Kunst uanset form og indhold afspejler altid det samfund, de omgivelser og den situation, den er produceret i. Det gælder også revolutionære forandringer og opbygning af noget nyt. Kunsten ændrer sig radikalt i form, indhold og funktion i situationer, hvor samfundet er i opbrud.

af Svend Vestergaard Jensen

Det gælder for såvel den russiske revolution, den spanske revolution og borgerkrig, maj 1968 i Frankrig eller blot mindre fænomener. Ligeledes giver kunst, litteratur og andre kulturelle fænomener sit kraftige udtryk i kontrarevolutioner, hvor også kunsten i alle sine former undertrykkes og forandres til noget helt andet.

Da kunst produceres hele tiden handler det naturligvis ikke altid om revolution, kontrarevolution eller andre sociale og politiske voldsomme tidsbilleder. Når denne artikels forfatter mest fokuserer på billedkunsten, det visuelle, er det fordi han er bedre til at slå streger, end at slå toner endsige dansetrin og skuespil an. Derfor er slagsiden her.

En vandring
En vandring gennem lidt historie, gennem museer og gennem gaderummet er inspirationen. Turen går til Louisiana i Nordsjælland. Går lidt ude og inde og betragter de værker, der blev til kunst. Modsat det meste af de producerede ting og sager, der aldrig blev til kunst, til ”værdi”, der kan omsættes, skifte ejer og blive mere værd. Turen går videre til Enghave Brygge, et nedlagt industriområde, der er blevet malet til med imponerende malerier, der næppe vil blive betragtet som kunst og beskyttet indendørs på længere sigt. Dog bruges Enghave Brygge til andre kulturelle aktiviteter. Selvom kvaliteten på det meste er i top, bliver det aldrig kunst, der kan omsættes, udstilles på museum.

Vandringen går videre i byen, gennem gaderummet, fyldt med reklamer, fyldt med graffiti, plakater. Ved Metrobyggeriet på Vesterbro udfoldes kreativiteter på et kæmpehegn, der er opstillet omkring byggeriet. Hegnet er udsmykket med billedkunst i alle mulige stilarter. Noget også forsynet med digte. Denne kunst er midlertidig, men sikkert udført af kunstnere, hvis andre værker også bliver varige kunstværker. Talenterne er ikke til at tage fejl af.

Begge områders aktuelle kunstværker forsvinder, når der ryddes op, for at andet bliver bygget op. Graffiti dukker op mange steder, når man vandrer rundt. Er graffiti kunst, hærværk eller bare ”pissen-terrænet af” med udøvernes signaturer? Kunst kan være overalt, og på den måde ser hele bymiljøet ud på en anderledes måde, selv om effekten ikke altid varer længe.

Tingene ændrer sig hele tiden. Alt bevæger sig. Det behøver man ikke nødvendigvis at have læst Hegels dialektik – den som Karl Marx vendte på hovedet og gjorde materialistisk – for helt at begribe. Tilstand, nej – bevægelse. Sådan er det også i den verden, vi lige kigger ind i nu – kunstens, litteraturen, æstetikken og hele kulturens verden. En verden, som er forbundet med den sociale sammenhæng, den er udviklet, produceret i og påvirket af. Og heraf følger, at omstændighederne må ændres af menneskene.

Russisk revolutionskunst
Vandringen fortsætter lidt gennem historien. Den russiske revolutions historie på kunstens område er udviklingen fra nye kunstneriske former og ideer med stor plads til eksperimenter, f.eks. den internationalt anerkendte konstruktivisme til ensidig, stiv stalinistisk propaganda, der gik hen og vandt den totale sejr.

På plakatkunstens område er de første år af den russiske revolution fortsat blandt verdens allerbedste inden for genren. Under borgerkrigen efter revolutionen – fra 1918 til 21 – lavede over 200 kunstnere, der sympatiserede med revolutionen og forsvaret af den over 3200 forskellige plakater. De bidrog til at forsvare revolutionen mod den hvide hær og dens generaler som Denikin, Wrangel og Koltjak understøttet af 16 landes invasionsstyrker.

Plakaterne blev tegnet tæt på begivenhedernes gang og produceret i store oplag, hvis der var nok materialer til rådighed. Mange af kunstnerne deltog aktivt i den sociale revolution og i borgerkrigen.

