Den 28. oktober 2023 skrev Craig Mokhiber et opsigtsvækkende brev til FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder, Volker Türk, hvor han anklagede FN for at have svigtet sin mission med at forhindre et ’skoleeksempel på folkedrab’ i Gaza - og tog sin afsked. Mokhiber var chef for Højkommisariatets New York-kontor.

af Jeff Wright

1.
januar
2024
Forbered udskrift | Send denne artikel til en ven Send denne artikel til en ven |
Læsetid: 14 minutter

Craig Mokhiber som moderator ved et FN-møde 21 marts 2018. Foto: UN Women/Ryan Brown- Flickr

[se hele Mokhibers brev her]

 

Mokhiber, en advokat med internationale menneskerettigheder som speciale, indtog igennem tre årtier en indflydelsesrig rolle i sit arbejde for FN, og boede i Gaza i 1990’erne. I december sidste år samlede et webinar med ham over tusinde deltagere, som var arrangeret af Palestinian Christian Alliance for Peace (PCAP) og Friends of Sabeel North America (FOSNA). Kort efter lavede webmagasinet Mondoweiss et længere interview, som de bragte i en lettere redigeret udgave.

 

Hvordan vil du udlægge Bidens fortsatte støtte til Israels altødelæggende krig mod Gaza?

 

Jeg må sige, at den ikke kommer bag på mig. USA har marcheret i takt med Israel i forbindelse med utallige angreb på den palæstinensiske civilbefolkning gennem årtier. Jeg har sagt, at med hensyn til den nuværende situation har USA gjort sig skyldig i meddelagtighed, sådan som den er defineret i Folkedrabskonventionen. ’Meddelagtighed’ er en specifik forbrydelse i Konventionen om forebyggelse og straf af forbrydelsen folkedrab. Når der før i tiden var situationer, hvor der var tale om folkedrab, var USA’s forsyndelse, at de ikke gjorde noget for at stoppe dem.

 

Da folkedrabet i Rwanda tog fart, blev jeg i mit tidligere job vidne til, at USA gav instrukser til deres ambassader om ikke at bruge ordet ’folkedrab’. De havde indset, at hvis de brugte dette ord, ville de blive tvunget til ud fra international lov at gribe til handling for at stoppe det. Det ønskede de ikke.

 

I nærværende tilfælde drejer det sig ikke bare om, at de ikke har grebet til handling. De har aktivt deltaget i det. Sideløbende med, at disse grusomheder har fundet sted, har USA bevæbnet, finansieret og ydet efterretningsmæssig assistance og diplomatisk dækning – ja, gentagne gange nedlagt veto mod en våbenhvile, sådan at Israel kunne fortsætte med at udføre disse handlinger. Det er ensbetydende med meddelagtighed i henhold til international lov. Og det forklarer, hvorfor Center For Constitutional Rights nu har taget skridt til at stille dem til regnskab for denne specifikke forbrydelse i Folkedrabskonventionen.

 

Biden gør, hvad enhver demokrat og republikaner har gjort i årtier. I dette tilfælde, hvor Israels handlinger er ensbetydende med folkedrab, er det, for det første, i særlig grad værd at lægge til, at det udsætter USA-embedsmænd for retlige skridt med hensyn til folkedrab. Der er, for det andet, ingen tvivl om, at Biden betaler en meget høj politisk pris. Han skal næste år være klar til en valgkamp, antageligt imod Donald Trump, hvor de ligger side om side. Han har i den nuværende situation mistet tungtvejende støtte, fordi han har tabt stemmer på, hvad amerikanere ser som ubetinget støtte til Israels aktiviteter. Han har mistet støtte fra det progressive jødiske fællesskab, fra araber-amerikanere, fra muslimske amerikanere, fra afro-amerikanere, fra de unge. Alle samlet til modstand mod de israelske massakrer. Jeg kan ikke forestille mig, at folkene bag Biden ikke har været opmærksomme på disse politiske omkostninger.

 

Men grebet om USA’s politiske institutioner er nu så ubrydeligt, at de ikke bekymrer sig det mindste om, hvad den amerikanske befolkning tænker. Meningsmålinger har vist, at det altovervejende flertal af amerikanere – republikanere og demokrater – er imod disse massakrer og ønsker en våbenhvile, og at der bliver skåret ned på den hjælp, der bidrager til de militære aktiviteter. Hvis man ser på retorikken fra Kongresmedlemmer fra begge sider, fra Udenrigsministeriet og hele den udøvende magt på den ene side, og den amerikanske befolknings position på den anden – ja, før man indtager en moralsk eller juridisk position – så vil man se, hvor lang afstanden er blevet mellem, hvad den amerikanske befolkning ønsker – menneskelig anstændighed, moral, menneskerettigheder, international lov – og så den position, som de valgte repræsentanter og administrationen indtager.

