content-picture.php

Hvis valget af en Corbyn-regering i Storbritannien ikke hurtigt skal ende med en dyb skuffelse på den internationale venstrefløj, som det skete med Syriza i Grækenland, er det nødvendigt med et ædrueligt perspektiv på de britiske realiteter.

af Leo Panitch, Sam Gindin

For bare få år siden ville det have virket ret usandsynligt, at udviklingen i det britiske socialdemokrati, Labour Party, ville have tiltrukket sig stor international opmærksomhed blandt dem, der er på udkig efter en fornyelse af socialistiske muligheder i det 21. århundrede. At det er tilfældet i dag, kan man tilskrive entusiasmen og kreativiteten hos en ny generation af socialistiske aktivister i Storbritannien og en lille vedholdende og trofast gruppe socialister omkring Jeremy Corbyn. Men hvis valget af en Corbyn-regering i Storbritannien ikke hurtigt skal ende med en dyb skuffelse på den internationale venstrefløj, som det skete med Syriza i Grækenland, er det nødvendigt med et ædrueligt perspektiv på de britiske realiteter.

 

Det er vigtigt at anerkende, at det socialistiske engagement indtil videre i meget begrænset omfang har taget form som en socialistisk strategi inden for Labour Party. I bedste fald kan man sige, at socialisterne i ledelsen og blandt de menige er engageret i at prøve at ændre styrkeforholdet både indenfor partiet, og udenfor i forhold til fagforeningerne og de sociale bevægelser, for at føre partiet frem til et sted, hvor man kan udvikle en reel socialistisk strategi.

 

Labours 2017 valgmanifest, med dets radikale formulering om et økonomisk program ”For de mange, ikke de få”, er udtryk for en iøjnefaldende vending væk fra en neoliberal nedskæringspolitik og fra tidligere New Labour-regeringers tilpasning til Thatcherismens arv. Selvom det ikke er partiets officielle politik, så er den vægt, der lægges i deres rapport om Alternative modeller for ejerskab [Alternative Models of Ownership] på kommunalt offentligt ejerskab og udbudspolitik for at fremme arbejderstyrede og lokalsamfunds kooperativer, designet til at inspirere til brede diskussioner om nye socialistiske strategier. Ligeledes har man genoplivet diskussionen om hvordan man kan undgå gentagelsen af den top-down ledelsesform, man så i offentligt ejede virksomheder ved at inspirere til nye ledelsesformer for industrielt demokrati og til forskellige former for borgerkontrol, noget Labours venstrefløj har problematiseret lige siden nationaliseringerne under 1945-regeringen.

 

Men dette er alligevel langt fra en strategi for at nå til en overgang fra kapitalisme til socialisme, hvad enten det var, som formuleret i partiets gamle paragraf fire, i form af ”fælles ejerskab af produktionsmidler, distribution og vareudveksling og det bedst mulige system for offentlig administration og kontrol af enhver industri og service” eller, som det senere mere løst blev tillagt Labours venstrefløj, at overtage ”økonomiens kommandoposter”. [Paragraf 4, Clause Four, var en paragraf i Labours vedtægter, som fastslog partiets mål. I 1995 blev paragraffen ændret under Tony Blairs lederskab, o.a.]

 

Mindst lige så vigtigt er, at forslag om udvidelse af kooperativer og arbejderkontrol på virksomhedsniveau, som rejser potentialet for, at arbejdernes kollektive viden kan bidrage til forandringer, underspiller, hvor langt arbejdernes faktiske muligheder er blevet begrænset under kapitalismen.

 

Desuden går betoningen af decentrale former for fælleseje som regel uden om det afgørende spørgsmål om, hvordan man skal integrere og koordinere virksomheder, sektorer og regioner via en demokratisk planlægningsproces, som er nødvendig for at undgå den slags uhensigtsmæssig konkurrerende markedsadfærd, som socialister ønsker at overvinde.