Et russisk Bauhaus
Det førte blandt andet til udvikling af kunstskoler, efter at borgerkrigen var vundet. Toneangivende var Vkhutemas kunstskole. Skolen var en af konstruktivismens højborge og kan sammenlignes med den berømte Bauhaus-skole i Tyskland på samme tid, hvis kendteste kunstnere var Kandinsky og Klee. På både den russiske og den tyske skole var brydningen og leg med forskellige geometriske grundformer samt plakatens klare politiske sigte. Plakaterne var ikke bare ”nationale”, men henviste til verdensrevolutionen, hvilket senere kunne give Stalin-bureaukratiet anledning til total undertrykkelse af denne kunstform. Nu skulle bureaukratiets egne doktriner illustrere ”socialisme i et land”.

Kunstskolen Vkhutemas blev lukket i 1930. Ensretning, totalitarisme og kontrol blev nu nøgleordene – også på dette område. Det var slut med at eksperimentere og udvikle plakatkunst og anden kunst frit. Ikke bare slut med kunstretningen, for nu blev kun en retning tilladt, socialrealismen, men også slut med livet. Flere af de aktive forsvandt under Moskva-processerne, blandt andet en af de førende konstruktivistiske kunstnere, Gustav Klutsi. Bureaukratiets nye og eneste tilladte retning inkluderede også de religiøst inspirerede ikon-lignende plakater af Stalin omgivet af undersåtter med glødende øjne.

Den revolutionære periode med dens kunst og dens modsætning, den politiske kontrarevolution, med Stalin som symbolet, er i deres kunstneriske udtryk nærmest som bevægelse versus stivhed. Den østrigske marxistiske kulturkritiker, Ernst Fischer, beskrev engang mødet mellem et par ledende personer fra henholdsvis den sovjetiske regering og den tyske nazistiske regering. De gik rundt og så på kunst sammen i Tyskland. Det var efter ikke-angrebspagtens indgåelse i august 1939. Den sovjetiske diplomat beundrede de tyske skulpturer, de viste raske og sunde unge mænd!

Før den episode havde begge regimer – ganske vist gående ud fra hvert sit helt forskellige samfund – gjort op med det, som nazisternes kaldte ”vanartet kunst”. Parallelt hermed, som en af de stalinistiske ledere, Zdanov, sagde som afslutning i en tale i 1934 til den første sovjetiske forfatterkongres: ”Sovjetlitteraturen bør kunne skildre vores helte, den bør kunne skue ind i fremtiden. Dette er ikke nogen form for utopi, for dagen i morgen forberedes allerede i dag med planmæssigt, bevidst arbejde”. Talen var i øvrigt en lang hyldest til Stalin!

Dadaismen da?
Men kunne nogen kunstretninger ikke bare være en ide, der lige så godt kunne være realiseret for nogle hundrede år siden, eller kunne en af strømningerne i stedet opstå om 25 år? Er en kunst-, litteratur- og æstetikretning som dadaismen ikke en undtagelse, der bekræfter reglen? En strømning, der udformes af ideen – isoleret fra omgivelserne, og udformes uanset historiske og sociale sammenhænge?

Når dadaismen her tages frem, er det, fordi den i form og indhold umiddelbart kan virke sådan. Men den blev skabt under og efter Første Verdenskrig, som for disse kunstnere betød en grotesk afsløring af det borgerlige samfund, der her viste sit sande indhold. Dadaisterne fungerede i spændingsfeltet mellem det destruktive og det skabende. De arbejdede med brydende former både i det visuelle som i litteraturen. De flyttede grænser, sprængte rammer.

Retningen sprængte radikalt rammerne for den dominerende skønhedsopfattelse. I løbet af 1920’erne bevægede retningen sig over i surrealismen. Surrealisterne så det som deres opgave at frigøre mennesket fra det borgerlige samfunds normer ved hjælp af spontane aktiviteter, der åbner op for de skabende kræfter i underbevidstheden. Surrealismen beskæftigede sig med psykoanalysen og teorien om, at drømmen er et direkte udtryk for ubevidste sider i mennesket. Kunsten skulle udvikle grænsen mellem drøm og virkelighed. Ligesom andre kunstretninger gjorde surrealisterne sig gældende inden for alle kunstarter.

Begge disse eksempler – dadaismen og surrealismen – var udsprunget af bestemte perioder, af bestemte retninger og ændrede kunst radikalt – en permanent revolution indenfor kulturen. Den fortsætter. Surrealisterne var revolutionære. Mange var med i den nye kommunistiske bevægelse, som de dog hurtigt forlod, da staliniseringen satte ind.