 

Der er mennesker, der nyder godt af alt dette – våbenproducenter, teknologivirksomheder, og israelske lobby-grupperinger, der er med på den, 100 procent – som bruger al den indflydelse, de har, pression, stok og gulerod, for at sikre, at USA bliver ved med, fuldt og helt, at være indforstået med Israels etniske udrensning af Gaza.

 

Kan du sige noget om den diskussion, der har været om ’retsregel’ og ’regel-baseret orden’?

 

Termen ’den regel-baserede orden’ er blevet kreeret i Udenrigsministeriets korridorer. Den betyder ikke noget som helst i international lov. Hvad den er kommet til at stå for, er en måde at krybe uden om specifikationer i international lov, fordi USA’s forpligtelser på den internationale scene fremgår af international lov, præcis som forpligtelserne for hvert og et af de 193 lande fremgår af international lov. USA har i almindelighed ikke været nogen god ven af international lov.

 

Men der er en lang tradition for amerikansk foragt for international lov. Når det kommer til lovgivning om internationale menneskerettigheder, rammen om de love, der er blevet vedtaget siden Anden Verdenskrig for at garantere, at stater ikke kan misbruge deres magt til udsætte mennesker for krænkelser af menneskerettigheder som tortur, vilkårlig anholdelse og fængsling, fratagelse af adgang til sundhedspleje, mad, bolig, vand og sanitet, og diskrimination, er USA et land, der har en af de værste ratificeringsrekorder med hensyn til internationale menneskerettighedstraktater. Der er 193 lande i verden. Hver eneste af dem har ratificeret Konventionen om barnets rettigheder, den, der beskytter børns menneskerettigheder, undtagen ét land, og det er Amerikas Forenede Stater, det eneste land på planeten, der ikke har ratificeret den vigtigste traktat til beskyttelse af børns rettigheder. Det er symbolsk for deres generelle attitude over for international lov.

 

I USA’s forfatning siges det, at international lov er landets lov. Traktater, der er ratificeret af USA, er landets lov. Men når man for eksempel hører diskussioner i USA’s retssale – den juridiske tradition er meget ’anti-international lov’ – så refererer de til international lov som ’udenlandsk lov’. Men det er ikke udenlandsk lov, det er jeres lov, I har del i den, I bidrog til at udvikle den, og derefter underskrev I den frivilligt. Så ja, USA er ikke en god ven af international lov.

 

USA nægtede at ratificere Rom-statutten [det juridiske fundament for den Internationale Straffedomstol]. USA modsætter sig enhver bestræbelse på at stille dem til regnskab, der har begået krigsforbrydelser, forbrydelser imod menneskeheden, etnisk udrensning og folkedrab, hvis de, der har gjort det, er USA’s venner. De blokerer, undergraver, sanktionerer, laver smædekampagner og obstruerer alle mekanismer, der kan bringes i anvendelse for at stille Israel til regnskab for tidligere overtrædelser af international lov. Hvis den Internationale Straffedomstol (ICC) nogensinde vil tage retlige skridt mod en hvilken som person fra USA eller en af deres allierede, risikerer de militær intervention fra USA. Kongressen har for nylig vedtaget en lov med øgenavnet ’Haag-invasionsloven’, der fastslår, at USA er autoriseret til at anvende militær magt mod ICC i Haag for at befri en person, som de ikke ønsker retsforfulgt. Med andre ord, ret til at befri en krigsforbryder.

 

Denne totale foragt for international lov kommer også til udtryk på andre områder. Der har i det internationale samfund gennem mange år udviklet sig en bred forståelse for afskaffelse af dødsstraffen. USA er en afviger på dette punkt sammen med en håndfuld stater, der stadig udfører og forsvarer dødsstraffen: Nordkorea, Saudi-Arabien og nogle få andre. USA forsvarer aggressivt denne position og modsætter sig, at FN tager initiativ til at forbyde eller afskaffe dødsstraffen – et andet eksempel på foragt for den progressive udvikling af international lov.

