Læsetid: 11 minutter

Klimastrejke: Fridays For Future i Berlin, september 2020. Foto: Uwe Hiksch, Flickr, licens CC BY-NC-SA 2.0

 

Vi lever i en tid med pludselige forandringer.[i] Den globale opvarmning går hurtigere. Klimaet forandrer sig hurtigere end hidtil antaget. Den russiske angrebskrig mod Ukraine har til hensigt at erobre en stor del af nabolandets territorium, ødelægge dets hær og styrte dets regering.[ii] I den form er det en kvalitativt anderledes begivenhed, der ikke er set mage til i Europa siden 1945. Allerede før dette angreb indledte NATO-medlemmerne, Rusland og Kina et oprustningskapløb. Modsætningerne mellem de forskellige imperialistiske magter er enormt skærpet.[iii] Den bølge af oprustning, der allerede blev forberedt og sat i gang før krigen i Ukraine, er udtryk for den skærpede rivalisering om adgangen til de knappe ressourcer, der er så hårdt brug for i forbindelse med den grønne omstilling. Den globale opvarmning, denne krig og faren for kommende krige er forbundet med hinanden og skal forstås i en fælles kontekst.

 

Den globale opvarmning går hurtigere

Lad os først se på den globale opvarmnings dynamik. FN’s Klimapanel, IPCC, offentliggjorde den 28. februar anden del af sin 6. tilstandsrapport.[iv] I denne beretning advarer IPCC endnu kraftigere end nogen sinde før mod den farlige dynamik. Klimaet forandrer sig hurtigt. Konsekvenserne kan allerede mærkes og vil i løbet af få år og årtier påvirke livet for størstedelen af menneskeheden. Uret tikker.

 

Ingen steder er undtaget, og der er ikke nogen beboede områder, der ikke bliver ramt af de stigende temperaturer og hyppigere ekstreme vejrfænomener.

 

·         Omkring halvdelen af verdens befolkning – mellem 3,3 og 3,6 milliarder mennesker – bor i områder, der er i ”stor fare” på grund af klimaforandringerne.

·         Selv med den opvarmning, der allerede har fundet sted, er millioner af mennesker truet af mangel på fødevarer og vand på grund af klimaforandringerne.

·         En masseuddøen af arter, fra træer til koraller, er allerede i fuld gang. Disse ændringer i økosystemerne bringer produktionen af fødevarer til mennesker i fare.

·         1,5°C over det førindustrielle niveau udgør en ”kritisk værdi”, og en overskridelse af den vil accelerere konsekvenserne af klimakrisen stærkt og til dels gøre dem irreversible.

·         Kystområder over hele jorden og små, lavtliggende øer er i fare ved en temperaturstigning på mere end 1,5°C af oversvømmelser.

·         Vigtige økosystemer mister evnen til at absorbere, og kommer i stedet for at oplagre kulstof til at blive kilder til udledning af kulstof, som Amazonas, der allerede er blevet en netto-udleder.

·         Nogle lande er blevet enige om at beskytte 30% af jordens overflade, men det kan godt være, at der er brug for halvdelen af overfladen for at genoprette de naturlige økosystemers evne til at regenerere sig og komme over de skader, de er blevet udsat for.

 

COP26 i Glasgow vedtog ikke nogen effektive forholdsregler mod den globale opvarmning. Tværtimod. Konferencen er blevet til en institution, de imperialistiske stormagter bruger som en platform for at lade deres økonomiske og geoøkonomiske strategier støde sammen og indgå handler om deres indflydelsessfærer. Stillet over for de hurtigere forandringer breder der sig en ”red-sig-hvem-der-kan” logik. Regeringerne har gennem årtier modsat sig effektive forholdsregler mod den globale opvarmning. Kapitalen krav om at kunne formere sig og skabe profit synes at veje tungere end naturlovene. Det vil allerede i løbet af få år føre til, at mange millioner mennesker mister deres livsgrundlag på grund af klimaforandringer og sociale omvæltninger.

