1. Imperialismen på kort og langt sigt i en ny ramme
2. Når de imperialistiske borgerskaber bliver løsrevet fra politik
3. Nye former for fascisme
4. Nye imperialismer i svøb
5. Kapitalistisk vækst og økologisk krise
6. En verden med permanente krige
7. Supermagtens begrænsninger
Det kaos, som de klimamæssige forandringer forårsager, er en ny strukturel situation, der skyldes opvarmning af atmosfæren, og som er menneskeskabt (eller rettere skabt af kapitalismen). På samme måde synes det nuværende geopolitiske kaos også at være en ny strukturel situation forårsaget af den kapitalistiske globalisering og af beslutninger truffet af det traditionelle imperialistiske borgerskab. Der er virkelig tale om kaos, og dets rødder er dybe.
I hvert fald siden 2003 [se resolution fra Fjerde Internationales verdenskongrea 2003] har vi forsøgt at gennemskue konsekvenserne af den kapitalistiske globalisering inden for alle områder, men i dag er det nødvendigt at analysere årsagerne til det geopolitiske kaos og dynamikken i den øjeblikkelige krise på en mere systematisk måde, samt at opdatere vort nødvendige svar på en verdenssituation, som på mange måder er ny. Disse noter tilsiger at adressere disse spørgsmål for at opmuntre og gøde kollektiv tænkning. De gør ikke krav på at være udtømmende – andre elementer bliver behandlet i andre tekster forfattet af andre kammerater. Noterne bygger i mange tilfælde på gammelkendte analyser, men de forsøger at fremme en diskussion af disses konsekvenser: Vi må ikke stille os tilfredse med at gentage, hvad vi tidligere har sagt. Af denne grund, selv hvis det indebærer risikoen for at oversimplificere komplicerede virkeligheder, koncentrerer disse overvejelser de øjeblikkelige – ofte uafsluttede – udviklinger for at betone, hvad der synes at være nyt.
Imperialismen på kort og langt sigt i en ny ramme
De oprindelige diskussioner om imperialismen går tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, hvor dannelsen (i Vesten) af nationalstaterne og de koloniale imperier blev afsluttet – og til den imperialistiske krig, der tilstræbte at ændre denne opdeling af verden [Første Verdenskrig]. Alle definitioner af imperialismen, som blev udarbejdet på dette tidspunkt, afspejler denne geopolitiske sammenhæng. De kan tjene som nyttige ”målestokke” (herunder som et grundlag for at måle forandringerne), men bestemt ikke som en endelig ”definition”.
Revolutionerne, der fulgte efter Første og Anden Verdenskrig, vendte op og ned på denne geopolitiske ramme, med et nyt og mere sammensat billede med modsætninger af revolution og kontrarevolution, Øst- og Vestblokke (som ikke var identisk med den tidligere modsætning), afkolonialisering og zoner af indflydelsessfærer, intern kamp mellem bureaukratier (Sovjet/Kina) og imperialistiske lande inden for denne ramme.
Sovjetunionens sammenbrud og dernæst Kinas indtræden i den kapitalistiske verdensorden ændrede igen situationen. Dette vil vi vende tilbage til. Den pointe, jeg her vil understrege er, at den ”organiske udvikling” af kapitalen ikke forklarer alt, langt fra. Ydre faktorer spillede en langt mere afgørende rolle i reorganiseringen af verden. Det er nødvendigt at tage højde for dette for at forstå de valg, som de imperialistiske borgerskaber traf efter Sovjets sammenbrud i 1991 (den kapitalistiske globalisering).
I denne periode (fra 1990’erne til i dag) skete der også en temmelig radikal forandring. Til at begynde med optrådte de (traditionelle) imperialistiske borgerskaber og stater som sande erobrere, med indtrængen på markederne i Øst, interventionen i Afghanistan (2001) og Irak (2003) og så videre. Så kom der militær stagnation, finanskrisen, fremvæksten af nye magter (Kina), de arabiske revolutioner osv., som til sammen førte til tab af geopolitisk initiativ og kontrol. Washington reagerer i dag mere med brandslukning end med planlægning af, hvorledes man gennemtvinger sin egen orden. Vi har behov for at vurdere forbindelsen mellem ændringerne efter 1998 (den lange bane) og den seneste vending, der tog form fra midten af 2000-tallet (den korte bane), således at vi kan skelne mellem, hvad der er konjunkturelt, og hvad der er strukturelt i den øjeblikkelige situation.