 

Det er en myte i dette land, at USA er førende med hensyn til menneskerettigheder i verden. I de fyrre år, hvor jeg har været en del af den internationale menneskerettigheds-bevægelse har jeg ikke set skyggen af bevis på det. USA har en officiel politik – demokrater, såvel som republikanere – der går ud på at modsætte sig FN’s internationale program imod racisme. USA var én ud af en håndfuld – fire stater ud af 193 i verden – der ikke var enige i den International Erklæring om Oprindelige Folks Rettigheder.

 

At USA skulle være førende med hensyn til menneskerettigheder, er en løgn, der blev udtænkt i Washington, er blevet gentaget til ulidelighed, men som folk uden for USA griner af, folk ved dette og hint om, hvordan USA har teet sig i virkelighedens verden. Og det er endda før, man ser på de krænkelser af menneskerettigheder inden for USA’s grænser, som afro-amerikanere, oprindelige amerikanere, de indespærrede i det industrielle fængselskompleks, og dem, der er udelukket fra sundhedspleje, alle har mærket på deres krop og i deres sjæl. Hele registeret af menneskerettigheder, der er kodificeret i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, er rettigheder, som er spærret for en stor del af USA’s egen befolkning. For lige at slå det helt fast, hverken i landet selv, i dets opførsel i udlandet, eller i dets positionering i det internationale system, har USA været førende med hensyn til menneskerettigheder, i det mindste ikke siden Eleanor Roosevelt stod i spidsen for kommissionen for menneskerettigheder, der vedtog Verdenserklæringen i 1948, og måske med et enkelt museskridt opad i Jimmy Carters embedsperiode.

 

Hvad er det, der holder dig i gang?

 

Vrede.

 

Ser du, jeg har nul tolerance over for uretfærdighed. Jeg voksede op i en afindustrialiserende, kriseramt, raceadskilt, miljøødelagt atmosfære i 1960’erne i en rustbælteby, et sted, der var berygtet for miljøkatastrofer som Love Canal [et kvarter i Niagara Falls, New York, USA, berygtet for en losseplads, der forårsagede en enorm miljøkatastrofe i 1970’erne], kendt for kemiske industrivirksomheder, der ødelagde miljøet og skabte en ensidigt afhængig lokal økonomi. Da virksomhederne flyttede derfra, efterlod de sig en arbejdsstyrke, der var stærkt svækket, et beskatningsgrundlag, der var smuldret, og et lokalsamfund, der lå i ruiner. Politivold, racisme, og alt det, der er karakteristisk for uretfærdighed, forarmelse og forfald. Jeg tror, det gjorde, at jeg blev særligt opmærksom på uretfærdighed. Det drejer sig om misforhold, der ikke er skæbnebestemte. De er produkter af et system, der giver privilegier til nogen, og lægger byrder på andre.

 

Da jeg kom på universitet i Buffalo i 1980’erne, blev denne lokale bevidsthed til en international bevidsthed, da jeg fandt ud af, hvad vi udsatte andre lande for. Det var især de negative indvirkninger, vi fik på befolkninger overalt i verden. Det var den periode, hvor USA stadigvæk støttede op om apartheid i Sydafrika. De trænede og bevæbnede dødspatruljer i Mellemamerika. Og så støttede de også forfølgelsen og fordrivelsen af det palæstinensiske folk.

 

Og jeg opdagede også, at der var ligesindede i verden, der i solidaritet kæmper for en anden verden, der er baseret på et sæt af universelle principper, der hedder menneskerettigheder. Og at de ind imellem lykkes med at få noget igennem. Det er det, der holder mig i gang: solidaritet med ofrene, med dem, der har det ligesom mig, og med menneskeretsbevægelser over hele planeten. Det kan give styrke.

 

Jeg tænker på, da Jewish Voice for Peace lukkede Grand Central Station i New York ned, og da de tidligere i denne måned blokerede et trafikalt knudepunkt i Denver under Jewish International Fund’s verdenskonference.

 

’Hasbara’-fortællingen, som Israel havde fundet på – at det handler på vegne af alle jøder – blev i ét hug visket ud af disse principfaste jødiske menneskeretsforkæmpere. Israel er en stat. Den repræsenterer ikke det jødiske folk. Dens forbrydelser må den selv stå til regnskab for. Den har alene ansvaret for dem. Dette møde, hvor jøder og muslimer og agnostikere og borgerrettighedsforkæmpere og fredsaktivister og andre gjorde fælles sag, og slog fast, at folkedrab ikke er noget, der på nogen måde kan tillades i det 21. århundrede, det giver mod på at kæmpe videre.