 

Radikale forventninger

Måske er det mest problematiske den larmende tavshed om, hvordan promoveringen af en high-tech-, internationalt konkurrencedygtig industristrategi forholder sig til udvikling af en overgangsstrategi til socialismen. Og i tilknytning hertil er der reelle strategiske omkostninger forbundet med den forståelige forsigtighed med offentligt at tage hul på det irriterende spørgsmål om, hvordan og hvornår der skal indføres kapitalkontrol, – et spørgsmål, der i den grad er grundlæggende i forhold til investeringsplanlægning og i forhold til at imødegå afpresning fra regeringer via kapitalflugt på de åbne finansielle markeder. I modsætning til venstrefløjsoprøret i 1970erne er der i dag en udtalt utilbøjelighed til åbent at diskutere nødvendigheden af at gøre hele det finansielle system til offentlig nytte. Uden dette kan man ikke gennemføre en effektiv socialistisk økonomisk og social omstrukturering af Storbritannien, uagtet decentralisering af vigtige demokratiske beslutninger til det lokale niveau.

 

Dermed ikke sagt, at bare det at kræve umiddelbare og gennemgribende nationaliseringer reelt adresserer de strategiske problemer. Som Tony Benn sagde på Labours kongres i 1979, da han på vegne af partiledelsen talte imod Militants [trotskistisk fraktion, o.a.] forslag om en umiddelbar nationalisering af de 200 største industri- og finansvirksomheder, så gik det helt galt i byen i forhold til at tage seriøst, hvad det indebærer at være ”et parti for demokratisk, socialistisk reform”. Samtidig med at han erklærede sig som ”Clause Four-socialist, mere og mere år for år”, så insisterede Benn korrekt på, at enhver seriøs socialistisk strategi må starte fra ”de almindelige problemer hos reformatoren: Vi må administrere det økonomiske system for at beskytte vores folk, som er låst fast i det, samtidig med at vi ændrer systemet.”

 

Dette store dilemma blev også diskuteret seriøst af Seumas Milne, den tidligere journalist på Guardian, som nu er Corbyns højre hånd, i hans bog fra 1989 Beyond the Casino Economy. På den side var argumentet, at ”en af de nødvendige betingelser for et socialistisk samfund vil være at sætte [de øverste] få hundrede virksomheder under demokratisk eje og ansvarlige over for offentlige institutioner”. På den anden side erkendte den, at ”under de omstændigheder, som kan forudses i de kommende år, forekommer socialiseringen af alle store private virksomheder usandsynlig.” Det satte en grænse for, ”hvad der kan stilles som troværdige forslag som del af et muligt program for en Labour-regering i de kommende år – selv en regering, der er valgt i en atmosfære med radikale forventninger.”

 

Det afgørende punkt her er ikke stædigt at insistere på en øjeblikkelig radikalisering af en politik, som kun vil kunne udstille et ineffektivt sæt af paroler. Begrænsningerne i partiets interne styrkeforhold, såvel som den vælgermæssige opbakning, satte sit præg på Labours manifest. Vurderingen af Corbyn-ledelsen skal i denne sammenhæng ikke bero på, hvor eksplicit socialistisk dens politik er, men snarere i hvilken grad den problematiserer, hvordan man kan gennemføre reformer på en måde, så de baner vejen for fremtidige socialistiske muligheder, snarere end at lukke af for dem. Det vil sige at forbedre – gennem klassens, partiets og statens kapaciteter – muligheden for at nå socialistiske mål.

 

Læren fra Syriza

Det er her, at læren fra Syrizas erfaringer bliver særlig interessant. En af partiets oprindelige ledere, Andreas Karitzis, som blev i partiapparatet, mens andre strøg over i statsapparatet, har for nylig udtrykt dette virkelig godt ved at sige, at beslutningsprocessen på parlamentarisk og regeringsniveau ”kun er toppen af isbjerget i statens politik”. Dette blev ignoreret af ”de dusinvis af komiteer, som blev nedsat og skabte vage politiske konfrontationer i stedet for at udstikke specifikke handlingsplaner på enkeltområder med henblik på at løse forhindringer og omstrukturere statens funktioner og institutioner med en demokratisk orientering.