 

Den russiske angrebskrig mod Ukraine skubber klimakampen i baggrunden

Nu bruger regeringerne den russiske angrebskrig mod Ukraine som et påskud til at negligere de allerede utilstrækkelige forholdsregler mod klimaforandringerne. Kul, gas og olie er igen i høj kurs og denne sektors aktier stiger på børsen.

 

Våbenindustrien og hærene er nogle af dem, der udleder mest drivhusgas. I stedet for at våbenindustrien omstilles til meningsfuld produktion[v] , får den nu enorme nye ordrer. I Tyskland begraver den socialdemokratiske-grønne-liberale regering allerede beskyttelsen af klimaet og indleder et oprustningsprogram, vi ikke har oplevet siden afslutningen af Anden Verdenskrig. Endnu en gang fremmer en socialdemokratisk og grøn regering oprustningen og gennemfører en udtalt kapitalvenlig politik. Til genopfriskning af hukommelsen: Schröder-Fischers rød-grønne regering fra 1998 -2005 tildelte finanskapitalen nye privilegier som ingen anden tidligere eller senere regering. De førte for første gang siden Anden Verdenskrig Tyskland ind i en krig i 1999, da Kosovo-krigen eskalerede, med luftangreb på Serbien og stationering af tropper i Makedonien.

 

EU og USA har vedtaget hårde økonomiske sanktioner mod Rusland. Handelen med olie og gas er indtil videre ikke omfattet af dem. Det er også omdiskuteret blandt regeringspartierne i Europa. Den modsætningsfyldte EU-politik kan aflæses af de aktuelle tal. Ganske vist mindskede EU-landene i 2021 deres afhængighed af russisk gas, men stadig udgør andelen af fossil gas fra Rusland omkring 28%. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at de daglige beløb, EU overfører til Rusland for levering af gas, siden krigens begyndelse i løbet af kort tid er steget voldsomt fra omkring 200 millioner € helt op til 660 millioner €. Gaspriserne bliver i store træk regnet ud på basis af gennemsnitsprisen den foregående måned. Hvis priserne bliver på det aktuelle niveau, kommer Gazprom i begyndelsen af april til at inkassere de tilsvarende beløb. Handelen med russisk olie er kvantitativt endnu vigtigere. Rusland er efter USA og Saudi-Arabien verdens tredjestørste olieproducent og er endda den største eksportør af raffinerede olieprodukter. Ganske vist fald indtjeningen på eksport af fossile brændstoffer i kriseåret 2020 til 142 milliarder $ mod de 220 milliarder $ året før, og eksporten af olie faldt fra 121 til 72,5 milliarder $. Handelen kom sig dog i høj grad i 2021, og Rusland kunne tjene på en voldsom prisstigning. Det største marked for russisk olie er Europa.[vi] Indkomsterne fra skatter og eksportafgifter fra olie- og gashandelen udgjorde alligevel 45% af det russiske statsbudget i januar 2022.[vii] Der er ikke de mindste tegn til, at de europæiske lande vil tørlægge denne finansieringskilde til den russiske krigsmaskine. I al deres rivalisering med den russiske kapital er de alligevel også forbundet med den.

 

Dermed undergraver EU deres egne økonomiske sanktioner mod Rusland. En afgørende del af disse sanktioner er de vestlige landes indefrysning af en del af de russiske valutareserver (anslået 640 milliarder $). Rusland råder imidlertid også over deres egen guldbeholdning (145 milliarder $) og valutareserver i kinesiske Renminbi (90 milliarder $). Med overførslen af pengene for olie og gas, der stiger med de højere priser, kan Rusland til dels afbøde de andre sanktioner.