Når de imperialistiske borgerskaber bliver løsrevet fra politik
Udgangspunktet er, at de imperialistiske borgerskaber efter nedsmeltningen af Sovjetunionen troede, at de var blevet frie til at realisere deres drøm; nemlig et verdensmarked med ensartede regler, som ville tillade dem at anvende deres kapital efter behag. Konsekvenserne af den kapitalistiske globalisering skulle dog vise sig at blive meget dybe – med deraf følgende udviklinger, som disse borgerskaber i deres glædesrus ikke havde lyst til at tænke nærmere over.
- Det klassiske skema for forholdet mellem Nord og Syd eller Center og Periferi (Nord eksporterer færdigvarer og Syd råvarer) blev ændret totalt, da hele kæder af produktionsfirmaer blev internationaliserede, og Syd blev den største eksportør af industrielle produkter (især i Asien: Kina som ”verdens værksted”). Selv om ”centerets” dominans fortsætter med andre midler (højteknologi, US-dollarens særstatus, finansialiseringen [finanskapitalens voksende betydning på verdensplan], USA´s militære styrke osv.), så har disse forandringer åbenlyst haft en mærkbar indvirkning på arbejderbevægelsen, men også for de imperialistiske borgerskaber: ændringerne bidrager til at reducere betydningen af disses oprindelseslande og letter deres frigørelse fra politikken.
- Dannelsen af et ”standardiseret” verdensomspændende marked indebærer netop en løsrivelse fra politik. De ”tilpassede former” for borgerskabets dominans, som er dannet gennem de enkelte lande og områders specifikke historie (den europæiske form for historisk kompromis, den latinamerikanske form for populisme, den asiatiske form for statslig intervention, formerne for populistisk omfordeling i forskellige varianter osv.) bliver gradvist gjort illegale, fordi de alle udgør specielle forhold til verdensmarkedet og dermed skaber forhindringer for den frie udfoldelse af imperialistisk kapital. Imidlertid fører denne opgivelse af ”skræddersyede” former for dominans nødvendigvis til legitimitetskriser, og gør det endog umuligt at regere, især når aggressive nyliberale politikker i et stigende antal lande flænser den sociale sammenhængskraft. Det slående er, at det imperialistiske borgerskab ikke synes at bekymre sig om dette, så længe deres tilgang til råstoffer, produktionscentre, infrastruktur og kommunikationsmidler osv. forbliver sikre. Tilbage i imperialismens tidsalder var det nødvendigt at sikre stabiliteten af de koloniale besiddelser – og også senere (om end i en mindre udstrækning) under den kolde krig af indflydelsessfærerne. Lad os slå fast, at i dag er sikkerhedsaspektet meget forskelligt afhængigt af øjeblikket og stedet. Der er en ændring i forholdet til geografien. Vi kan sige, at selv om staterne fortsætter med at støtte ”deres” multinationale, så føler disse sig ikke længere afhængige af deres oprindelseslande: forholdet er mere ”asymmetrisk” end nogensinde tidligere.
- Forholdet til geografien ændres, og dermed også til staten. Regeringerne deltager således f.eks. ikke længere i industrielle projekter i større skala (se f.eks. udviklingen af atomkraft gennem et årti i Frankrig) eller af sociale infrastrukturer (uddannelse, sundhed osv.). De må derimod bidrage ved at etablere fælles regler for kapitalens mobilitet, åbning af alle sektorer for dens appetit (sundhed, uddannelse, pensioner osv.), afskaffelse af sociale rettigheder og ved at holde befolkningen lydig. En statsleder er i dag blot en simpel overtjener. Naturligvis er nogle lande mere lige end andre og USA tillader sig ting, som de ikke billiger andre steder. Den amerikanske stat fastholder verdensomspændende magtfunktioner, som andre ikke længere har – eller ikke længere har midlerne til at opretholde.
