Læsetid: 7 minutter

1.’Vestlige værdier’ er ikke, hvad politikere siger, de er

Vesten er, som vi altid bliver fortalt, arvtager til en række etiske forskrifter og kulturelle handlemåder fra den europæiske oplysningstid i det 17. århundrede. De vigtigste af dem er de såkaldte værdier ved et frit samfund: fornuft, skepsis, lighed, tankefrihed, og måske også visse menneskerettigheder.

 

Disse værdier bliver betragtet som universelle, hvormed betones, at de er ubetinget sande, og bør anerkendes som gældende for alle og i alle samfund. Det er dog indlysende, at disse værdier ikke gælder i Gaza, og at menneskerettigheder ikke bliver palæstinenserne til del.

 

Disse rettigheder og værdier bliver undertiden omtalt som den ’jødisk-kristne tradition’, på trods af, at religiøse autoriteter i Europa historisk set har været de mest afvisende over for filosofiske, politiske og videnskabelige fremskridt. Igennem hele den såkaldte Vestens historie er fremskridt tit sket på trods af, og ikke på grund af, religiøst åndsslægtskab hos Oplysningstidens mest indflydelsesrige tænkere.

 

Forsvarerne, som de selv vil betegne sig, af disse værdier, har længe forfægtet deres sag ved at fremstille den som en forenklet modsætning: ’Vestlig civilisation’ er lyset i en verden af tiltagende mørke. Men Vestens intellektuelle og kulturelle landvindinger er truet på livet, og må forsvares for enhver pris.

 

Lad os for en stund glemme den tvivlsomme påstand, at Vesten er en lukket og homogen kulturel enhed eller filosofisk nyskabelse, og ikke bare en politisk opfindelse af nyere dato.

 

Palæstinenserne har gennem årtier lært, på den hårde måde, at de værdier, som vestlige politikere og magthavere påberåber sig, slet ikke er universelle. Retten til selvbestemmelse er for eksempel blevet nægtet dem i generationer.

 

Mange af punkterne i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne – det dokument, der hævdes at være det ypperste politiske udtryk for Oplysningstidens universalisme, gælder ikke for de palæstinensere, der lever under israelsk besættelse. Det første punkt i Erklæringen: ’Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder’, anses simpelthen ikke for at være relevant i deres tilfælde.

 

Zionisme, som den er udformet af Israel – en etnisk ekskluderende og i tiltagende omfang teokratisk stat, der systematisk undertrykker og diskriminerer imod den ikke-jødiske befolkning, er næppe forenelig med humanistisk universalisme. Adskillelsen af kirke og stat var en af Oplysningstidens største landvindinger. I Israel instituerer regeringen en stadig tættere forbindelse mellem de to. Disse åbenlyse modsætninger har dog ikke givet anledning til nogen vaklen i de vestlige lederes støtte.

 

Det er ikke kun palæstinenserne, der er udelukket fra den vestlige universalisme. Et hurtigt blik verden rundt, herunder også i vestlige lande, indikerer, at den vigtigste form for ’universalisme’, som praktiseres af de herskende klasser (dem, der har den økonomiske og politiske magt) er, at de universelt gør undtagelser fra netop de værdier, som de foregiver så energisk at forsvare.

 

2. Penge er vigtigere end (nogle) mennesker

For uanset al snak om værdier, så er der kun én værdi, der virkelig betyder noget for dem, der styrer den globale kapitalisme: økonomisk værdi. Værdien af deres profitter og formuer.

 

Som illustration af dette behøver man ikke at se længere end til fælleserklæringen om Gaza, fremsat af 14 regeringer den 3. januar. De vedvarende angreb i Mellemøsten var, som der stod, ’ulovlige, uacceptable og dybt destabiliserende’, et ’vigtigt internationalt problem, der kræver fælles handling’.

 

’Lad vores budskab være klart’, forkyndte erklæringen, ’vi krævet et uophørligt stop for disse ulovlige angreb’.

 

På det tidspunkt rapporterede Gazas sundhedsministerium om mere end 20.000 palæstinensere, der var blevet dræbt under Israels invasion og bombardementer af territoriet. Og 7.000 derudover var savnet, antageligt døde, og næsten 60.000 såret.

 

Men fælleserklæringen handlede ikke om blodbadet i Palæstina. Det Hvide Hus fremsatte den, samtidig med at de finansierede Israel og forsynede dem med endnu flere avancerede våben til at slå børn ihjel med. Hvad var det så, der fik USA og medunderskriverne til at anvende så voldsom sprogbrug? Det var ikke det systematiske massemord, men afbrydelsen af handel gennem Det Røde Hav på grund af de tilbagevendende angreb fra houthi-oprørerne i Yemen.

