Genopbygning af en socialistisk venstrefløj i USA forudsætter først og fremmest, at man forstår det fulde omfang af den sociale nedtur og krisen i samfundet, skriver tre aktivister fra den socialistiske organisation Solidarity. Her analyserer de venstrefløjens muligheder i en tid med hårde angreb, men også spirer til modstand.

af David Finkel, Susan Schmitt og Greg Chern

Siden 1970’erne er formue- og indkomstuligheden vokset støt og har nu nået et niveau, vi ikke har set siden den store depression. Reallønnen er fortsat stagnerende eller faldende, mens massiv gæld "under overfladen" knuser husejere og universitetsstuderende. Siden krisen i 2008 er jobskabelsen koncentreret uforholdsmæssigt i lavtlønsstillinger med uforudsigelige arbejdstider, der især forårsager stress og angst for arbejdere, der søger at drage omsorg for deres familier. Oven i den ustabile beskæftigelsessituation yder cirka 20 procent af os ubetalt pleje til en ældre voksen, og mange af os kæmper med fysiske eller psykiske problemer uden tilstrækkelig sygesikring.

Mens vi står over for overvældende økonomiske og personlige udfordringer skrumper vores netværk, og fællesskaber går i opløsning. Masseindespærring og udvisning har destabiliseret mange fattig- og arbej-derkvarterer. De cirka 2,4 millioner mennesker, der i øjeblikket er bag tremmer, forårsager især et massivt sammenbrud i afrikansk-amerikanske familier og fællesskaber, der påvirkes uforholdsmæssigt meget af massefængslingerne. Samtidig har de mere end to millioner deportationer, der er gennemført under Obama-administrationen, ødelagt indvandrersamfund. Titusinder af børn af deporterede går nu en usik-ker fremtid i møde med udsigt til langsigtet adskillelse fra den ene eller begge forældre. Den neoliberale kværn, der producerer ”udvikling” i form af privatiseringer og yderligere fordele for de privilegerede, fra-tager hele lokalsamfund deres offentlige skoler og boliger, der er økonomisk overkommelige.

Den borgerlige politik har antaget stadig mere hæslige former, som næres af en giftig ideologisk cocktail bestående af grådighed, racisme, religion – og bjerge af ukontrollerede politiske udmeldinger – udtrykt i statslige love, der undertrykker vælgerne og fører til blandt andet lukkede abortklinikker, udbredelsen af "retten-til-arbejde-love” [som forbyder fælles overenskomster, o.a.]til nordlige stater (Michigan og Indiana) og endelig den gift, som Koch-brødrene [som ejer Koch Industries, USAs næststørste private firma og i stor stil finansierer reaktionære politikere, o.a.] og the American Legislative Exchange Council (se note udspreder. Byen Detroits konkurs med alle de fatale følger er den hidtil største konsekvens, men be-stemt ikke sidste.

Alt dette sker på baggrund af en voksende kaskade af lokale, nationale og globale miljøkatastrofer. Logik-ken og nødvendigheden af det kapitalistiske samfunds kapitalakkumulation og hvad der betragtes som "vækst" betyder, at systemet hverken kan eller vil standse miljøødelæggelserne. Hvis systemet ikke i tide bliver udfordret og væltet, vil miljøkrisen (reelt, flere kriser) accelerere, indtil den bliver en reel forhindring for "vækst". Og så vil de foranstaltninger, befolkningen kan blive pålagt, de midler, der vil blive brugt til at håndhæve dem, og udsigterne for den menneskelige civilisation, ikke være behagelige at tænke på.

Venstrefløjen har de analytiske redskaber til at forstå den kapitalistiske krises dybe rødder, og anvender dem i det store og hele rimelig godt. I princippet bør den sociale nedgang åbne muligheder for venstreflø-jen og udviklingen af en socialistisk politik. I kølvandet på den finansielle nedsmeltning i 2008-09 har »soci-alisme« fået endog meget høje stemmetal blandt unge. Vi kan med rimelighed sige, at millioner af men-nesker i USA oplever, at der er en generel krise, der ikke blot omfatter enkeltstående spørgsmål, og at de mærker, hvor kraftigt det påvirker deres eget liv, deres familier og deres fremtid.

