Navnet Hamas er dannet af de arabiske forbogstaver for "Islamisk modstandsbevægelse". Partiet blev officielt dannet i december 1987, i begyndelsen af ​​den første palæstinensiske intifada. Dets rødder går imidlertid tilbage til to organisationer: Egyptens Muslimske Broderskab (MB), aktiv i Gaza-striben fra 1940'erne, og organisationen al-Mujamma al-Islami, grundlagt af Sheikh Ahmad Yassin i 1973 i Gaza, og legaliseret af den israelsk besatte militæradministration i 1979. Al-Mujamma al-Islami blev etableret og fungerede som en frontorganisation for MB's aktiviteter i Gaza.

 

De israelske besættelsesmyndigheder opmuntrede oprindeligt udviklingen af ​​al-Mujamma al-Islami i hele Gaza-striben, især i sociale institutioner og politiske aktiviteter. Målet var naturligvis at svække den nationalistiske og venstreorienterede lejr ved at opmuntre til det islamiske alternativ. Det hang sammen med, at MB havde besluttet, at man ikke kørte en konfrontationslinje over for den israelske besættelsesmagt, men først fokuserede på islamiseringen af ​​samfundet. Dette valg af ikke-væbnet konfrontation med den israelske besættelsesmagt blev anfægtet inden for Hamas i begyndelsen af ​​1980'erne, og en ny politisk enhed, Islamisk Jihad, ledet i Gaza af Fathi Shikaki, blev skabt ud fra denne splittelse.

 

Hamas’ udvikling blev også stimuleret af to store regionale begivenheder. Olieboomet efter 1973 gjorde det muligt for Golf-monarkierne at øge investeringerne i islamiske fundamentalistiske bevægelser, herunder al-Mujamma Islami. Og etableringen af ​​Den Islamiske Republik Iran i 1979 fremmede den islamiske fundamentalistiske politiske orientering.

 

Islamiske fundamentalistiske bevægelser i de besatte palæstinensiske områder drog også fordel af den Palæstinensiske Befrielsesorganisations (PLOs) store tilbageslag. Det startede i Jordan i 1970 med Sorte September og det jordanske regimes voldelige undertrykkelse af palæstinensiske styrker, som drev dem til Libanon. Efter udvisningen af ​​PLO-styrker fra Beirut til Tunis i 1982 blev den palæstinensiske nationale bevægelse yderligere svækket. Der blev i stigende grad sat spørgsmålstegn ved dens ledelse, strategi og politiske program. Samtidig var der i det Fatah-ledede PLO et stigende fokus på at søge en politisk og diplomatisk løsning frem for at gå til væbnet modstand.

 

Derimod støttede Hamas-ledelsen den væbnede modstand. Hamas spillede en rolle både i den første og anden intifada (1987-1993 og 2000-2005), hvor de udtalte stærk retorisk modstand mod Oslo-fredsaftalen mellem PLO og Israel. Denne aftale blev i stigende grad og bredt set som en fuldstændig kapitulation af PLO over for Israels krav.

 

Inden for disse rammer vandt Hamas stadig mere popularitet blandt folk i de besatte områder. Ledelsen af den Palæstinensiske Selvstyremyndighed [oprettet i 1994 som følge af Oslo-aftalen, o.a.] blev i stigende grad kritiseret for sin manglende evne til at opnå palæstinensiske nationale mål i lyset af den fortsatte israelske besættelse og kolonisering, og samtidig blev den anklaget for korruption og klientilisme. Selvstyrets sikkerhedssamarbejde med Israel blev også bredt fordømt i den palæstinensiske befolkning og samfund.

 

I mellemtiden forvandlede Hamas sig langsomt fra at være et parti, der i 1990'erne nægtede enhver deltagelse i institutionerne fra Oslo-aftalen, til at tilpasse sig politisk til disse. Ved det palæstinensiske valg i januar 2006, hvor Hamas stillede op som "Listen for Forandring og Reform", vandt partiet flest mandater og opnåede 42,9 procent af stemmerne og 74 af de 132 pladser.

 

Det internationale samfund og Israel reagerede ved at boykotte og blokere den Hamas-ledede regering og suspendere al udenlandsk bistand til selvsyret. Spændingerne mellem Hamas og Fatah voksede, efter Hamas fordrev Fatah fra Gaza ved et kup i juni 2007. Vestbredden og Gaza-striben er stadig underlagt henholdsvis Selvstyremyndigheden og Hamas.

 

Politiske programmer
Hamas vedtog sit første charter den 18. august 1988, hvor man anerkendte sin tilknytning til det Muslimske Broderskab. Det "betragter landet Palæstina som en islamisk ’waqf’ [i islamisk ret en testamentarisk oprettet stiftelse, hvis indtægter går til et bestemt formål] for alle generationer af muslimer indtil opstandelsens dag". Om PLO stod der, at: "Vores hjemland er ét, vores ulykke er ét, vores skæbne er én, og vores fjende er fælles." Hamas’ modstand mod PLO har altid været grundlæggende politisk, ikke religiøs. Teksten i det første charter havde imidlertid antisemitiske undertoner med henvisning til Zions Vises Protokoller [en forfalskning skabt af det tsaristiske politi i begyndelsen af ​​det 20. århundrede for at legitimere jødeforfølgelser, o.a.], såvel som en fordømmelse af "sammensværgelserne ” af frimurerlogerne, Rotary- og Lions-klubberne.