 

Sanktionerne retter sig mindre mod de russiske oligarker og da slet ikke mod den fossile kapitalisme. De skal snarere svække landets økonomiske og industrielle grundlag. Af den grund og på grund af Rublens fald bliver det lønmodtagerne, der kommer til at bære hovedbyrden af disse sanktioner. Sanktionerne mod det herskende oligarki – især olie- og gasoligarkerne – skal være meget mere målrettede, men regeringerne i Europa vil ikke lave sanktioner mod oligarkiet og den fossile økonomi, fordi de selv stadig vil importere russisk gas. Nogle politikere kræver nu, at man vender sig fra russisk gas, og i stedet skal der satses på frackinggas fra USA, der giver meget større økologiske skadevirkninger ved udvindingen.

 

Nu er EU’s sanktioner mod Rusland uden tvivl et våben i den økonomiske krigsførelse. Derfor må klimabevægelsen og antikrigsbevægelsen se kritisk på disse sanktioner. De tjener ikke til at støtte den ukrainske modstand og slet ikke til en økologisk omstilling af samfundet. Tværtimod. Klimabevægelsen må bruge krigen som en anledning til at stille spørgsmål ved den fossile økonomi, på den ene side principielt og på den anden side også konkret i den aktuelle situation.

 

Landene i Europa må straks gå i gang med en trinvis reduktion af importen af russisk olie og gas. Ved den lejlighed skal den russiske gas ikke erstattes af gas fra andre steder, og da slet ikke med den økologisk ulige meget mere skadelige frackinggas fra USA. Men netop det sidstnævnte er regeringens plan. Den må klimabevægelsen sammen med antikrigsbevægelsen beslutsomt gøre modstand mod.

 

Klimabevægelsen må overveje, hvordan den direkte kan udfordre og svække den fossile kapital, organiseret i Shell, BP, OMV, Gazprom eller Lukoil. I den forbindelse skal opmærksomheden ikke ensidigt rettes mod de russiske koncerner, fordi eventuelle tab af markedsandele blot ville blive overtaget af konkurrenterne. Aktionsformerne mod de enkelte koncerner bør give udtryk for en grundlæggende afstandtagen fra den fossile økonomi.

 

Samtidig gælder det også om direkte at svække den russiske krigsmaskine, der er tæt forbundet med den fossile kapital. Derfor er det rigtigt at boykotte russisk gas og olie, så længe det ikke bare hjælper der amerikanske eller europæiske rivaler med at overtage deres markedsandele. Den russiske råstof-kapital placerer sit overskud på de internationale finansmarkeder. Den fossile finanskapital, herunder også den russiske, kan for eksempel udfordres med symbolske aktioner og underskriftindsamlinger. I den sammenhæng er det også værd at rette blikket mod de investeringsfonde, pensionskasser, banker og forsikringsselskaber, som denne kapital bruger som investeringsobjekter og overførselsmekanismer. Det ville gøre det muligt at give konkret udtryk både for modstanden mod den russiske angrebskrig og mod den fossile økonomi.

 

Det største problem består imidlertid i, at hverken den nuværende klimabevægelse eller antikrigsbevægelsen er i stand til at gennemføre disse forestillinger. Det kræver en bred samfundsmæssig forankring.

 

Hvordan kan klimabevægelsen og antikrigsbevægelsen bringes sammen?

Den traditionelle fredsbevægelse i Tyskland er miskrediteret. Dens repræsentanter – der for manges vedkommende stammer fra den stalinistiske politiske tradition – har i årevis været tavse om den russiske imperialisme, om angrebskrigen i Tjetjenien, Georgien, annekteringen af Krim, proxykrigen i Østukraine og de morderiske massebombardementer af byer i Syrien. De tillagde de angiveligt ”berettigede russiske sikkerhedsinteresser” større vægt end livsbetingelserne for de mennesker, der boede i disse områder. De kritiserede ensidigt NATO’s offensive karakter – den er virkelig også offensiv – og bagatelliserede samtidig den russiske stats specifikt imperialistiske karakter og dens overførselsøkonomi baseret på udvinding af råstoffer. Dele af denne ”fredsbevægelse” har umiddelbart før Putins erklærede erobringskrig ensidigt gjort NATO ansvarlig for den katastrofe, der var under opsejling.[viii] Fra den kant bliver der nu sat spørgsmålstegn ved Ukraines ret til selvforsvar og dermed til sit eget territorium. Det kommer der nu en gang ud af at støtte den russiske position. Det er på tide, at et samarbejde mellem antikrigsbevægelsen og klimabevægelsen, lægger dette tvivlsomme arvegods bag sig.