 

Erklæringen kom, efter at Operation Prosperity Guardian var blevet indledt et par uger tidligere (’Prosperity = velstand, som det eneste, det var værd at bevogte – ikke velstand for nogen i Gaza). Operationen involverede en koalition af mere end 20 lande ’forpligtet på at forsvare international skibsfart’.

 

’Disse angreb har alvorlige konsekvenser for global skibsfart og samhandel, negativ indvirkning på nationers økonomi over hele verden, og koster rederier milliarder af dollars’, sagde general Pat Ryder fra US Air Force på en pressekonference i Pentagon i december.

 

For at understrege, hvad der er på spil, hvad der får kapitalistiske regeringer til at reagere, og hvad der får dem til at gå i aktion, gentog Ryder, at houthi-blokaden har ’negativ indvirkning for mange milliarder, milliarder af dollars i global samhandel’.

 

Koalitionen har siden sat endnu en krig i gang, og denne gang bombet Yemen igen og igen, fordi rederier er blevet tvunget til at omdirigere deres skibe syd om Afrika, ’med betydelige ekstra omkostninger og ugers forsinkelse med levering af varer’.

 

Tænk, hvis palæstinenserne kunne udgive sig for at være dyre, omsættelige varer! Så ville de gøre sig fortjent til sympati og beskyttelse fra dem, der styrer den globale kapitalisme.

 

3. ’Reglerne’ gælder kun for nogen

’Vi er fortsat forpligtet på den internationale regelbaserede orden, og er fast besluttet på at stille ondsindede aktører til regnskab’, hed det i en erklæring fra Det Hvide Hus’ 3. januar.

 

Men hvis værdier administreres selektivt og overholdes selektivt, så gælder det også reglerne i den såkaldte regelbaserede verdensorden.

 

Det er for eksempel utænkeligt, at den terror, der er sluppet løs på Gaza, kunne være gennemført ustraffet, hvis det var Tel Aviv, det var gået ud over. Forestil jer lige et øjeblik reaktionen fra ’det internationale samfund’, hvis en eller anden aktør eller stat jævnede skoler, universiteter, hospitaler og synagoger med jorden, måned efter måned, i Israels hovedstad, og dræbte mennesker i titusindvis.

 

De dobbelte standarder bliver stillet åbent til skue med hensyn til Ukraine. Præsident Vladimir Putin er med rette blevet fordømt for krigsforbrydelser og for at bestride Ukraines ret til selvbestemmelse. Den Internationale Krigsforbryderdomstol har endda udstedt en arrestordre på den russiske leder.

 

Men hvad der er almindeligt gældende, hvis en eller anden bliver betragtet som krigsforbryder, er hvilken side af hegnet, de befinder sig på. Så mens USA støtter Ukraine og fordømmer Rusland, så indtager de det modsatte standpunkt i Mellemøsten, hvor de støtter den undertrykkende nation imod de undertrykte og besatte palæstinensere. På trods af de klare beviser på krigsforbrydelser fortsætter Vesten med at erklære, at Israel har ret til at forsvare sig selv. Det er også en dobbeltstandard, selv ifølge Vestens egne regler.

 

Desuden handler regler som oftest om at beskytte de folk og stater, der skriver dem. Der er ikke én eneste præsident i USA for eksempel, der nogensinde er blevet stillet over for seriøs sanktion for imperiets myriader af forbrydelser: den nukleare udslettelse af Hiroshima og Nagasaki, tæppebombningen af Vietnam, Cambodia og Laos, omstyrtelsen af demokratisk valgte regeringer, den militære støtte til diktaturer, tilintetgørelsen af Irak – det bliver bare ved og ved.

 

4. Kriminaliteten strækker sig ud over ’Vesten’

Mens de vestlige lande har været forrest med at støtte Israel, så er de ikke de eneste. Hverken de russiske eller kinesiske herskende klasser bekymrer sig om palæstinensernes befrielse. Hvorfor skulle de det? De har ingen principiel modvilje mod at slå arabere og muslimer ihjel, fratage dem deres rettigheder og stjæle deres jord.

 

Det er kun seks år siden, at Rusland jævnede den palæstinensiske flygtningelejr i Yarmouk uden for Damaskus med jorden, fordi den var base for modstanden mod det syriske diktatur. Putins opstigning til magtens tinder blev hjulpet på vej af hans brutale udryddelse af den tjetjenske separatistbevægelse. Og når det kommer til tæppebombning af arabiske og muslimske ’barbarer’, er Putin en regulær likudnik (1).

