[Analysen er gengivet med tilladelse fra Mediekritisk Netværk, hvor den blev bragt den 28. november 2024]. Historien om Hooligan-vold i Amsterdams gader fyldte mediebilledet i dagene efter torsdag d. 7. november 2024. Det mest chokerende var dog mediernes dækning, der var præget af misinformation og ensidighed.

Allerede torsdag formiddag – et halvt døgn inden fodboldkampen mellem hollandske Ajax Amsterdam og israelske Maccabi Tel Aviv – skrev adskillige udenlandske medier om voldsomt grænseoverskridende opførsel fra de tilrejsende israelske fodboldfans.

Samtidig svømmede sociale medier over med videoer af hærværk på privat ejendom, nedrivning og afbrænding af palæstinensiske flag, angreb på taxachauffører, racistiske slagsange og råb, samt angreb på ordensmagten. Det var desuden allerede velbeskrevet, hvordan klubben sendte efterretningsagenter med til Amsterdam.

Alt dette passerede tilsyneladende ubemærket på danske redaktioner.

På samme måde som de ynder at fremstille Israels undertrykkelse og drab på palæstinenserne som noget, der først begyndte d. 7. oktober 2023, blev volden i Amsterdam i første omgang fremstillet som noget, der først startede natten til fredag d. 8. november 2024. Her valgte de danske medier at hoppe direkte med på den falske framing af israelske hooligans som uskyldige ofre for antisemitisme, som Benjamin Netanyahu havde plantet på et pressemøde natten til fredag.

Flere vestlige politikeres overdrevne referencer til pogromer, Krystalnatten og Holocaust, herunder den danske statsminister Mette Frederiksen, blev ukritisk videreformidlet.

Tilgængelig videodokumentation, der modsagde det valgte narrativ, blev ignoreret eller meget sent inddraget i nyhedsstrømmen. Den måske mest gengivne øjenvidne-video blev af flere medier fejlagtigt fremstillet med omvendt fortegn. Videoens ophavsmand – en hollandsk fotograf – måtte gøre medierne opmærksom på, at volden på billederne blev udført af israelske fodboldfans, og bede dem rette den forkerte fremlægning.

Da Reuters endelig viderebragte korrektionen, var større udenlandske medier som New York Times hurtige til at rette fejlen. Danske medier lod derimod fejlen stå meget længe – TV2 tilføjede først en korrektion efter cirka to uger, mens Ekstra-Bladet i skrivende stund (26. november 2024) endnu ikke har rettet fejlen.

Misinformationen fortsætter

Dette mønster fortsatte adskillige dage trods massiv dokumentation for det modsatte og et for medieverdenen meget langt aftræk. Godt hjulpet på vej af politikernes forhastede udmeldinger endte medierne med at sprede et usandt narrativ om antisemitisme.

Mens danske medier mest af alt fokuserede på antisemitisme-vinklen, var enkelte udenlandske medier som engelske The Daily Mail og selv Times of Israel dog hurtige til at få de israelske fans opførsel med i dækningen:

Ifølge det hollandske medie dutchnews.nl har Amsterdams borgmester Femke Halsema sidenhen udtalt, at hun:

“ikke igen ville bruge ordet ‘pogrom’, når hun taler om volden omkring fodboldkampen Ajax-Maccabi Tel Aviv tidligere på måneden, og sagde, at ordet nu blev brugt som propaganda…”

Trods flere danske mediers dækning af denne nuancering, har redaktionerne fortsat formidlet vinklen med antisemitisme mod “jødiske fodboldfans”, eksempelvis i dækningen af den efterfølgende landskamp mellem Frankrig og Israel.

Ikke mindst på DR, hvor journalist Morten Top d. 14. november 2024 skrev optaktsartiklen ”Massivt politiopbud i Paris før landskamp mod Israel” bl.a. skrev:

“I torsdags i Amsterdam blev jødiske fodboldsfans fra Maccabi Tel Aviv udsat for vold og overfald, da de var i byen for at følge deres israelske hold. Ifølge byens borgmester var det en ‘giftig cocktail af antisemitisme, hooliganism og vrede.’” 

Samme vinkel blev fremført på sendefladen samme dag i TV-Avisen kl. 18.30 og i børneprogrammet (!) DR Ultra.

Samme dag skrev Ritzau, at “Tilhængere af den israelske klub Maccabi Tel Aviv var taget til Holland for at se Europa League-kampen mod storklubben Ajax. Efterfølgende blev nogle af dem ifølge Amsterdams politi overfaldet af mænd, der jagtede dem. Byens borgmester har omtalt optøjerne som antisemitiske.”

