Antikrigsbevægelsen har indtaget meget modsatrettede holdninger til Putin-regimets invasion af Ukraine. Alle har det til fælles, at de kræver fred, men bag dette ord gemmer sig meget forskellige, ja modsatrettede holdninger.
af Gilbert Achcar
Der er på den ene side opfordringer til en betingelsesløs våbenhvile, som antyder, eller endda åbenlyst hævder, at NATOs medlemsstater bør tvinge ukrainerne til at stoppe kampene gennem et stop for yderligere våbenleverancer til deres forsvar.
Denne holdning, selvom den i nogle tilfælde kan udspringe af en autentisk pacifisme og en reel bekymring om at skåne menneskeliv, er ikke desto mindre yderst problematisk, fordi den ikke definerer betingelserne for den ønskede våbenhvile.
I henhold til antikrigsbevægelsens traditioner, og i de tilfælde, hvor et land har invaderet et andet, skal enhver opfordring til at standse kampene ledsages af kravet om, at angriberne trækker sig tilbage. Ellers kan man med rette mistænkes for at ville godkende erhvervelse af territorium med magt.
På den anden side står antikrigsaktivister, for hvem den højeste prioritet er modstanden mod den russiske invasion og støtte til ukrainernes ret til at kæmpe for befrielsen af deres territorium.
Selvom dette udgangspunkt bestemt er mere legitimt, fordi det tager parti for ofrene for aggressionen, kan det alligevel ende med at sætte barren for fred for højt. I nogle tilfælde er der endda ikke tale om en våbenhvile: Fred defineres på en måde, hvor det er en nødvendig betingelse, at russiske tropper trækker sig tilbage fra alle dele af internationalt anerkendt ukrainsk territorium, som ikke kun omfatter hele Donbas, men også Krim annekteret i 2014 .
Uanset hensigten bag denne holdning risikerer den at blive forvekslet med ukrainske ultranationalistiske hardliners.
Den risikerer også at komme i modstrid med flertalsholdningen i den europæiske og nordamerikanske offentlighed. Selv om man sympatiserer med ukrainernes kamp for at forsvare sig, så identificerer man sig ikke med en hårdhændet holdning, som sandsynligvis vil øge risikoen for at sætte det hele i brand, blandt andet med risikoen for en atomkrig, plus de knusende omkostninger i en tid med akut global økonomisk krise.
Hvordan definerer man så en demokratisk anti-imperialistisk antikrigsposition, både ægte pacifistisk og optaget af folks rettigheder?
En sådan holdning bør være inspireret af de samme parametre, som har bestemt antikrigspositionen over for tidligere invasionskrige i samtidshistorien, samtidig med at der naturligvis skal tages hensyn til den aktuelle situation på stedet.
I lyset af den igangværende invasionskrig i Ukraine bør en demokratisk antikrigs- og antiimperialistisk holdning omfatte følgende krav:
• Våbenhvile med tilbagetrækning af russiske tropper til deres stillinger den 23. februar 2022.
• Genbekræftelse af princippet om, at erhvervelse af territorium med magt ikke kan godkendes.
• Forhandlinger i FN-regi om en varig fredelig løsning, der bygger på folks ret til selvbestemmelse: indsættelse af blå hjelme i alle de omstridte områder, både i Donbas og på Krim, og FN-organiserede frie og demokratiske folkeafstemninger, herunder stemmeret til flygtninge og fordrevne personer fra disse territorier.
Den ukrainske venstrefløj bør også afklare sin holdning til vilkårene for at afslutte krigen, da den ikke ubetinget kan henholde sig til den ukrainske regerings synspunkt.
Når det er sagt, og med mindre der sker en politisk omvæltning i Rusland, som radikalt vil ændre situationen, er tilbagetrækningen af russiske tropper, selv blot fra de områder, der er erobret siden den 24. februar, i sig selv et meget vanskeligt mål at nå: Det forudsætter en større udvidelse af den ukrainske kontraoffensiv, med kvantitativt og kvalitativt øget støtte fra NATO-lande, og en styrkelse af det økonomiske pres, de samme lande lægger på Rusland.
Dette mål kunne opnås meget hurtigere og til meget mindre menneskelige og materielle omkostninger, hvis Kina – den eneste stat med afgørende indflydelse på Moskvas position, tilsluttede sig til denne indsats, som svarer til de folkeretlige principper, Kina fortsat påberåber sig: suverænitet og staters territoriale integritet, fredelig løsning af konflikter. Antikrigsbevægelsen bør lægge pres på Kina for at indtage denne holdning, og samtidig kritisere især Washington og Londons krigeriske linje overfor Beijing, som kun lægger gift såvel i forhold til dette formål som for verdensfredens sag.
4. december 2022
Oversat fra New Politics af Åge Skovrind. Her er også links til diskussion af Achcars indlæg.
Der er lukket for kommentarer.
Israel: Stadig flere nægter at melde sig til reservetjeneste 
Forudsætningen for en retfærdig fred – mere støtte til Ukraine 
Barbariet står igen i fuldt flor 
Vi skal kæmpe for selv de mindste forbedringer i hverdagen - og samtidig fastholde visionen om et helt andet samfund 
Kapitalismens undertrykkelse starter måske ved minoriteter, men den slutter med os alle Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)
Forbered udskrift
Send via email
Flot analyse og 3 fornuftige ‘slutbetingelser’ af en person, som tilsyneladende ikke har haft et godt forhåndskendskab til de forskellige fredstraditioner og derfor ikke nævner synspunkter fra den tradition startende med Fredrik Bajer og som bl.a. er basis i IPB, Kvindernes Internationale Liga og FN-Forbundet.