 

Hvis det lykkes at forbinde den unge klimabevægelse med en ny antikrigsbevægelse, der ikke længere har noget at gøre med geopolitisk bloktænkning og traditionel tolerance over for den russiske imperialisme, ville der kunne opstå en stærk samfundsmæssig kraft. Sådan en fælles bevægelse kunne finde sammen omkring tre strategiske akser, der er tæt forbundet med hinanden:

 

1. Solidaritet med den ukrainske befolknings civile og bevæbnede modstand mod de russiske invasions- og besættelsesstyrker og med den russiske antikrigsbevægelse

Den ukrainske befolkning yder en berettiget modstand mod besættelsen. Deres modstand gør stort indtryk, og den er meget stærkere, end mange i verden nok havde forestillet sig. Vi må stå fast på det ukrainske folks ret til selvbestemmelse. Naturligvis har folk i Ukraine ret til at gøre væbnet modstand, og de har ret til at skaffe sig våben. Den standhaftige befolkning fortjener vores politiske og materielle støtte. Det er umiddelbart påtrængende at hjælpe med at huse flygtninge og deserterede soldater.[ix]

 

Zelenskyjs regering kaster sig i armene på NATO. Venstreorienterede og fremskridtsvenlige bevægelser bør ikke lade sig indordne under denne regering, for dens dagsorden er rettet mod lønmodtagerne. Der er også en risiko for, at de fascistiske kræfter i Ukraine, netop på grund af Ruslands angreb, kan brede sig og styrke deres egne væbnede grupper. Hvordan modstanden mod den russiske invasions- og besættelsesstyrker skal organiseres, må det ukrainske folk selv afgøre.

 

Hvis der opstår uafhængige forsvarsgrupper ud fra fagforeningerne eller de sociale bevægelser, bør de støttes. Den modstand i Ukraine og den russiske befolknings modstand kan give Putin et nederlag. Det må være målet.

 

Beboerne i de ukrainske byer, der bliver bombarderet, er ofre for en morderisk optrapning af krigen, og de råber på hjælp. Alligevel må et flyforbud afvises, fordi det ville munde ud i en direkte konfrontation mellem NATO og Rusland. Levering af fly fra NATO til Ukraine ville også kunne få konflikten til at brede sig internationalt. Så meget desto vigtigere er den internationale mobilisering mod Putin-regimet, frem for alt i selve Rusland.

 

Den russiske kapital, der stammer fra udbytningen af de russiske arbejdere og rovdriften på de naturlige ressourcer, har anbragt milliarder af Dollars i Europas finansselskaber, især i Schweiz, og i offshore skattely rundt omkring i verden. Disse formuer bør konfiskeres. Efter krigen kan de passende blive brugt til at genopbygge Ukraines infrastruktur og – efter Putin-regimets fald – blive givet tilbage til den russiske befolkning. Det er en modsætningsfyldt affære. Fordi disse sanktioner bliver gennemført af andre imperialistiske stater med deres egne stormagtsinteresser, kan vi ikke have den ringeste tillid til, at de bliver gennemført i befolkningernes interesse.

 

Ukraine har en gældsbyrde på omkring 94 milliarder $ (2020). Landet ligger i drop hos den Internationale Valutafond. For at give landet luft til genopbygningen og en fornuftig udvikling, må de internationale kreditorer tvinges til at eftergive gælden.

