Den økonomiske krise har nu nået et nyt stadie: kampen om hvem der skal betale for krisen. Regeringen på den ene side, og Socialdemokratiet og SF på den anden, har i foråret præsenteret deres forslag til hvem, der skal bære omkostningerne for kapitalismens krise. Interessant er det, at hverken regeringen eller S-SF peger på kapitalisterne…

af Anders Hadberg

I maj præsenterede Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti deres fælles udspil til, hvem der skal betale omkostningerne for den økonomiske krise. Udspillet var en længe ventet plan for, hvordan det danske samfund kan reddes gennem de svære tider – og var italesat som et venstreorienteret alternativ til VK-regeringens spareplan fra februar i år.

Det mest slående ved de to planer er imidlertid, at de indtager samme holdning til spørgsmålet om, hvem der skal betale for den økonomiske krise. Her lyder svaret klart og tydeligt: lønmodtagerne, studerende og folk på overførselsindkomst.

De to linjer, der står overfor hinanden, er en acceleration af regeringens nyliberale akkumulationsstrategi på den ene side, og en reetablering af en klassisk reformistisk klassesamarbejdsmodel på den anden.

Regeringens 2020-plan
En metaltræt VK-regering fremlagde i februar 2010 næste træk i det nyliberale reformprogram, der siden 2001 har skabt asociale forskydninger i det danske klassesamfund. Det er den såkaldte 2020-plan, der lægger sig i sikker forlængelse af bestræbelserne på at omforme den offentlige sektor til gavn for den private kapitalakkumulation gennem udlicitering, markedsgørelse af service og forskning, samt underfinansiering af hele områder af velfærdsproduktion, mens privat velfærdsproduktion forgyldes.

Men der er også nye toner. Det er især spørgsmålet om, hvem der skal betale for den store statsgæld, den lave profit i virksomhederne, samt den nye massearbejdsløshed. VK-regeringens lægemiddel er en asketisk nyliberal renselseskur bestående af tre kerneelementer:

1. Et strengt finanspolitisk nedskæringsprogram
2. Kraftig opbremsning af lønudviklingen
3. Erhvervsretning af forskning og teknologi

I den nye plan opstiller VK-regeringen 10 mål for det danske samfund (se boks nederst). Først og fremmest skal Danmark være blandt verdens 10 rigeste lande. Det bliver vi ifølge regeringen først og fremmest, hvis vi øger vores produktivitetsudvikling. Det skal vi gøre på to måder:

1. Arbejderne skal arbejde mere
2. Der skal udvikles og investeres i ny teknologi

I begreber fra den marxistiske terminologi kan vi sige, at regeringen både vil øge den absolutte udbytning, og den relative. Når vi skal arbejde mere, vil det sige, at vi skal sætte den gennemsnitlige arbejdstid i det danske samfund op. Det kan gøres på mange måder – dels ved at øge arbejdsbelastningen af dem, der har et arbejde, ved at fjerne folk fra deltidsarbejde, osv.

Den nye teknologi, der skal udvikles og investeres i, skal tjene til at gøre den danske industri og transport mere produktiv. Det er ingen hemmelighed, at produktivitetsvæksten i Danmark har været meget lav de sidste ti år og har betydet, at profitkvoten er faldet – trods det forhold, at fagbevægelsens top har været eksemplarisk til at undertrykke lønudviklingen i Danmark i lyset af den lave arbejdsløshed. En rapport fra Økonomi- og Erhvervsministeriet viser, at halvdelen af den lave produktivitetsvækst kan tilskrives manglende investeringer i ny teknologi.

Faldende investeringer er ikke et særtilfælde i Danmark, men derimod i hele den vestlige kapitalisme siden 1980’erne. Den faldende investeringskvote, som har præget OECD-landene, er udtryk for to forhold. For det første, at den overakkumulationskrise, som forårsagede 1970’ernes krise, ikke blev løst. Derimod har den ligget på lur selv under den globale økonomiske optur fra 1995-2008. Det har simpelthen ikke været rentabelt at lave store anlægsinvesteringer i produktionskapital. På den anden side er de store profitter, som virksomhederne har hevet hjem i perioden gennem undertrykkelse af lønudviklingen, blevet brugt til udbetaling til aktionærerne eller investeringer i finansverdens spekulationscirkus. Begge dele er lige samfundsskadelige.

