Joe Biden. Foto: Michael Stokes. CC BY 2.0

Det er givetvis åbenlyst, at Joe Biden ikke er bannerfører for en ny politisk linje. Han er dybt involveret i meget af det, der er galt med Amerika og verden i dag: Han samarbejdede gladeligt med folk, der advokerede for raceadskillelse i 1970’erne, har skabt lovgivning, der førte til massefængslinger, og var forkæmper for krigen i Irak, der har dræbt hundredtusinder af irakiske civile såvel som tusinder af amerikanske soldater. Man kan læse om denne deprimerende konservative offentlige skikkelse i min kollega, Branko Marcetic’, fine bog om Biden, Yesterday’s Man (Verso, 2020).

Det er derfor et godt spørgsmål, hvorfor Bidens dagsorden hidtil har været overraskende anstændigt i betragtning af denne historie? Noget af det kan forklares med, at vores kritiske sans har taget skade i løbet af de sidste fire år. Det er rigtigt, at hans forgænger, en ambitiøs diktator elsket af fascister over hele kloden, satte en meget lav barre. Men det er ikke hele historien.

På første arbejdsdag underskrev Biden en række dekreter. Nogle af disse var beslutninger, som enhver demokrat ville have truffet, men som det stadig er værd at bemærke, da de er afgørende for menneskehedens overlevelse: Han beordrede brugen af obligatorisk mundbind i alle føderale ejendomme, tiltrådte igen Parisaftalen og WHO og genoprettede kapaciteten hos den føderale regering, så den kan håndtere pandemien på en koordineret måde.

Han stoppede også Trumps antiintellektuelle 1776-kommission og satte “drømmerne” tilbage på en vej til permanent statsborgerskab. Andre dekreter repræsenterer et velkomment skridt væk fra Trump-administrationens barbariske og voldsomme angreb på den internationale arbejderklasse, men det kunne sagtens i en anden politisk situation have taget længere tid eller være blevet ignoreret: et stop for det “muslimske forbud” (rejsebegrænsninger fra visse lande med muslimsk flertal), genoptagelse af visumansøgninger fra disse lande, skridt til at genforene familier adskilt ved grænsen, øget beskyttelse mod racediskrimination, stop for opførelse af grænsemuren og at folk uden statsborgerskab tæller med i de officielle statistikker igen.

Alligevel gik nogle af Bidens dekreter – selv på denne første dag – længere og udgjorde en mere afgørende afvigelse fra den tidligere ”reaganomics” [den økonomiske model Reagan indførte, der bygger på forestillingen om vækst i hele samfundet via skattelettelser til de rigeste, o.a.], som begge partier tidligere har abonneret på, end vi måske havde forventet. Han stoppede Keystone-rørledningen, tilbagekaldte olie- og gastilladelser i alle naturbeskyttede områder, forlængede fristen for folk, der ikke kan betale deres boliglån og risikerer at blive sat på gaden, stoppede midlertidigt tilbagebetalinger af studielån og fastfrøs de miljøskadelige beslutninger, so Trump foretog i sidste øjeblik.

Den dagsorden, han nu fremsætter, afviger også fra den hårde linje, som mange af os ville have forventet af ham for et år siden. Enhver demokrat – håber vi – vil afvise den anti-videnskabelige macho-stil, der omgav Trumps reaktion overfor pandemien og i det mindste forsøge at stimulere økonomien for at modvirke recessionen.

Men Biden foreslår at bruge rigtige penge på disse presserende kriser. Han beder Kongressen om 1.900 mia. dollars for at få alle vaccineret så hurtigt som muligt, finansiere nødhjælp til nødlidende amerikanske husstande, hjælpe skoler med at genåbne sikkert, hjælpe staterne med at imødekomme vitale offentlige behov og øge mindstelønnen til 15 dollars. Han har udnævnt Janet Yellen til finansminister, ikke en af høgene på højrefløjen. Biden har udtrykt en vilje til at beskatte de rige og ønsker at udvide adgangen til sundhedspleje.

Biden har også lagt en hidtil uset vægt på klimaændringer, selv midt i andre kriser, som de fleste vælgere finder mere presserende, og har udnævnt et team af klimaeksperter til sine rådgivere i Det Hvide Hus og sætter et mål om at udfase kul i elsystemet på femten år, hvilket har overrasket både fossilindustrien og klimaaktivister.

Bidens planer er ikke de samme som Bernie Sanders socialdemokratiske dagsorden. Han presser ikke på for at indføre sundhedsordninger for alle, den fulde Green New Deal eller gratis uddannelser. Sanders ville have opfordret til at annullere husleje- og studiegæld – sidstnævnte helt afskaffet. Alligevel ligner Joe Biden for øjeblikket et vendepunkt, som vi ikke havde forventet for et år siden, som en god liberal.

Denne længe truede art har tendens til at blomstre, når dens habitat inkluderer to historiske forhold på én gang: dystre kriser og robuste sociale bevægelser. Uden den store depression og Anden Verdenskrig ville Franklin D. Roosevelt sandsynligvis nu mest blive husket som en veltalende hvid protestant med en usædvanligt social bevidsthed og ukonventionel hustru.

Kan du forestille dig Joe Biden uden den ødelæggende Covid-19-pandemi, recessionen, sommerens massive gadeopstand mod racistisk politibrutalitet – eller Bernie Sanders to præsidentkampagner og deres følgevirkninger (fremkomsten af nye demokratiske socialistiske politikere som Alexandria Ocasio-Cortez, Cori Bush og Jamaal Bowman, den nye fremhævelse af socialdemokratiske prioriteter som sundhedspleje, boliger og væksten i organiseret venstredrejet aktivisme)?

Selvfølgelig kan du det! Vi kender udmærket Joe Biden.

Den bedste strategi for venstrefløjen er ikke at ignorere fremkomsten af denne nye Biden eller at insistere på, at den gamle Biden er væk for altid. I stedet bør vi tage æren for den gode liberale, der nu har indtaget Det Hvide Hus, og skabe betingelser, der sikrer, at han bliver holdt fast på at gøre alt, hvad han siger, og meget mere. Dette gælder især på klimaområdet, et spørgsmål hvor der ikke er et sekund at spilde og så meget potentiale for handling.

Vi på venstrefløjen virker altid mere intelligente og realistiske for vores kammerater, når vi ruller med øjnene og afviser muligheden for at hive noget godt ud af de nationale Demokrater, når vi ignorerer nuancerne og bare kalder vores modstandere for nyliberale, som om der ikke er sket noget usædvanligt. Men vi er nødt til at anerkende venstrefløjens sejre og de voldsomme globale kriser, der har skabt den nuværende version af Biden.

At holde op med at lægge pres denne administration ville være en fejltagelse. Vi er nødt til at kræve, at Biden holder sine løfter, samtidig med at vi forklarer, hvorfor vores verden har brug for mere end god liberalisme. Vi er også nødt til at beskytte mod de største farer for god liberalisme: Hvis vi kan lære af historien, kan en Biden-udenrigspolitik være ondskabsfuld, antisocialistisk og morderisk interventionistisk.

Frem for alt er vi nødt til at styrke de socialistiske kræfter og venstrefløjen og opbygge arbejdermagt fra neden med fokus på lokale og statslige regeringer og på vores arbejdspladser. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan sikre, at fremtidige generationer kan forvente noget bedre end Joe Biden i den liberale udgave. Vi kan ikke lade dette komplicerede og kaotiske øjeblik gå til spilde.

21. januar 2021

Oversat fra Jacobin af Rasmus Keis Neerbek