Til den omtalte fodboldkamp mellem Frankrig og Israel blev flere franskmænd angrebet af israelske fans inde på selve stadion. Danske medier valgte som flere andre vestlige medier at beskrive dette neutralt, som eksempelvis Ritzau, der skrev om “ballade på tribunen mellem israelske fans og nogle af hjemmeholdets fans. Lokale medier skriver, at omkring 50 personer var involveret i tumulten.”

Manglende selvkritik

De etablerede danske medier har med andre ord fejlet stort i de klassiske journalistiske discipliner ‘kildekritik’ og ‘objektivitet’ – trods enkelte forsøg på faktatjek. Et af de mest bekymrende aspekter ved forløbet er dog den næsten totale mangel på efterfølgende selvkritik fra mediernes side. DR og Politiken har som de eneste været ude med små korrektioner, og de fleste af disse kom adskillige dage efter begivenhederne i Amsterdam.

Politiken holdt meget længe fast i narrativet om, at der var tale om spontane overfald på jøder. Først efter mere end et døgn og flere klager blev en tendentiøs overskrift på forsiden ændret til en mindre prangende overskrift med en væsentlig ændring; ‘jøder’ var blevet til ‘ofre’ (vist her under til venstre og i midten). En mindre notits under ‘Fejl og Fakta’ erkendte desuden, at “man kunne i høj grad ønske, at vi alene havde gengivet det, vi på det tidspunkt vidste”, og formår i samme ombæring at kritisere politikernes alt for hurtige udmeldinger på for tyndt et vidensgrundlag.

Den 15. november 2024 bragte Politiken en mediekommentar af Jacob Mollerup under overskriften “Dækningen af urolighederne i Amsterdam er skoleeksempel på mediernes fejl.” Han skriver bl.a.:

“Før nogen kendte baggrund og omfang, var balladen tolket og udlagt. De første hurtige medierapporter om begivenhederne torsdag nat udløste fredag en hurtig strøm af kommentarer fra chokerede centrale politikere.”

“Næste problem var, at stribevis af store medier ukritisk fortsatte med at vinkle i direkte forlængelse af de dominerende politiske kommentarer. Vinkler, der kunne forstørre begivenheders alvor, blev forfulgt flittigt. Videoer blev tolket derefter.”

“Men selv med den tragiske historiske baggrund kan en nøgtern mediedækning godt stille kritiske spørgsmål: Er det respekt for ofrene for pogromerne og for nazismens grusomheder at drage sammenligninger?”

Mollerup kritiserer desuden mediernes dobbeltstandarder:

“Overfald på Maccabi-fans rapporteres massivt som en omfattende jagt på jøder, før vi ved, hvad det handler om. Systematiske drab på palæstinensere er derimod blevet en almindelighed, som blot rutinemæssigt rapporteres.” “Helt forskellige standarder for dækningen er med til at grave grøfterne endnu dybere.”

Første offentlige refleksion fra DRs side var imponerende, idet de både sørgede for at gentage framingen af begivenhederne i Amsterdam som antisemitisme samt med beklagelse understregede, at israelerne var “fodboldfans”, mens det var uvist, om de lokale involverede i optøjerne var fodboldfans: “Optøjerne i Amsterdam blev beskrevet som værende mellem israelske og lokale fans, men sidstnævnte er der ikke dækning for. Der er nemlig ingen indikationer af, at den ‘lokale part’ skulle have været fodboldfans. I en foreløbig redegørelse har Amsterdams borgmester kaldt årsagen til begivenhederne for en ‘giftig cocktail af antisemitisme, hooliganisme og vrede’”.

Først denne uge – to en halv uge efter begivenhederne i Amsterdam – har DR reelt forholdt sig til deres misinformation. I artiklen “Israelske fodboldfans overfaldet i Amsterdam” korrigerede man d. 25. november 2024 en billedtekst til et screendump fra den fejlrepræsenterede video af en hollandsk fotograf. Dette blev fulgt af en Fejl og fakta-meddelelse. På surrealistisk vis fastholdes artiklens brødtekst og vinkling som antisemitisk vold mod uskyldige israelere.

Dagen efter (26. november 2024) udsendte DR en anden Fejl og fakta-meddelelse om at samme video blev fejlrepræsenteret i det omtalte indslag i TV-Avisen næsten to uger forinden (d. 14. november 2024) om den efterfølgende fodboldkamp i Paris. Samme dag blev den forkerte og ensidige vinkel i artiklen fra samme dato rettet.

Primetime “fake news”

Mens etablerede danske medier som TV2 ofte anklager sociale medier for at være kilder til “fake news”, udstiller det aktuelle forløb på bedste vis, hvordan doven journalistik og politisk mikrofonholderi kan resultere i primetime misinformation, selv når sociale medier flyder over med troværdig dokumentation.

