Foto:Palæstinensisk kvinde protesterer mod israelske soldater på Vestbredden, Bilil 2009. CC-BY 2.0 – Flicr

Israels seneste offensiv på Vestbredden, der med en besynderlig underdrivelse er blevet kaldt ’Operation Sommerlejre’, skal tilsyneladende tage sig ud som noget nyt. Allerede før den begyndte, meddelte Israel, at invasionen af Vestbredden var den mest omfattende siden 2002. Det mest slående ved denne proklamation var, at den ligesom hver ny militæroperation var klædt ud som et helt nyt svar på en overhængende trussel. De aktiviteter, som den består af, er faste elementer i den ubrudte kæde af undertrykkelse og blodtørst, hvormed Israel udfolder sin magt til at slå ihjel og sætte i fængsel, og som danner grundlaget for ønsket om at se palæstinenserne forsvinde helt ud af billedet.

Der er mange, der allerede har bemærket, at Israels behov for, at det hele tiden er dem, der tager initiativet på tværs af deres talrige slagmarker, er det centrale i alle deres offensiver. I Gaza er Israel i gang med at konsolidere sin tilstedeværelse i Philadelphi- og Netzarim-korridorerne, mens de ikke tager meget militært initiativ andre steder i Gaza-striben. Bortset fra at fastholde det uophørlige pres på den palæstinensiske befolkning, der har måttet udholde alle tænkelige og utænkelige rædsler i de seneste 11 måneder, herunder daglige massakrer, der flår hele det sociale væv i stykker i den lille og tætbefolkede Gaza-stribe.

I nord udveksler den libanesiske modstandsbevægelse og det israelske militær slag inden for et stærkt reguleret sæt af regler for krigsførelse. På trods af tidligere eskaleringer er fronterne i det store hele fastlåst, og det samme gælder de tilbageværende slagudvekslinger, med ofre på begge sider, uden at en klar løsning er i sigte.

Israels militære kampagner befinder sig, om ikke i et dødvande, så i en tilstand af udmattelseskrig. Måden at genvinde initiativet på er at åbne en anden, måske ’nemmere’ front, der kan give et mere synligt indtryk af ’sejr’, efterhånden som de aktuelle udsigter til afgørende sejre på andre krigsskuepladser svinder hen. Men hvem er det, som Israel vil påvise dette initiativ overfor?

En opvisning af styrke

Israels militærmaskine bliver først og fremmest drevet frem af kravene fra deres egne bosættere og den højreekstremistiske agenda, der presser landet frem mod en endeløs krig. Behovet for at se, at der sker noget – soldater, der bryder ind i familiers hjem, palæstinensiske krigere, der bliver dræbt – er bydende nødvendigt for den type krig, som Israel for tiden fører.

Presset for mere krig, der kommer fra et bestemt segment i det israelske samfund, finder sted sideløbende med et pres fra et andet segment, der er enig i, at der er brug for mere krig, men insisterer på at få gidslerne i Gaza tilbage først.

I en langvarig militær kampagne, med alt hvad den koster økonomisk og socialt, og med politiske splittelser samt en underliggende frygt for fred, der gennemtrænger det israelske samfund, må den militære maskine hele tiden finde på nye kampagner for at retfærdiggøre sine aktiviteter – proklameret med bombastiske og ind imellem næsten patologiske navne.

Kampagnerne tjener til formilde en urolig offentlighed, så hver ny operation bliver præsenteret som et dugfriskt initiativ, selv om det har en slående lighed med talrige andre operationer, som Israel regelmæssigt har udført tidligere.

Narrativet om en taktisk akkumulering – de konstante troppebevægelser og evnen til at kæmpe på adskillige fronter samtidig – tjener til at fremvise et billede på styrke. Men det skjuler også, at der er noget råddent nedenunder, der består af Israels mangel på bæredygtige løsninger, når det gælder en direkte konfrontation med deres ærkefjende, Iran, eller at kastes sig ud i en åben krig i nord mod den libanesiske modstandsbevægelse.

Det er derfor, at Vestbredden kan udgøre et bekvemt pusterum – en ny scene, hvor illusionen om kontrol og fremskridt midlertidigt kan opretholdes, mens det større strategiske billede ser mere skummelt ud.

Psykologisk krigsførelse og afprøvning af grænser

For det andet, så er disse operationer ’kognitive’. Det er et begreb, israelske militære ledere og strateger er glade for til at beskrive kataloget af taktikker, der inkluderer krigsførelse med informationer, så Israels militære tilstedeværelse kan mærkes, at begå krigsforbrydelser, og at forårsage omfattende ødelæggelser af infrastruktur.