Abstrakt kunst hænger også sammen med disse ”sprængte rammer”. Her var der en linje fra den omtalte russiske konstruktivisme. Og den abstrakte kunst kan hverken ses isoleret fra historien og kunstens form og indhold i bestemte perioder.

Der kan tales om en ”abstrakt-surrealistisk” kunst, og i Danmark blev det blandt andet Richard Mortensen, der udførte denne. Centralt her er, at arbejdet med billedkunstens elementære virkemidler i linjen og farven. Den første betegnede en grænse, den anden en flade. Igen noget russisk konstruktivisme og noget surrealisme og en kombination af figurative og non-figurative elementer, som fremtræder som konstruktioner, hvori linjer og farver udgør et formkompleks uden genkendelige objekter.

Ideen svæver altså ikke i det blå, men hænger sammen med historisk udvikling og kunstens udvikling. Noget sådant provokerede gennem tiderne såvel personer som statsmagt. Den danske surrealist, Wilhelm Freddie, blev fængslet flere gange, anklaget for pornografi.

I midten af 1960’erne opstod en protestbevægelse – rindalismen – mod ”kunst og pjat”. Altså mod kunst, der blev støttet af staten gennem Statens Kunstfonds uddeling af støtte til kunstnere. Protesten mod dette blev startet af en lagerforvalter fra Kolding, Peter Rindal, med en omfattende indsamling af protestunderskrifter. En slags forsøg på ”kontrarevolution” mod den eksperimenterende kunst.

Kunst som varer
I det kapitalistiske samfund bliver eller kan kunst blive en vare, der skal omsættes på et marked. Ofte på en underlig måde. Kunsthandel er et grotesk eksempel på værdiloven. Her scores ofte enorme summer som arbejdsfri indkomst. Hvert større museum er sponsoreret af store selskaber. Det er ikke kunstnerne, der levende som døde får gevinsten. Karl Marx påviste, at det er mængden af det nedlagte arbejde, der bestemmer varens værdi. Det er ikke den skabende kunstner, der får den ofte høje pris for produktet, der er nu blevet til en vare, men andre, der høster profitten.

Noget kunst bliver af forskellige grunde til denne kolossale værdi – andet ikke. Førnævnte plakatkunst – f.eks. den russiske – blev det ikke. Megen anden plakatkunst m.v. heller ikke. De havde en anden funktion. Måske derfor, trods deres efter denne artikels forfatters syn store kunstneriske kvaliteter. For den russiske plakatkunsts vedkommende, fordi den også blev skabt i et samfund, hvis opgave var at overskride kapitalismen.

For plakatkunsten og andre kulturformer var den tænkte funktion en anden. Det at plakaterne eksempelvis kunne masseproduceres er en forklaring. Det sidste tryk var ligeså godt som den første original. Ofte var illustratorerne anonyme. Den fælles sag var det afgørende for dem i den politiske kamp. Kunst var et våben i revolutionen, den havde en propagandistisk og agitatorisk opgave. Endvidere viser kunsten her det nye samfund, den nye æstetik, osv. som i den russiske.

Den samme funktion havde de mange plakater, der blev fremstillet under maj 1968 i Frankrig. Ved at fremstille billig plakatkunst kunne man bryde det herskende kunstmonopol. Samtidig var plakatkunsten forståelig for alle. De billedlige og tekstlige meddelelser måtte være knappe og klare med variationsbredde. Plakater, som dem i maj 1968, blev siddende som symboler på denne massebevægelse og generalstrejke. Det samme kan siges om fotomontagen, hvis mest berømte udøver vel var John Heartfield, der var en meget aktiv kunstner mod nazismen. Igen et eksempel på, at kunsten hænger sammen med den samfundsmæssige virkelighed, situation, selvom om former konstant ændrer sig.

Hverken plakatkunst, fotomontage eller vægmalerier blev millioner værd modsat f.eks. malerier af Picasso, der ellers var lige så revolutionær som de andre. Malede han, eller lavede han andre kunstværker for at gøre disse til kostbare kunstværker? Intet var ham sikkert mere fremmed. De kendte kunstnere, hvis politiske ståsted var kendte for de herskende undertrykkere, måtte af og til flygte og finde nye arbejdssteder. Selvom langt de fleste af de berømte malere var ”mod systemet” – var der undtagelser. Dali var en fremragende surrealistisk maler, men politisk reaktionær – modsat så godt som alle andre inden for denne retning. Han kunne leve beskyttet under det frankistiske diktatur i Spanien efter borgerkrigen. Således kan en kunstretning udvikle sig i venstreorienteret såvel som i højreorienteret retning, som f.eks. futurismen. I Italien blev futuristerne fascister, i Rusland blev de revolutionære.

