Søndagens møde kom efter en proces med diskussioner, forberedelse af en udtalelse om politiske principper og et forslag til opbygning af en ny organisation. Formålet er at lægge grunden for et parti, som kæmper for ”socialisering af økonomien” gennem en proces med radikale forandringer; ”en social revolution”.

Behovet for et alternativ

Mange af deltagerne i mødet var tidligere medlemmer af Socialistparti (SP), det største parti på venstrefløjen i Holland. De var enten blevet smidt ud eller var selv gået ud i skuffelse. Med et udgangspunkt som en maoistisk sekt i 1970’erne udviklede SP sig til et venstre-socialdemokratisk masseparti gennem 90’erne og de tidlige 00’ere. SP påkaldte sig en vis international opmærksomhed, da det i 2006 kortvarigt så ud til at blive et af de førende partier i landet. Men siden dette højdepunkt stagnerede partiet og gik derefter tilbage. I valget i 2021 fik man under 10 procent af stemmerne og mistede fem af de 14 mandater. Medlemstallet er faldet fra et højdepunkt på 50.000 omkring 2008 til 32.000 i dag. Særligt alarmerende for et venstrefløjsparti er det, at SP’s vælgerbasis nu ifølge meningsmålingerne er blandt de ældste i landet.

Tilbagegangen førte til gnidninger i det decideret topstyrede parti. Nogle partiledere forsøger at balancere mellem en parathed til at indgå i regeringskoalitioner med højrefløjspartier (som SP tidligere har gjort på regionalt og kommunalt niveau) med en mere aktivistisk profil. Andre, heriblandt partileder Lilian Marijnissen, ønsker et parti med et mere respektabelt og moderat udtryk. De reelle politiske forskelle er dog små.

I de senere år er SP fanget i en bevægelse mod højre, som delvist kan forklares med partiets parlamentariske linje. Stillet overfor en faldende vælgeropbakning kæmper SP for at kombinere sit image som et protestparti med en åbning til højrefløjen for at vise sin ”realistiske” og ”seriøse” karakter. En vis arbejderisme, delvist arvet fra den maoistiske fortid og nu styrket af meningsmålinger, som angiveligt viser potentialet i en “socialt konservativ, men økonomisk progressiv” tilgang, betyder, at klimaretfærdighed, antiracisme og feminisme ikke bliver taget op. Typisk var en erklæring tidligere i år fra SP-parlamentarikere om, at de i spørgsmål som klima og indvandring er “mere konservative end venstreorienterede”. Partiets parlamentariske fokus påvirker også SP’s centrale fokus på almindelige menneskers levebrød, for eksempel i holdningen til at hæve mindstelønnen. Og især partiledelsens erklæringer om, at SP ikke i fremtiden vil udelukke at indgå i en koalition med premierminister Mark Ruttes højreorienterede VVD, fik nakkehårene til at rejse sig hos de mere venstreorienterede medlemmer.

Blandt medlemmer af SP voksede utilfredsheden. Ikke overraskende var det især i ungdomsorganisationen Rood (Rød), at de radikale holdninger stod stærkt. Rood-medlemmer og andre radikale kræfter i partiet ønskede mere vægt på aktivisme, mere dristige forslag og mere engagement i bevægelser om for eksempel klimaretfærdighed og antiracisme. Og helt sikkert ikke alliancer med klassefjendens traditionelle parti – VVD. I slutningen af 2020 kom ledelsen af Rood med en erklæring om, at man var modstander af koalitioner med VVD. Som svar ”afslørede” SP-ledelsen, at adskillige Rood-aktivister var medlemmer af den Kommunistiske Platform – en gruppe, som politisk står tæt på Weekly Worker i Storbritannien. Partiledelsen gik derefter videre og kaldte platformen for et ”parti” – så medlemmerne kunne ekskluderes, eftersom SP’s vedtægter forbyder dobbelt medlemskab. Således startede en proces, hvor flere og flere blev smidt ud. Nogle gange gik det ud over hele afdelinger, ligesom det gjaldt hele ungdomsorganisationen, da Rood-medlemmer nægtede at trække støtten til de ekskluderede aktivister. Nogle hundrede medlemmer, flere ganske aktive, måtte se sig sat uden for partiet.

Uenighederne i SP afspejlede til tider en generationskonflikt. For mange radikaliserede unge er antiracisme, feminisme og transseksuelles rettigheder centrale, men SP har kun lidt at sige om disse emner. For en generation, der kommer til at leve i en verden, der er dramatisk påvirket af klimaforandringerne, er dette ikke et sekundært spørgsmål, som kan udskydes. Ud over det generationsmæssige spillede også geografien en rolle. Særligt SP-medlemmer i de større byer er konfronteret med en virkelighed, hvor arbejderklassen er under forandring, og modstand mod racisme er nødvendig netop for at kunne forene en splittet arbejderklasse. Mere generelt har de skærpede sociale modsætninger i forhold til for eksempel boligmanglen og de prekære arbejdsforhold frembragt en fornyet anerkendelse af, hvor vigtig klassespørgsmålet er, og at klassemodsætningerne ikke kan bekæmpes alene ved valgene. Folk søger radikale løsninger, men i det politiske spektrum finder de kun få kræfter, som står for det.

