Klimatopmødets luftige resultater udstiller, at profitten går forud for klimaet. Men massedemonstrationen, modtopmødet og samlingen af græsrodsbevægelser har åbnet vejen for et alternativ.

af Daniel Tanuro

Det stod klart allerede inden FN’s klimatopmøde i København, at det ikke ville føre til nogen ny international traktat, men blot til en hensigtserklæring – endnu en i rækken. Imidlertid er den tekst, mødet endte med, endnu værre end, hvad man kunne forestille sig: ingen konkrete mål for reduktion af udledningerne, intet referenceår at måle dem i forhold til, ingen frister, ingen datoer!

Dokumentet fra topmødet indeholder et vagt løfte om hundrede milliarder dollar om året til udviklingslandenes tilpasninger, men dets formuleringer og forskellige kommentarer tyder på, at der vil blive tale om lån forvaltet af de store finansinstitutioner i stedet for reelle godtgørelser betalt af dem, der er ansvarlige for miseren.

Der er tale om et komplet usammenhængende dokument. Stats- og regeringscheferne erkender, at ”klimaforandringerne udgør en af vor tids største udfordringer”, men selv efter den femtende konference af denne type er de stadig ude af stand til at foretage sig noget som helst konkret for at imødegå udfordringen. De vedkender sig – som noget nyt – nødvendigheden af at holde temperaturstigningen ”under 2 grader” og dermed nødvendigheden af ”drastiske reduktioner” (deep cuts) i udledningerne ”i overensstemmelse med IPCC’s fjerde rapport”. Men de viger uden om de måltal, som klimaforskerne har konkluderet er nødvendige, hvilket for de udviklede landes vedkommende er mindst 40 procents reduktion i 2020 og 95 procents reduktion i 2050. De gør et stort nummer ud af deres ”stærke politiske vilje” til at ”samarbejde om realiseringen af denne målsætning” om mindre end 2 graders temperaturstigning, men de har ingen bud på en løsning ud over et sammenskudsgilde, hvor hvert land inden den 1. februar 2010 skal meddele de andre, hvad det har tænkt sig at gøre.

Profitten styrer
Fanget af den over-opreklamering, de selv havde iscenesat, stod verdens mægtige pludselig i rampelyset uden andet at fremvise end deres egne gemene rivalisering. Så smed 26 store landes repræsentanter NGO’erne ud, tilsidesatte de små stater og sammenflikkede i al hast en tekst, som frem for alt skulle give indtryk af, at der er en politisk pilot i flyet. Men der er ingen pilot, eller rettere: Styringen er overladt til en automatpilot, nemlig kapitalgruppernes profitjagt i konkurrencekrigen om de globale markeder.

Både EU og Obama som præsidentkandidat havde lovet højt og helligt, at virksomhederne skulle betale for deres udledningsrettigheder. Lutter flotte ord, for i sidste ende har de fleste af dem fået rettighederne gratis og profiterer ved at sælge dem videre og sende regningen til forbrugerne! Og sådan er det hele vejen igennem. Hold fingrene væk fra vores penge, lyder parolen.

Denne såkaldte aftale oser af afmægtighed. At klimaet skal holde sig under 2 graders temperaturstigning, er ikke noget, man bare kan beslutte. Hvis det ellers stadig er muligt, kræver det drastiske forholdsregler. Til syvende og sidst kræver det, at der forbruges mindre energi, og dermed at der omformes og flyttes mindre stof. Der skal produceres mindre til den købedygtige efterspørgsel, og samtidig skal menneskers behov dækkes, navnlig i de fattige lande. Hvordan gør man det? Dét er det centrale spørgsmål. Løsningen er ikke så svær at finde. Vi kunne nedlægge våbenproduktionen, afskaffe reklameudgifterne, opgive en række unyttige produktioner, aktiviteter og transporter. Men det ville gå stik imod den kapitalistiske produktivisme og profitjagten, som kræver vækst. Helligbrøde! Tabu!

Og hvad kom der så ud af tovtrækkerierne? På verdensplan er det nødvendigt at reducere udledningerne med mindst 80 procent inden 2050, og de udviklede lande er ansvarlige for over 70 procent af opvarmningen, men det eneste konkrete tiltag, der blev nedfældet i aftalen, er et stop for afskovningen – hvilket kun berører landene i syd og forholder sig til 17 procent af udledningerne. Mildest talt ikke noget tigerspring for økologien! At ”beskytte” regnskovene – ved at fordrive de folk, der bebor dem – giver forurenerne den billigste adgang til fortsat at producere – våben, reklamer osv. – og forurene, dvs. til at fortsætte med at ødelægge skovene i kraft af den globale opvarmning. På den måde fordærver profittens lov alt, hvad den rører ved, og vender alting på vrangen.

Voksende bevidsthed
Over for fiaskoen på topmødet var København heldigvis en bemærkelsesværdig sejr i basis. Den internationale demonstration lørdag den 12. december samlede omkring 100.000. Den eneste gang, der tidligere har været en lige så massiv mobilisering på dette spørgsmål, var i november 2007, da demonstrationer samlede i alt 200.000 australske borgere i en række byer. Men det var en national mobilisering i et Australien, der er hårdt ramt af den globale opvarmnings virkninger. Det er – endnu – ikke tilfældet i de europæiske lande, som hovedparten af topmødedemonstranterne kom fra, idet de trods heftige overgreb fra politiet drog gennem den nordiske hovedstad under råb om ”Planet first, people first”.