Noget kunst og kultur bliver varer, der sælges igen og igen – samme værk. Langt de fleste kunstværker og kreative produktioner af enhver art bliver ikke varer, der kastes ind på markedet. Millioner af menneskers kreative udfoldelser verden rundt bliver ikke til en vare, der kan omsættes på markedet, og hvis værdi øges og øges. Men de har alle en funktion, kunstnerisk, terapeutisk, æstetisk med videre.

Fuld frihed i kunsten!
Er sådan en kunst arbejderkunst, arbejderkultur? Som Marx gentog nogle gange, er de herskende ideer, tanker, i alle epoker den herskende klasses ideer. Gennem tiderne er der foregået ivrige diskussioner om, hvad man skal kalde kunst, der bryder med et herskende undertrykkersystem. Og kunst, kultur, osv. skal jo ses i den sammenhæng, det er produceret i, udformet i. Uanset form og indhold. Videokunst, installationer, film på Youtube, andet kunst i cyberspace m.v. er jo ikke produceret for nogle årtier siden, men i vores samtid.

Lev Trotskij arbejdede også med kulturbegrebet, ofte i polemik med andre, der f.eks. brugte ”arbejderkultur” m.v. i deres argumentation. Han forklarede, at arbejderklassen ikke kan skabe deres egen kultur før revolutionen, netop på grund af livsbetingelserne under kapitalismen. Efter en revolution af socialistisk art vil der ikke være nogen arbejderkultur, men en ægte menneskelig kultur, en socialistisk kultur. Revolutionens mål er jo netop at ophæve klasserne.

I det kapitalistiske samfund kan vi ofte se – med Herbert Marcuses analyser in mente – kunstens autonomi, som en protest mod en tingsliggjort virkelighed. I kulturens forskellige genre afspejles alle samfundsproblemer og samfundskonflikter sig, sædvanligvis i form af en eller anden mytologisk ”fremmedgørelse” i vekslende former, uanset en nok så ”surreal” streg, ord eller andet. Afspejles er ikke det samme som genspejles.

Kunst og kultur kan noget, som politik ikke kan og skal. Derfor må der også være fuldstændig frihed til at udøve den. Hvad det så er, findes der næppe noget svar på. I hvert fald kan og må kunst og politik aldrig bringes på samme formel. De to ting kan aldrig blive det samme eller umiddelbart blive et redskab for hinanden. Et skrift, der er værd at se på i denne forbindelse, er det fælles manifest fra Lev Trotskij og André Breton, lederen af den surrealistiske bevægelse, ”For en uafhængig revolutionær kunst”.

Manifestet er skrevet i 1938 i Mexico. Et manifest, der netop fremhæver frihed for kunsten og kunstens betydning i omformningen af samfundet, og ikke mindst vigtigheden af at afvise alle politiske diktater overfor kunsten. Det slutter af med parolerne: ”Kunstens uafhængighed – for revolutionen. Revolutionen – for den endelige frigørelse af kunsten”. Det nye i dette skrift i forhold til Trotskijs mange skrifter om revolution og litteratur er en understregning af kunstens organiserende funktion og det kunstneriske arbejdes modelkarakter.

Picassos Guernica
På en måde er Pablo Picassos maleri Guernica en form for aktionskunst udført af den berømte surrealist, kubist eller hvilken retning, han nu i 1930’erne tilhørte. Til verdensudstillingen i Paris i 1937 fik Picasso opgaven af den demokratiske valgte regering i Spanien at male en stor fresco til den spanske pavillon. Verdensudstillingerne var en fejring af menneskelige fremskridt og teknologi, som verden i fællesskab kunne beundre.

Picasso skulle male noget spansk, hvor f.eks. tyrefægtning var inkluderet. Men her midt under den spanske borgerkrig deltog det tyske luftvåben på Francos fascistiske troppers side som vigtige og nødvendige allierede. Dette luftvåben sønderbombede den lille baskiske by Guernica. Midt på dagen, en torvedag, kunne Hitler-regimet afprøve alt militært isenkram, det aktuelt havde brug for. Der blev kastet 500 kilos brandbomber med 20 minutters mellemrum i tre timer. Byen blev smadret. Kvinder, børn, mænd og husdyr flygtede ud af byen, og blev beskudt af de tyske flyvemaskiner med hundredvis dræbte og sårede til følge.

