En plan, som bygger på spin, har store konsekvenser. Det gør livet sværere for lejerne og skader miljø og sociale fællesskaber. Men spekulanter og markedstilhængere glæder sig.

af Ebbe Rand Jørgensen

Nu har Folketinget vedtaget loven om ghettoplanen. Der er et flertal, bestående af regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti.

 

En vigtig del af loven er 40 procent-reglen. I visse udvalgte boligområder – de såkaldte ”hårde ghettoer” – skal antallet af familieboliger reduceres til 40 procent. Det skal ske ved salg til private spekulanter eller nedrivninger.

 

I disse områder er der særligt mange problemer i form af arbejdsløshed, fattigdom og utilpassede unge. Men at påstå, at der er tale om ”ghettoer”, giver ikke megen mening. Der er ingen ”ghettoer” i Danmark. Alligevel vil folketingsflertallet bruge 10 milliarder af vores opsparede penge i Landsbyggefonden til at bekæmpe de ghettoer, som altså ikke er der.

 

Fejlbehandling

Politikerne bag aftalen siger, at planen giver ”værktøjerne” til at løse de sociale problemer. Men når man stiller en fejlagtig diagnose, er der en alvorlig risiko for, at behandlingen bliver uvirksom eller måske ligefrem skadelig.

 

Det er i hvert fald absurd dyrt at bruge 10 milliarder kr. uden af vide, om det overhovedet hjælper på noget som helst. Boliger, der er nyrenoverede, ender med at skulle rives ned. Måske bare på grund af en enkelt fængselsdom.

 

Undersøgelser fra andre lande, f.eks. Holland, hvor man tidligere har prøvet noget lignende, viser, at effekten er minimal. De sociale problemer forsvinder ikke, bare fordi man spreder folk til andre områder, eller fordi den arbejdsløse får en professor til nabo.

 

Ikke seriøs videnskab

Et centralt element i ”ghettoplanen” er listerne. Der skal hvert år den 1. december besluttes, hvem der nu skal på de fire lister: udsatte områder, ghettolisten, den hårde ghettoliste og infrastrukturlisten.

 

Listerne laves på baggrund af tal for arbejdsløshed, uddannelse, indkomst, kriminalitet og etnisk oprindelse. Det lyder sagligt og fornuftigt, men spørgsmålet er, om det giver mening at bruge tallene på den måde.

 

For det første bruges i nogle tilfælde gamle tal. Det gælder tallene for beskæftigelse

Der er en geografisk skævhed i tal for indkomst. I de store byer er det meget ”nemmere” at komme på listerne. Det skyldes, at indkomsterne sammenlignes med gennemsnittet for regionen.

 

Når det handler om kriminalitet, er det meget små tal, det handler om. Det giver ikke meget mening, at en enkelt dom skal have store konsekvenser som flytning af hundredvis af familier.

 

Det helt store problem er, at det ikke er klart defineret, hvad de geografiske grænser for ”ghettoen” er. Skal to nabobebyggelser regnes for et eller flere områder. Det giver muligheder for at manipulere med tallene og opnå det ”politisk ønskelige” resultat.

 

Vigtige politiske beslutninger om menneskeskæbner, retssikkerhed og byplanlægning flere årtier frem afgøres på baggrund af noget, der mere ligner spin end seriøs videnskab.

 

Sociale fællesskaber er tabere

Det skaber stor utryghed, når folk får at vide, at de måske skal flytte, uden at vide hvorhen. Der er mangel på udlejningsboliger i de fleste større byer. De billige boliger er dem, regeringen vil rive ned.

 

De sociale fællesskaber, som gennem årene er bygget op, bliver smadret, når folk bliver tvunget væk.

 

Beboerdemokratiet, som er så væsentligt for at skabe velfungerende boligområder, bliver ramt. De beboere, der bliver ramt af reglen om 40 procent almene familieboliger, får ikke meget indflydelse på resultatet. Og kan boligselskabet og kommunen ikke blive enige om en plan, er det i sidste ende folketinget, der skal gribe ind med en lov om statens overtagelse af en boligafdeling. Det kan blive en sag i Højesteret om fortolkning af grundlovens bestemmelser om ekspropriation.

