Foto: Oppositions-koalitionen MUD demonstrerer i San Diego i det nordlige Venezuela. LuisZ9/Wikimeida.

For første gang i fire år deltog alle større oppositionspartier i Venezuela i valget, og for femte gang på fire år vandt venstrefløjen en jordskredssejr. Der blev valgt 23 guvernører, 335 borgmestre, 253 parlamentsmedlemmer og 2.471 kommunalbestyrelsesmedlemmer. Det regerende Venezuelas Socialistiske Enhedsparti (PSUV) vandt mindst 19 af de 23 guvernørposter (én post er stadig uafgjort) samt borgmesterposten i hovedstaden Caracas. Ud af 335 borgmesterposter vandt PSUV og koalitionspartnere de 205, mens oppositionen fik 96, og andre partier 21. Over 70.000 kandidater var opstillet. Valgdeltagelsen lå på 42,2 procent – ca. 11 procent højere end ved sidste års parlamentsvalg.

1.     Sundhed, boliger og fødevareprogrammer

Venezuelas sundhedspolitik er, når det gælder Covid-19, eksemplarisk [20 procent færre døde end Danmark med en befolkning, der er ca. fem gange større, ifølge BBC, o.a.]. USA forventede, at coronaen ville knække Venezuelas sundhedssystem, der var mærket af mange års amerikanske sanktioner. Der er registreret ca. 15.000 smittede og 180 døde pr. én mio. indbyggere mod USA’s 146.000 smittede og 2.854 døde. I modsætning til hvad man har kunnet se i Ecuador og Bolivia, så har der ikke ligget nogen døde i gaderne, og der har heller ikke været nogen overfyldte lighuse som i New York.

I de sidste ti år har Venezuelas regering bygget 3,7 mio.. nye boliger til arbejderklassefamilier, de fleste er blevet opført, efter at USA i 2018 iværksatte sanktionspolitikken.

Sanktionerne ville have lammet landet, hvis ikke det havde været for landets vigtigste sociale program – CALP – et lokalt fødevareprogram, der fordeler mad og andre fornødenheder i lokalsamfundene. Syv mio. familier modtager CLAP-kasserne hver måned. Ikke alene har programmet været afgørende for at brødføde folk, men de har også forstærket chavismens basis og genoprettet relationerne mellem regeringen og dets græsrødder efter PSUV’s valgnederlag i 2015.

2.     Den økonomiske situation er blevet bedre

Ifølge opinionsundersøgelser fra august 2021, så angiver 50 procent af venezuelanerne, at tilværelsen er blevet forbedret, sammenlignet med 2019. Til trods for USA’s sanktioner, der har forårsaget et fald på 99 procent i statens indtægter, så er landets økonomi ved at stabilisere sig. Inflationen er (ifølge Bloomberg) knap 7 procent, nu for første gang i fire år nu “kun” et-cifret tal. Credit Suisse regner med en vækst på 5,5 procent i 2021, og 4,5 procent i 2022. Olieproduktionen er kommet i gang igen, efter at der er indgået en handelsaftale med Iran.

3.     Venstrefløjen er (næsten) forenet

PSUV vandt valget sammen med en koalition bestående af otte andre venstrefløjspartier – Gran Polo Patriótico Simón Bolíva. Over halvdelen af PSUV’s kandidater var kvinder, mens 43 procent var unge. Mere end 90 procent af kandidaterne opstillede for første gang, hvilket fortæller om den fornyelse af partiet, som græsrødderne repræsenterer. Det var anden gang, at venstrefløjen ikke stod helt forenet. En koalition, der bl.a. omfatter Venezuels Kommunistparti, kørte deres egen kampagne og fik mindre end 3 procent ved parlamentsvalget i 2020. Beslutningen om at stå udenfor venstrekoalitionen ser dog ikke ud til at have påvirket resultatet af novembervalget.

4.     Oppositionen er splittet

Den venezuelanske opposition har aldrig været kendt for sin enhed og var op til valget stærkt splittet. Nogle partier opfordrede til boykot og forsøgte, at vælte regeringen, mens andre foretrak at gå demokratisk frem. Selv om alle de store oppositionspartier deltog i valget, så var oppositionen delt i to hovedkoalitioner: Demokratisk Enhed (MUD) og Den Demokratiske Alliance. Langt de fleste af de 70.000 kandidater kom fra oppositionen og kæmpede mod hinanden næsten alle steder, og derfor kunne PSUV vinde seks guvernørposter med under 50 procent af stemmerne i de pågældende distrikter. Havde oppositionen ståer sammen, ville de have vundet mere.

En stemmeoptæliing viser, at PSUV fik 46 procent af alle stemmer, mens resten gik til de forskellige partier i oppositionen. En forenet opposition ville have vundet valget, men den slags er her i landet en selvmodsigelse.

5.     Oppositionen er dybt upopulær

Mens der bliver gjort et stort nummer ud af den påståede mangel på støtte til præsident Maduro (af bl.a. USA og EU, der aldrig vil anerkende de mange millioner stemmer, hans parti får), så er det mindre kendt, at oppositionen er dybt upopulær. Den vigtigste oppostionspolitiker fra MUD, Juan Guaido, topper med 83 procent i et “mistilldsbarometer,” mens flere af hans nærmeste politikerkollegaer ligger på 60-80 procent.

MUD-koalitionen har brugt år på at hævde, at de repræsenterede flertaææet af venezuelanerne – en påstand som de ikke kunne underbygge, når de i begyndelsen af valgkampen opfordrede til at boykotte valget.

Deres tilbagevenden til valgkampen betød dog kun en fremgang på 10 procentpoint i stemmedeltagelsen, sammenlignet med parlamentsvalget i 2020. Hertil kommer, at MUD lå lavere end andre oppositionspartier i 9 ud af 23 delstater og i Caracas. MUD vandt kun en enkelt guvernørpost af oppositionens tre. Måske en følge af, at MUD gentagne gange har anbefalet udlandets sanktioner – til trods for at 76 procent af venezuelanerne afviser dem.

MUD nyder politisk, finansiel og logistisk støtte fra USA og EU, mens medlemmer fra de oppositions- partier, der har forhandlet med Maduro-regeringen, er blevet smædet og udsat for amerikanske sanktioner. Valgresultaterne burde gøre det klart for Biden, at fortsat støtte til MUD, og især til illusionen om Guaido som “midlertidig præsident” er en fejlslagen politik.

23. november 2021

Leonardo Flores er Latinamerika-ekspert og aktivist i den feministiske fredsbevægelse CODEPINK, der bl.a. arbejder for at USA skal ophæve sanktionerne mod Venezuela.

Oversat og bearbejdet fra Code Pink af Arne Lund

Note [red]:

Tidligere præsident Jimmy Carters Center til Fremme af Menneskerettigheder blev indbudt af Venezuelas regering som valgobservatør og til at vurdere, om valgkampen levede op til internationale normer for fri demokratiske valg. Efter valget blev der udsendt en rapport, hvori det bl.a. hedder,

• at valget var påvirket af de vanskelige økonomiske, politiske og sociale forhold i landet, der bl.a. skyldtes USA’s sanktioner. Hertil kom coronaen.
• at venstre- og højreoppositionen havde svært ved at komme til orde, var pålagt restriktioner, og at oppositionelle var fængslet;
• at med bl.a. Carter Center og den norske regerings mellemkomst blev der indledt forhandlinger i Mexico, hvor regeringen indvilgede i at lette presset på oppositionen, hvilket bidrog til at valget kunne gennemføres med større troværdighed.

Til trods for disse forbedringer, som Carter Center betegner som betydelige fremskridt i forhold til tidligere valg, så er konklusionen, at valghandlingerne stadig ikke fuldt ud imødekommer de internationale normer for demokratiske valg, som Venezuela har undertegnet.