Læsetid: 7 minutter

Der er brancher, der for tiden skovler ind med penge, og så er der andre, der er ved at gå fallit. Lad falde, hvad ikke kan stå, hedder det jo, blandt liberalister. De, der bliver stående, mangler intet, og de bliver kun rigere. Så er der dem, der lever af at sælge deres arbejdskraft, eller måske har en lille forretning eller en mindre virksomhed – mange af dem er truet på levebrødet. Er de heldige, kompenseres de i varierende grad. Men også det er en stakket frist. For forude venter nye kriser. Her er et par nedslag i brancher, der lever fedt af de aktuelle kriser.

 

Energi

Ikke overraskende er det olie- og naturgasselskaberne, der scorer de største profitter på den krise, der er opstået under og efter coronaen og invasionen i Ukraine. I de første måneder efter invasionen i Ukraine steg omsætningen for de fem største selskaber med 430 mia.. kr. Siden er det ifølge Guardian 21. juli gået endnu mere opad, og nu er omsætningen ca. 13 mia. kr. – om dagen.

 

De høje energipriser har skruet inflationen voldsomt op, renterne ligeså, og så er den onde spiral godt i gang med at ødelægge økonomien for mange. Borgerlige økonomer har elles bildt sig selv og befolkningen ind, at renterne ikke kunne stige, og megen planlægning (fx Femern Bælt) og budgettering baserer sig derpå. Muligheden for at prisstigningerne vil udløse social uro og politiske tilbageslag, er reel. Oliekrisen i 70’erne skabte så megen uro, at der kom en neoliberal reaktion, anført af Thatcher og Reagan. Dét døjer vi fortsat med.

 

De høje energipriser har om ikke sat den grønne omstilling i stå, så dog ned i gear: “Det er der ikke råd til lige for tiden.” Historieløse og uvidende tilhængere af atomkraft vejrer morgenluft. Nedlagte kulkraftværker genstartes.

 

EU-landene skal, som vanligt, nok klare sig gennem krisen, om end med besvær. De senere års milde vintre hjælper til. Værre er det med de millioner af mindrebemidlede, der bor i utætte boliger; de får det slemt. “Eat or heat,” som de siger i England, for ikke alle lande vil eller kan kompensere deres borgere for olieselskabernes grådighed.

 

Måske mener Ursula von der Leyen det, når hun siger, at Kommissionen vil lægge loft over energi-priserne. Afgørende er det, om pengene tages fra energiselskabernes profitter, eller fra de slunkne statsbudgetter, hvor militæret som sædvanlig er fredet.

 

Den svenske venstrefløj vil frakoble elprismarkedet fra det dyrere europæiske. I Frankrig er der lagt loft over energiprisen, mens regeringerne i Spanien og Portugal har adskilt el- og gaspriserne, hvilket giver en mere fair fordeling af omkostningerne.

 

EU har i kraft af flere ressourcer og bedre organisering adgang til naturgas fra Algeriet og LNG (liquefied natural gas – naturgas, der er gjort flydende ved nedkøling til minus 162 grader) fra USA og Qatar relativt gode muligheder. Disse forhold kan medvirke til, at energipriserne falder i den kommende tid. Benzinprisen er nu 1-2 kroner lavere, sammenlignet med først på sommeren.

 

Energikrisen handler også om ulighed. Udenfor Europa står det slemt til. Mangel på energi, hvede, kunstgødning – sådan opstår nye flygtningestrømme, der søger hen, hvor der er mad og arbejde: FN’s generalsekretær appellerer om at hjælpe de mest sårbare. Fint nok, men mon Shell, BP og de andre har tænkt sig at dele ud af deres rigdomme til de hårdest ramte i fx Nigeria?

 

Fødevarer

På blot få måneder er smør steget med 32 procent, pasta og oksekød med 28, mælk, mel og gryn med 23 og kaffe med 21 procent. Prisstigninger, der kan slå bunden ud af et almindeligt husholdningsbudget. Det hele vil koste ca. 10.000 kr. ekstra om året, ifølge Arbejdernes Landsbank, der har sammenlignet med sidste års priser. Oveni kommer så energipriser, der er dobbelt så højre.

 

De fleste prisstigninger skyldes først coronaen, og siden krigen i Ukraine. Sidstnævnte satte en brat stopper for Ruslands og Ukraines korneksport – verdens største og fjerdestørste eksportører af hvede, solsikke samt kunstgødning. Blot to uger efter invasionen steg hvedeprisen med 20 procent på kornbørsen i Paris.

