De racistiske bander, der lynchede palæstinensere i maj 2022, udgør efter parlamentsvalget 1. november en afgørende politisk kraft i Israel. Israelsk apartheid har ladet maskerne falde.

af Yoau Haifani

‘Kong Bibi’, Benjamin Netanyahu, opnåede det flertal, han havde drømt om, og kan nu se frem til at undslippe fængselsdomme for mandatsvig, bestikkelse og bedrageri, som han er tiltalt for.

 

Fire på hinanden følgende valgkampagner i Israel er blevet udkæmpet omkring en enkelt sag – for og imod den grotesk korrupte ’Kong Bibi’, nemlig Benjamin Netanyahu. Disse valg formåede ikke at frembringe en klar afgørelse blandt den traditionelt splittede israelske apartheid-vælgerskare. Selvom palæstinensiske vælgere udgør en majoritet under det israelske styre, er de forhindrede i på nogen måde at påvirke deres skæbne demokratisk. Mens tilhængere og modstandere af Netanyahu skændtes, var palæstinensernes skæbne helt fraværende i diskussionen. Selv ordet ’fred’, der ellers er blevet flittigt brugt (uden at betyde noget) ved tidligere israelske valg er nu gået helt af mode.

 

Men det ser ud til, at Netanyahus fravær fra regeringen i et år gjorde det muligt at ændre dagsordenen for valget den 1. november. Oppositionen, der ledes af Netanyahus Likud-parti, brugte alt sit retoriske krudt på at piske en racistisk stemning op mod ideen om en regering, der var støttet af arabiske partier. Til gengæld søgte den afgående regering, ledet af Yair Lapid og Benny Gantz, at få offentligheden til at glemme deres akavede tid ved roret, som var endt i endeløs intern stilstand, ved at forskrække borgerne med den stigende magt hos Bezalel Smotrich, Itamar Ben-Gvir og den åbenlyst fascistiske yderste højrefløj. Med denne gensidige kampagne af had og skræk lykkedes det at vække de valgtrætte vælgere og øge valgdeltagelsen både blandt de jødiske israelere og de ’48 palæstinensere’, der har stemmeret.

 

Resultatet gjorde – som størstedelen af verden har bemærket – den stolt gangsteragtige Ben-Gvir til dagens helt og hans parti Den Religiøse Zionistiske Liste til det tredjestørste parti, samtidig med at Netanayahu opnåede det flertal, han havde drømt om. Netanyahu kan nu ride på ryggen af den racistiske puma for at undslippe de fængselsmure, der truede med at lukke sig om ham. Sidst i 80’erne sagde nu afdøde racistiske rabbi Meir Kahane: ”Jeg siger, hvad du tænker”. Nu er det en fest at afsløre alt, det er tid til at kaste maskerne og deklarere Israel som den apartheid stat – baseret på racisme, bosætterkolonialisme og etnisk udrensning – som den altid har været.

 

Hvad skete i valget?

Det israelske vælgerkorps fortsatte en lang og ensrettet rejse mod den religiøse racistiske højrefløj. Det er en kombination af flere langsigtede udviklingstendenser:

 

·         De voksende jødisk-ortodokse religiøse samfund og alliancen mellem det ortodokse lederskab og den sekulære højrefløj;

·         Det voksende antal jødiske bosættere på Vestbredden, hvor konflikten med palæstinenserne er langt mere voldelig;

·         Den kapring af hæren og statsapparatet, som den politisk-dynamiske bosætterbevægelse har foretaget med stille accept fra de apatiske gamle eliter;

·         Og sluttelig er illusionen om en zionistisk venstrefløj langsomt, men sikkert bristet.

 

Der skete faktisk ingen store skift blandt vælgerne under dette valg. I maj 2021 meldte et ultra højreparti, Yamina, (hebræisk for ’til højre’) sig ind i anti-Bibi lejren, til gengæld for at få udpeget sin leder, Naftali Bennett, som premierminister og adgang til at diktere regeringens racistiske og neoliberale, antisociale politik. Med den regering opløst, er Yaminas vælgere vendt tilbage til deres rette plads. Alle de øvrige vælgervandringer skyldes selvpåførte skader hos lederne i den ’alternative’ lejr.

 

Det er alt sammen den samme gamle israelske politik, hvor palæstinenserne ikke opfattes som en legitim del af det politiske spil – ingen tanker om en politisk løsning er tilladt, og ingen araber kan opnå nogen form for magt. Det er en voldsom gentagelse af fiaskoen i 2020, hvor general Benny Gantz løb fra perspektivet om at lede en regering, støttet at de arabiske medlemmer af Knesset og godtog at støtte den Netanyahu-regering, han ellers havde lovet at forhindre. Nu, i dette valg, blev Likud bange for sin egen skygge i et forsøg på at undgå anklager om ’venstredrejning’ eller afhængig af arabere’ i en grad, der nærmede sig selvdestruktion.

 

Efter at Bennets partimedlemmer en efter en havde forladt ham, væltede han selv sin egen regering og overlod roret til Likud. Benny Gantz og Iair Lapid, som begge stræber efter at blive leder af anti-Bibi-blokken, fokuserede deres valgkampagner på at udskamme hinanden. Hver af dem har forsøgt at polere sit eget image ved at dræbe flere palæstinensere i Gaza og på Vestbredden.

 

Merav Michaeli fra det opløsningstruede zionistiske Arbejderparti [tilbage fra syv til 4 mandater, o.a.] nægtede at indgå i en teknisk allliance med det lige så hensygnende Meretz [kom ikke over spærregræsen og mistede seks mandater, o.a.], af skræk for, at hendes parti, der praler med Nakba i 1948 og 1967-besættelsen, så ville blive fremstillet som for venstredrejet.

 

Og endelig hævder Balad (note 2), at Lapid i fællesskab med lederne af Den Arabiske Fællesliste i sidste øjeblik aftalte at smide Balad ud af listen i et forsøg på at gøre listen mere spiselig som partner i en zionistisk koalition. For at opnå dette havde de behov for at fjerne den eneste stemme, der turde tale (med lav stemme) om at ”udvikle Israel til en stat for alle dens beboere”. Alene disse to beslutninger – om at smide Meretz og Balad ud – er direkte ansvarlige for den kendsgerning, at Netanyahu nu har et flertal og kan opbygge sin totale højrefløjsregering.

 

I asken efter deres selvforskyldte nederlag beskylder lederne af denne ’alternative lejr’ hinanden for, at det skete. De ødelægger, hvad der måtte være tilbage af chancer for at komme tilbage til magten i nærmeste fremtid.

 

Hvor farlig er den nye regering?

I dag den 3. november, hvor jeg skriver dette, har israelske styrker dræbt fire palæstinensere på Vestbredden, en af dem et 14-årigt barn. Ifølge en rapport, som FN udsendte på valgdagen, er der set flere drab i 2022 end i noget andet år, siden FN påbegyndte registrering af sådanne drab. Og det fandt sted under en regering, der blev ivrigt støttet af Meretz, som fejlagtigt betegnes som den ’israelske venstrefløj’, og kun kunne eksistere takket være en opportunistisk palæstinensisk politiker som Mansour Abbas.

 

Vil Netanyahus nye højreekstreme regering dræbe flere? Det vil de nok. Men det var aldrig den offentlige mening i Israel, der begrænsede grusomheder mod palæstinenserne. Det grundlæggende faktum er, at Israel har brug for støtte fra USA (og i mindre grad fra Vesteuropa) militært, økonomisk og politisk for ustraffet at fortsætte sine forbrydelser mod menneskeheden.

 

Den vigtigste kraft, der kan holde israelske krigsforbrydelser tilbage, er et pres fra Vesten, afstedkommet af frygt for gengældelses reaktioner fra de arabiske masser. Et opmuntrende signal er, at der allerede er kommet advarselssignaler fra Israels internationale støtter som reaktion på valgresultatet.