Over for regeringernes totale uformåenhed og over for de økonomiske lobbyer, som spærrer for en socialt retfærdig klimastabiliseringsindsats forstår flere og flere indbyggere på kloden, at de katastrofer, som bebudes af specialisterne, kun kan undgås gennem en radikalt anderledes politik.

København symboliserer denne voksende bevidsthed. Den kommer til udtryk, ved alle de sociale aktører, som indtil for nylig stadig holdt en vis distance til miljøspørgsmålene eller ligefrem betragtede dem med mistro, og som nu var med: kvindeorganisationer, bondebevægelser, fagforeninger, Nord/Syd-solidaritetsorganisationer, fredsbevægelse, grupperinger for globale alternativer osv. En nøglerolle spilles af de indfødte folk, som med deres kamp mod skovødelæggelser – en Davids kamp mod Goliath – symboliserer både modstanden mod profittens diktatur og muligheden for et andet forhold mellem mennesker og natur.

Alle disse kræfter har det til fælles, at de satser mere på kollektiv handling end på den lobbyvirksomhed, som de store miljøorganisationer lægger så stor vægt på. Når disse kræfter træder ind på scenen, forskubber det tyngdepunktet markant. Nu udspiller kampen for en økologisk effektiv og socialt retfærdig international traktat sig på gaden – ikke længere i topmødernes korridorer. Og det bliver en social kamp – ikke længere en debat mellem eksperter.

Mens det officielle topmøde ikke frembragte andet end et stykke papir, kridtede bevægelsesmobiliseringen og det alternative topmøde den politiske bane op til den indsats, der må gøres i basis i de kommende måneder: ”Change the system, not the climate”, ”Planet not profit”, ”bla bla bla Act Now”, ”Nature doesn’t compromise”, ”Change the politics, not the climate”, ”There is no PLANet B”.

Til trods for visse begrænsninger, især med hensyn til FN’s rolle, er erklæringen fra Klimaforum09 et godt dokument, som tager afstand fra kvotehandel, klima-nykolonialisme og opvejning (”offsetting”) af udledningerne med træplantning eller andre tvivlsomme teknikker. Flere og flere mennesker forstår, at klimaødelæggelsen ikke skyldes ”menneskenes aktiviteter” i almindelighed, men en produktions- og forbrugsmåde, som ikke er bæredygtig. Og de drager den logiske konklusion: Klimaet kan ikke reddes, alene ved at den enkelte ændrer adfærd, det er nødvendigt med dybe strukturelle forandringer. Det gælder om at sætte søgelyset på profitjagten, for den medfører uundgåeligt en eksponentiel vækst i produktion, spild og transport af stof, og dermed i udledningerne.

Fiaskoen som øjenåbner
Er topmødets fiasko så en katastrofe? Nej, tværtimod, den er særdeles godt nyt. Den er godt nyt, fordi det er på tide at få stoppet den afpresning, der siger, at mindre drivhusgasudledninger kræver mere nyliberalisme, mere marked. Den er også godt nyt, fordi den traktat, som regeringerne kunne have indgået i dag, ville være miljømæssigt utilstrækkelig, socialt forbryderisk og teknologisk farlig: Den ville indebære en temperaturstigning på mellem 3,2 og 4,9 grader, en havstigning på mellem 60 cm og 2,9 meter (mindst) og en hovedkulds satsning på farlige teknologier som atomkraft, agrobrændstoffer, GMO’er og ”rene kul” med lagring af milliarder af ton CO2 i undergrunden. Hundreder af millioner fattige ville være de første, det gik ud over.

Desuden er topmødefiaskoen godt nyt, fordi den ophæver illusionen om, at ”det civile verdenssamfund” gennem ”god regeringsførelse” og forening af alle ”interessenter” kunne finde en klimakonsensus mellem modsatte klasseinteresser. Det er på høje tid, vi indser, at der kun er to, fuldkommen modstridende tilgange til at komme ud af de fossile brændstoffers tidsalder: En overgang styret i blinde af profitten og konkurrencen, som fører os lige i afgrunden. Eller en overgang, som planlægges bevidst og demokratisk ud fra samfundsmæssige og økologiske behov, uafhængigt af omkostningerne, dvs. med vægt på den offentlige sektor og med deling af velstanden. Denne alternative vej er den eneste, der gør det muligt at undgå katastrofen.

Kongen har intet tøj på. Systemet evner ikke at løse det gigantiske problem, det har skabt, på anden måde end ved at påføre menneskeheden og naturen uoprettelige skader. For at det ikke skal ske, er der nu brug for den bredest mulige mobilisering. Det er en udfordring, der berører os alle. Opvarmningen af Jorden er langt mere end et ”miljøspørgsmål”. Det er en kolossal social, økonomisk, menneskelig og økologisk trussel, som objektivt nødvendiggør et økosocialistisk alternativ.

Problemets kerne er, at kapitalismen som system har overskredet sine grænser. Kapitalismens socialt og økologisk destruktive kapacitet overstiger klart dens fremskridtspotentiale. Det er en konstatering, som forhåbentlig vil gøre det lettere at skabe enhed mellem kampe til fordel for et andet samfund. Demonstranterne i København har åbnet vejen. De opfordrer os til at gå med i aktiviteterne: ”Handling nu. For Jorden, ikke for profitten. Naturen går ikke på kompromis.”

Daniel Tanuro er belgisk agronom og miljøskribent ved "La Gauche", der udgives af LCR-SAP, den belgiske sektion af Fjerde Internationale.

Oversat fra www.europe-solidaire.org af Finn Kjeller. Rubrikkerne er indsat af redaktionen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com