Når vi skal holde årsmøde under overskriften "Træk Danmark til venstre" er det mest oplagte vel ikke lige at trække Enhedslisten (EL) til højre. Ikke desto mindre lægger HB-flertallet op til dette med ønsket om, at EL kan stemme for finansloven – bare der ikke er nye forringelser.

af Hans Jørgen Vad

(se links til andre indlæg i debatten om Enhedslistens rolle under en ny regering i bunden af dette indlæg)

Derfor er denne debat uhyre vigtig. Den drejer sig naturligvis også om konkrete politiske vurderinger og par-lamentariske teknikaliteter.

Parlamentarisme eller græsrodsaktivisme?

Men dybest set drejer den sig om vores overordnede strategi, og hvordan vi kan skabe forandring? Om det primært kan ske gennem en parlamentarisk indsats eller pba. af styrken i udenomsparlamentariske kampe og bevægelser. I forlængelse heraf drejer det sig også om, hvilken type parti Enhedslisten skal være.

Tror man på det første, kan et "uregerligt" partidemokrati, som er styret fra neden, være en yderst besværlig størrelse. Så kan man let føle et behov for en "modernisering" af EL efter et "søvndalsk" mønster, så medlemsdemokratiet ikke bliver en hæmsko for at folketingsgruppen (FTG) kan manøvrere bedst muligt jf. ovenstående. Og den strategiske betydning af en aktiv med-lemsorganisation bliver mindre – med valgkampe som dens væsentligste eksistensberettigelse. Og selv her er den ikke uerstattelig.

Tror man mere på det sidste, er en stærk medlemsorganisation af strategisk betydning. Ikke bare i valgkampe hvert fjerde år, men langt vigtigere i hverdagens kampe og bevægelser. Ud fra denne opfattelse skal vi kæmpe for at fastholde partidemokratiet, fordi vi opfatter dette og den aktive involvering af medlemmerne som en strategisk ressource. Jeg kunne gå mere detaljeret ind i dette, men vil her nøjes med at fastslå, at det er den samme skillelinje, som historisk set har delt vandene i debatten om "reform eller revolution".

Så skarpt opfatter de fleste EL-medlemmer det sikkert ikke, da der her er en tradition for en pragmatisk tilgang og talrige mellempositioner. Og i denne sammenhæng skal man heller ikke undervurdere betydningen af de enkelte EL-medlemmers placering i partiet, nemlig om man er tæt på toppen ("apparatet") eller er menig aktivist (se note 1). Men det ændrer ikke ved, at det er den akse, som diskussionen overordnet drejer sig om. Og netop det forklarer, at uenighederne i Enhedslisten næsten altid har holdninger til parlamentarisme kontra aktivisme og medlemsdemokrati som omdrejnings-punkt.

Et særligt grelt eksempel er Enhedslistens skandaløse støtte til besparelser på 200 mio. i Københavns budget sidste efterår, som alle i dag erkender, var en fejl. Men det er fremdeles et mysterium, hvorfor Enhedslisten ikke trak sig ud, da man opdagede fejlen? Det synes til fulde at vise de demokratiske problemer ved denne forligsivrighed.

Hvad forklarer dette skift i fht. finansloven?

FTG og HB-flertallet har forsøgt at fremstille det som noget, der ligger inden for en politik, som vi altid har haft. Hvilket jo er helt utroværdigt, jf. reaktionen i det samlede pressekorps, som lancerede det som noget helt nyt i ELs 20-årige historie. I forlængelse heraf må det også undre, at der i årsmøde-udtalelsen om regeringsspørgsmålet fra 2007 ikke var et ord om, at vi kan stemme for en finanslov. Nu meldes det ud, at det næsten er et mål i sig selv.

Det næste spørgsmål er, hvad der begrunder dette skift, og her har vi af Frank Aaen fået at vide, at ellers vil en ny regering blive væltet. Det har siden vist sig, at der ikke er skyggen af dokumentation for dette (se note 2).

Det skyldes heller ikke behovet for at opgør med fundamentalistiske holdninger om, at Enhedslisten aldrig kan stemme for en finanslov. Dels har Enhedslisten allerede i 1996 vedtaget, at man kan undlade at stemme. Og dels har det altid været klart, at vi kan stemme for en finanslov, hvis den udtrykker et "markant brud" med den hidtil førte politik, hvilket jo også ligger i HB-mindretallets forslag (se note 3).