- Kapitalistisk globalisering fører således til kriser af forskellige årsager, hvoraf én optager en fremtrædende plads: En klasse kan ikke gennem længere tid dominere en samfund uden sociale mellemled, kompromisser og legitimitet (med historiske, sociale, demokratiske, revolutionære eller andre rødder). I det hellige navn af kapitalens frie bevægelighed bortkaster de imperialistiske borgerskaber århundreders erfaringer med håndteringen af denne dominans; men finansmandens drøm kan ikke virkeliggøres. I sidste ende fører den til en permanent krisetilstand. Dette er allerede tilfældet i hele regioner.
- Det specifikke ved den globaliserede kapitalisme er således, at den synes at indebære krisen som en permanent tilstand: Denne får en status der svarer til ét af elementerne i den kristne hellige treenighed, som en integreret del af det nye system af overordnet dominans på verdensplan. Hvis dette er tilfældet, er det nødvendigt grundlæggende at ændre vores forståelse af ”krisen” som et bestemt øjeblik mellem lange perioder med ”normalitet” – og vi er endnu ikke færdige med at vurdere dette og har heller ikke til fulde gennemlevet konsekvenserne.
Nye former for fascisme
En af de første konsekvenser af den kapitalistiske globaliserings fænomenale destabiliserende kraft er den spektakulære fremvækst af nye former for fascisme med et (potentielt) massegrundlag. Nogle antager relativt klassiske former, som ”Gyldent Daggry” i Grækenland, der placerer sig selv blandt de nye fremmedfjendtlige og indentitetsbaserede reflekser. Men det nye fænomen, som er fremherskende, er gennemslaget af fascistiske strømninger, som bygger på religion (og ikke længere den trefløjede altertavle med folk/stat, race og nation). De opstår med udgangspunkt i alle de ”store” verdensreligioner (kristendom, buddhisme, hinduisme osv.). De udgør nu en betydelig trussel i lande som Indien eller Sri Lanka. Den muslimske verden har altså ikke monopol på dette område, men det er helt sikkert, at fænomenet har fået en bestemt international dimension med bevægelser som Islamisk Stat eller Taliban (se situationen i Pakistan) og andre netværk, der er mere eller mindre formelt sammenbundne fra Marokko til Indonesien og endog (måske kun potentielt?) til det sydlige Filippinerne.
Man kan diskutere definitionen af begrebet fascisme. Disse bevægelser er ikke organisk forbundne til ”storkapitalen” på samme måde som i Nazityskland, men de udøver en fascistisk type af terror, også i dagligdagen. Hvor de eksisterer, udfylder de fascismens ”politiske niche” – og de skaber nye politiske problemer (for vore generationer) af antifascistisk modstand i stor skala.
Begrebet politisk Islam dækker over et bredt spektrum af strømninger, som ikke alle tilhører den samme kategori, langt fra. Men for ikke så længe siden opfattede en væsentlig del af den internationale radikale venstrefløj det sådan, at fremvæksten af islamisk fundamentalisme (som Taliban) havde en progressiv og antiimperialistisk karakter. Imidlertid repræsenter den, selv når den konfronterer USA, en skræmmende kontrarevolutionær kraft. Belært af erfaringerne er sådanne strømninger på venstrefløjen blevet mere sjældne i dag, men ”to-lejr”-opfattelsen eksisterer stadig på dette område som en pavlovsk refleks: Man stiller sig f.eks. tilfreds med at fordømme imperialistisk intervention i Irak og Syrien (som afgjort er en nødvendighed), men undlader at fortælle, hvad Islamisk Stat repræsenterer og opfordrer ikke til at bekæmpe dem.
Denne holdning forhindrer os i klart at formulere målene for solidariteten i sin helhed. At udpege imperialismens historiske ansvar, interventionen i 2003, de uudtalte mål for den øjeblikkelige intervention, samt at fordømme ens egen imperialisme er ikke tilstrækkeligt. Det er nødvendigt at gennemtænke de konkrete solidaritetsopgaver ud fra de ramte befolkninger og kæmpende bevægelsers synspunkt. Lad os tage et kontroversielt eksempel: Ud fra dette synspunkt kan man være mod den imperialistiske intervention og for, at vore regeringer leverer tunge våben til de kurdiske styrker – dette som svar på gentagne og insisterende opfordringer fra de kurdiske organisationer: Hvorfor skulle vi nægte dem det? Jeg ønsker ikke at søge ly bag et autoritativt argument, men jeg synes at en tekst, som Leo Trotskij skrev i maj 1938 virkelig er interessant i forhold til vore tidligere debatter (fx om Malvinerskrigen [ofte kaldet Falklandskrigen]) og også i forhold til de aktuelle diskussioner.
Nye imperialismer i svøb
Det traditionelle imperialistiske borgerskab troede efter 1991, at de ville gennemtrænge markederne i de tidligere såkaldte ”socialistiske” lande, således at de på en naturlig måde ville kunne underordne dem – og stillede sig selv spørgsmålet, om NATO stadig havde en funktion overfor Rusland. Denne forestilling var ikke helt absurd, som det viste sig med Kina ved vendingen i 2000 årtiet og gennem betingelserne for Ruslands optagelse i WTO (yderst gunstige for den internationale kapital). Men det skulle vise sig at gå anderledes – og dette synes ikke oprindeligt eller alvorligt at være opfattet som en mulighed af de etablerede magter.
I Kina blev et nyt borgerskab dannet inde i landet og af regimet, hovedsageligt gennem ”borgerliggørelsen” af bureaukratiet, hvor dette forvandlede sig selv til en besiddende klasse gennem mekanismer, som vi kender godt . Det blev således gendannet med udgangspunkt i uafhængighed (arven fra den maoistiske revolution) og ikke som et borgerskab, der fra starten var organisk underordnet under imperialismen. Er Kina en ny imperialisme? Som med forståelsen af fascismen, er det nødvendigt at beskrive, hvad man forstår ved imperialisme i sammenhæng med den moderne verden. For mit vedkommende bruger jeg formuleringen imperialisme under opbygning (uden sikkerhed for, at dette udtryk slår igennem) [se Pierre Roussets artikel om Kina her]. Det er indtil videre tilstrækkeligt at sige, at Kina er blevet en kapitalistisk magt for at indse, at geopolitikken i den nuværende verden adskiller sig markant fra for halvtreds år siden. Vi vil vende tilbage til denne pointe i rapporten om situationen i Østasien.
BRIKS-landene [Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika] har prøvet at spille sammen på verdensmarkedet uden større succes. Landene, som udgør denne skrøbelige ”blok”, er ikke alle rykket op i samme division. Kina håber at kunne spille med i den øverste. Rusland, der også er medlem af Sikkerhedsrådet og officielt besidder atomvåben, ønsker også dette; men har langt mere begrænsede midler. Brasilien, Indien og Sydafrika kan sandsynligvis kvalificere sig som under-imperialismer – et begreb der går tilbage til 1970’erne – og regionale politibetjente, men med en bemærkelsesværdig forskel: De nyder nu fordel af en langt større frihed til at eksportere kapital end i fortiden. Se ”det store Spil” [begrebet stammer oprindeligt fra rivaliseringen mellem det britiske imperium og Rusland om herredømmet i Centralasien frem til Første Verdenskrig] der er begyndt i Afrika med konkurrence mellem USA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Indien, Brasilien, Sydafrika, Kina osv..