VK-regeringen vil sætte ind overfor den manglende teknologiske fornyelse ved at markedsrette forskningen. Alle uddannelsesinstitutioner skal tænke i, hvordan deres forskning kan ende som et produkt på markedet. Ligeledes skal der oprettes puljer, som øremærker penge til projekter, der kan sikre overgangen fra ”tanke til faktura”.

På samme måde sker der en acceleration af privatiseringsstrategien. Ifølge regeringens skal 31½ pct. af den samlede kommunale service årligt sættes i udbud inden 2015. I 2010 skal konkurrenceudsættelsen ifølge kommuneaftalen fra 2009 ligge på 25 pct. Dvs. at privatiseringen skal skride frem med mere end et procentpoint om året – svarende til en stigning på mere end 25 pct. i forhold til 2010-niveauet.

Fæl Løsning – genetablering af klassesamarbejdet i Danmark

I maj kom så endelig det længe ventede udspil fra Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Den gennemgående linje i S og SF’s udspil er genetablering af klassesamarbejdet. Fair Løsning, der er en sammentænkning af de fire skatteudspil kaldet ”Fair Forandring” med ideen om at hæve arbejdstiden, sender en dobbelt så stor regning til lønmodtagerne som til erhvervslivet.

Klassesamarbejde henviser til det institutionaliserede samarbejde mellem repræsentanterne for de dominerende repræsentative organisationer for henholdsvis arbejderklassen og kapitalistklassen. Historisk har det i Danmark og Skandinavien været udtrykt som en institutionalisering af gensidig anerkendelse og forhandling mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverforeningen.
I Danmark blev traditionen indledt på et historisk tidligt tidspunkt, da der allerede i 1893 blev indgået en aftale, hvori arbejdsgiverne anerkendte fagbevægelsen og hvor fagbevægelsen til gengæld måtte anerkende arbejdsgivernes ledelsesret – dvs. retten til at hyre, fyre og investere.
Politisk har klassesamarbejdslinjen betydet, at Socialdemokratiet har afholdt sig fra at udfordre kapitalisternes ledelsesret. I stedet har partiet betonet samarbejdet med de borgerlige partier og arbejdsgiverne. Staten har siden Socialdemokratiet første gang vandt regeringsmagten i 1920erne derfor spillet en afgørende rolle i at opretholde og institutionalisere klassesamarbejdet må mange niveauer.
 

Fair Løsning udgår fra de rammer, som er udstukket af regeringen i konvergensprogrammet fra februar 2010. Her lyder ”holdbarhedsudfordringen”, dvs. EU’s krav til forholdet mellem Danmarks BNP og gæld, på en nedbringelse af gælden med 24 mia. kr. I stedet for at nedbringe gælden ved at skære i overførselsindkomster og velfærdsforringelser, så foreslår S og SF, at den gennemsnitlige arbejdstid skal hæves med 1 time om ugen. Det giver et forventet provenu på 15 mia. kr. Hertil vil S og SF få uddannelsessøgende hurtigere igennem uddannelsessystemet, samt give flere uddannelse. Det giver et forventet provenu på hhv. 5 mia. og 2,3 mia. kr. I alt bidrager de tre tiltag med 22,3 mia.kr. Det er med andre ord lønarbejderne og de uddannelsessøgende, der skal betale for at lukke hullet i statskassen.

Fra de 4 skatteudspil, der udgør Fair Forandring, mener S og SF, at der kan hentes 12,2 mia.kr. til investering i velfærden. De skatteudspil, som udgør Fair Forandring, skaffer en total finansiering på 24,5 mia. kr. og anvender 21,7 mia. heraf. Og altså 12,5 mia. til øget velfærd.

Men af de 24,5 mia. som Fair Forandring tilvejebringer, så kan maksimalt 15,2 mia. kr. siges at stamme fra afgifter på erhvervslivet og de allerrigeste. Det drejer sig om tiltag som højere selskabsskat, øget lønsumsafgift i den finansielle sektor, millionærskat, og sænket pensionsfradragsret. Men mange af de store skatter betales af ganske almindelige lønmodtagere gennem højere afgifter på cigaretter og slik (3,9 mia.), kørselsafgifter i storbyerne (6,8 mia., hvoraf kun 3 mia. direkte afsættes til billigere kollektiv trafik).

Samtidig betales de investeringer i velfærd, som S og SF vil foretage, af lønmodtagerne gennem krav til højere produktivitet i det offentlige. Hele 10 mia. kr. skal komme fra produktivitetsforbedringer, som jo i sidste ende er resultatet af at arbejdet bliver mere intensivt for de offentligt ansatte.

Ud af en samlet finansiering i Fair Løsning på i alt 48, 5 mia. kr. tilvejebringer erhvervslivet og de allerrigeste altså blot 15,2 mia. kr. eller lige omkring 1/3 af den økonomiske byrde. Den klassesamarbejdslogik, som S og SF forsøger at genoplive, er således mere end amputeret – ja faktisk går den direkte arbejdsgivernes ærinde.

Det er da heller ikke noget tilfælde, at erhvervsledere på stribe gnider sig i hænderne over Fæl Løsning. En direkte effekt af planen vil være kraftig reduktion i antallet af beskæftigede i de private virksomheder af en vis størrelse. Øget arbejdstid betyder, at den enkelte virksomhed kan klare jobbet med færre ansatte med højere arbejdstid. Således kan en afledt effekt af forsøget på at lade lønmodtagerne betale hullet i statskassen være nye runder af massefyringer. Med udsigten til udbruddet af en omfattende europæisk gældskrise ser dette scenarie mere og mere sandsynligt ud. Mere herom senere.

Hvilke begrundelser giver SF’erne selv for deres borgerlige politik?
Tilsyneladende er ”mindste onde”-argumentet stadig gangbar logik i SF. Mattias Tefaye skrev på bagsiden af Ekstra Bladet, at Fair Løsning var en 12 minutter lang lort, men at der desværre ikke var nok rigmænd i Danmark til at betale gildet efter krisen. Hvis ikke det er let omgang med sandheden, så er det i hvert fald direkte forkert. Enhedslistens seneste udspil til øget velfærd og afskaffelse af statsgælden viser, at det ikke er muligheder for at lade de rige betale, der mangler – det er politisk vilje. Tesfayes ”norske oliefond” og ”glemte milliarder” findes – og de ligger i lommerne på AP Møller-Mærsk og resten af de rige storaktionærer i det danske erhvervsliv.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har– ja faktisk på baggrund af Finansministeriets tal – gennem snart 5 år dokumenteret, at den stigende indkomstulighed i Danmark har gavnet et helt bestemt lag af samfundet. Aktiefestens overskudskapital blev i slut-1990’erne og 2000’erne smidt direkte i lommerne på de 1-5 pct. rigeste familier i Danmark. Og de har, så vidt vides, stadig milliarderne – dvs. indtil nogen beslutter sig for at tage dem tilbage.

Problemet for SF i at indstudere gamle socialdemokratiske talemåder ligger imidlertid ikke ved det første valg i 2010/11. Det ligger i den periode, der kommer efter. Erfaringerne fra Norge viser, prisen for ikke at have en intern opposition til Socialdemokratiet leder til stor vælgerskuffelse. De forhåbninger, som mange i arbejderbefolkningen har til SF lige nu, kan let skuffes, hvis partiet bliver brugt som gummistempel i gennemførelsen af en socialdemokratisk socialliberal dagsorden.

Genopretningsplanen – nyliberal medicin til en døende patient

Knapt havde S og SF spillet ud med deres Fæle Løsning før VK-regeringen prompte svarede igen. Den 19. maj blev den såkaldte genopretningspakke lanceret som regeringens strategiske modsvar til venstrefløjens krisestyring. Gennem nattelange forhandlinger lykkedes det at få planen hevet igennem med Dansk Folkeparti. Imidlertid blev pakken væsentligt ændret i sin profil. Fra at være en pakke, der skærer over en bred kam, ligner den nu en ”del og hersk”- taktik, der rammer nogle grupper hårdere end andre. Men pakken holder ingen fri.