 

Forude venter store prisstigninger på de grøntsager, frugt og pastaer, vi importerer fra Sydeuropa, hvor sommerens langvarige tørke har ødelagt høsten flere steder, især i Italien. Og mange dansk- dyrkede grøntsager vil der være færre af, fordi det er for dyrt at opvarme drivhusene. Den billigste mad vil antagelig være det, der dyrkes på friland: rodfrugter.

 

Det er ikke bønder og gartnere, der scorer gevinsten, men mellemhandlere, transportbranchen og butikskæderne. Dansk Landbrugs Grovvareselskab (DLG) fordoblede sit overskud fra 350 millioner kr. i 2019 til 733 millioner kr. i 2021, mens egenkapitalen i samme tidsrum blev forøget fra 6 til 7,3 mia. kr.

 

Prisstigninger på foder, gødning og energi smitter naturligvis af på Arlas omsætning, der er steget fra 40 mia. kr. i første halvår af 2021 til 48 mia. kr. i år. Oveni kommer et fald i mælkeproduktionen, blandt andet fordi der slagtes flere malkekøer end tidligere – det er med til at holde mælkeprisen oppe.

 

Transportbranche med volumensyge

Transportbranchen har gyldne tider. Mærsk fx skummer fløden fra de opskruede fragtrater, der blandt andet skyldes flaskehalsproblemerne efter coronaen samt manglende kapacitet i containerhavnene, kloden rundt. I første halvdel af 2022 tjente Mærsk 117 mia. kr. – mod 121 mia. kr. i hele 2021. Det samlede resultat for i år ventes at blive ca. 270 mia. kr. – med 100 mia. kr. til, aktionærerne.

 

I de sidste to år er der brugt ca. 50 mia. kr. på opkøb af transport- og logistikvirksomheder for at få kontrol over hele transportkæden – fra producent til virksomheder, butikker og private. For 20 mia. kr. anlægges en havn i Brasilien, mens der anlægges pakhuse i Tyskland, Dubai, Egypten, USA og her i landet. Der købes virksomheder udenfor det vante forretningsområde fx Unilabs, der med 200 laboratorier i Europa, Mellemøsten og Latinamerika er førende inden for epidemisk testudstyr. Forudseende, for Mærsk ved godt, at der kommer flere epidemier og pandemier.

 

ATP og andre pensionskasser, der har aktier i Mærsk, spørger, om de mange opkøb også er rentable. Bekymringen er reel. Købet af containerrederiet P&O i 2006 for 18 mia. kr. gav Mærsk en solid øretæve, da finanskrisen kom to år efter.

 

Den højkonjunktur, der opstod med coronaen, er ved at aftage. Det er coronaens følgevirkninger dog ikke, og da slet ikke, når de kombineres med de udfordringer, krigen i Ukraine har skabt.

 

Coroaen førte i Kina til lukning af containerhavne, skærpet test af de chauffører, der kører containerne til/fra havnene og flaskehalse i USA’s og Europas havne. Det har givet forlænget ventetid for at kunne laste og losse skibene. Mærsk har ikke været sen til at lægge ekstra afgifter på.

 

Den begyndende normalisering af fragtmarkedet giver faldende rater, og rederne kan se frem til lavere indtjening – samtidig med at opkøbene skal forrentes. Oveni kommer så øget uro blandt transportarbejderne. Forleden lammede 60.000 amerikanske jernbanearbejdere den indenlandske godstransport. Havnene i Liverpool, Felixstowe og ved den tyske Nordsøkyst har været ramt af punktstrejker på grund af stigende leveomkostninger og forringede arbejdsforhold.

 

Risikoen for et fald i verdensøkonomien er latent. Genvælges Trump, vil han måske genåbne handelskrigen med Kina. Det har gjort investorerne nervøse for, om Mærsk, der har indsat et stort antal containerskibe mellem Kina og USA, får mindre at sejle med. At Mærsk også er urolig for fremtiden ses af, at der er afsat store summer til at tilbagekøbe egne aktier – en mekanisme, virksomheder bruger for at forhindre en høj aktiekurs i at falde.

 

Oveni kommer kravet fra EL og SF samt overvismanden om, at rederne skal betale mere i skat. I dag betales 4 procent i tonnageskat – der beregnes, efter hvor meget skibene vejer, ikke efter hvor stor den økonomiske aktivitet er. Sidste år betalte Mærsk 4,5 mia. kr. i skat, hvor rederiet rettelig burde have betalt den almindelige selskabsskat på 22 procent Mindst.