Her kommer to konklusioner:
- Konkurrencen mellem kapitalistiske magter er genopstået især med Kinas fremfærd, men også i forhold til Rusland i Østeuropa. Dette udgør tydeligt konflikter mellem kapitalistiske magter, og adskiller sig således kvalitativt fra den foregående periode. Tidligere – uden derved at underlægge os Beijings diplomati – forsvarede vi Folkerepublikken (og dermed revolutionens dynamik) mod den imperialistiske alliance mellem USA og Japan – og var i den forstand på Kinas side. Vi vil se (i rapporten om Asien), i hvilken udstrækning den regionale geopolitik er ændret, hvilket for os indebærer en anderledes ”anti-lejr”-position.
- Mere generelt, når det drejer sig om bevægelighed af kapital, kan borgerskaberne (selv underordnede) og transnationale firmaer fra ”Syd” udnytte de regler, som efter 1991 blev udviklet af det traditionelle imperialistiske borgerskab, til deres egen fordel, hvilket gør konkurrencen på verdensmarkedet mere kompleks end tidligere.
Kapitalistisk vækst og økologisk krise
Genetableringen af den kinesisk-russiske blok som en del af verdensmarkedet har tilladt en enorm kapitalistisk ekspansion, der er grundlaget for det imperialistiske borgerskabs optimisme. Den er også grundlaget for en dramatisk acceleration af den økologiske krise. Jeg ønsker ikke at udbrede mig om dette spørgsmål, men vil blot understrege:
- Det er umuligt i denne sammenhæng blot at rejse spørgsmålet om en reduktion af drivhusgasserne i Nord – det må nødvendigvis også stilles i Syd.
- Betalingen af den økologiske gæld i Syd må ikke favorisere den kapitalistiske udvikling på verdensplan eller gavne de vestlige-japanske transnationale, der er etableret i Syd, eller Syds egne transnationale (som den brasilianske agro-industri), fordi det så ikke ville ændre noget, men blot føde stadig flere sociale og økologiske kriser.
- Der vil altid eksistere et behov for ”Nord-Syd” solidaritet, for eksempel til forsvar for ofre for klima-kaos. Imidlertid er det, ud fra de folkelige klassers synspunkt, mere end nogensinde fælles ”anti-system”-kampe, der nu står på dagsordenen i forholdet mellem Nord og Syd: Det vil sige en fælles kamp for anti-kapitalistiske alternativer, og en anden tilgang til udvikling i ”Nord” og ”Syd” (Jeg sætter anførselstegn overalt, fordi både ”Nord” og ”Syd” i dag er så uensartede, at disse begreber kan virke vildledende).
- Hvis udgangspunktet er socio-økologisk kamp ”for at forandre systemet, ikke klimaet”, vil det bygge på sociale bevægelser mere end på specifikke koalitioner om klimaet. Jeg tror, at det således igen vil være nødvendigt at diskutere forholdet mellem disse to. Hvis vi ikke ”økologiserer” den sociale kamp (med forankring i, hvad der kan opnås gennem bonde- eller bykampe), vil den numeriske vækst af ”klima”-mobiliseringerne forblive et overfladisk fænomen.
- Virkningerne af klima-kaosset kan allerede mærkes, og ofrenes organisationer, forsvaret af dem og deres selvforsvar er også en del af grundlaget for den økologiske kamp. Effekten af supertyfonen Haiyan i Filippinerne oversteg i sit omfang det, som vi var blevet advaret om. Forudsigelserne om fremtiden er blevet en del af nutiden. Dette har destabiliserende konsekvenser, der rækker langt ud over de direkte berørte områder og forårsager en kæderektion af spændinger (se flygtningene fra Bangladesh og de konflikter, der er opstået med Indien omkring dem).
En verden med permanente krige
Det er min formodning, at vi ikke bevæger os mod en Tredje Verdenskrig i stil med den Første og den Anden, fordi det ikke drejer sig om konflikter om en territoriel opdeling af verden i den forstand, som det var tilfældet i fortiden. Men de faktorer, der fremkalder krige, er meget dybe og varierede: nye konflikter mellem magter, konkurrencen på verdensmarkedet, tilgangen til ressourcer, nedbrydningen af samfund, fremvæksten af nye fascismer – der undslipper deres skaberes kontrol, kædevirkninger af klimakaos og andre humanitære kriser i stor målestok.