 

Ser du tegn på, at der er ved at ske noget nyt i FN?

 

Hver eneste gang, jeg taler om FN, er jeg meget omhyggelig med at præcisere, hvilket FN, det drejer sig om. Der er det FN, der falder mest i øjnene, det er den politiske side af huset, som f.eks. Sikkerhedsrådet, andre mellemstatslige organer, og den overordnede politiske ledelse. Den del af FN er i store vanskeligheder. Den del af FN har mistet orienteringen. Den giver efter for det, der politisk er mest bekvemt. Den har givet efter for frygten for, hvad magtfulde stater kan udsætte dem for, hvis de forsøger at fastholde principielle standpunkter. Det er yderst farligt. Det er der, hvor presset udefra skal sættes ind.

 

Men der er den anden side af FN, der er FN’s maskinrum, alle de medarbejdere, der arbejder i marken på det humanitære område, på menneskerettigheds- og udviklingsområdet. De er der, fordi de hader fattigdom, de hader uretfærdighed, de hader krig, og de arbejder hårdt på at gøre disse uting til historie. Disse mennesker – herunder 138 UNRWA-medarbejdere i Gaza og deres familier, der er blevet myrdet af Israel i de seneste uger – disse mennesker er jeg 100procent solidarisk med, og det kan ingen få mig fra. Dem har jeg ingen som helst kritik imod. Men de er blevet ladt i stikken af De Forenede Nationers politiske ledelse.

 

Og de kompromisser, som FN indgår af frygt for USA’s regering, af frygt for den israelske lobby, af frygt for vestlige stater som UK og Tyskland og andre – det har virkeligt kompromitteret organisationens moralske ståsted og svækket dens evne til at gribe ind. Det samme gælder Den Internationale Straffedomstol.

 

Kan du sige mere om denne domstol?

 

ICC er ikke en FN-institution, men det er en meget vigtig international institution, der blev oprettet for at give en mulighed for retfærdighed for dem, der er ofre for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab. Den er så i stedet bare blevet til et instrument, der kun er villig til at fokusere på lande i det Globale Syd, at retsforfølge afrikanske ledere og nogle få andre, og som nægter at gøre noget som helst, som Vesten ikke bryder sig om. Det mest åbenlyse eksempel er den hast, hvormed de reagerede på beskyldninger mod Rusland for krigsforbrydelser i Ukraine og inden for få dage greb til handling. Det kan sammenlignes med den måde, hvorpå de med forsæt har forhalet ethvert initiativ til at gribe ind over for Israels forbrydelser i Palæstina, på trods af den kendsgerning, at det drejer sig om begivenheder, der blev bragt frem for mange år siden.

 

Problemet lige nu er ICC’s anklager, Karim Khan, der er politisk totalt korrumperet, og som har ødelagt denne domstols omdømme på grund af hans partiskhed og hans sleske væren til rådighed for vestlige interesser. Det vil være en dyb skændsel, hvis ikke Den Internationale Straffedomstol river sig løs fra den politiske gidseltagning og korruption, som den har været underkastet, især fra anklagerens kontor. Den kan alt for hurtigt blive ligegyldig, og så fortone sig i historien, hvad der ville være en skam for mennesker, der har mobiliseret i årtier for at oprette denne domstol, fordi de ønskede, at magtfulde gerningsmænd kunne stilles til regnskab. Det ville være et tab for alle.

 

Det er det samme, som vi er vidne til med Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Hvis Israel slipper afsted med omfattende krigsforbrydelser, forbrydelser imod menneskeheden, etnisk udrensning og folkedrab i Gaza og på Vestbredden, herunder Øst-Jerusalem, hvis budskabet er, at disse regelsæt, der blev bragt til veje efter Anden Verdenskrig, ikke gælder for USA og deres allierede, bliver det begyndelsen til enden på hele den internationale struktur af organisationer og fælles spilleregler. For hvem tør gøre disse mekanismer og instrumenter gældende, efter de har hørt fra USA, at de ikke gælde for dem og deres venner, men for alle andre. Så er det slut. Og også det vil være et tab for os alle.

 

Måske et tab gennem årtier…

 

Ja, bestemt, måske for altid. Disse mekanismer er blandt de få ting, der står mellem individuelle menneskelige væsener, der på den ene side ønsker deres værdighed og rettigheder beskyttet, og den frygtindgydende magt hos stater og deres militær, deres politi og deres efterretningstjenester på den anden.

 

Hvad er udsigterne for i morgen, som du ser det?

