»Trotskij, som anerkendte kejserfamiliens mord, som forrådte sit land ved Brest-Litovsk til fjenden, er inviteret til København af danske studenter! Må jeg som dansk udtrykke min harme og min sorg over, at en sådan handling er mulig.« Prins Aage i BT, 21.11.1932

af Bertel Nygaard

Læsetid: 10 minutter

Den danske prins Aage var forarget: Den russiske revolutionsleder Lev Trotskij havde fået indrejsetilladelse i Danmark – og havde endda fået lov til at tale offentligt. At Trotskij reelt hverken havde beordret eller godkendt mordet på den russiske zars familie efter revolutionen i 1917, var for prinsen mindre afgørende: Trotskij var inviteret af socialdemokrater, og hans midlertidige opholdstilladelse på otte dage var blevet udstedt af den socialdemokratiske regering under Stauning. For prinsen var dette blot det mest iøjnefaldende blandt mange tegn på, at socialdemokratiets indflydelse var skadelig for det Danmark, han kendte og elskede fra sin fjerne post i den franske fremmedlegion.

Flere aviser bifaldt prinsens protest og supplerede med bemærkninger om, at Trotskij og de andre revolutionære burde have været skudt for længst. De Stalin-tro kommunister gav i DKP’s Arbejderbladet fra deres egen vinkel støtte til prins Aages angreb, og fremstillede Trotskijs besøg som ideologisk støtte til borgerskabets fascistiske anslag mod arbejderbevægelsens linje – som den blev udlagt af Stalin og Aksel Larsen. Andre aviser forsvarede den socialdemokratiske regering og forsøgte at latterliggøre både kommunisterne og den mest rabiate antikommunisme. Alle som én tog aviserne dog afstand fra Trotskij selv og fra hans politiske linje.

Trotskij kom til landet under stor mediebevågenhed, men som en afvæbnet stridsmand. I begyndelsen af 1930erne levede han i eksil på Prinkipo (i dag Büyük Ada), en lille tyrkisk ø i Marmara-havet nær ved Istanbul. Hvor fredfyldt og naturskønt stedet end var, kunne det i længden ikke tiltale Trotskij, der ikke ønskede at resignere i refugium, men brændte efter den socialistiske verdensrevolution.

Ingen lande ville give ophold til den Trotskij, der som sovjetrussisk forhandlingsleder havde indgået Brest Litovsk-freden i 1918 og havde ledet den røde hær under borgerkrigen i de to følgende år. I de få tilfælde, hvor der viste sig en lille åbning, lykkedes det oftest gennem en blanding af diplomatisk pres fra Sovjetunionen og tilsvarende pres fra den mest indædt antikommunistiske del af landets egne meningsdannere at forpurre alle planer om opholdstilladelse til ham. På denne »planet uden visum«, som Trotskij kalder det i sin selvbiografi, var han en hjemløs flakker.

Invitation fra Socialdemokratiske Studenter
Det var derfor en kærkommen lejlighed for Trotskij, da bestyrelsen for den danske forening Socialdemokratiske Studenter i august 1932 besluttede at invitere ham til København i forbindelse med oktoberrevolutionens 15 års jubilæum for at tale som led i foreningens række af offentlige møder. At mødearrangørerne var socialdemokrater, var afgørende for at få den socialdemokratiske regerings godkendelse af, at Trotskij måtte rejse ind i landet. Formanden for Socialdemokratiske Studenter, T.A. Vikelsøe Jensen, stod statsminister Stauning nær nok til at søge en uformel forhåndsgodkendelse til invitationen. Stauning gav sin tilslutning, selv om han var forbeholden.
Da foreningen derpå også havde sikret sig Trotskijs tilsagn, kunne den begynde at ordne de juridiske formaliteter. Noget varigt ophold lugtede det ikke af. Det lykkedes at skaffe et visum til otte dage – og Zahles justitsministerium stillede den betingelse, at foredraget måtte være af streng videnskabelig karakter.

