Foto: Finlands afgående statsminister, Sanna Marin. Foto: Laura Kotila, CC-BY-4.0
Det var ventet, at parlamentsvalget i Finland ville blive afgjort med en hårfin margin, og det slog ikke fejl. Det varede flere timer, før de største medier kunne udnævne vinderen af parlamentsvalget i 2023, men det endte med at stå helt klart: Den socialdemokratisk-ledede regering havde tabt, og lederen af Samlingspartiet (Saml), Petteri Orpo, bliver Finlands næste statsminister.
Før støvet efter valget havde lagt sig, blev det meddelt, at Finlands ansøgning om at blive medlem af NATO ville blive godkendt den 4. april - kun to dage efter afstemningen. Dette parlament bliver altså Finlands første som fuldgyldigt medlem af den militære alliance.
Ud af de 200 pladser i Finlands parlament, Eduskunta, fik Orpos Saml 48, det højreorienterede nationalistiske parti De Sande Finner, fik 46, og socialdemokraterne 43. De mellemstore partier De Grønne, Venstreforbundet og Centerpartiet, hvis basis er bønderne, var alle klart på tabersiden, hvor Venstreforbundet mistede 5 ud af 16 pladser, og De Grønne 7 ud af 20.
Et splittet land
I det finske valgsystem sender de 13 regioner et antal repræsentanter til parlamentet, der svarer til deres andel af befolkningen. Det gør det meget vanskeligt at forudsige valgets resultat, fordi det finske valg reelt består af 13 selvstændige valg, der finder sted på samme tid.
Mens det tyndt befolkede område Finsk Lapland kun sender 6, så sender området Uusimaa, hvor hovedstaden Helsinki ligger, 37. Som Finlands økonomiske motor er denne region både stærkt presset og et af de steder, hvor venstrefløjen står svagt, hvad der kom til udtryk ved, at man kun fik ét parlamentsmedlem i denne region.
Selv om Finland for nylig blev kåret som ’verdens lykkeligste land’ for sjette gang i træk, så står det over for store udfordringer. Befolkningens gennemsnitsalder vokser hurtigt, det offentlige sundhedssystem er i dyb krise, og PISA-undersøgelser viser, at det, der tidligere var verdens bedste uddannelsessystem, i tiltagende grad svigter med hensyn til at opfylde sit mål om en lige og retfærdig uddannelse for alle. Vælgerkorpset er delt generations- og kønsmæssigt, og der er et tiltagende modsætningsforhold mellem land- og bybefolkning.
Centrum i de store byer, Helsinki, Tampere og Turku, hælder mod venstre, til fordel for grønne og venstreorienterede strømninger, og en højere prioritering af kvinder som politiske ledere, i tråd med den seneste udvikling i Europa og USA. Forstæderne og de landlige områder, hvor der er færre, der får en universitetsuddannelse, flere industriarbejdere og forholdsvis flere mænd, er traditionelt mere konservative.
Det er dér, vi finder højborge for det højre-populistiske De Sande Finner. I den vestlige region Sarakunta, var de for eksempel i stand til at mønstre 26,6 procent af vælgerne, så de her blev det største parti. I 2019 havde socialdemokraterne stadigvæk et snævert flertal med 25,21 procent.
De tyndere befolkede områder mod øst og nord har traditionelt støttet bøndernes parti, Centerpartiet, der var ved magten i årtierne efter Anden Verdenskrig, og havde statsministerposten indtil socialdemokraternes sejr i 2019. Siden det tidspunkt er det gået støt ned ad bakke, og de nåede ved valget i år et historisk lavpunkt med 11,3 procent. En stor del af deres vælgerne skiftede over til De Sande Finner ved dette valg, især i landområderne mod nord.
Nedskæringer forude
Centerpartiet er ved flere lejligheder gået imod de nye reformer, som blev foreslået af de andre i Marins 5-parti-koalition - Socialdemokraterne, De Grønne, Venstreforbundet og det Svenske Folkeparti. Centerpartiet ville på den måde fremstå som fornuftens stemme imod ’venstreblokken’ i koalitionen, i et forsøg på at formilde de mange vælgere, der var utilfredse med deres deltagelse i regeringen fra starten af.
Denne mistillid nåede et højdepunkt allerede i regeringens første år, hvor Centerpartiet offentligt udtrykte mistillid til koalitionens første statsminister, Antti Rinne, i forbindelse med en arbejdskonflikt inden for postvæsenet. Det endte med, at Rinne blev tvunget til at trække sig tilbage og banede vejen for, at Sanna Marin kunne overtage statsministerposten.