 

Kina er en af de få moderne stater, der – ligesom Israel, etnisk udrenser en muslimsk nation ved hjælp af bosætter-kolonialisme. Uighurerne i Xinjiang hæver nok et øjenbryn ved Kinas klage over, at FN ’kryber uden om det grundlæggende spørgsmål om den status, som en selvstændig stat for det palæstinensiske folk vil få’.

 

Folkemord, etnisk udrensning og undertrykkelse af etniske minoriteter – sammen med de ideologiske løgne, der retfærdiggør dem, som for eksempel ’terrorbekæmpelse’ eller rendyrket islamofobi – er redskaber fra samme værktøjskasse, som bruges af enhver imperialistisk magt. Europa, USA, Rusland og Kina bruger dem alle, når det tjener deres interesser – og hver og en af dem fordømmer dem, når det på den måde tjener deres egne interesser.

 

For Mellemøstens herskende klasser er det god politik at lefle for deres befolkninger i forbindelse med palæstinenserne. At gøre noget meningsfuldt for palæstinenserne er det ikke. Arabere og muslimer i regionen, der lider under den blandede skare af amerikansk- og russiskstøttede diktaturer, ser med rette den palæstinensiske sag som det tydeligste udtryk for den lange kamp imod imperialisme og kolonialisme i regionen.

 

Men deres herskere er glade for at handle med den israelske stat og fraskriver palæstinensernes deres rettigheder, mens de hykler forståelse for, at de vil have retfærdighed. Egyptens USA-støttede diktatur har været Israels vigtigste partner i den langsomme kvælning af Gaza ved hjælp af blokadevåbnet. De tyranniske arabiske stater har ikke interesse i menneskers befrielse: De tænker på palæstinenserne som munde at føde, potentielle terrorister og foder for demagogiske paradenumre.

 

5. Vi lever i en verden med permanent krig

Tilstanden af næsten permanent krig imod palæstinenserne, fra 1948 til i dag, er ikke at sætte barren for højt. Fra kapitalismens fremkomst har den været ensbetydende med vold. Karl Marx skrev i ’Kapitalen’ fra 1867:

 

’Opdagelsen af guld- og sølvlandene i Amerika, udryddelsen, trældommen og begravelsen af den indfødte befolkning i bjergværkerne, den begyndende erobring og udplyndring af Ostindien, Afrikas forvandling til et indelukke for handelsjagt på sorthudede, kendetegner den kapitalistiske produktionsæras morgenrøde. (…) Hak i hæl herpå følger handelskrigen mellem de europæiske nationer med hele jordkloden som skueplads. Den åbnes gennem Nederlandenes frafald fra Spanien, antager kæmpeomfang i Englands Antijakobinerkrig, fortsætter stadig i opiumskrigene mod Kina osv. ’.

 

Da så det meste af verden var delt op, og et globalt system af produktion og handel var etableret ved afslutningen af det 19. århundrede, førte den kapitalistiske konkurrence til en konstant kamp om og genopdeling af ressourcer og indflydelsessfærer mellem stater, der, med den russiske marxist Nikolai Bukharins ord, var ’væbnet til tænderne, og klar til at kaste sig over hinanden hvert øjeblik’.

 

Der har ikke været én dags fred lige siden. Indonesien kæmpede for uafhængighed fra hollandsk kolonialisme, for så med vold at nægte vest-papuanerne den samme frihed. Kina led under at være i hænderne på japanerne og europæerne, for så at undertrykke uighurerne og true deres naboer. Indien vandt sin uafhængighed, for så at splittes i to, og derefter kaste sig ud i årtiers territoriale konflikter med Pakistan og Kina. På næsten hvert eneste kontinent, i hvert årti, fortsætter konflikterne, mens landene prøvet at bringe sig i stilling for at få magt, indflydelse og råvarer.

 

Men der er få områder, der er har været udsat for så meget ødelæggelse og krig som Mellemøsten, der på grund af olien har været i centrum for den globale imperialistiske konkurrence i 100 år. Årsagen til konflikten er ikke kun Vesten, ikke kun de arabiske regimer, men verdensimperialismen, der har bestemt palæstinensernes skæbne.

 

De er ikke bare oppe imod Vesten, ikke bare de arabiske regimer, men verdensimperialismen. Det fortæller os noget andet: Palæstina er ikke bare en kamp for palæstinenserne, det er en del af en kamp for en verden, der vil komme til at se helt anderledes ud.

 

Der vil først blive fred i Mellemøsten, når vi slipper af med kapitalismen én gang for alle.

 

9. marts 2024

 

Note: Likud er Netanyahus parti. Det uoversættelige ’likudnik’ taler for sig selv.

 

Red Flag er et 14-dagesblad udgivet af Socialist Alternative, som er tilknyttet Fjerde Internationale. Artiklen er oversat fra Red Flag af Niels Overgaard Hansen.