Planen gik i hovedtræk ud på at skære 24 mia. i det offentlige budget frem mod 2013. I første omgang lagde regeringen i Genopretningspakken op til nulvækst i kommunerne, udskydelse af forhøjelse af skattegrænserne for topskatten og fastfrysning af alle overførselsindkomsterne.

Efter ”hårde” forhandlinger med den ufravigelige støtte, Dansk Folkeparti, blev der rokeret om i planen. Målet kunne der ikke rokkes ved. De 24 mia., som regeringen skulle finde – ifølge konvergensprogrammet fremsat i februar – var stadig endemålet for forhandlingen.

Der bliver ifølge den endelige aftale tale om vækst – dog fortolket som en opregulering, der følger pris- og lønreguleringen. En real nulvækst. Det betyder nedskæringer på 13,5 mia. Indenfor disse besparelser sker der yderligere nedskæringer på både kommunernes og statens budgetter, så sundhedsområdet og uddannelse af svage grupper tilføres flere midler. Der skæres bl.a. ved at lægge et børnepengemaksimum på 30.000 kr. pr. familie, reduceret u-landsbistand, forringelse af vilkårene for modtagelse af sygedagpenge og dagpenge for nyuddannede, samt ved nedskæringer på uddannelse og forskning.

Herudover sker der nedskæringer for 11, 3 mia. kr. ved: halvering af dagpengeperioden, suspension af automatisk opregulering af beløbsgrænser for skatter, udskydelse af hævet topskattegrænse og loft over fradrag for faglige kontingenter. Dansk Folkepartis indsats har med andre ord betydet en fredning af nogle indkomstoverførsler og en kraftig nedskæring på arbejdsløse og universiteter, samtidig med at skattelettelserne for enkeltgrupper er sparket til hjørne. DF har vist sit (sande) asociale ansigt – og det har kostet opbakning, ifølge de seneste meningsmålinger.

Genopretningsplanen som akkumulationsstrategi

Genopretningsplanen, som den foreligger nu, medfører med sikkerhed stigende arbejdsløshed og derfor reduceret købekraft hos (lønarbejder)husholdningerne. Det betyder øget ustabilitet på arbejds- og boligmarkedet, hvilket ikke kan undgå at sende turbulensen ud på de finansielle markeder. Aktiemarkedet har da også svinget frem og tilbage, godt påvirket også af udviklingen i den europæiske statsgældskrise, siden genopretningsplanen blev offentliggjort.

Som akkumulationsstrategi er genopretningsplanen et skridt i retning af en intensivering af den nyliberale model, der sigter på at løse kapitalismens kriser gennem tiltag, der kan sænke inflationen og skabe sikkerhed for afkast på kapital. VK-regeringen har indtil videre kunnet skjule den asociale del af sin dagsorden gennem en ”snigende liberaliserings”-strategi, dels fordi baglandet i Venstre og Konservativ har været sat under administration og tolereret en socialliberal dagsorden; dels fordi opturen i den internationale kapitalisme mellem 1995 og 2008 muliggjorde den samtidige stigning i løn og profit, nøjagtigt som i efterkrigstidens tre første årtier. Hertil kommer, at ethvert åbent tiltag til at underminere centrale rettigheder tilkæmpet af arbejderbevægelsen, er blevet mødt af intens modstand, fx forsøget på at skære i dagpengene i 2006.

Det største problem for den nyliberale vej er imidlertid, at den intensiverer de strukturelle modsætninger bag den økonomiske krise. En reduktion i indkomst til arbejderbefolkningen vil reducere den relative købekraft og samtidig hæmme evnen til at tilbagebetale den enorme gæld, der er ophobet i husholdningerne.

På den måde vil den nyliberale strategi forøge realiseringsproblemet – dvs. problemet for virksomhederne med at få solgt det allerede stort ophobede overskud af varer – og dermed fastholde den stagnation, som økonomien er præget af. Det danske og europæiske marked er allerede oversvømmet af varer, som ikke kan sælges – både produceret i EU og i Asien. Selvom priserne er begyndt at stige igen efter nedturen 2008-09, så kan stigningerne meget vel slå om i endnu et kraftigt fald, når først virkningerne af genopretningsplanen slår igennem.

Genopretningsplanen og 2020-planens forsøg på at løse overakkumulationskrisen – der viser sig som produktivitetskrise – er ligeledes tvivlsomt. Det er to vigtige momenter i strategien. Det ene består i at privatisere en større del af den offentlige sektor og den anden i at intensivere jagten på teknologisk fornyelse.

Privatiseringen gennem udlicitering gør uopdyrkede markeder tilgængelige for privat kapitalakkumulation. Denne bestræbelse har på nuværende tidspunkt en begrænset effekt på den samlede økonomi, da overakkumulationskrisen er generelt og massivt. Imidlertid kan denne proces være med til at afhjælpe en del af realiseringsproblemet på kort sigt ved at købe private virksomheders produkter og tjenesteydelser.

Jagten på teknologisk fornyelse, der kan give dansk kapital et produktivitetsboom er mere modsætningsfyldt. På den ene side kommer genopretningsplanen til at ramme universiteterne særdeles hårdt. Det skulle man tro ville være til gene for regeringens bestræbelser, jf. 2020-planen, men kan måske være en løftestang for privatisering af universiteterne og forskningen. Nedskæringerne gør universiteterne endnu mere afhængige af eksterne midler, som typisk tilfalder de naturvidenskabelige indsatsområder. Samtidig kan man forestille sig, at de eksterne midler kommer fra private selskaber, der ”køber” forskning eller hele forskningsenheder på universitetet – som tilfældet er med Novo Nordisk.

Herved skabes der langsigtede muligheder for at opfinde og udbrede ny produktionsteknologi, der – med marxistiske begreber – kan billiggøre den konstante kapitals elementer og dermed modgå overakkumulationskrisens pres på den gennemsnitlige profitrate. Det største ”problem” i kapitalistisk forstand er, at denne plan giver et langsigtet afkast, som ikke kan skabe vækst nu og her.

Genopretningsplanen som politisk taktik

Hvorfor kommer accelerationen af det nyliberale projekt nu, hvor meningsmålingerne er for nedadgående? Hvorfor vælger regeringen at intensivere sit asociale reformprogram, når den ser ud til at miste grebet om magten inden for et år? Alle meningsmålinger peger på en ”rød blok”-regering – og flere af dem på et rent rødt flertal, dvs. uden de Radikale.

Sandt at sige forbliver svaret herpå rene spekulationer for udenforstående iagttagere. Men der tegner sig billedet af en to-benet taktik.

På den ene side opstår der ved kriser altid en chokeffekt – især de kapitalistiske, fordi de kommer efter en periode med kæmpe velstandsstigning og vækst. Den chokeffekt har regeringen og arbejdsgiverne i Danmark ønsket at bruge som løftestang til at speede det nyliberale projekt op. Det har regeringen forsøgt i flere omgange især igennem kommuneaftalerne, hvor privatiseringsstrategien er blevet speedet kraftigt op. Men det er endnu ikke lykkedes. Regeringen og arbejdsgiverne regner derfor med, at en chokterapi – bl.a. beskrevet i Naomi Kleins bog omsamem emne – kan give det nødvendige momentum.

På den anden side har regeringen også vidst, at den stod med et muligt nederlag ved næste valg, da Lars Løkke Rasmussen overtog posten som statsminister. Og det har V og K forberedt sig på. Der skete efter hans tiltræden to afgørende sammenhængende udspil: For det første et markant mere nyliberalt udspil omkring regeringsgrundlaget, som fulgte en ministerrokade, hvori flere af de unge håbefulde V og K folk blev flyttet fra ministerposter til poster i partiet. Det tydeligste eksempel var skatteminister Kristian Jensen (V), der er næstformand i Venstre – og står til at overtage formandsposten efter Lars Løkke Rasmussen.