 

Det seneste Hamas-charter, der blev offentliggjort i 2017, er væsentligt ændret i retning af mere mådehold. Det foreslår nu for eksempel et politisk program i tråd med en to-statsløsning, mens antisemitisk indhold er blevet fjernet, og i stedet er partiets kamp rettet mod zionismen. Desuden nævner det nye dokument ikke nogen forbindelse til det Muslimske Broderskab.

 

Militær Afdeling
Hamas er betydeligt stærkere militært nu end under Israels første landinvasion i krigen i 2008-2009, delvist takket være dets voksende forbindelser med Revolutionsgarden i Iran og Hizbollah, især gennem tilførsel af militær ekspertise.

 

I dag anslås Ezzedine al-Qassam-Brigaderne, Hamas' militære fløj, at have mellem 15.000 og 40.000 kampklare krigere. Ifølge forskellige studier har al-Qassam-Brigaderne et arsenal af droner og omkring 30.000 raketter til sin rådighed. Det har affyret 8.500 af disse siden den 7. oktober, hvilket reducerer effektiviteten af ​​Israels "Jernkuppel" [israelsk våbensystem, der har til formål at nedskyde raketter, missiler og granater, o.a.]. Hamas benytter adskillige lureminer og improviserede sprængladninger (IED) samt granater og miner. Det fremstiller nu en stor del af sine egne våben, udvikler droner og ubemandede undervandsfartøjer og engagerer sig i cyberkrigsførelse.

 

Strategi og regionale alliancer

Hamas-ledere har i de senere år opdyrket alliancer med Qatar og Tyrkiet ligesom med Den Islamiske Republik Iran, deres vigtigste politiske og militære støtte.

 

Hamas har med stigende bekymring set på indgåelsen af ​​den amerikansk-mæglede Abraham-aftale i sommeren 2020, yderligere normalisering af forholdet mellem Israel og arabiske stater, og ikke. mindst på tilnærmelsen mellem Tyrkiet og Israel. Denne sammenhæng har kun styrket Hamas’ afgørende alliance med Iran – og derfor Hizbollah. Dets forbindelser med Teheran har til stadighed skaffet militær bistand, både våben og træning, men også vigtig økonomisk støtte.

 

Udskiftning på lederposterne inden for Hamas' politiske bevægelse har også haft betydning. På politisk og militært plan er relationerne er givetvis blevet opretholdt gennem det sidste årti - på trods af uenigheder omkring den syriske opstand. Men udskiftningen af ​​Khaled Meshaal med Ismael Haniya som leder af Hamas i 2017 - har sammen med ændringer i ledelsen af den militære fløj - fremmet tættere relationer mellem Hamas, Hizbollah og Iran.

 

Repræsentanter for Hamas mangedoblede deres besøg i Teheran for at mødes med chefen for Revolutionsgarden, Qasem Soleimani, og roste samtidig bistanden fra Iran gentagne gange i medierne. De har ved flere lejligheder erklæret, at det er lykkedes at udvikle deres militære kapacitet markant gennem de mange penge, udstyr og ekspertise, Iran har givet dem.

 

De fornyede og tættere forhold til Iran har dog ikke undgået kritik i Gaza-striben og endda i Hamas’ folkelige basis. Mordet på general Soleimani ved et amerikansk angreb i Bagdad i 2020 blev stærkt fordømt af Hamas. Men et billede af ham, opslået på en plakatstander i Gaza By, blev revet ned få dage før årsdagen for hans død. Initiativtageren til aktionen, Majdi al-Maghribi, anklagede ham for at være kriminel. Flere andre Soleimani-bannere blev også taget ned og udsat for hærværk, og en video viser en person, der beskriver ham som "syrere og irakeres drabsmand".

 

Tilsvarende skal genoprettelsen af ​​båndene mellem det syriske regime og Hamas i midten af ​​2022 ses som Teherans forsøg på at konsolidere sin indflydelse i regionen og genoprette forholdet til de to allierede. Når det er sagt, vil ingen udvikling i forholdet mellem Syrien og den palæstinensiske bevægelse kunne medføre en tilbagevenden til situationen før 2011, hvor Hamas-ledere nød stor støtte fra det syriske regime. Embedsmænd i Syrien vil højst sandsynligt mindske deres offentlige kritik af Hamas, men ikke genoptage nogen form for strategisk militær og politisk støtte, i hvert fald ikke på kort sigt. Fremtidige forbindelser mellem det syriske regime og Hamas er derfor i høj grad styret af interesser knyttet til Iran og Hizbollah.

 

De forkerte alliancer
Ligesom resten af de palæstinensiske politiske partier, fra Fatah til den palæstinensiske venstrefløj, retter Hamas ikke blikket mod de palæstinensiske masser eller regionens arbejderklasse og undertrykte folk, når de skal finde kræfterne til at opnå befrielse. I stedet søger de politiske alliancer med regionens herskende klasser og deres regimer for at støtte deres politiske og militære kampe mod Israel.

 

Så Hamas-ledere har dyrket alliancer med monarkier i Golfstaterne, især Qatar på det seneste, og med Tyrkiet, såvel som med det iranske regime. I stedet for at fremme kampen begrænser disse regimer deres støtte til sagen til områder, hvor den fremmer deres egne regionale interesser, og forråder den, når den ikke gør det.

 

8. december 2023

 

Oversat fra europe-solidaire af Anne Haarløv