Ironisk nok er sociale medier i mange tilfælde langt mere åbne for divergerende synspunkter og kritik end etablerede medier, der ønsker at fremstå som garant for sandhed og objektivitet. I stedet for den selvforherligende tilgang kunne medierne lære noget af den ufiltrerede debat på sociale medier, hvor holdninger mødes og diskuteres åbent – til forskel fra den ensidige vinkling, som alt for ofte præger dækningen i de traditionelle medier.

Samtidig missede de danske medier endnu engang muligheden for at bidrage konstruktivt til den samlede viden ved ikke at udnytte deres position og forpligtelse til at undersøge, stille spørgsmål og rejse problemstillinger. I det aktuelle tilfælde havde det eksempelvis været oplagt at sætte fokus på den utryghed, de Israelske hooligans skabte for Amsterdam’s indbyggere eller – i lyset af de nye oplysninger- at konfrontere Mette Frederiksen og andre politikere med deres uoplyste fordømmelser.

Man kan kun gisne om årsagerne. Er der tale om en form for selvcensur, hvor medierne undgår visse spørgsmål af frygt for diplomatiske eller politiske konsekvenser? Er det næret af en frygt for at blive beskyldt for antisemitisme, hvis man åbent kritiserer israelske aktører? Er det udtryk for ideologiske holdninger hos journalister, bestyrelser og politikere? Sandsynligvis spiller alle faktorerne ind.

Medierne gør sig selv irrelevante

Allerede tre dage efter forløbet i Amsterdam kom enkelte offentlige stemmer på banen med kritik af mediers og politikeres håndtering, ligesom Information lagde spalteplads til et debatindlæg med samme budskab.

Alligevel har medierne været utrolig lang tid om at bringe sporadisk og ufyldestgørende korrektioner. Den uheldige konsekvens af mediernes tøven er, at det dominerende narrativ om antisemitiske angreb på uskyldige israelske fodboldfans er blevet fast etableret i bevidstheden hos den brede befolkning. Flertallet af danskerne går givetvis rundt med en fejlbehæftet opfattelse af begivenhederne i Amsterdam, voldens ophavsmænd og disses motiver. Skaden er sket.

Mønsteret er desværre kun alt for velkendt, når vestlige medier undlader at undersøge eller udfordre officielle politiske narrativer. Dette lader i særlig grad til at være tilfældet med dækningen af Israel og israelske aktører. Den egentlige nyhed er nok nærmere, at det i dette tilfælde stod så pinligt klart.

De mange automat-fordømmelser fra bl.a. statsministeren vil nok af mange blive opfattet som forventeligt set i lyset af den entydige støtte til Israel trods et års amokløb mod palæstinenserne.

Langt mere chokerende er det, når de såkaldt frie medier vælger at agere ukritisk talerør for sådanne narrativer på bekostning af kildekritik, selvstændig research og kritiske spørgsmål til magthaverne. De kunne starte med de oplagte “Hvad tænker du om de israelske fans’ adfærd og angreb?“ og “Fortryder du at have været så hurtig til at fordømme episoden?”

Resultatet er, at der videreformidles en fordrejet virkelighed fuld af stereotype opfattelser. Det skaber en ond cirkel, hvor sandheden undertrykkes og medierne i stigende grad mister troværdighed.

For de danske medier ligger der både ansvar, magt og interesse i at få genskabt befolkningens tillid til medierne. Det kræver dog, at redaktioner og bestyrelser tør udvise større selvkritik og åbent erkende, når de begår fejl. Frem for at kritisere sociale og alternative medier burde etablerede medier udvise større åbenhed og villighed til at indrømme fejl.

Sker det ikke, vil de gøre sig selv irrelevante for stadig større dele af befolkningen.

Diskursen i mediedanmark synes klar. Danske medier gengiver informationer og udsagn fra Israel, som var de sandheden selv. Hvorfor formår de ikke at reflektere over deres egen rolle i spredningen af misinformation og propaganda? Hvilke tiltag har man taget på redaktionerne og i mediehusene for ikke selv at blive et offer herfor?

Når de danske medier så entydigt, som vi har set det siden d. 7. oktober 2023, har gjort sig til talerør for Israels budskaber, svigter man ikke kun de journalistiske principper og gør sig selv overflødig. Man bliver part i sagen og indirekte medansvarlig for de forbrydelser imod menneskeheden, som denne part udfører.

Note: Som de fleste andre tager Mediekritisk Netværk selvsagt afstand fra enhver form for vold. Vi tager samtidig afstand fra ethvert forsøg på at misbruge anklager om antisemitisme til eksempelvis at dække over vold og islamofobi begået af israelere.