Dermed har regeringen vist, at den forudser et muligt nederlag, og derfor ruster sig en hurtig kontraoffensiv. Den kommende leder af oppositionen, Kristian Jensen, vil blive holdt fri af Løkkes nederlag og vil umiddelbart kunne gå i offensiven med et nyt borgerligt projekt. Dermed håber V og K på, at en S-SF-regering hurtigt vil tabe momentum under åget af den økonomiske krise – hvorved de borgerlige partier vil stå klar med det skarpe nyliberale program, som de i første omgang måtte gå af på. På den måde vil det være en genfødsel af den borgerlige kontraktpolitik, der med S-SF nederlaget vil have fået carte blanche, fordi, som historien igen har vist: ”der er intet alternativ”.

Om denne taktik holder, kan vi af gode grunde kun spekulere om, da de sociale kampe, der går forud herfor, langt fra er afgjort endnu.

Den europæiske gældskrise

Afgørende for virkningen af genopretningsplanen i Danmark er naturligvis, hvordan den internationale økonomi udvikler sig. Det helt centrale på den korte bane er, hvordan den europæiske gældskrise bliver håndteret. Foreløbig ligner det også meget indgreb i resten af Europa, som gennem besparelser og nedskæringer mindsker den økonomiske vækst, hvilket vil skabe øget arbejdsløshed og faldende efterspørgsel.

Den danske eksportindustri har sit primære afsætningsområde i Europa og vil derfor blive ramt af nedskæringspolitikken. Resultatet bliver, at der kommer en stigning i arbejdsløsheden, ikke blot i form af offentligt ansatte, men også de afledte fyringer, der følger i kølvandet på den nyliberale løsning på den europæiske gældskrise. Når afsætningen i danske eksportvirksomheder rammes, fører det til fyringer.

Yderligere en faktor, der vil forværre krisen, kan være stigende renter. Netop fordi de traditionelt sikre statsobligationer i Sydeuropa begynder at falde kraftigt i værdi, vil det flytte penge herfra til obligationer i Nordeuropa, hvilket betyder stigende renter – bl.a. i Danmark. Resultatet vil være endnu mere dræbende for forbruget, da det høje gældsniveau i husholdningerne (over hele Europa) vil lægge et tungt nedadgående pres herpå. Samtidig vil virksomhederne få endnu sværere ved at låne, hvilket vil sætte pres på virksomhedernes likviditet.

Modsat Europa er meldingerne fra USA en forsigtig optimisme ift. væksten i 2010. Den amerikanske centralbank har skruet forventningerne i vejret og opjusteret vækstskønnet. Det betyder en lavere ledighed end forventet. Dog har væksten stadig karakter af ”jobløs vækst”, idet ledigheden forventes stadig at ligge i underkanten af 10 pct. i slutningen af 2010. Det er forbruget, der driver væksten fremad, og den formilder blot overproduktionskrisen, men sætter ikke automatisk gang i ny akkumulation, der kan skabe arbejdspladser.

Samtidig bygger den amerikanske vækst i endnu højere grad end den vesteuropæiske på statsgæld. USA har den største statsgæld i fredstid. Gælden er nu oppe på 13.000 mia. dollars, og der sås stadig mere tvivl om USA’s evne til at komme sig oven på krisen. Og spekulationerne går på, hvor langt Kinas vilje til at holde hånden under USA rækker. Kineserne ejer efter nogle vurderinger ca. 25 pct. af de amerikanske statsobligationer – og spørgsmålet er, om de kan omsættes til økonomiske eller politiske fordele.

København, 6. juni 2010.

BOX:

Regeringens mål for Danmark 2020

1. Danmark skal være blandt de 10 rigeste lande i verden

2. Det danske arbejdsudbud skal være blandt de 10 højeste i verden

3. Danske skolebørn skal være blandt de dygtigste i verden

4. Mindst ét dansk universitet skal ligge i Europas top 10

5. Danmark skal være blandt de 10 lande i verden, hvor man lever længst

6. Danmark skal være et grønt bæredygtigt samfund og blandt verdens tre mest energieffektive lande

7. Danmark skal være blandt de bedste til at skabe lige muligheder

8. Danmark skal være blandt de mest frie lande og blandt de bedste i Europa til integration

9. Danskerne skal være et af verdens mest tillidsfulde og trygge folk

10. Den offentlige sektor skal være blandt de mest effektive og mindst bureaukratiske i verden
 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com