Israel bruger disse militære taktikker til at gøre indtryk – på sin egen befolkning, men mere vigtigt, på palæstinenserne.

I den sammenhæng betegner Israel Gaza-modellen som en, der kan kopieres på Vestbredden, og spekulerer på muligheden for en mere omfattende udrensningskampagne. Og når noget af sceneriet i Gaza bliver genopført i den nordlige del af Vestbredden, tester man også tolerancetærsklen hos de internationale allierede. Samtidig stiller man det højreekstremistiske regeringsgrundlag tilfreds, for at kunne vurdere, hvor langt man kan komme afsted med ændre realiteterne på Vestbredden, i Gaza, Libanon og i regionen som helhed.

Palæstinenserne på Vestbredden bliver tvunget til at mærke frygten for en overhængende tilintetgørelseskrig uden at de har kapacitet til at forsvare sig. Det er en form for kollektiv psykologisk tortur, der rammer enhver på Vestbredden, og som må tage højde for kampagnens angiveligt helt nye karakter, intensitet og voldsudøvelse. Rygter spredes hurtigt, og den Palæstinensiske Selvstyremyndighed, der færdes i skyggen, serverer begivenhederne for palæstinenserne på måder, der tjener til at se Mahmoud Abbas’ i et lysere skær, end den kan bære. Ved ikke at konfrontere Israel, og ved at samarbejde med deres sikkerhedsapparat, holder Abbas hånden over gentagelsen af tilintetgørelseskrigen på Vestbredden. Det er lige præcis den konklusion, som israelerne ønsker, at palæstinenserne skal nå frem til.

Om at tage kampen op imod den væbnede modstand

For det tredje, den israelske militære kampagne er bestemt til at tage kampen op imod de væbnede bevægelser på den nordlige Vestbred. Det er især vigtigt i lyset af, at der er stadigt flere tegn på, at der er fraktioner inden for mosaikken af grupperinger mod nord, der er ved at gå over til mere offensive aktioner. De inkluderer fejlslagne forsøg på at sprænge en bombe i Tel Avivs centrum, og genoptagelsen af attentater med bilbomber, der havde sin oprindelse på den sydlige Vestbred. Kampagnen har til formål at trænge den palæstinensiske modstand i defensiven.

Men selv på disse præmisser, ser den israelske kampagne allerede ud til at slå fejl, fordi der under kampagnen blev opdaget tre bilbomber andre steder på Vestbredden (en nær Ramallah, og to nær Betlehem), og der var et skudangreb fra et tidligere medlem af PA-præsidentens vagtkorps, der kostede tre israelske sikkerhedsfolk livet på den sydlige Vestbred i Hebrons bakker, langt fra centrum for de israelske operationer i nord.

Da Vestbredden i stadigt større omfang bliver arnestedet for modstand og skueplads for regulære militære kamphandlinger, bliver den israelske hær – der allerede er tyndslidt på tværs af adskillige fronter – tvunget til ikke bare at udføre offensive operationer, men også at fastholde en stærk defensiv position i et territorium, der strækker sig over 5.000 kvm.

Det dobbelte krav om arbejdskraft og om materielle ressourcer stiller Israel over for et problem, der fremtvinger en diskussion om den potentielle betydning af en tredje front på den libanesiske grænse og i Gaza. I tidligere tider havde Israels mere pragmatiske lederskab taget mere kalkulerede beslutninger, der gjorde det muligt at sikre sig særdeles vigtige resultater i dets krige mod palæstinenserne. Under den Anden Intifada valgte Israel af strategiske grunde at trække sig ud af Gaza, så de kunne koncentrere deres militære bestræbelser om at undertrykke Intifadaen på Vestbredden. Men nu bliver Israel regeret af ledere, der af al kraft modsætter sig tilbagetrækning fra Gaza, og har en premierminister, der er mere optaget af sin egen politiske overlevelse og sit eftermæle, end af en langsigtet strategi.

Det er et lederskab, der klynger sig til den forestilling, at en krig, der fortsætter i det uendelige, på en eller anden ubestemmelig måde fremmer Israels interesser, på trods af økonomiske, politiske, diplomatiske og militære omkostninger, der for hver dag bliver større og større. De italesætter Israels nuværende kamp som en krig nr. 2 for ’uafhængighed’, men jo mere konflikten løber løbsk og bliver endnu dybere, begynder deres miserable forvaltning af strategiske dilemmaer at kræve ofre.