Finansministeren fra Centerpartiet gjorde koalitionen en yderligere bjørnetjeneste ved at foreslå en række tiltag, der skulle ’forbedre de offentlige finanser med mindst 9 mia. inden for de næste to valgperioder’. Denne fremlæggelse, og dens implikationer af, at der ikke var nogen alternativer til nedskæringer, prægede stemningen i de følgende måneders valgkamp.
Højrefløjen, især Petteri Orpos Saml, brugte den til at beskylde Marins centrum-venstre-regering for at bruge penge uansvarligt. Det blev Samls hovedtema i valgkampen, selv om næsten alle europæiske lande optog gæld under Covid-19-pandemien, fordi rentesatserne var uhørt lave.
Samls løfter om at gennemføre en økonomisk politik med nedskæringer og besparelser inden for de næste fire år på omkring 6 mia. euro, blev tit ukritisk understøttet af medierne som en rationel politik, der bare gjorde den iboende ’der er ikke noget alternativ’-logik til det normale i den offentlige sprogbrug i Finland.
Marins fortrin og den finske modreaktion
Sanna Marin, Finlands socialdemokratiske statsminister, er den internationalt mest respekterede politiker fra dette nordiske land i historien. Den unge, karismatiske politiker, der voksede op i en regnbuefamilie, tilførte sit parti en storbyagtig, læderjakkebærende, feministisk energi - noget, som det trængte hårdt til.
Denne kendsgerning, sammen med Marins klare placering på partiets venstrefløj, er en af årsagerne til den venstreorienterede profil i socialdemokraternes valgkamp. Den neoliberale højrefløj forsøgte endnu engang at få sit nedskæringsprogram i forgrunden, men dette standpunkt kom ikke til at stå uimodsagt. Samls kampagne for nedskæringer bliv imødegået af Marin, og socialdemokraterne afholdt sig fra nedskæringer af velfærdsgoder, som de lovede under ’offentlig-gæld’-valgkampen i 2015.
Marin betegnede derudover De Sande Finner som et ’racistisk parti’ og udelukkede en fremtidig regering med dem, selv om nogle mere så det som en udmelding, der skulle tiltrække grønne og venstreorienterede vælgere. Hvis det var begrundelsen, så var det en forfejlet strategi, det finske valgsystem taget i betragtning – mens De grønne og Venstreforbundet mistede sammenlagt 12 mandater, så var socialdemokraterne kun i stand til at vinde 3, så det samlet set blev en tilbagegang.
De Sande Finner har været længst fremme i angrebet på Finland som et åbent samfund. Det er i tiltagende grad blevet partiet for mænd fra arbejderklassen og middelklassen, især i forstadsområder og små-og mellemstore byer. Under den nyvalgte formand Riikka Purra har partiet profiteret af pandemien, fordi det var den eneste politiske magtfaktor, der gik imod Covid-restriktionerne og fremdyrkede en solid basis blandt vaccinationsskeptikere og konspirationsteoretikere.
Midaldrende mænd er deres demografiske nøglesegment, men det er også lykkedes for partiet at få omfattende tilslutning blandt yngre aldersgrupper, i kraft af deres overdimensionerede tilstedeværelse i de sociale medier - især Tik-Tok. Videoer med stemplet perussuomalaiset, partiets navn på finsk, bliver tilsyneladende favoriseret af SM-algoritmer, et eksempel, der er observeret tidligere med hensyn til for eksempel højreorienterede tweets.
Opbakningen til De Sande Finner ser ud til, som det er tilfældet med andre højrepopulistiske partier i Europa, at handle ikke så meget om specifikke politiske holdninger, men mere om at gå imod mainstream generelt. Det er for eksempel det eneste parti, der er imod landets ambitiøse klimamål - i Marins regeringsperiode forpligtede Finland sig til at blive CO2-neutralt i 2035.
En defensiv venstrefløj
Under valgkampen brugte De Sande Finner eksemplet med Sveriges problemer med bandevold til at udmale dystre fremtidsudsigter for Finland ved mange lejligheder. Det har dog ikke fanget an blandt vælgerne. Partiet har for eksemplet pisket en racistisk debat op om sammenhæng mellem skoler med dårlige eksamensresultater og procentdelen af elever, som ikke har finsk eller svensk som modersmål. Denne debat blev udløst af den finske statsradios offentliggørelse af et onlineredskab, der gjorde det muligt for brugerne at finde frem til de enkelte skolers procentuelle andel af elever med finsk eller svensk som andetsprog.
De Sande Finner har især haft held til at udvikle deres eget vidt udbredte brand, og en stærk, evigt gentaget fortælling, der kan omskrives sådan her:
Den venstre-grønne feministiske klasse interesserer sig ikke mere for ’normale mennesker’. Energi, olie og mad er alt sammen for dyrt, fordi klimatiltag giver kunstigt høje priser, og derfor må indstilles, indtil leveomkostningerne er bragt under kontrol. Udlændinge og truende børn i de store byer lever af finske menneskers skattepenge! Grænserne skal lukkes!
Partiets valgkampsparoler har været enkle og let genkendelige, som for eksempel ’Red Finland!’. Man kan indvende, at det næsten hæver sig over politik, fordi de ikke engang har fremlagt et valgprogram - deres positionering som en anti-mainstream stemme, og det understøttede racistiske løfte om at bevare et etnisk hvidt Finland, er nok til at skabe deres ønskede fortælling.
De grønne og venstreorienterede partier har som regering været i en vanskelig position med hensyn til at udvikle løfterige fortællinger. Venstrealliancen forsøgte at vise, at de havde holdt en lang række af deres tidligere valgløfter som for eksempel investeringer i uddannelse for børn, der begynder i skole, lovgivning til fordel for transkønnede, og tilbagerulning af den tidligere højrefløjsregerings værste besparelser. Men med en valgkamp, der kredsede om, hvem der skulle være den næste statsminister, mistede Venstrealliancen en del af deres vælgere til Marins socialdemokrater. Den finske venstrefløj synes også at mangle en langsigtet strategi, der går ud over at bevare status quo - en problematik, som den deler med mange europæiske venstrepartier.
Alt roligt på Østfronten
Der er to sandsynlige scenarier for en regeringsdannelse. Så forskellige de end er, så bliver dannelsen af en flertalsregering for begge scenariers vedkommende sikkert en lang og besværlig proces.
Petter Orpo og Saml kan genoplive den borgerlige regering 2015-19, med De Sande Finner og Centerpartiet som dem, der skal levere de mandater, der mangler for at have flertal. Når det er sagt, så vil det blive svært at lokke Centerpartiet, der var ansvarlig for flere mindre og mellemstore kriser i de sidste fire år, indenfor som støtteparti for en regering igen.
Centerpartiets tilbagegang fra at være et af de tre store partier, til at være et, der kæmper for at nå op på 12 procent, forklarer nemt græmmelsen hos dets støtter. Partiet blev beskyldt for alt for tit at være eftergivende over den såkaldte ’venstrebloks’ reformer, og det ønsker ikke at fortsætte i regering, da det så ville løbe risikoen for at ’regere sig selv til at blive ubetydelig’.
Petteri Orpo kunne også blive statsminister som leder af en såkaldt ’blå-rød’ regering, med socialdemokraterne som juniorpartner. Det ville kræve et drastisk økonomisk og politisk skift hos socialdemokraterne, og sikkert også en ny, centrum-orienteret leder, hvad der ville betyde afslutningen på Sanna Marins lederskab. Marins karriere kunne fortsætte i en international organisation, som for eksempel EU.
De næste fire år vil se et totalt anderledes Finland på verdensscenen. Som medlem af NATO vil det miste sin position som mægler mellem Rusland og USA, og omsider blive et ’vestligt land’, og, som andre vesteuropæiske lande vil dets demokratiske fundament stå over for de voksende udfordringer fra højreekstremisme eller radikaliseret konservatisme.
Disse udfordringer kan man også se genspejlet i sammensætningen af det nye parlament. Det yderste højre har opnået et rekordhøjt resultat, mens mangeårige-fredsforkæmpere som den venstreorienterede socialdemokrat Erkki Tuomioja dropper ud af det politiske liv, og politikere med en militær baggrund som tidligere generalmajor Pekka Toveri fra Saml kommer til at spille en fremtrædende rolle i det første finske parlament, efter at landet er blevet en NATO-medlemsstat.
4. april 2023
Robert Stark er ansat ved Rosa Luxemburg-Stiftelsen og medlem af Venstreforbundet i Helsinki.
Oversat fra rosalux.eu af Niels Overgaard Hansen
Oversætters note (28.4.2023): Sanna Marin meddelte kort efter valget, at hun stopper som partileder til efteråret. Der pågår stadig forhandlinger om en ny regering.