Et diplomatisk virvar gjorde Trotskijs rejse fra Tyrkiet til Danmark umådeligt kringlet og lang. Ingen regeringer var meget for at lade en Trotskij rejse frit gennem deres land. Han måtte rejse under falsk navn og tage en zigzagtur gennem Europa – især fordi han ikke fik lov til at rejse gennem Tyskland. Han måtte tage færge fra Istanbul til Marseilles, hvor han ikke kunne gå i land, men på politiets ordre blev sat på en lille motorbåd, der skulle føre ham hen til en ventende bil, hvori han skulle politi¬eskorteres op gennem Frankrig til Dunkerque, hvor han så kunne tage rutedamperen A.P. Bernstor til Esbjerg. Alle steder havde han journalister i hælene, men kun de hurtigste blandt dem kunne nå at følge ham.

Trotskijs ankomst
Efter ti dages rejse kunne han den 23. november 1932, sætte foden på dansk grund. Der havde han ikke været siden 1910, da han som russisk socialist og flygtning fra zarstyret havde deltaget i den socialdemokratiske Anden Internationales kongres i København.

En mindre kommunistisk demonstration stod nu toogtyve år senere på Esbjerg havn sammen med almindeligt nysgerrige, for at modtage Trotskij – eller vel mest for at få et glimt af denne berømthed. Enkelte demonstranter piftede, hujede og råbte ”forræder!”, da skibet lagde til. I toget, der skulle føre Trotskij til København, var reserveret en særlig vogn. Den var hermetisk lukket og skodderne trukket for. Man ville ikke unødigt friste de kommunister, der på flere stoppesteder langs togstrækningen stod klar til demonstrationer mod Trotskij. »Det ligner i utrolig grad en plomberet waggon,« bemærkede Social-Demokratens journalist, der noget proportionsforvrængende antydede en historisk parallel med Lenins rejse til Rusland i en forseglet togvogn i 1917.

I toget lod Trotskij sig interviewe af journalister fra de danske dagblade. Hans visum var betinget af, at han ikke udtalte sig om aktualpolitiske forhold, hvilket uundgåeligt gav de fleste interviews et præg af sniksnak om vind, vejr og private forhold.

Modstand fra en pudsig alliance
Trotskijs besøg tiltrak sig stor opmærksomhed, både i Danmark og i udlandet. De danske medier fulgte hans færd nøje – også når der intet hændte: »Rolig dag for Trotskij,« måtte Politiken den 25. november bruge som overskrift.
Hovedparten af pressens opmærksomhed var af sensationskarakter. Den øvrige del bestod af hård kritik. DKPs Arbejderbladet mente, at Trotskijs besøg på socialdemokratisk invitation var et bevis på, at han hørte hjemme i den socialdemokratiske lejr – hvilket på den tid for DKP var det samme som at være ”socialfascistisk”. De mest indædte modstandere af arbejderbevægelsen fældede en lignende dom, blot med modsat fortegn: I Stauning-regeringens otte dages opholdstilladelse til Trotskij og i socialdemokraters invitation af denne borgerskabets og monarkiets fjende så de et bevis for, at det socialdemokratiske styre var den lige vej mod afgrunden.

Sovjetunionen bekendtgjorde over for den danske gesandt i Moskva, at det ville blive betragtet som en »uvenlig handling« over for landet, hvis den danske regering skulle beslutte sig for at give Trotskij varig opholdstilladelse. Denne slet skjulte trussel sigtede nok først og fremmest mod at skræmme dansk erhvervsliv ved at så tvivl om de dansk-russiske handelsforbindelser. Og for at besværliggøre Trotskijs ophold og ageren i Danmark udsendte sovjetisk radio en falsk meddelelse om, at han skulle være kommet til Danmark for at afholde en hemmelig konference, hvilket var i strid med den danske regerings betingelser for ottedages-visummet. DKP videreformidlede loyalt og ukritisk den sovjetiske regerings synspunkter og krævede Trotskij ud af landet.

Truslerne
DKP arrangerede demonstrationer, og en overgang gik der rygter om, at det offentlige møde ville blive angrebet af DKU’ere, eller at Idrætshuset på Østerbro, hvor talen skulle holdes, ligefrem ville blive forsøgt sprængt i luften af medlemmer af Konservativ Ungdom. Samtidig var der mystiske mindre hændelser, som det danske politi spillede en ikke klarlagt (eller forståelig) rolle i.