Israel sætter ene og alene sin lid til, at tiden og dets militære styrke løser problemerne, men som alle andre gange med højt spil, er det særdeles usikkert, hvordan udfaldet bliver.

Efter operationen: Kvælertaget på Vestbredden

Inderst inde, så giver Israels politik med ’økonomisk forarmelse’ på Vestbredden, sammen med de højreekstremistiske fraktioners forsøg på at frakoble israelsk handel, arbejdsmarked og infrastruktur fra territoriet, et snapshot af den type krig, som personager som Bezalel Smotrich og Itamar Ben-Gvir gør sig til talsmænd for. Siden 7. oktober har lederne af den messianske bosætterbevægelse, der nu styrer den israelske regerings agenda, intensiveret deres bestræbelser på at bevæbne bosætterne massivt, og føre staten til at frakoble Israel fra Vestbredden med hensyn til økonomi, finanser og infrastruktur.

Det er en strategi, der afspejler det, der er højrefløjens vision i al dens vælde: Ved at kappe Vestbredden af fra Israels økonomi, vil de skærpe isolationen af palæstinenserne, yderligere befæste Israels kontrol med territoriet og svække de relationer, der har skabt et komfortabelt status quo for den israelske stat i de seneste to årtier.

Det er også hensigten at forårsage økonomisk kollaps og få den palæstinensiske økonomi på Vestbredden til at svinde ind. Nogle af disse metoder, som f.eks. at pålægge palæstinenserne toldafgifter, har været i brug i længere tid, men Bezalel Smotrich presser nu på for, at der skal gribes til mere aggressive foranstaltninger. Han er kommet med antydninger i retning af finansiel frakobling af palæstinensiske banker og andre former for økonomisk krigsførelse for at forværre forholdene på Vestbredden yderligere. Disse træk vil også afskære israelere fra at have interesse i handels- og arbejdsmarkedsmæssigt samkvem med Vestbredden, og skabe betingelserne for etnisk udrensning ad økonomisk vej – men mere vigtigt, det vil gøre alt parat til en voldelig etnisk udrensning.

Mens bare det at flirte med den slags metoder i sig selv er en form for magtudøvelse ved at indpode frygt, bekymring og desorientering blandt palæstinenserne, så tegner de også samlet billedet af, hvordan deres daglige liv gradvis nedbrydes. Det er metoder, der signalerer, hvordan enhver form for økonomisk og social tryghed og sikkerhed langsomt, men støt, tages fra dem.

Lad os sige det klart og tydeligt: Disse metoder er ikke bare en tom gestus eller skræmme-taktikker; de er en klar indikation af, hvad der er i vente. Fundamentet er lagt for en mere omfattende og systematisk bestræbelse på yderligere at isolere og afskære Israel fra palæstinenserne på Vestbredden, røve jord med stadig mere aggressive midler og forberede en større offensiv.

Israels hang til krig er konstant, og deres krig mod palæstinenserne er en daglig realitet, som deres allierede bidrager til at holde i live med ubegrænsede våbenforsyninger og en oprørende mangel på ansvarlighed. Da udenrigsminister Israel Katz erklærede, at Israel må ’svare igen på denne trussel med alle nødvendige midler, herunder, i tilfælde af intense kampe, at lade indbyggerne evakuere fra et nabolag til et andet inden for den flygtningelejr, hvori de befinder sig’, så var det ikke bare en taktisk henstilling. Katz talte direkte til Israels støtter over hele verden og lagde hele fundamentet for en eskalering af brugen af ildkraft på Vestbredden og normalisering af den påtvungne fordrivelse af den palæstinensiske befolkning fra deres hjem i flygtningelejre, byer og landsbyer.

Hvad historien fortæller os, især i sammenhæng med Israels krig mod palæstinenserne, er, at krige tit vindes ved optrapning – ved en ubønhørlig kombination af psykologisk krigsførelse, overvældende ildkraft og den bevidste tilvejebringelse af ubærlige forhold, skabt for at få den palæstinensiske befolkning til at forsvinde. Det er den linse, hvorigennem vi skal se den nuværende kamp på Vestbredden og de uundgåelige militære operationer, der vil fortsætte med at karakterisere regionen i den nærmeste fremtid. Disse handlinger er ikke tilfældige begivenheder, men indgår i en langsom, men støt eskalationsstrategi, der bringer palæstinenserne og hele verden tættere på afgrundens rand.

4. september 2024

Abdeljawad Omar er PhD-studerende og deltidsunderviser ved Philosophy and Cultural Studies Department på Birzeit Universitet.  

Oversat fra Mondoweiss af Niels Overgaard Hansen