensiske initiativ. Det er det mindste, vi kan gøre. Det er det mindste vi burde gøre.

Note: Den norske regering besluttede den 30. Juni, at statens Oliefond skal sælge sine aktiver i det israelske firma Elbit Systems. Se omtalen på den norske tv-kanals hjemmeside

Michel Warschawski er leder af Det Alternative Informationscenter i Jerusalem. Artiklen er oversat fra International Viewpoint af Bodil Olsen.
 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com