Det blev derfor anset for nødvendigt med sikkerhedsforanstaltninger og hemmelighedskræmmeri. Trotskij boede i al hemmelighed i en lejet villa på Dalgas Boulevard. Da for mange nysgerrige naboer efter nogle dages forløb havde opdaget, at Trotskij boede i nærheden, måtte han flytte for at overnatte de sidste tre dage et andet sted. En multinational gruppe af trotskister, som havde samlet sig i København i anledning af Trotskijs besøg, agerede sikkerhedsvagter.

Trotskij og trotskisterne
Når Trotskij var i Europa, var det muligt for trotskister fra flere lande at mødes, ikke blot med hinanden, men også med Trotskij selv. Han tilbragte det meste af dagene på første sal i et kontor, hvor han skrev eller dikterede. Ind imellem blev der også tid til, at trotskister fra de forskellige lande kunne få audiens hos ham for at diskutere de politiske forhold i de enkelte lande og ikke mindst de trotskistiske gruppers færden. Om aftenen kom han så ned i dagligstuen for at tage del i de diskussioner, som foregik livligt hele tiden. Trotskij var det naturlige midtpunkt i disse diskussionsrunder og sad på en stol i midten af rummet, mens hans yngre tilhængere satte sig på gulvet omkring ham. Nogen formel konference var det ikke, men dette var den eneste lejlighed, hvor han selv havde mulighed for at deltage i en bredere forsamling af tilhængere fra flere landes grupper.

Trotskisterne fra de andre lande forsøgte at få kontakt til folk i den danske arbejderbevægelse for at vende den DKP-skabte hetz mod Trotskij. En lille løbeseddel fra de tyske venstreoppositionelle blev oversat til dansk og fordelt i Københavns arbejderkvarterer. De blev modtaget, men ikke synderlig venligt.

Fra oplæser til agitator

Et stort offentligt møde skulle være klimakset på Trotskijs ophold. Luften var intens. På grund af trusler om angreb fra både kommunister og unge konservative var adgangen til mødet strengt kontrolleret. Sikkerheden var i top.

Foran podiet holdt en skare på 21 af Trotskijs egne livvagter et vågent øje med forsamlingen. De unge socialdemokraters ordensværn var også til stede med 150 repræsentanter. Og den tyske trotskist Georg Jungclas havde udnyttet sine kontakter til en række gamle medlemmer af den paramilitære Rote Front i Hamburg. Det var et korps af garvede ordensværnsfolk, fortrinsvis havnearbejdere, der beredvilligt cyklede til København for at agere skjold mellem podiet og tilhørerne. Derudover befandt der sig tyve politibetjente i salen. Udenfor var ti beredne betjente og hundrede betjente til fods sat til at bevogte afspærringen, så ingen af de tusindvis af folk, som var samlet uden for Idrætshuset, kunne komme ind. De kommunistiske demonstranter, der stod uden for, råbte taktfast »Ned med Trotskij!«.

Mødet summede af spænding. Ville mødet blive angrebet? Og hvor blev Trotskij af? Først meget forsinket gik det i gang. Fox-Film tændte sin store filmprojektør, der badede podiet i stærkt lys, mens dirigenten ufrivilligt ironisk bad fotografer om ikke at tage billeder under mødet med blitz, da talerens øjne ikke godt tålte det.
Internationale blæste pludseligt og uventet ud af salens højttalere, mens Trotskij steg op på podiet. Ængsteligheden omsattes med ét til intens opmærksomhed, mens folk istemte arbejdersangen. Trotskij selv og hans tilhængere sang med hævet, bøjet arm med knyttet næve til rød front-hilsen. Socialdemokratiske ordensværnsfolk hævede begge arme lige i vejret til den særlige antifascistiske jernfront-hilsen. Andre foretrak at lytte afventende. Sangen brød den spændte summen i salen, og der blev andægtigt tyst. Folk ville høre den verdenskendte revolutionære og folketaler Trotskij holde foredrag.

Den form for spænding, som de mest sensationslystne havde fremelsket, blev ikke forløst. Ikke alene blev mødet ikke saboteret af tåregas, stinkbomber eller larmende eksplosioner. Trotskij selv var lidt en skuffelse. Han tog øjensynligt sit hverv som ikke-politisk foredragsholder alvorligt. Politikens skribent mente, at Trotskijs entré mest mindede om »en arbejdstræt latinskolelærer, der møder i klasseværelset for at give time i geografi eller historie«. Og da Trotskij begyndte sit foredrag, var han mere saglig end levende, holdt sig tæt til manuskriptet og understregede højst sine pointer med en løftet pegefinger.

Efter foredragets første tre kvarter holdt han en pause for at give Hartvig Frisch ti minutter til en opsummerende oversættelse. Så gik Trotskij i gang med foredragets anden halvdel. Den tørre latinskolelærer fra første halvdel blev gemt af vejen, da han fik talt sig varm. Han løftede armene, knyttede hænderne og gestikulerede ivrigt for at understrege sine ord. Han vendte sig og talte til alle sider i salen. Øjnene blev spilet op bag brillerne, og stemmen blev stærkere. Social-Demokratens reporter bemærkede forandringen: »Det var en flammende agitator, der sluttede efter 1½ times tale, og øjensynlig var han da kun begyndt at tale sig varm«. (Social-Demokraten, 28.11.1932)

Betragter man indholdet i Trotskijs foredrag, forstår man, hvorfor journalisternes forventninger til ham som folketaler ikke blev indfriet. Han var underkastet censur og havde ikke lov til at drøfte mere direkte politiske spørgsmål. Derfor fremstår hans tale noget amputeret, og den lægger mest vægt på de mere økonomiske aspekter af hans betragtninger over Sovjetunionens udvikling. I denne henseende opfyldte foredraget myndighedernes krav. Til sidst bevægede han sig med strålende formuleringer over i et meget alment forsvar for socialismen som menneskets eneste sunde udviklingsvej. Men foredragets karakter lagde ikke op til agitation i øvrigt, og det er derfor også tvivlsomt, om ret mange i salen overhovedet fik mulighed for at lade sig overbevise om rigtigheden af hans politiske kurs. Til det kan det nu engang ikke være tilstrækkeligt, at han undlod at angribe Stalin.

Bemærkelsesværdig er imidlertid DKPs skildring af selve mødet. Arbejderbladet havde i ugerne op til Trotskijs ankomst gjort meget ud af at understrege, at han kom på socialdemokratisk invitation, og da Socialdemokratiet ifølge DKPs daværende teori var et ”socialfascistisk” parti, var Trotskij »bourgeoisiets lænkehund«. Arbejderbladet skrev:

Trotskismen i dag er kontrarevolutionens ideologiske fortrop og forsyner bourgeoisiet og dettes sociale hovedstøtte, det socialfascistiske socialdemokrati, med nye ideer i kampen mod kommunismen. (Arbejderbladet, 19.11.1932)

Arbejderbladets reporter til mødet har tydeligvis til opgave at tilsværte Trotskij på alle tænkelige måder. Han gør meget ud af, at Trotskij vil lade sig filme af et kapitalistisk filmselskab, og gør sig lystig over sine egne forestillinger om Trotskij som figur i en Hollywood-tegnefilm. Det er derfor påfaldende, at selv denne meget polemiske må medgive, at Trotskijs teori om den permanente revolution var »moderniseret og lappet op« til dette foredrag. Med andre ord: Hvad Trotskij selv fremlagde, passede ikke med, hvad skribenten havde lært i DKP om, hvad »trotskistisk« teori var – og skribenten kunne tydeligvis ikke i den konkrete tale finde de »alvorlige fejl« som hans parti havde lært ham, at Trotskijs teori var befængt med.

Møde med studenterne

På Trotskijs sidste aften i Danmark havde han møde med en gruppe repræsentanter for Socialdemokratiske Studenter og for Studenterraadet ved Københavns Universitet. Studenterne blev ført til villaen uden at vide, hvor i byen de befandt sig. De blev vist ind i dagligstuen for at vente. Da Trotskij kom ind, stod hans fremtoning i kontrast til det vældige verdenshistoriske vingesus, som medierne havde dyrket: »Den, der ventede at blive stillet over for en gammel, brutal, uhyggevækkende skikkelse, ville blive skuffet. Tværtimod var der noget venligt, højtkultiveret, smilende og elskeligt over ham,« skrev Jørgen Neergaard i Studenterbladet. Trotskij hilste på hver enkelt af gæsterne og satte sig så i en lænestol for at besvare deres spørgsmål.