 

2. Modstand mod enhver oprustning af de europæiske lande, USA og NATO

NATO er en imperialistisk militær alliance. Vi må tage fuldstændig afstand fra en oprustning af landene i Europa. De aktuelle oprustningsprogrammer har intet at gøre med Ukraine. De skal bruges til at forberede den skærpede imperialistiske rivaliseren om de stadig mere knappe råstoffer, der er uundværlige for en ”grønne” omstilling. Det drejer sig om en kamp om fremtidige indflydelsessfærer og markeder. Den oprustning kommer hverken nu eller i fremtiden til at hjælpe den ukrainske befolkning. Oprustningsbølgen kommer snart til at gå hånd i hånd med enorme spareforanstaltninger på andre områder, frem for alt på samfundets infrastruktur og på det sociale område. Våbenindustrien og hærene er nogle dem, der udleder mest CO2. I 2017 stod USA’s våbenindustri for 15% af den samlede udledning i USA.[x] Selv om våbenindustrien i Europa ikke er helt så omfattende som i USA, er de CO2-udledninger, hæren står for, meget betydelige. De stigende budgetter til våben, der nu er vedtaget i Tyskland og andre lande, vil få CO2-udledningen til at stige markant. Der må gøres energisk modstand mod denne politik, der simpelthen ignorerer den globale opvarmning.

 

3. For en hurtig, trinvis afvikling af den fossile økonomi

Den russiske angrebskrig mod Ukraine Den russiske angrebskrig i Ukraine bygger ikke mindst på Ruslands fossilbaserede økonomi. Krigen trænger ikke blot den globale opvarmning og dens konsekvenser i baggrunden, men vil også få CO2-udledningen til at stige yderligere. Samtidig er krigen et billede på, hvor påtrængende det er at få afviklet hele den fossile økonomi. Derfor skal ikke blot de russiske, men alle gas- og olie-koncerner gøres til centrum for en oplysningskampagne. Det drejer sig om at udvikle en debat om, hvordan disse koncerner – og naturligvis hele våbenindustrien – kan overtages og kontrolleres af samfundet. Det er en afgørende betingelse for skridt for skridt at kunne afvikle og omlægge disse former for produktion.

 

Vi må forbinde modstanden mod regeringernes ignorering af den globale opvarmning, mod Ruslands imperialistiske krig (og alle andre krige) og mod den militaristiske oprustningskapløb. Alternativet er enkelt og brutalt. Det gælder det hele: livet eller kapitalen! Når vi vælger livet, må vi sætte os op mod kapitalen og dens krige mod menneskene og mod naturen i Øst og i Vest.

 

Vi lever i en tid, hvor alt spidses til og forandrer sig pludseligt og i ryk. Grundlagene for de hidtidige strategier smuldrer. Det kapitalistiske samfunds modsætninger bliver større og kommer mere og mere voldsomt til udtryk, og der bliver et stadig snævrere spillerum for ”kompromisser”.[xi] Der er ikke længere noget spillerum for gradvise reformer af det kapitalistiske system. Den tid er forbi, og planetens pludselige forandringer understreger det.

 

Denne skitse til et fælles perspektiv for klima- og antikrigsbevægelsen er kun en begyndelse. Det må dreje sig om at opstille mere omfattende strategiske hypoteser. Vi må begynde en grænseoverskridende diskussion om, hvordan transnationale, revolutionære, økosocialistisk strategier med et globalt ansvar kan se ud.

 

11. marts 2022

 

Oversat af Poul Bjørn Berg fra Die Freiheitsliebe

 

Christian Zeller underviser i økonomisk geografi og globale studier på universitetet i Salzburg. Han har skrevet om den ulige globale udvikling, finanskapitalens stigende betydning, værdisættelsen af naturen byudviklingen og demokrati i økonomien. Han arbejder for en græsrodsbaseret transnational, økosocialistisk bevægelse. Christian er engageret i den politiske bevægelse „Aufbruch für eine ökosozialistische Alternative“ og har skrevet flere bøger. For nylig udkom: “Corona, Krise, Kapital. Plädoyer für eine solidarische Alternative in Zeiten der Pandemie.” (2020, mit Verena Kreilinger, Winfried Wolf) og han er også medforfatter til: “Revolution für das Klima. Warum wir eine ökosozialistische Alternative brauchen.” (2020)