Occupy-bevægelsen, masseprotesterne mod Keystone-XL-rørledningen og aktioner mod fracking, de hundredtusinder, der gik på gaden til klimamarchen den 21. september, mobiliseringerne i weekenden den 10.-13. oktober i St. Louis for at kræve retfærdighed for Michael Brown, og mange andre lokale store og små kampe viser, at folk ikke er tavse eller passive over for systemets utallige overgreb. Og den amerikanske befolknings dybe fjendtlighed imod endnu et militært eventyr begrænser heldigvis præsidentens og hans efterfølgers muligheder for på ny at indsætte "støvler på jorden" i Irak eller andre steder.

Dette potentiale skal imidlertid ses i forhold til den barske virkelighed, at venstrefløjen ikke selv har evnet at slå de stadige angreb tilbage hverken på arbejderklassen, afroamerikanere, indvandrersamfundet, de offentlige uddannelser, eller på sociale ydelser. Vores nuværende organisationer har hverken hver for sig eller til sammen nogen social eller politisk vægt. Vores lederskab har ikke kapacitet til at fungere som en autentisk "avantgarde" – ikke at forveksle med de ideologiske strømninger, der hævder at kunne udfylde denne rolle. Og problemet er selvfølgelig selvforstærkende, når det store lag af arbejdere og undertrykte folk ikke i særlig grad tiltrækkes af en venstrefløj, der hverken kan opnå store resultater for deres samfund eller sig selv.

Hvordan kan venstrefløjen rekonstruere sig og blive den kraft, der er nødvendig? I Solidarity er vi engageret i to opgaver, der gensidigt understøtter hinanden: at opbygge bevægelser og knytte dem sammen, og at forene resterne af venstrefløjen.

Fra begyndelsen har Solidarity understreget vigtigheden af en venstrefløj, der overalt hvor det er muligt, står sammen i handling og – i det omfang, der er enighed om de grundlæggende principper – slutter sig sammen i en socialistisk omgruppering, uden at kræve enstemmighed i udtalelser eller kunstig håndhævelse af "disciplin" på alle politiske spørgsmål. Vi har forsøgt at handle i overensstemmelse hermed, både når vi samarbejder om initiativer på venstrefløjen og i vores egen organisation. Det er vigtigt og nødvendigt, men på ingen måde tilstrækkeligt at nedbryde interne sekteriske barrierer på venstrefløjen i genopbygningen af en socialistisk venstrefløj.

Derfor er det nødvendigt, at vi opbygger sociale bevægelser, at vi tager dem alvorligt på deres egne be-tingelser. Efterhånden som massebevægelserne får fremgang, kan der udvikles ledelse og bevidsthed, der kan danne et solidt grundlag for en manøvredygtig venstrefløj.

Det lyder måske gammeldags, men vi mener, at arbejderbevægelsen stadig er nøglen. Hvis fagforeningernes generelle tilstand er chokerende svag i USA set med historiske briller, styrker det kun den barske kendsgerning: Svagheden ved arbejderklassens politik og organisering begrænser mulighederne for betydelige reformer, for slet ikke at tale om fundamentale forandringer.

Nu betyder det ikke, og har aldrig gjort det, at kampe som de sortes frigørelse, kvindebevægelsen, oprin-delige folks kampe eller enhver anden demokratisk kamp, skal "vente på arbejderklassen" eller holde igen med deres krav af frygt for at ødelægge en sagnomspunden "klasseenhed." Tværtimod er disse kampe i sig selv uundgåelige, progressive og demokratiske, og de kan have en katalysator-effekt på arbejderklassens sektorer. Der er aldrig i historien nogen, der har vundet rettigheder ved at vente på, at andre gør det for dem.

Der er dog et enkelt eksempel på en bevægelse, der har opnået betydelige gevinster i en politisk reaktionær periode: LGBT-kampen har sejret, særlig på ligestillingsområdet vedrørende retten til at gifte sig, og til en vis grad i forhold til bolig- og jobdiskrimination. Selvom der stadig er mange kampe forude, er det lykkedes at vende udviklingen til en langt mindre fjendtlig kultur mod LGBT-personer.