Dette betyder, at vi nu har bevæget os op på et niveau med en verden i permanente krige (i flertal). Hver enkelt krig må analyses for sig selv. Vi har imidlertid et behov for faste ”pejlemærker” for at kunne holde kursen i en meget kompleks geopolitisk situation: klasseuafhængighed, mod imperialisme, militarisme, fascismer og væksten af ”anti-solidariske” indentitetsbaserede bevægelser (racistiske, islamofobiske og anti-semitiske, fremmedfjendtlige, kastebaserede, fundamentalistiske osv.).
I denne sammenhæng er arven fra lejrtænkningen særlig farlig. Den leder til opslutning til et regimes lejr (Assad osv.) mod en stor del af befolkningen eller en kapitalistisk magt (i Østasien, hos USA pga. den kinesiske trussel eller hos Kina pga. den amerikanske trussel) (hos Rusland eller Vesten i tilfældet Ukraine). Hver gang vi prisgiver nogle af ofrene (som er endt på den forkerte side), giver vi næring til aggressiv nationalisme og en ophøjelse af de grænser, der er nedarvet fra ”blokkenes” tidsalder, netop når vi må nedbryde dem.
Vi forbliver denne tidsalders arvinger, mere end vi tror. Når vi i Frankrig taler om Europa, mener vi rent faktisk EU eller i bedste fald et udvidet Vesteuropa – og det er inden for denne ramme, vi udarbejder vore alternativer. Men Europa er også Rusland, og alternativer må gennemtænkes, der inddrager begge sider af den russisk-vesteuropæiske grænse (og tilsvarende begge sider af Middelhavet). Dette spørgsmål er særligt vigtigt for det eurasiske kontinent, fordi det er det eneste, der samfundsmæssigt er blevet formet af revolution/kontrarevolution og konfrontationen mellem ”blokkene” under den kolde krig.
Supermagtens begrænsninger
USA forbliver verdens eneste supermagt – og alligevel taber den alle krige, som den deltager i, fra Afghanistan til Somalia. Det er dybt overraskende! Fejlen ligger sandsynligvis indbygget i den nyliberale globalisering, der forhindrer landet i (gennem alliancer med lokale eliter) at konsolidere midlertidige militære gevinster.
Det er måske også en konsekvens af privatiseringen af hærstyrkerne, hvor private firmaer af lejesoldater spiller en voksende rolle, såvel som ”ikke-officielle” enheder i tjeneste hos private interesser (store firmaer eller familier osv.). Det er helt sikkert, at staten ikke er, hvad den plejede at være.
Det, som også gør sig gældende, er, at denne magt, uanset hvor super den er, ikke har midlerne til at gribe ind hvor som helst i en situation med strukturel ustabilitet. Den har behov for sekundære imperialismer for at bære byrderne. Men opbygningen af en europæisk imperialisme er ikke vellykket. Frankrig og Storbritannien har kun meget begrænsede kapacitet; Japan mangler stadig at bryde den folkelige modstand mod en total gen-militarisering.
Krige er således kommet for at blive og med mangeartede ansigter. Vi bliver således igen nødt til at sætte os ind i, hvorledes de bliver gennemført, især når det drejer sig om folkelig modstand, for bedre at få indsigt i kampens betingelser, den virkelige situation, de konkrete behov for solidaritet osv.
Den som siger krige må i samme åndedrag sige anti-krigs bevægelser. Da krigene er meget forskellige fra hinanden, er etableringer af anti-krigsbevægelser i synergi med hinanden ikke en let opgave. Positionen i (Vest-)Europa på dette spørgsmål giver anledning til pessimisme, i den forstand at ”lejrtænkningen” har virket nedbrydende på og medført impotens hos de vigtigste kampagner på dette område. Men det forekommer mig, at der er anti-krigsbevægelser, især i Asien – og i Eurasien, som ved at overskride grænserne fra blokkenes tidsalder vil kunne fokusere på dette spørgsmål.
Pierre Rousset har i mange år været medlem af Fjerde Internationales ledelse og er aktiv i det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA). Oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund