Dette interview om den sociale bevægelse i Israel med journalist og forfatter Michel Warscawski blev lavet i august 2011.

af International Viewpoint

International Viewpoint: I adskillige uger har en omfattede social bevægelse nu krævet "social retfærdighed". Tror du, at denne bevægelse kan ændre den politiske situation i Israel og i Mellemøsten?

Michel Warscawski: Lad os ikke overdrive! At den nuværende sociale mobilisering kan føre til politiske ændringer, er en ting, men at hævde at den udgør et større skift på regionalt niveau er en kraftig overdrivelse. På regionalt niveau er den største begivenhed stadig den arabiske intifada, som vil udøve lang større indflydelse, end det, der sker lige nu i de israelske gader.

Når det er sagt, og selv hvis forbindelsen ikke er gjort helt tydelig, så stiller den sociale bevægelse og dens krav ikke kun relevante spørgsmål til den nuværende regerings økonomiske og sociale muligheder, og især til afmonteringen af den offentlige service, men også til dens politiske muligheder: for at finansiere en industripolitiske omlægning bliver det nødvendigt at skære i militærbudgetterne og i finansieringen af kolonialiseringen.

International Viewpoint: Den aktuelle sociale bevægelses bredde og dens popularitet (meningsmålingerne indikerer, at den bliver støttet af mere end 80 procent af befolkningen) afspejler en afstandtagen fra det nuværende regime og fra den rolle, staten spiller – som ikke mere er en velfærdsstat. Den tidligere minister og tidligere militære leder af de besatte områder, Benjamin Ben Eliezer, har for nylig udtalt, at han frygtede den værste katastrofe siden dannelsen af staten Israel, fordi "de folk der går på gaden i dag er Israels elite" og der er "en forbindelse mellem den befolkning og magten i samfundet". Kunne det være et udtryk for tab af legitimitet for det zionistiske projekt blandt den jødiske befolkning i Israel?

Mishel Warscawski: Lad os heller ikke overdrive her: Zionisme – som et kolonialistisk projekt og som en ideologi – bliver der ikke stillet spørgsmålstegn ved, langt fra! Tværtimod insisterer talspersonerne for bevægelsen kraftigt på at sige "hverken højre eller venstre" og på bevægelsens ikke-politiske karakter. Under de store samlinger i Jerusalem og og Tel-Aviv, blev spørgsmålet om den israelsk-arabiske konflikt helt frivilligt undgået ….. bortset fra nogle kunstnere, der i modsætning til talspersonerne, havde knyttet den forbindelse.

Det, der bliver sat på dagsordenen, og det er i sig selv meget vigtigt, er afmonteringen af velfærdsstaten og den katastrofale konsekvens heraf på uddannelse og sundhed.

Det, Benjamin Ben Eleizer understreger er det faktum, at det drejer sig ikke om en bevægelse, der kommer fra de fattigste sociale lag, men fra middelklassen, fra arbejdende familier, som har et forholdsvis højt uddannelsesesniveau, som aftjener deres årlige reservist-tjeneste i hæren, og som vil have deres del af frugterne af den aktuelle vækst i den israelske økonomi, – som især nogle få tusinde familier nyder godt af. For dem er den nuværende regering deres magtbase. "Israel er os"! – siger de grundlæggende, og det er det budskab, som Benjamin Ben Eliezer, og især dem, vi kalder oligarkerne, vil ønske at lade Netanyahu høre, fordi de gigantiske profitter, som disse oligarker har skovlet ind det sidste årti, er tæt knyttet til Israels politiske og sociale stabilitet, og den stabilitet er vel værd at betale for med nogle reformer af den tøjlesløse nyliberalisme, til fordel for disse mellemlag.

International Viewpoint: I demonstrationen kunne vi se plakater, der sagde "Tahrir-pladsen er her". På Rothschild Boulevard var der et "1948-telt" hvor der var jøder og palæstinensere, som gik ind for et fælles statsborgeskab i en stat for alle dets indbyggere. Det ser ud som om, der dukkede protestlejre op for drusere og palæstinensere …. Tror du, at 14 Juli-bevægelsen vil bidrage til at løsne op for nationalismen i Palæstina og i Mellemøsten?

Michel Warscawski: De israelske palæstinensere har sat deres præg på bevægelsen, også på Rothschild Boulevard i Tel-Aviv, og deres krav er både politiske og sociale. Når det er sagt, så rev jødiske demonstranter f.eks. det palæstinensiske flag ned, der var på deres telt. Den nuværende udfordring for den anti-kolonialistiske venstrefløj og for de palæstinensiske aktivister er stadig den samme: at knytte forbindelsen mellem de sociale krav og de politiske krav.

Netanyahu hjælper os med det, når han opfordrer de unge par, der leder efter en bolig, til at tage ud og bo … i bosættelserne. Så fremprovokerer han vrede hos dem, der ønsker et svar der, hvor de bor, i Tel-Aviv, Haifa eller Beer-Sheba, ikke i Ariel eller Ofra.

International Viewpoint: I løbet af de seneste ti år har vi set forsøg i Israel på at oprette nye kæmpende og demokratiske fagforeninger (Koach La-Ovdim, Maan) Spiller de nogen rolle i den aktuelle sociale bevægelse, og hvis ja, så hvilken?

Michel Warschawski: Alle deltagerne fra den sociale bevægelse er til stede i bevægelsen, inklusiv Koach La-Ovdim. Denne strømning er det første succesfulde forsøg på at bryde Histadruts (den zionistiske fagbevægelse, red) monopol, som den eneste repræsentant for arbejderklassen. Det er stadig en beskeden størrelse, men den er ikke længere isoleret til bestemte områder, og man er i stigende grad nødt til at tage den i betragtning.

Michel Warscawski er journalist og forfatter, og grundlægger af Det Alternative Informations Center (AIC) i Israel. Hans bøger omfatter On the Border(South End press) og Towards an Open Tomb – the Crisis of Israeli Society(Monthly Reviw press)

Oversat fra engelsk af Martin Mørch

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com