 

Den strategiske planlægning med dette mål må, som Karitzis siger, ”ikke kun inddrage regeringen, men kræver former for social og politisk mobilisering på en række niveauer og på en anden måde end sociale bevægelser og aktiviteter for at erobre regeringsmagten.” Måske var det mest uheldige resultat af dette, at græsrodsdeltagelsen udmattede sig selv ”i protest- eller støttedemonstrationer, snarere end i reelt og produktivt engagement.”

 

I forhold til den lære, som Labour under Corbyns ledelse kan drage af dette, kunne man især have håbet på, at Corbyns ’Digital Democracy Manifesto’ havde peget i denne retning. Desværre afslørede det ”et temmelig snævert syn på teknologi, som fokuserer på internettet, slutbrugere og ”netværkede enkeltpersoner”… et billede af offentlighed i form af netværk, som alligevel har sikkerhed og privatliv i centrum,” som Nina Power har bemærket. Resultatet er, at rapporten bidrager meget lidt til, hvordan ”de nye digitale teknologier hjælper os til at tænke på demokratisk økonomisk planlægning,” som Power går videre med i forhold til plejesektoren.

 

Dette må udvides til overvejelser om den rolle, som digital teknologi kan spille i den økonomiske planlægning, ligesom det er nødvendigt at gøre rapporten om Alternative Models of Ownership til en socialistisk strategi. Det gælder især i forhold til, hvordan man kan udvikle planlægning for at omdanne de finansielle tjenester, Storbritanniens dominerende økonomiske sektor, til fællesskabets nytte – hvor man starter med de banker, som blev reddet i kølvandet på krisen i 2007-8, og som fortsat er på offentlige hænder, men som stadig skal operere som kommercielle virksomheder.

 

At tackle tilbageslag

At understrege vigtigheden af en demokratisk, socialistisk strategi for at træde ind i staten via parlamentsvalg, med det formål at omforme staten, er i dag mindre end nogensinde et spørgsmål om at finde en nem, gradvis overgang til socialismen. Tilbageslag, af varierende styrke, er uundgåelige. Hvordan man tackler dette uden at udskyde til en uvis fremtid de tiltag, som er nødvendige for at begynde omformningen af staten – det er den afgørende socialistiske politiske udfordring.

 

De partiledere, som danner regering, vil uundgåeligt blive tilskrevet legitimitet og ressourcer, men desto mere nødvendigt er det, at partiet bevarer en uafhængighed for at modvirke det pres, der vil komme fra staten i retning af en socialdemokratisering, og partiet må mere end nogensinde fastholde sit engagement i bevægelserne. Derfor er det vigtigt med strategiske forberedelser i god tid, før man træder ind i statsapparatet, om hvordan man undgår at gentage de socialdemokratiske erfaringer. Men selv med dette vil processen med at omforme staten ikke undgå at blive kompleks, usikker, krisefyldt og med gentagne afbrydelser.

 

Omformning af statsapparaterne på det lokale eller regionale niveau, hvor vilkårene og styrkeforholdene er mere gunstige, kan realiseres med større succes, også med hensyn til at udvikle alternative måder til produktion og distribution af fødevarer, sundhed og andre nødvendigheder på lokalt niveau. Det vil også have den fordel, at det kan muliggøre og opmuntre, at kvinder yderligere bliver involveret i partiafdelinger og lokale organisationer, ligesom det vil kunne stimulere selvstændige bevægelser i denne retning gennem overtagelse af jord, tomme bygninger, truede fabrikker og transportnetværk.

 

Alt dette kan omvendt anspore en udvikling på de højere niveauer af statsmagten, som over tid kan spænde fra at stadfæste nye kollektive ejendomsrettigheder til at udvikle organer, der kan koordinere den demokratiske planlægning. På nogle mere eller mindre dramatiske tidspunkter i løbet af denne proces må der ske en nationalisering og socialisering af industri- og finanssektoren, vel at mærke med opmærksomhed på forskellen mellem en deltagerbaseret socialistisk politik og tidligere versioner af statsligt ejerskab.

 

Grundlæggende forandringer

I betragtning af den måde, som statsapparaterne i dag er struktureret på med henblik på at reproducere kapitalistiske sociale relationer, vil deres institutioner være nødt til at gennemgå grundlæggende forandringer for at kunne gennemføre alt det ovenstående. Offentligt ansatte vil selv skulle være direkte udøvere af omstillingen med hjælp og støtte fra deres fagforeninger og arbejderbevægelsen i bredere forstand. Snarere end at stå for defensive særinteresser, må fagforeningerne ændres grundlæggende, så de aktivt kan engagere sig i at kvalificere de statsansattes til omstillingen, blandt andet ved at oprette råd som forbinder de ansatte til dem, der modtager statslige tjenesteydelser.

 

Selvfølgelig vil muligheden for en sådan statslig omstilling ikke blive afgjort af, hvad der sker i et enkelt land alene. I nyliberalismens æra er statsapparaterne blevet dybt sammenflettet med internationale institutioner, traktater og regler for at administrere og reproducere kapitalismen. Det handler på ingen måde om, at kapitalen tilsidesætter nationalstaten og hviler på en transnational stat. Både karakteren af den nuværende krise og svarene på den viser endnu engang, hvor meget staterne stadig betyder. Selv i den mest udviklede transnationale institution, den Europæiske Union, ligger centrum for den politiske tyngdekraft ikke i det overnationale statsapparat i Bruxelles. Det er snarere de asymmetriske økonomiske og politiske styrkeforhold mellem Europas stater, som reelt afgør, hvad EU er og gør. Ethvert projekt for demokratisering på internationalt plan, som mange på venstrefløjen har lanceret i kølvandet på erfaringen med Syriza, afhænger stadig af styrkeforholdene mellem klasserne og de institutionelle strukturer inden for hvert enkelt land. Socialistisk internationalisme i dag vil sige en linje for at ændre styrkeforholdene, så der i alle lande bliver skabt mere plads til de kræfter, der ønsker en omstilling.

 

”Reform eller revolution” er ikke en nyttig overskrift for de dilemmaer, som socialister aktuelt må forholde sig til. Politiske håb er uadskillelige fra, hvad der er muligt. Og mulighed er selv tæt forbundet med en styrkelse af arbejderklassen og de socialistiske partiers rolle heri. Man må forstå, at det at udvikle et engagement for socialismen – at få sat socialismen seriøst på dagsordenen – kræver, at man bredt adresserer spørgsmålet om den politiske kraft, som udvikler kapaciteterne til at gennemføre en statslig omstilling, så regeringer med et socialistisk projekt ikke bliver forpurret af arven fra det gamle statsapparat

 

I denne sammenhæng kan socialistiske partier i det 21. århundrede ikke se sig selv som en omnipotent deus ex machina [dvs. en sejrsikker og umiddelbar løsning, o.a.]. Netop for ikke at trække sig fra ”deres egne måls ubestemte kolossale vælde”, som Marx en gang formulerede det, må de ”bestandigt kritisere sig selv” og tage fat på ” halvhederne, svaghederne og ynkelighederne i deres første forsøg”. •

 

 

Bragt 1. oktober 2018 i Redpepper.org.uk og oversat af Martin Mørch og Åge Skovrind

 

Leo Panitch er professor emeritus i politisk videnskab ved York Universitet i Toronto. Sam Gindin var forskningsleder hos Canadian Auto Workers fra 1974–2000 og er nu adjungeret professor ved York Universitet i Toronto. Sammen udgav de i 2013 The Making of Global Capitalism (Verso).

 

single.php