Tilbage står, at parti-ledelsen ønsker at dreje Enhedslisten i en mere parlamentarisk og forligs-orienteret retning. Og det er der for så vidt heller ikke noget nyt i. For det var vel det samme, der skete i 1996, hvor et årsmøde vedtog, at man kunne undlade at stemme for finansloven. Og igen i 2000, hvor Enhedslisten støttede Ældrepakken, som bl.a. finansieredes af lærlingepenge, altså en klar forringelse.

Dette blev i første omgang enstemmigt forkastet af HB, som dog efter et hårdt pres fra FU og FTG svingede over til at støtte med stemmerne 10-9 (se note 4). Men dette gav dog så megen kritik og efterdønninger, at ingen ønskede at få dette forlig bekræftet på det efterfølgende årsmøde. På den måde blev der sat et foreløbigt punktum for indgåelsen af den type forlig. Forlig som SAP dengang dog var meget tilbageholdende med at kritisere.

SAPs position i denne debat

Derfor var det meget forfriskende at se SAPs oprindelige udspil i denne debat. Det kom som en ledelses-udtalelse i august, og blev senere fremsat som et forslag til HB-udtalelse med stort set samme indhold af Thomas Eisler, John Jessen, Jørgen Arbo og Pernille Skipper. Udover en klar betoning af, at politisk forandring må bero på pres fra bevægelser, blev et kernepunkt i denne debat måske mest præcist sammenfattet med dette:

"Vi har ikke noget ønske om at vælte en S-SF-regering, men omvendt lover vi heller ikke at redde en S-SF-regering, der bringer sig selv i fare. Hvis en ny regering gør et forslag, som den ikke har sikret sig flertal for, til et kabinetsspørgsmål, har den væltet sig selv. Det kan Enhedslisten ikke forhindre."

Med vedtagelsen af en sådan "advarsel" ville vi have opstillet et stærkt værn mod, at en S-SF-regering kan lave en ny "Hækkerup" på Enhedslisten (se note 5).

Men der var ikke flertal for dette i HB, og siden er SAPs HB-gruppe blevet mere og mere delt i dette spørgsmål. Til sidst fordelte det sig på den måde, at to har bakket op bag HB-flertallet, én har (efter flere kompromisforsøg) stillet ændringsforslag til flertallet, og kun én stemte for HB-mindretallets alternative årsmødeforslag.

Denne uenighed gælder ikke kun HB-delegationen, men er åbenbart noget, som præger SAP som helhed. Jeg vil her ikke gå ind i argumenterne i dette, da det jo stort set følger skillelinjerne i resten af EL. Derfor kun lige en kommentar til Jørgen Arbos bestræbelse på at indgå kompromisser med flertallet, som jeg synes er alt for defensivt.

Dels fordi det er helt tydeligt, at HB-flertallet ikke er interesseret i dette kompromis, som de i to omgange har nedstemt. Og dels fordi disse kompromis-forsøg ikke bidrager det mindste til afklaringen i EL.

Når HB-flertallet fremsætter noget, som vi er enige om går i den forkerte retning, er det mest logiske jo at fremsætte et alternativ, som vi er enige om går i den rigtige retning (se note 6). Og ikke forsøge sig med lapperier, så det forkerte kun bliver halvt forkert. For halvt forkert er jo også forkert!

Det fører mig videre til SAPs seneste udtalelse fra marts, hvor jeg – efter grundig nærlæsning – ikke kan finde meget, som jeg er direkte uenig i. Alligevel generes jeg dog af mindst to ting. Først dens vage form, hvor fx det klare statement, som jeg har citeret ovenfor er gledet ud. Det er dog ikke det vigtigste.

Langt vigtigere er det, der ikke fremgår af udtalelsen. Eftersom årsmøde-papirerne var færdiggjorte den 21. februar, er det mere end påfaldende, at udtalelsen fra den 7. marts ikke nævner – endsige forholder sig til – at der er to klare alternativer. For at sige det lige ud, så går man som katten om den varme grød.

SAP´ere opfordres til at træffe et valg

SAPs interne forhold interesserer mig sådan set ikke direkte. Men hvordan SAP forholder sig i Enhedslisten – og især ifht. denne debat – interesserer mig meget. Ikke af hensyn til SAP, men af hensyn til Enhedslisten.

I forlængelse heraf synes jeg, det er en overvejelse værd, hvad der er årsagen til denne manglende stillingtagen? Skyldes det høflighed og taktiske hensyn til andre kræfter i Enhedslisten? Nej, det tror jeg ikke. For så ville SAP vel ikke have meldt så klart ud i Nato/pirat-sagen, som man gjorde i januar, hvor folketingsgruppen efterfølgende blev underkendt.

Dette kunne indikere, at det er "interne høflighedshensyn", der er baggrunden for uklarheden – for ellers kunne man vel stemme sig frem til en klar holdning. Det er jo det normale, når der foreligger en uenighed.

Men når dette ikke er sket, vil jeg opfordre til, at man undlader at lave "parti-linje" på et "gennemsnit" af to – efter min mening – uforenelige holdninger. Det fører ikke nogen vegne. Hvis der så stor uenighed, at de ikke kan diskuteres væk, er det bedste vel at "dele sig efter anskuelse" og kæmpe sammen med dem, som man ellers er enige med i Enhedslisten i dette vigtige spørgsmål.

I det mindste set derfra, hvor jeg står, ville det være yderst beklageligt, hvis SAP´ere med klare holdninger til dette, bliver passiviseret i forhold til at være en del af kampen for at fastholde Enhedslisten på en klar venstrekurs.

Noter:

 

1) SAP skriver i en udtalelse fra 7. marts at formålet med finanslovsdebatten ikke er "at opstille regler, der kan forhindre, folketingsgruppen i at kaste sig i armene på S og SF og stemme for en hvilken som helst finanslov. Hvis Enhedslistens medlemmer og årsmødets flertal frygter det, skal vi vælge nogle andre folketingskandidater." Det er naivt. Tendensen til strukturel højredrening i folketinget er ikke et personspørgsmål. Hans Jørgen Vad er medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse.

2) Se mit debatindlæg i Rød+Grøn, marts 2010. Det kan undre, at SAP i martsudtalelsen slet ikke udfordrer disse forkerte præmisser. For det er jo netop dem, som lige fra starten giver diskusionen et helt skævt udgangspunkt.

3) Se mit indlæg i Årsmødebulletin nr. 1 (ÅB). Når nogle har fået den modsatte opfattelse, skyldes et yderst misvisende referat i sidste R+G. I ÅB argumenterer jeg netop for den tætte forbindelse mellem sådanne "markante forbedringer" og en kæmpende bevægelse. For uden denne forbindelse er det jo nærmest utænkeligt, at ELs få mandater alene kan rykke på finanslovspolitikken.

4) Dette eksempel illustrerer klart de problemer, som det kan give, hvis HB skal kontrollere FTG med det udgangspunkt, at det er ønskeligt, at vi stemmer for finansloven.

5) Den gamle "Hækkerup" blev lavet på SF i 1967. Det var dengang, Per Hækkerup sammen med den tidligere DKP-formand Aksel Larsen ville tvinge SFs venstrefløj til at stemme for en indefrysning af en dyrtidsportion, som ville medføre et reallønsfald for arbejderklassen. Den efterfølgende splittelse af SF førte til dannelsen af VS.

6) Mig bekendt skyldes Jørgen Arbos manglende støtte til vores årsmødeforslag ikke indholdsmæssige indvendinger. Sammen med to andre ledende SAP´ere har han på en mailliste fulgt tilblivelsesprocessen af dette papir, som han opfordrede mig til at komme med et udkast til. Udfra at han ikke har kritiseret det og en kort snak på det sidste HB-møde, har jeg forstået, at det er taktiske hensyn, som begrunder hans ændringsforslag.

Andre indlæg i debatten om Enhedslisten og en ny regering:
Michael Voss og Anders Hadberg: Når Helle og Villy overtager krisen
John Jessen: Meningsmåling – eller politiske mål
Åge Skovrind: Debatmøde om socialistisk politik under en ny regering
Per Clausen: Enhedslistens politiske rolle
Rune Lund: Hvordan får vi en ny regering – og en ny politik?
Jakob Nerup: Enhedslisten i SF’s fodspor
SAPs landsledelse: Med Helle ved roret
 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com