Ikke desto mindre er genoplivningen af en næsten døende arbejderbevægelse afgørende for en samlet strategi for seriøse reformer og genopbygningen af den socialistiske venstrefløj. Vores syn på "Et nyt stra-tegisk perspektiv på socialistisk arbejde i arbejderbevægelsen" er skitseret i det dokument, vi her offentliggør.

Uden at gå i detaljer, er det vigtigt at slå fast, at fagbevægelsen skal genopbygges, men at vi ikke forventer (eller ønsker), at den kommer til at ligne den organiserede arbejderbevægelse og dennes apparater, som den så ud 1940erne, 1950erne eller 1960erne. De enorme ændringer den amerikanske arbejderklasse og i arbejdets form samt de opgaver, den sociale krise stiller os overfor, kræver, at en rekonstrueret arbejderbevægelse er radikalt mere demokratisk, og at den har en dagsorden med en langt mere inkluderende social retfærdighed end i de forgangne årtier. Denne dagsorden skal dække spændvidden fra individuelt betalt sundhedspleje og forsvar for indvandreres rettigheder til en omlægning til vedvarende energi og miljømæssigt bæredygtig økonomi – tage kontrol over det system, der tvinger millioner af arbejdere til at vælge mellem enten at have et job eller en beboelig planet.

Den socialistiske venstrefløj må gøre det til sin opgave at synliggøre arbejderbevægelsens vision og enga-gere sig i det hårde arbejde med at få virkeliggøre den. Lærerstrejken i Chicago for to år siden var et eksempel på de muligheder, der er for at skabe en bevægelse, og hvordan bevægelserne spiller sammen med opbygningen af en venstrefløj. Strejken blev ført af en energisk ledet fagforening, hvor socialistiske aktivister spillede en vigtig rolle.

Når det lykkedes at vinde en begrænset sejr, skyldtes det, at Chicago Teachers Union (CTU) dannede en stærk alliance med forældrene, især i sorte og latino-boligområder, langt ud over, hvad de fleste fagfor-eningsledelser kunne drømme om. Det indebar ikke kun et positivt program for bedre uddannelse, men det forudsatte også – og det lykkedes at få – et aktivt engagement blandt lærerne på et niveau, som de fleste traditionelle faglige ledere ville anse for umuligt, unødvendig, ubelejligt, og faktisk truende.

Selv i dette tilfælde med en storslået kamp, er det nødvendigt at sige ”med alle forbehold”. Det var en defensiv strejke, hvor det kun delvist lykkedes at standse bølgen af skolelukninger og omstruktureringer, der kommer fra det destruktive samarbejde mellem "borgmester 1 procent", Rahm Emanuel, og præsident Obamas uddannelses-tsar, Arne Duncan. CTU-netværket CORE (Caucus of Rank-and-file Educators) havde løftet fagforeningen op på et højere niveau, trods svaghederne generelt hos den amerikanske arbejderbevægelse, blot at støde på en anden begrænsning: det udemokratiske politiske system i Chica-go. Blandt andet betød det, at CTU måtte se sig isoleret fra andre fagforeninger for offentligt ansatte og fra de ledelsen i andre af byens fagforeninger, der havde bundet sig til op på Emanuels valgmaskine. Alli-gevel blev der opbygget alliancer i boligområder med sorte og latinoer og på den byens venstrefløj, som via strejken fortsatte med at give et momentum, hvor formanden for CTU, Karen Lewis, kunne stå som en stærk udfordrer af Rahm [ved borgmestervalget i Chicago 24. februar 2015, o.a.]. Den venstrefløj, der opstod omkring hendes kampagne, håbede at vende nedskæringerne til en styrke for yderligere politisk organisering.