 

Noter:

[i] Zeller, Christian (2021): Ökosozialistische Strategien im Anthropozän. Einleitung in die Artikelreihe. Die Freiheitsliebe. 17. Oktober 2021. https://diefreiheitsliebe.de/politik/oekosozialistische-strategien-im-anthropozaen/
[ii] Zeller, Christian (2022): Krieg des russischen Imperialismus gegen die Ukraine: Ergebnis langer Vorbereitung. sozialismus.ch. 26. Februar 2022. https://sozialismus.ch/international/2022/krieg-des-russischen-imperialismus-gegen-die-ukraine-ergebnis-langer-vorbereitung/
[iii] Zeller, Christian (2022): Gegen die Welt der Imperialismen – die Welt des Widerstands von unten aufbauen. sozialismus.ch. 23. Februar 2022. https://sozialismus.ch/international/2022/gegen-die-welt-der-imperialismen-die-welt-des-widerstands-von-unten-aufbauen/
[iv] IPCC (2022): Climate Change 2022: Impacts, Adaptation and Vulnerability. Summary for Policy Makers, Intergovernmental Panel on Climate Change. Working Group II contribution to the Sixth Assessment Report, WMO und UNEP, 36 S. https://report.ipcc.ch/ar6wg2/pdf/IPCC_AR6_WGII_SummaryForPolicymakers.pdf.
[v] Zeller, Christian (2020): Revolution für das Klima. Warum wir eine ökosozialistische Alternative brauchen. München: Oekom Verlag, S. 83-85; online zugänglich auf Die Freiheitsliebe: https://diefreiheitsliebe.de/politik/fuer-den-klimaschutz-unerlaesslich-radikale-abruestung-als-erster-schritt-zur-infragestellung-der-armeen/
[vi] Marina Zapf: Das Capital 6. Februar 2022 https://diefreiheitsliebe.de/politik/fuer-den-klimaschutz-unerlaesslich-radikale-abruestung-als-erster-schritt-zur-infragestellung-der-armeen/
[vii] IEA: Frequently Asked Questions on Energy Security, 2 March 2022 https://www.iea.org/articles/frequently-asked-questions-on-energy-security
[viii] Der er utallige eksempler på den fuldstændig fejlagtige orientering. Et blik på hjemmesiden https://nie-wieder-krieg.org/kan give et indtryk. Lige så grotesk er “Zeitung gegen den Krieg”, der også siden krigens begyndelse er blevet citeret af andre venstreorienterede aviser. https://zeitung-gegen-den-krieg.de/. Den seneste udgave er her: https://zeitung-gegen-den-krieg.de/wp-content/uploads/2022/02/zgk_50-01.pdf
[ix] Fjerde Internationales Bureaus udtalelse fra den 1. marts, 2022: “No to Putin’s invasion of Ukraine! Support to the Ukrainian resistance! Solidarity with the Russian opposition to the war!” giver et godt grundlag for opbygningen af en konkret solidaritet med den ukrainske modstand.
[x] Zeller, Christian (2020): Revolution für das Klima. Warum wir eine ökosozialistische Alternative brauchen. München: Oekom Verlag, S. 83–85; online zugänglich auf Die Freiheitsliebe: https://diefreiheitsliebe.de/politik/fuer-den-klimaschutz-unerlaesslich-radikale-abruestung-als-erster-schritt-zur-infragestellung-der-armeen/
[xi] Zeller, Christian (2021): Ökosozialistische Strategien im Anthropozän. Einleitung in die Artikelreihe. Die Freiheitsliebe. 17. Oktober 2021. https://diefreiheitsliebe.de/politik/oekosozialistische-strategien-im-anthropozaen/