 

Jeg tror, at Israel vil fremskynde deres krigshandlinger for at fuldende det, der var deres oprindelige hensigt med etnisk udrensning af Gaza, der er en del af det meget større projekt, der blev påbegyndt i 1947. Jeg tror også, at de vil fremskynde de etniske udrensninger på Vestbredden og i Øst-Jerusalem. Jeg tror, at det er et historisk momentum, hvor Israel ønsker så skræmmende og dystre fremskridt, så de kan konsolidere deres etnisk-nationalistiske bosætter-koloniale projekt. Man må huske på, at 2/3 af Gaza allerede reelt er tilintetgjort, over 20.000 døde, der er stadigvæk tusinder under murbrokkerne, mange flere vil dø af sygdomme og sult og tørst, og den fysiske infrastruktur er allerede tilintetgjort til det punkt, hvor alle de ting, der er nødvendige for at opretholde livet, for at opretholde adgang til fødevarer, vand, elektricitet, kulturelt liv, kirker og moskeer, skoler, digtere og skribenter – alt er væk.

 

Jeg tror, at de vil prøve at afslutte så meget, de kan, i løbet af de næste få uger, og så prøve at lægge hindringer i vejen for enhver meningsfuld genopbygning eller tilbagevenden, med intention om at have tvunget de mennesker, de overlevende, til at vælge imellem at forblive i det sydlige Gaza under ekstremt elendige og uholdbare forhold, eller passere gennem grænsen ved Rafah, for så at udleve resten af deres eksistens helt på bunden i telte i Sinai-ørkenen, eller blive sendt i diaspora til andre lande, så den etniske udrensning af Palæstina kan blive fremskyndet endnu mere.

 

Vil det ske? Vil det blive tolereret? Jo, der bliver sikkert allerede brygget på aftalerne bag kulisserne mellem amerikanere og andre for at sikre, at Israel får held med den etniske udrensning af Gaza. Jeg tror, at de så, som de allerede er begyndt på, vil begynde at sætte fart på forfølgelsen på Vestbredden. De har allerede etnisk udrenset en lang række landsbyer, sat mange, mange flere i fængsel, og på alle parametre forværret mulighederne for at leve dagen til ende, og gøre det endnu mere uudholdeligt, alt sammen i håb om også at trænge flere og flere ud fra Vestbredden. Sådan at deres vision om en overherredømme-, bosætter-kolonial-, etno-nationalistisk apartheid-stat vil blive konsolideret, som man siger, ’from the river to the sea’.

 

Det kan de komme afsted med på grund af USA’s og en række europæiske landes meddelagtighed. De kommer afsted med det på grund af nederlaget for de internationale retlige strukturer og internationale institutioner som FN og ICC, og fordi der ingen af de steder er nogen, der pludselig rejser sig og indtager et principielt standpunkt. Det vil sige, at håbet om at stoppe dem fra at slippe afsted med folkedrab, håbet om at bringe dem ud af deres febervildelse om en etno-nationalistisk og undertrykkende stat, der udelukker alle andre, hviler på almindelige mennesker i Israel, i Palæstina, og overalt i verden.

 

Der er håb, fordi mennesker rejser sig i milliontal over hele verden, jøder og kristne og muslimer, og, som jeg sagde, menneskeretsforkæmpere, fredsaktivister, fagforbund, og andre. De rejser sig og siger nej. Og hvis det fortsætter, hvis mennesker kan stilles til regnskab ved domstole, stilles til regnskab økonomisk ved boykot, de-investering og sanktioner, ved civil ulydighed og massedemonstrationer i lande i Vesten, så kan Israel ikke længere slippe afsted med sine forbrydelser, som det har gjort det i 75 år. En sejr for visionen om menneskerettigheder vil afhænge af, hvor meget vi lykkes med kampen imod apartheid og en fortsættelse af Nakba.

 

Lad os håbe, at vi kan begynde med at afskaffe apartheid i Israel og Palæstina, afskaffe etno-nationalisme, og begynde at bevæge os frem imod en stat, der er baseret på menneskerettigheder og lighed for kristne, muslimer og jøder. Det er det, folk i hele verden kræver. Og hvis vi kan skabe et tilstrækkeligt pres med alle disse fredelige metoder, så kan tidevandet faktisk vende, og selv om det vil tage lang tid, som det gjorde i Sydafrika, så skimter vi måske en forandring af den dystre kurs, som verden lige nu følger.