Som situationen udviklede sig, viste der sig nye barrierer og udfordringer som følge af arbejderbevægel-sens, de sociale bevægelsers og venstrefløjens generelle splittelse. Hvordan kan en fagforening forberede sig på offensivt at udvide sin politiske aktivitet, når den står isoleret og defensivt efter borgmesterens modoffensiv? Hvordan kan den bevare demokrati, engagement og den dagsorden, som CORE havde sat i fagforeningen, for social retfærdighed, når den skal optræde på den borgerlige politiks udemokratiske, eksklusive arena? Hvordan undgår den splittelse på venstrefløjen, når der skal være plads til de andre bevægelser i den samme flaskehals ved stemmeurnerne? De bevægelser, vi samarbejder med, kan ofte ende ud i konkurrence med hinanden om ressourcer, mediebevågenhed eller kapacitet, især i tider som den nuværende krise, hvor arbejderklassen bliver bedt om at "gøre mere med mindre”. Og sejre vundet af en organisations indsats, varer ikke i det lange løb, hvis organisationen arbejder isoleret. Dette indikerer nødvendigheden af, at en gendannelse af venstrefløjen skal have som perspektiv at nedbryde både materielle og ideologiske barrierer mellem bevægelser og socialistiske organisationer. Det kræver den fremtidige succes for enhver bevægelse.

Selvom Karen Lewis har trukket sig ud af valgkampagnen på grund af en alvorlig sygdom, må vi svare på disse spørgsmål, som er blevet rejst under hendes kampagne, og også af tilbageslagene for CTU efter strejken. Vi kan roligt regne med, at i en tid med statsdikterede nedskæringer vil fremtidige faglige kam-pe møde de samme begrænsninger og modspil.

Der er andre eksempler, som giver os glimt af endnu ikke afprøvede muligheder: potentialet for alliancer mellem Occupy-kræfter og Vestkystens havnearbejdere; fagforeninger, der støttede Peoples Climate March (måske en genoplivning af “Teamsters and Turtles Together” fra Seattle i 1999? [hvor arbejdere og miljøforkæmpere marcherede side om side imod WTO. o.a.]); det voksende antal deltagere i konferencen og ”Balla-demagerskolen”, som Labor Notes holder for aktivister i fagbevægelsen og andre bevægelser; og de to måneders mobilisering i Ferguson, Missouri, som har tiltrukket fagforeninger og høstet offentlig anerkendelse af en ny generation af sorte aktivister.

Solidarity søger veje til at komme i kontakt med kammerater, enten fra andre socialistiske organisationer elle ruafhængige, i projekter, som kan drive projekter af denne slags fremad. For eksempel deltager vo-res Økosocialistiske Arbejdsgruppe i det opmuntrende, relativt nye initiativ Change Not Climate Change (SCNCC), som opbygger en venstrefløjsprofil i miljøbevægelsen.

Vi undersøger, hvordan venstrefløjen, som er engageret i uafhængig politiske aktiviteter, kan bygge vide-re på de succeser, vi har set med Kshama Sawant/Socialist Alternative i Seattle, Howie Hawkins kampagne for guvernørposten I New York og andre Green Party-kampagner rundt om i landet, og det stærke ek-sempel i Jackson, Mississippi, der så tragisk blev slukket med Chokwe Lumumbas død.

Vi tror bestemt på muligheden, at en national kampagen kan opstå I 2016, som præsenterer et alternative til den sørgeligt reaktionære kandidater, som vi kan forvente blive nomineret hos Republikanerne og Demokraterne, men det er alt for tidligt at vurdere udsigterne herfor.

Vores egne og andres initiativer er, for at være ærlig, kun en begyndelse på det, som kræves for at sejle op imod den herskende klasses offensiv i såvel dens nyliberale som højreradikale udgave. Krisen er meget større, end vi er, og på den ene eller anden måde fører den frem til en social eksplosion. Vi kan ikke forudsige, om det i sidste ende vil komme til udtryk i en positiv form med massestrejker og nye bevægel-ser, eller i destruktive og reaktionære former som et udslag af håbløshed – men i et vist omfang vil det afhænge af, hvad vi gør nu.

Note: The American Legislative Exchange Council (ALEC) er en nonprofit organisation af konservative statslige lovgivere og re-præsentanter fra den private sektor, der på statsligt niveau udvikler og laver udkast til modeller for og lovgivning om fordelingspolitik blandt delstatsregeringer i USA. Deres motto er “Begrænset regering, frie markeder og føderalisme”.

Artiklen er oversat fra tidsskriftet New Politics (USA) af Charlotte Valløe.

Greg Chern, Susan Schmitt og David Finkel er medlemmer af Solidarity (USA).

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com