 

DSV – De Samvirkende Vognmænd – er ikke særlig kendt i offentligheden. Ikke desto mindre, så drejer det sig om en virksomhed i Hedehusene, der med årene er vokset til en af klodens største transport-, logistik- og speditionsvirksomheder. DSV går blandt investorer for at være førende, når det gælder om at opkøbe andre virksomheder, hvad enten det er konkurrenter eller virksomheder, der giver adgang til nye ruter og markeder, fx Stillehavsruterne, Latinamerikas havne, lagre i Holland, Belgien, Rumænien samt anlæg af ”Nordens største varelager” i Landskrona.

 

Overskuddet i 2021 var 11,3 mia. kr. ud af en omsætning på 177 mia. kr. Det anses for nok til at give sig ud i det hidtil største danske opkøb af et udenlandsk selskab: Deutsche Bahns gods-division, DB Schenker. Den tyske regering skal bruge penge til en enorm forøgelse af militær-budgettet og sælger derfor ud af “arvesølvet.” Pris: 90-150 mia. kr.

 

Vel er fragtraterne høje, men det bliver de ikke ved med at være. Allerede nu melder DSV om faldende mængder vejgods, samt at man for at polstre aktiekurserne går i gang med et aktie-tilbagekøbsprogram på 7 mia. kr. Også manglen på chauffører er et alvorligt problem. I dag mangler hver tiende, og det bliver kun værre, jævnfør MobilityWatch fra den 6.september.

 

Våbenindustrien

Uanset hvordan og hvornår krigen i Ukraine ender, så tegnes der allerede nu et billede af vindere og tabere. Selvom Rusland skulle gå sejrrigt ud af krigen, så har forløbet vist, hvor ringe deres våben er: dårligt konstruerede og ofte forældede, sammenlignet med de avancerede våben, USA/ NATO pumper ind i stedfortræderkrigen. Vestlige våbenproducenter har haft succes med at bruge krigen som et “demonstrationslokale”, og det nok skal lokke kunderne til.

 

Fremover vil den russiske våbenindustri, der hidtil har været anseelig, få svært ved at sælge til fx Egypten, Indien og Kina. Lande, der ønsker at være selvforsynende. Især Kina har kapacitet til at kunne erstatte Rusland som en af de førende våbenproducenter.

 

USA har sendt en tredjedel af sine antitank-missiler til Ukraine. Skal Ukraine løbende forsynes med flere missiler, og skal USA’s og NATO-landenes depoter fyldes op igen, så skønnes det, at der er arbejde til producenterne de næste 3-4 år. Dette afspejler sig da også i aktiekurserne, der er steget med 12 procent siden februar. Andre våbenfabrikker har haft stigninger på 20-25 procent. I Tyskland steg aktierne hos producenten af Leopard-kampvognene, Rheinmetall, med 90 procent.

 

Krigen i Ukraine er også til fordel for illegale våbenhandlere. De har ifølge Interpol sikret sig en pæn del af de våben, USA/NATO sender til landet, og snart ender våbnene hos bander, terrorgrupper og højrefløjsmilitser, der længe har ventet på en lejlighed som denne. NATO-våbnene sendes først til det sydlige Polen, hvor de omlades til de forskellige frontafsnit. Nogle gange på militærets lastbiler, andre gange er det private militser og “selvforsvarsgrupper”, der står for transporten, og det er her militæret mister kontrollen med våbnene. Interpol baserer sin bekymring på, at inden krigen brød ud, var Ukraine et europæisk center for illegal våbenhandel. Foruden de våben, der falder i de kriminelles hænder, så gælder det også kunstgødning, som Ukraine er storproducent af, og som kan bruges til fremstilling af eksplosiver.

 

Pr. 3. august udgjorde USA’s våbenhjælp til Ukraine ikke under 70 mia. kr – hertil kommer andre landes bidrag, samt de “civile” bidrag, der løseligt er opgjort til 300 mia. kr., jævnfør Statista.

 

Når krigen i Ukraine på et tidspunkt stopper, så skal USA/NATO nok finde andre steder på kloden, hvor der skal kæmpes for vestlige værdier og udbredelsen af demokratiet. Våbenindustriens eldorado fortsætter uhindret.