 

Det er historiens dybe ironi vedrørende 1948, at det samme år, hvor Verdenserklæringen om Menneskerettigheder blev vedtaget, det samme år, hvor Folkedrabskonventionen blev vedtaget, også var året for Nakba – den første folkemorderiske etniske udrensning af Palæstina – og det år, hvor apartheid blev vedtaget i Sydafrika.

 

Hvad har du hæftet dig ved, og hvad har overrasket dig, siden du sendte brevet til Højkommissæren?  

 

Det, som jeg finder bemærkelsesværdigt, er, at der faktisk er mennesker derude, der entusisastisk – som Yeats [William Butler Yeats, irsk forfatter, 1865-1939] skrev, ’the best lack all conviction, while the worst are full of passionate intensity’ (se note) – og vredt erklærer deres støtte til Israels folkedrab i Gaza og i det palæstinensiske område, mens du ser sønderlemmede kroppe af små børn og kvinder og mænd, og den totale ødelæggelse af det civile liv i Gaza. At se folk, der rent faktisk organiserer sig for at støtte en forbryderstat imod en forsvarsløs civilbefolkning, og lytter til den dybt racistiske måde, de udtrykker deres støtte på, tilsyneladende uden at ænse det umoralske ved det standpunkt, de antager, det er noget, der har ramt mig meget hårdt.

 

Og det andet, som jeg finder unikt her, og som vi ikke har været vidne til måske siden McCarthy-perioden, men som jeg finder om muligt endnu mere skræmmende på dette stadium, er det organiserede stormangreb på menneskeretsforkæmpere i USA, som kommer til udtryk i Kongressen, hos den udøvende magt, universiteter, der har givet efter for denne gruopvækkende idé, lovgivning, der er blevet vedtaget på både delstats- og føderalt niveau, der kriminaliserer ytringsfrihed, som har til formål at forsvare palæstinensiske menneskerettigheder. Jeg har aldrig set noget lignende i min levetid. Det er ekstremt farligt, og det skal stoppes, og det er en overtrædelse af grundlæggende rettigheder – et åbent angreb på normer for ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed. Det er krænkelse af retten til at forsvare menneskerettigheder, et angreb på de grundlæggende rettigheder for alle i dette land til at gøre modstand imod overtrædelser af menneskerettigheder. Den måde, det er organiseret på og fremsat på, er uden fortilfælde i vores historie, og det er som sagt ekstremt farligt.

 

Men det er også sandt, at modige unge studerende, leverandører til regeringen, almindelige mennesker, nægter at lade sig intimidere og nægter at tie, at de demonstrerer i gaderne i tusindvis med risiko for at blive arresteret og tævet af politiet – ikke kun i USA, men også i Europa, hvor disse ting er blevet forbudt. Det er meget skræmmende, at en udenlandsk stat – en stat, der udøver apartheid og bosætter-kolonialisme og er involveret i et stort anlagt folkedrab – er i stand til at påvirke lovgivning og politik i USA og visse andre lande til at krænke menneskerettighederne for folk i disse lande. Det inspirerende er, at folk ikke giver sig selv lov til at tie. Flere og flere rejser sig og går til modstand. Og jeg tror, at historien vil dømme denne periode og dem, der deltog i denne form for undertrykkelse meget hårdt. Vi bliver nødt til ar arbejde som bare fanden for at sørge for, at denne dom kommer før end senere.

 

Hvad er det næste, du har tænkt dig?

 

Jeg har planlagt bare ligesom at komme hjem og slå mig ned og skrive og tænke uden nogen bånd. Men som de siger, hvis du vil have Gud til at le, så fortæl ham om dine planer. Min plan er fortsætte med at arbejde i solidaritet med menneskerettigheds-bevægelser i hele verden, og især i dette land. Frontlinjen for menneskerettigheder over hele kloden er lige her i USA, i imperiets hjerte. De, der bor her, har en særlig forpligtelse til at lave et helvedes postyr, når det er nødvendigt. Det er min plan.

 

Craig, din tilbagetræden kom bag på alle. Har du fået en tilbagemelding fra din chef?

 

Jeg har aldrig fået nogen form for svar. Fuldstændig tavshed.

 

14. december, 2023

 

Note:

Fra digtet The Second Coming (1919):

Oversat til dansk af Andreas Kjeldsen med titlen GENKOMSTEN:

”De bedste mangler enhver overbevisning, imens de værste er fyldt med opildnet styrke.”

 

Oversat fra Mondoweiss af Niels Overgaard Hansen

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com