Samtalen drejede sig blandt andet om studenternes revolutionære sindelag. Trotskij mente, at mange venstreorienterede studenter reelt er karrieremagere, som kun er oprørske, så længe de selv er holdt ude fra deres embeder af en ældre generation: »Revolutionær indtil de tredive, usling derefter,« citerede Trotskij. Han påpegede, at akademikeren ikke må komme til arbejderbevægelsen som bedrevidende læremester, men som lærling. Kun gennem en langsom tilpasning til arbejderbevægelsen, hvori de sociale forskelle mellem akademikeren og arbejderen skal udviskes, kan man skelne de virkeligt revolutionære intellektuelle fra karrieremagerne. (Studenterbladet, december 1932)

Ud efter otte dage
Trotskij forsøgte til det sidste at få forlænget sin opholdstilladelse i Danmark. At opnå permanent opholdstilladelse her eller et andet mere centralt sted end i Prinkipo var et led i en langstrakt kamp fra Trotskijs side. Allerede i 1929 havde han via norske socialdemokrater rettet en underhåndshenvendelse til den danske Stauningregering om opholdstilladelse. For at høre, om et sådant tiltag ville være til skade for dansk erhvervsliv, havde regeringen da henvendt sig til Industrirådets formand, direktør Overgaard, der med bestemthed havde advaret mod at give Trotskij opholdstilladelse. Stauning og de øvrige ministre gav derfor afslag. Under sit ophold i Danmark gjorde Trotskij det klart for især journalister fra USA, at han gerne ville opholde sig for en tid i deres land.

Det er tvivlsomt, om han i 1932 virkelig troede, at det ville lade sig gøre at udvide otte-dages-visummet til et permanent. Han kan næppe have været uvidende om, at styrkeforholdet i den danske debat i denne henseende var til hans ugunst. På kortere sigt ønskede han dog blot nogle dages forlængelse. Hans kone, Natalia Sedova, ville da kunne fuldende sin behandling mod reumatisme hos en københavnsk læge, og Trotskij ville være i stand til at holde et foredrag for de socialdemokratiske studenter i Lund, der efter deres danske ligesindedes forbillede havde inviteret ham til at tale. Fordi de svenske myndigheder ikke ville give ham indrejsetilladelse, medmindre der var garanti for, at han ville kunne rejse tilbage igen gennem Danmark nogle dage senere, var de danske myndigheders visumforlængelse en forudsætning for dette.

Efter forgæves venten på myndighedernes forlængelse valgte Trotskij som en sidste udvej til at blive i Danmark at trække tiden ud, så han ikke nåede toget, og erklærede da, at han nu ikke ville kunne nå den planlagte færge ud af landet. Myndighederne lod sig dog ikke presse til at forlænge opholdstilladelsen. I stedet satte de Trotskij og hans nærmeste følge i en bil, som i hast kørte til Esbjerg.

Tilfreds trods alt
Da Trotskij atter var blevet sat på damperen mod Dunkerque, kunne han i store træk erklære sig tilfreds med resultatet af sit ophold i Danmark, selv om han kunne have ønsket at blive længere.
Hans besøg i København var på et uformelt plan betydeligt i den tidlige opbygning af venstreoppositionelle grupper i en række lande, men det lykkedes derimod ikke at trænge politisk igennem til et dansk venstrefløjsmiljø. Mødet med Trotskij havde hos de danske involverede været ansporet mere af nysgerrighed end af politisk sympati, og det forblev i den danske offentlighed først og fremmest en mediebegivenhed.

Under Trotskijs besøg i København blev der optaget en propagandafilm, hvor Trotskij taler (på fransk) om revolutionær marxisme og nødvendigheden af at forsvar eSovjetunionen. Filmen blev først fundet i 2016. Se den her.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com