Om sit maleri af denne tragiske begivenhed sagde Picasso: ”At male handler ikke om at udsmykke lejligheder. Det er et våben mod brutalitet og uvidenhed”. Maleriet blev kendt verden over. Og dengang på Verdensudstillingen i 1937 så Tysklands ambassadør i Frankrig, Otto Abetz, maleriet. Her mødte han Picasso og spurgte med forargelse og vrede: ”Er det Dem, der har lavet dette?”. Og så svarede Picasso kort og godt: ”Nej. Det er Dem!”

Og selvfølgelig var grusomhederne langt værre, end selv Picasso kunne male. Men maleriet fik sin virkning også den dag i dag. Det var vel en slags aktionskunst! Omtalte Zdanov – Stalins kulturboss – betegnede Picassos kunst som ”et forrykt virvar”. Picasso, der selv var kommunist, måtte lægge ører til den slags. Zdanov mente ikke, Picasso beskyttede ”det klassiske maleris skatkammer”. Han mente, at Picasso som ”maleriets likvidator” hørte med blandt dem, man må ”knuse”.

Aktionskunst
Som det gerne skulle fremgå spiller kunst med videre en vigtig rolle i livet, i det politiske og i ændringerne af de herskende tilstande, samtidig med at kunst ikke skal underlægge sig diktater, men arbejde i den totale frihed. Som omtalte østrigske marxistiske kulturkritiker – en dissident fra den stalinistiske bevægelse, Ernst Fischer engang skrev: ”Kunsten skal ingenting, den har lov til alt”.

Kan den spille en større rolle i at forandre samfundet radikalt – også i mindre omfang, på enkelte spørgsmål? Og inddrages den ikke i alt for lille omfang i den politiske kamp? Er æstetik for usynlig, og hvis den bliver mere synlig – hvordan hæver den så kampen op på et bredere og højere niveau, tiltrækker langt flere, og gør at tingene huskes – om det så er syn, lyd eller brugen af alle sanserne?

I omtalte revolutioner opstår kunst og andre kulturelle udtryk næsten spontant i selve oprøret. Pludselig frigøres kreative evner hos masser af folk, og alligevel knytter det an til strømninger, der allerede eksisterer, påvirker dem og de er en del af kampen, som nu er såvel social, økonomisk, politisk som kunstnerisk. Og ”fuld frihed til kunsten” er forudsætningen for at knytte an, udvikle, inddrage.

Spontant eller organiseret? Svært at sige, men begge vel sagtens. Eller det må fremmes og kommer ikke nødvendigvis af sig selv. Og her er vi ved noget, der må frem i lyset, i aktioner, lave alliancer med kunstneriske aktive i alle slags kampe for at forandre. Eksempelvis inddrog bevægelsen Jyder mod Overflødige Motorveje i nogle aktioner bevidst nogle kunstnere i kampen for en sag. Reaktionerne fra de kontaktede kunstnere var meget positive. En sådan alliance mellem politiske aktivister, bevægelser og kunstnere er vigtig. Det kan gøres i mange aktioner, aktiviteter – også for arbejderbevægelsen.

I en senere aktion havde samme bevægelse mod på selv at lave en kunstaktion – en installation, med et moderne udtryk. Gruppen protesterede mod åbningen af en del af en motorvejsstrækning, de i nogle år havde forsøgt at forhindre. Jyder mod Overflødige Motorveje kogte en bil i en kæmpe beholder i nogle dage – ”Der må andre boller på suppen”. Da ministeren åbnede vanviddet, protesterede de med et angreb på selve grundlaget, bilismen og dens konsekvenser, i form af en installation. Blot et eksempel, der fik aktionen til at være synlig i samfundet, i medierne og gjorde aktionen kreativ og interessant for deltagerne.

Inddragelse af kunst i politik skal ikke være at tigge kunstnere om deltagelse. Der er mange, der gerne vil eksperimentere med en slags aktionskunst i samspil med andre i sager, hvor de oven i købet sympatiserer. Begrebet kunst må her udvides til at omfatte hele det kulturelle repertoire. Langt de fleste kulturaktivister ligger politisk til venstre for midten, når de tager politiske stilling, så hvorfor ikke udfordre mere?

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com