Film: Tantura – massakren på en palæstinensisk landsby i 1948
Den israelske dokumentarfilm Tantura udfordrer den officielle myte om statens grundlæggelse og fordrivelsen af palæstinenserne. Den er et resultat af mere end to års research og interviews med de overlevende kvinder og mænd fra Alexandroni-brigaden. Om begivenheder, de fleste af dem aldrig har talt om, og som mange af dem en gang rent ud benægtede er sket.
Staten Israel frygter sin egen historie så meget, at den i 2011 vedtog Nakba-loven, der kriminaliserer enhver, der markerer den 15. maj – årsdagen for landets grundlæggelse – som en sorgens dag, og ikke fejrer den som en festdag, som staten ønsker det skal ske. Nakba er det arabiske ord for katastrofe, og det er sådan, palæstinenserne ser Israels grundlæggelse og deres egen fordrivelse af 7-800.000 palæstinensere fra den jord, der havde været deres i årtusinder. Nakba-loven indrammer den eksistentielle angst i et land, der aldrig har anerkendt sin egen fortid, uagtet at landet i dag fortsat kæmper med konsekvenserne deraf.
Israels fortælling om landets fødsel er stramt iscenesat og kontrolleret. Inden hæren åbnede sine arkiver om 1948-krigen, fastholdt man en politik, der forbød frigivelse af dokumenter, der beskrev tvangsfordrivelsen af palæstinenserne og nogen som helst krænkelse af menneskerettighederne, herunder også krigsforbrydelser begået af israelske styrker, eller noget, der kunne ”skade den israelske hærs image,” eller ”udstille hæren som værende uden moralske normer.”
Kun få i Israel er interesserede i, hvad der skete i dagene op til og efter landets grundlæggelse og den pris, landet har betalt for at eksistere. Der er tale om spørgsmål, som generationer af israelere har afvist at stille. ”For israelere består myten om landets grundlæggelse i, at palæstinenserne drog frivilligt bort, men Israel lyver for sig selv,” fortalte den israelske filmmand, Alon Schwarz, mig, da jeg for nylig mødte ham.
Venstrezionistiske tabuer
Selv i de zionistiske venstrekredse, hvor Schwarz voksede op, var det tabu at spørge ind til begivenhederne i 1948, bemærkede han. Hans første film Aidas hemmelighed – om en jødisk families skæbne fra 30’ernes Tyskland til de få overlevendes genforening i Israel – ”blev positivt modtaget i Israel, fordi filmen passer ind i den nationale fortælling.” Det blev hans næste film ikke, for den handler om de rædselsgerninger, som unge mænd og kvinder begik for at opbygge en israelsk stat på den jord, palæstinenserne havde levet på.
Filmen Tantura er et resultat af mere end to års research og interviews med de overlevende kvinder og mænd fra Alexandroni-brigaden. Om begivenheder, de fleste af dem aldrig har talt om, som mange af dem en gang rent ud benægtede er sket. Det foregik i Tantura – den palæstinensiske kystby nær Haifa, der blev udraderet af landkortet under Nakba. Schwarz vil undersøge den massakre på et ukendt antal landsbybeboere, som blev begået kun en uge efter, at den israelske stat blev udråbt.
Filmen blev vist på Sundance Festivalen, og fik en pris som bedste internationale dokumentar-film. ”Det er en film, som Israel ikke ved, hvad de skal stille op med,” siger Schwartz, der ikke er den første, der gør forsøg på at fortælle, hvad der skete.
I 1990’erne interviewede universitetsstudenten Teddy Katz medlemmer af Alexandroni-brigaden og skrev en afhandling på basis af deres beretninger. Det slap han ikke godt fra, for han blev slæbt i retten og tvunget til at trække afhandlingen tilbage, samt undskylde. Katz fik ikke sin eksamen, og kort efter døde sagen. Ingen turde røre ved den, ikke før Schwartz lyttede til de interviews, Katz havde lavet, og henvendte sig til medlemmerne af brigaden og bad dem fortælle, hvad de havde sagt til Katz.
Filmen indeholder hidtil uset arkivmateriale om Nakba, og retsmedicinernes rekonstruktion af de massegrave, der i dag er dækket af en parkeringsplads. Den giver et rystende indblik i de medvirkendes erindringer og traumer, der støder sammen med den tabubelagte fortælling om en nation, der har overbevist sig selv om sin uskyld. Filmen søger efter sandheden, om hvad der skete i Tantura, men også om det israelske samfund, og den varige skade, som det syndefald, landet er født med, har forvoldt.
Filmen er tillige en fortælling, som palæstinenserne aldrig er hørt op med at berette. Det enestående ved filmen er, at nu hører vi også om begivenhederne fra gerningsmændene selv. ”Alligevel er det den israelske udlægning, verden tror på rigtigt mange gange. Israelerne vil ikke vedkende sig denne historie. I stedet vælger de at se den anden vej,” siger instruktøren.
Aron Schwartz håber, at filmen omsider vil få israelerne til at anerkende, hvad de har gjort mod palæstinenserne. ”Ikke alene har vi begået etnisk udrensning, vi nægtede dem også retten til at vende tilbage, og vi har også frarøvet palæstinenserne deres historie. Det er frygteligt, vi har frarøvet dem retten til at erindre.”
”Vi vil ikke erindre”
Inden han satte sig for at fortælle om Tantura, vidste Schwartz, at han, ligesom Katz, gik ind i et kapitel af Israels historie, som ingen ønskede at vække til live. Reaktionen på Katz’ afhandling var en skandale, hvor mange sagde: ”Vi ved godt, hvad der skete, hvorfor sætte ord på det? Hvorfor tale om det?”
I én af filmens mest intense scener spørger Katz, der i dag sidder i kørestol efter flere slagtilfælde, Schwartz, ”om han er klar til at blive forfulgt, som jeg blev det?” For filmen mødes af den samme voldsomme afvisning som Katz’ afhandling. Tantura har været én af de mest omdiskuterede film i Israel i de seneste år, og én af de film, der er blevet fordømt allermest – også af dem, der ikke har set den.
Selvom filmen fik ros på Sundance Festivalen, så har ingen distributør endnu turdet sætte den på programmet, af frygt for at blive set som sympatisør med filmen. ”Filmen behager ikke sit publikum. De fleste vil hellere gå hen i et butikscenter og spise is,” siger Schwartz.
Nogle historikere har nedgjort filmen og kalder Schwartz for en bedrager og løgner, ganske som det skete med Katz. Kun få synes indstillet på at ville grave fortiden frem og grave sig igennem filmens vidnesbyrd. Schwartz spurgte en historiker: Vil du ikke løse dette en gang for alle? Om han da ikke var interesseret i kende landets fortid. Han svarede: ”Jeg er lige glad med, om det ikke bliver løst” Han troede heller ikke på vidnerne.
Israel er næppe det eneste land, der hvidvasker historien om landets tilblivelse, så den kan tjene som en nationalistisk fortælling. Alligevel er situationen her unik, fordi landets historie kun rækker tilbage til 40’erne, og fordi der stadig lever gerningsmænd og ofre, der kan modsige den officielle fortælling. Tantura tilbyder en sjælden indsigt i, hvordan nationale myter opstår og forsvares, og til hvilken pris.
Etniske udrensninger foregår stadig
I Israels tilfælde forsvares fortællingen med langt større styrke, da denne indsigt har en påtrængende aktualitet, fordi berøvelse af palæstinenserne (rettigheder, jord, vand og boliger) stadig foregår. Det nyligt afholdte valg har muliggjort dannelsen af en regering, der ledes af Netanyahu – den forventes, at blive Israels hidtil mest højreorienterede regering og er endnu engang en påmindelse om den israelske stats uafbrudte ekspansion.
Palæstinenserne har en levende erindring om, hvad der skete i 1948. Det står i grel kontrast til de medlemmer af Alexandroni-brigaden, der interviewes i filmen. Nogen påstår, at de ikke kan huske horrible detaljer om kampen om Tantura, mens andre kan mindes, at de tog sig en svømmetur efter massakren.
En palæstinensisk kvinde, som var barn på det tidspunkt, udtaler i filmen:
”Jeg husker alt, hvad der skete i Tantura. Jeg har intet glemt.”
Alice Speri er italiensk journalist, og skriver i Intercept om udenrigs- og sikkerhedspolitik, om undertrykkelse af minoriteter og anderledes tænkende i Mellemøsten og Nord- og Sydamerika.
—————————————
Læs mere om baggrunden og debatten Tantura-massakren her:
Så vidt vides distribueres filmen ikke udenfor Israel og USA. Indtil den eventuelt når her til landet, må læseren nøjes med disse YouTube-links, der viser forskellige udsnit af filmen.
Forbered udskrift
International Viewpoint – Fjerde Internationales webmagasin
Eksklusionstrusler bringer den samlende Enhedsliste i fare
SAP er ikke en del af Rødt Venstre
Interview: "At være venstreorienteret betyder at være på de undertryktes side"
SolarEdge: Israels beskidte grønne energiselskab