 

Mange bliver ramt

Det er ikke kun beboerne i regeringens listebyggerier, der bliver ramt. Alle 1 million almene beboere bliver berørt på den ene eller anden måde. Folketingets flertal lægger sin klamme hånd på 10 milliarder, der måske kunne gøre mere gavn andre steder. Der er et behov for penge til omfattende renoveringer af almene boliger. Det gælder både betonbyggerier fra 70’erne og 50’ernes mere traditionelle boliger.

 

De samlede konsekvenser af ”ghettoplanen” kan blive alvorlig:

 

Der bliver færre almene boliger, færre penge i landsbyggefonden, færre renoveringer. Mange billige, men gode boliger forsvinder. Og så vil et stort antal almene boliger blive omdannet til ejerboliger eller privat udlejning.

 

Klimaet bliver taber

Når Landsbyggefonden støtter renoveringer, er der fokus på at sikre, at boligerne er sunde og i forsvarlig stand. Men egentlige forbedringer af standarden skal betales over huslejen. Skal der isoleres eller laves andre energibesparelser, skal lejerne betale. Det betyder, at mulighederne for at gøre bygningerne mere klimavenlige er begrænsede, som det er i dag. Der er ikke penge til det.

Der kan også være nogle overvejelser om, hvilken vej man skal gå. Skal vi renovere, eller skal vi vælge den mere radikale vej: nedrivning og nybyggeri.

 

Den bedste tilgang til dette er ”cirkulær økonomi”. Renovering er dyrt og besværligt, skaber affald og giver måske ikke den optimale løsning. Nedrivning og nybyggeri giver måske den bedste løsning, men skaber endnu mere affald og endnu mere energiforbrug og CO2.

 

Regeringen og folketingsflertallet har valgt den – for miljøet – ringeste og dyreste løsning. Først renovering og derefter nedrivning af de samme bygninger!

 

Det kan blive resultatet for de boligafdelinger på ”den hårde liste”, som for nylig har været igennem fysiske helhedsplaner. Folketinget vedtog en mulighed for såkaldt dispensation i disse tilfælde, men det får meget begrænset betydning. Der vil stadig skulle nedrives nyrenoverede boliger.

 

Forsøg på forhandlingsløsning

Det er kommunerne og boligselskaberne, der får ansvaret for at opfylde kravene i ”ghettoplanen”. Nogle kommuner har været meget fremme i skoene. Det gælder Århus, hvor kommunen – længe før planen var vedtaget – besluttede af nedrive 1000 almene boliger og samtidig frasælge arealer til privat byggeri. Dette skete helt uden at inddrage beboerne eller boligselskaberne, der naturligvis protesterede.

 

I Odense skete noget lignende, hvor et enigt byråd vedtog en plan for Vollsmose-området. Her skal 1000 boliger nedrives, privatiseres eller ”ommærkes” (dvs. ændres til ungdoms- eller ældreboliger). Der skal bygges 1.600 private boliger og laves en række vejanlæg gennem de grønne områder. Samtidig skal der laves en stor indsats for at løfte daginstitutioner, skoler, sundhed og beskæftigelse i området.

 

Det ser ud til, at ”ghettoplanen” har støtte blandt lokalpolitikerne, i hvert fald i Århus og Odense. I begge kommuner har Enhedslisten dog klart markeret deres modstand. I Odense dog samtidig med støtte til planen i håb om, at det viser sig, at den ikke bliver til noget.

 

Det viser sig at være vanskeligt at få vedtaget noget, der skulle gøre sådan en plan spiselig uden samtidig at svække modstanden.

 

Lokal modstand

Nu er planen vedtaget i Folketinget. Der har været en del protester i form af ”almen modstand” med demonstrationerne. Det har slet ikke været nok til at sætte en stopper for vedtagelsen. Men det kan blive starten på en organisering af græsrødder blandt almene lejere. Næste skridt kan være, når kommuner og boligselskaber skal i gang med at udarbejde lokale planer. Det kan sætte gang i protesterne frem til næste fase: flytninger, nedrivninger og byggeri. Det gælder om at holde gryden i kog.

 

De politiske krav må fastholdes: Væk med listerne, styrk demokratiet, stop for nedrivning og salg af almene boliger.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com