 

Dog har jeg og mange andre personlige grunde til at være bekymrede. Hvis Ben-Gvir skulle blive indenrigsminister, hvilket har været på tale, kunne han meget vel sende politiet ud og banke på min dør. Det er fascisternes yderligere trussel, ikke bare de militære aktioner, men også at gå efter politiske modstandere. Når jeg tænker på denne direkte trussel, kan jeg ikke glemme, at sidste gang, de kom for at hente mig til forhør hos Shabak [Israels efterretningstjeneste, o.a.], i april 2021, nøjedes de ikke med at banke på min dør. Nej, de bankede den bogstaveligt talt ned. Så politisk undertrykkelse er heller ikke noget nyt. Måske vil denne regering få flere folk til at indse, at Israels demokrati ikke eksistere, hvorfor det heller ikke kan hverken forsvares eller reddes.

 

Den rigtige kamp
Kamp for demokrati, for menneskerettigheder, for frihed for palæstinenserne, for retten til at vende tilbage, for oprettelse af en fri, sekulær, demokratisk stat i Palæstina – alle disse kampe kan ikke finde sted indenfor Knessets rammer – den lovgivende forsamling i apartheid-Israel. Den palæstinensiske kamp er ikke en del af disse valg, men valgene fandt sted i skyggen af dem.

 

Med opkomsten af den religiøse zionismes lejr skete der en anerkendelse af de bosættere og racistiske bander, der angreb og lynchede palæstinensere i de blandede byer i maj 2021. De står som en afgørende politisk kraft i Israel.

 

Endnu et ekko af maj 2021 kan ses i disse valg. Det er den succes, Balad har fået som selvstændigt parti. Det parti, der kun havde en enkelt repræsentant i Knesset, opnåede 3 procent af stemmerne og kunne have 3 eller 4 repræsentanter, hvis det ikke var for spærregrænsen på 3,25 procent. Balad fik primært stemmer fra de unge palæstinensere, som forsvarede deres boligområder mod Ben-Gvirs banditter (og det israelske politi og grænsevagt) i maj 2021. Langt de færreste i den radikaliserede ungdom ville normalt stemme til Knesset. Og nu er Balad, trods al den støtte, det fik, også ude af Knesset.

 

Kunne det bane vejen for udviklingen af et nyt palæstinensisk alternativ, uafhængigt af de israelsk dikterede rammer? Og endelig endnu en personlig overvejelse… I de græsrodsbevægelser, jeg er medlem af, Herak Harifa og Abna elBalad, har vi ingen illusioner om, at der kan opnås reelle ændringer gennem Knesset. Vi boykottede valget, som vi altid gør. I dette sidste valg forventede alle, at der ville ske en historisk fremgang for at boykotte valget, at så mange som 60 procent af de stemmeberettigede palæstinensere ville nægte at deltage. Men rædselskampagnen havde sin effekt, og palæstinenserne stemte i højere grad end forventet, måske 54 procent.

 

Boykot-kampagnen holdt usædvanligt lav profil. Lederne af de arabiske Knesset-partier og den fejlagtigt benævnte zionistiske ’venstrefløj’ vendte sig hysterisk mod palæstinenserne for at redde os alle fra fascisterne. Hvis de nogensinde har troet deres egne ord, ville de ikke med deres egne handlinger have ødelagt deres egne chancer for at blive valgt.

 

5. november 2022

 

Noter

1) Da araberne blev fordrevet i forbindelse med dannelsen af Israel i 1948 (på arabisk Nakba), forblev nogle arabere inden for Israels daværende grænse. I folkemunde bliver de kaldt ”48-araberne”.

 

2) Balad  er et arabisk parti I Israel under ledelse af Sami Abu Shehadeh. Partiet arbejder for flere rettigheder for araberne bosat i Israel.

 

Oversat fra Mondoweiss af Anne Haarløv

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com