Politiske skridt fremad
De ekskluderede socialister dannede nye netværk og grupper. I tre byer, Utrecht, Rotterdam og Amsterdam, organiserede tidligere SP-medlemmer sig i nye lokale partier for at deltage i kommunalvalget i marts 2022. Rood reorganiserede sig som en uafhængig socialistisk ungdomsorganisation og vedtog et nyt, radikalt program. Den nye tekst beskriver Roods ønske om at forbinde “arbejderbevægelsens kamp med kampen for socialismen.”

”Vi må samle støtte fra et flertal af befolkningen for at vælte den kapitalistiske stat og grundlægge en demokratisk republik under arbejderklassens ledelse. Denne ændring af magten, hvor arbejderklassen erobrer, afmonterer og erstatter institutionerne i det nuværende system, er den revolution, som vi kæmper for.”

Sammen med nogle regionale netværk og en række andre socialister, herunder hollandske tilhængere af Fjerde Internationale, besluttede disse grupper søndag den 25. september at lægge grunden til et fremtidigt nyt socialistisk parti, med Rood som en tæt allieret ungdomsbevægelse.

Hvad bliver grundlaget for den nye organisation? I De Socialisten betragter mange sig selv som marxister, endda kommunister og revolutionære. Da den tidligere EU-parlamentariker Erik Meijer, som også er smidt ud og nu er en central figur i De Socialisten, erklærede sig som “venstre-socialdemokrat”, gik der et let overraskelsens suk gennem lokalet. Ønsket om radikalisme er stærkt, men “socialisme” er kommet til at betyde rigtig mange forskellige ting.

En positiv udvikling er, at de drøftelser og dokumenter, der blev vedtaget, viser stor enighed om fælles radikale principper. Socialisme beskrives som et politisk projekt for omdannelse af samfundet og som et mål for en kamp, der skyldes modstridende klasseinteresser. Dette er noget helt andet end det vage etiske ideal, som SP kalder “socialisme”. De vedtagne principper er også ret avancerede på andre måder. Der er en erkendelse af behovet for at italesætte forskellige sociale kampe, såsom anti-racisme og feminisme, støtte til “klassesamarbejdende” alliancer bliver afskrevet, og man satser på deltagelse i eksisterende sociale bevægelser i modsætning til opbygning af egne frontorganisationer. Den stærke insisteren på behovet for internt demokrati og en åben debat er også meget positiv.

De næste opgaver
De kommende diskussioner må afklare spørgsmål som opfattelsen af statsinstitutionerne og fagforeningsbureaukratiet, spørgsmål om den socialistiske strategi og den rolle, som forskellige former for selvorganisering har i kampen. De Socialisten må balancere mellem at gå for langsomt frem og risikere at skabe skuffelse, hvor aktivister dropper projektet, og på den anden side at gå for hurtigt frem, hvor man forsøger at kompensere for den organisatoriske svaghed gennem hengivne aktivisters individuelle aktivitet.

Behovet for en radikal socialistisk bevægelse er klart i lyset af de hastigt stigende leveomkostninger og højreekstremistiske kræfters fremgang. Udviklingen i SP betyder, at der åbner sig et politisk rum på den yderste venstrefløj. Men dette er et potentiale, ikke noget, der er givet. De Socialisten fik for eksempel ikke valgt nogen kandidater ved kommunalvalget tidligere i år. Mange aktivister havde ellers regnet med et godt valg, selv om de helt nydannede grupper konkurrerede med etablerede partier.

De Socialisten er heller ikke den eneste nye kraft på venstrefløjen i hollandsk politik. Siden parlamentsvalget i 2021 er det nye parti BIJ1 ((på hollandsk udtalt ”bijeen”, som betyder ‘sammen’ – se artikel

) repræsenteret med en plads i parlamentet og lokalt i en håndfuld større byer. For BIJ1, som formåede at vinde et par ekstra pladser i de større byer, var kommunalvalget i marts en succes. På nationalt plan står BIJ1 klart på den radikale venstrefløj, selvom deres ideologi er ret heterogen. Ved at beskrive sin politik som ‘radikal lighed’ kombinerer partiet forestillinger lånt fra intersektionel feminisme og antiracisme i en politisk linje, der er antikapitalistisk uden at være eksplicit socialistisk.

Partiet har i vid udstrækning opbygget sig på spørgsmål, som har været ignoreret af SP, og en række af aktivisterne har rødder i den socialistiske venstrefløj. I større byer havde BIJ1 succes med at få støtte blandt grupper, som den yderste venstrefløj ikke tidligere havde nået, især blandt sorte og farvede. Men partiet gennemgår svære kampe mellem en radikal venstrefløj og tilhængere af mere liberale fortolkninger af antiracisme. Et forslag, der blev vedtaget på mødet den 25. september, opfordrede til at undersøge muligheden for et fremtidigt samarbejde mellem BIJ1 og De Socialisten.

Søndagens møde viste et reelt potentiale for en ny socialistisk organisation på et radikalt grundlag. En klar opgave for den nye organisation er nu at opbygge en organisation af aktivister forankret i de sociale kampe. Blandt de overvejende unge deltagere var der en stærk entusiastisk stemning. Fra styrkepositionerne i Utrecht, Amsterdam, Rotterdam og andre steder kan man opbygge en ny bevægelse, som vil bringe socialistiske ideer ind i de sociale kampe og mobiliseringer.

30 september 2022

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind