Fredag den 7. november 2014 blev NUMSA, metalarbejdernes fagforening (med 340.000 medlemmer) ekskluderet fra den nationale faglige landsorganisation, COSATU (Congress of South African Trade Unions) med 33 stemmer mod 24 i den nationale ledelse.

af Claude Gabriel

Der er tale om en bemærkelsesværdig begivenhed. For det første fordi denne fagforening er en af de allervigtigste i forbundet. Og fordi den var én af de væsentligste komponenter ved landsorganisationens opstart i 1980. Ikke desto mindre er det klart grunden til denne eksklusion, som er afgørende vigtig. NUMSA blev ekskluderet, fordi de i december 2013 på deres kongres besluttede, at de ikke længere ville støtte ANC og kommunistpartiet, som sidder ved magten, og for at have undsagt disses neoliberale politik og korruption.

En historisk cirkel er sluttet. For i begyndelsen af 1980erne, mens massebevægelsen blev genopbygget og kampene mod det hvide regime fik en bredere basis, var der to idémæssige strømninger der kæmpede om herredømmet. På den ene side African National Congress (ANC) og dets ”fyrtårn”, kommunistpartiet (KP). På den anden side de faglige ledelser, som var født af fremgangen for et klassisk industrielt proletariat (metal, kemi, tekstil). De første forsvarede dybest set en linje for en national demokratisk revolution, og den anden stod for en socialistisk og demokratisk revolution. Mens aktivisterne i ANC og KP opererede hemmelighedsfuldt i massebevægelsen, nød de andre en relativ legalitet som fagforeningsledere.

Spændingerne var ekstreme i den første del af årtiet. Mens nogle af disse fagforeninger, som dengang samlede sig i FOSATU (Federation of South African Trade Unions), (forgæves) prøvede at vinde herredømmet i lokalområderne (townships), beklagede KP sig i sin presse over ”venstresekterikere”, ”skrivebordsrevolutionære”, ”trotskister” osv. Men det objektive pres for en samling af dem, som åbent støttede ANC’s linje (som begyndte med minearbejdernes forbund NUM), og dem, som stadig rejste spørgsmålet om et selvstændigt arbejderparti og en selvstændig arbejderbevægelse, førte til dannelsen af en stor, samlet faglig landsorganisation, COSATU – i december 1985.

Tredive års forrådnelse
I starten var det meningen, at alle skulle beholde deres ret til at udtale sig, og der var nogle spændinger de første år mellem de to ”fløje” af bevægelsen. Så kom tiden med forhandlingerne mellem ANC og det liberale borgerskab, Vesten og så selve regimet, i tiden med glasnost og pres fra Gorbatjov. Nogle gange på grund af naivitet, og ofte på grund af opportunisme, blev mange af de ”uafhængige” fagforeningsledere omvendt. Mange af deres ledere sluttede sig senere til KP og ANC i de nye tiders navn: ANC havde til sidst vundet herredømmet, realisme, den pludselige demokratisering af stalinismen samt mange andre grunde blev nævnt.

Efter det historiske valg i 1994 blev de ministre, forretningsfolk og bestyrelsesmedlemmer i alle former for udvalg og støttede uden store problemer de beslutninger, der blev taget i ”den første fase” (men stadig meget neoliberal) i vejen til ”socialisme”. Fagforeningskontingenter blev delvist brugt til at finansiere CP, de ”naturlige” talspersoner for proletariatet! I COSATU som helhed blev bestikkelse hverdag og gjorde for eksempel Cyril Ramaphosa – den tidligere leder af minearbejdernes fagforening – til millionær og aktieejer i minerne til trods for, at han var nummer to i ANC.

Men tiden gik: Krav om at rette ind, dybere fattigdom, brudte løfter, ubøjelige arbejdsgivere, fremkomsten af en ny generation på de valgte poster. Og så, den sidste større begivenhed, massakren på 34 strejkende minearbejdere ved Marika, den 16. august 2012. Numsa-kongressen i december 2013 noterede sig alt dette og proklamerede et politisk brud med regeringen og KP. – ikke flere bidrag, ikke flere opfordringer til at stemme på ANC og en appel til andre fagforeninger om at følge den samme linje. Alt sammen dækket ind af en reference til en forenet front for socialisme og målsætningen om et selvstændigt arbejderparti.

Det, der er både forbandet og spændende, er, at vi nu er vidne til næsten de samme debatter som i 1983/85. Tredive år senere er efterfølgerne til hovedpersonerne fra den tid i den samme konflikt på stort set de samme vilkår. Tredive år tabt? Selvfølgelig ikke. For dengang var der en politisk kamp i stridighederne, hvorimod en af de to lejre i dag har magten, bruger statens vold, udtrykker holdningen fra et dybt korrupt bureaukrati og samarbejder i det skjulte med den store hvide kapital (hvilket var forudsigeligt for tre årtier siden).

For NUMSA er ligningen kompleks. De kan ikke bare henvise – som de gør nu og på en fantastisk måde – til det, de mener var den korrekte linje for ANC og CP før degenereringen. De må gøre regnskabet op og forstå, at begreberne f.eks. vedrørende det nationale spørgsmål (”en særlig type af kolonialisme”), fra starten dækkede over en tilpasning til den sovjetiske linje i forhold til den nationale og demokratiske revolution, der involverede den klassealliance og den systematiske kompromislinje, vi har set i tyve år. De kan ikke længere tænke – sådan som CP hævdede og stadig hævder – at arbejderklassen er ”unik”, og at dens politiske repræsentation nødvendigvis går gennem et enkelt ”arbejder”-parti. Tingene er uendeligt meget mere komplicerede i dette land med så mange sociale forskelligheder. Endelig er en ny analyse af bureaukratiseringen nødvendig, hvis NUMSA ønsker at vende et blad.

Hvilken faglig og politisk omgruppering?
Processen med organisatorisk klarhed er derfor kun i sin spæde start. NUMSAs første prioritering bør være på den faglige front. De er blevet udelukket fra COSATU, men otte andre fagforeninger i COSATU har etableret forbindelser til dem. Det fælles møde, som blev afholdt med disse fagforeninger den 9. november 2014 som efterspil til udelukkelsen, gik godt og tegner godt for et samarbejde mellem NUMSA og disse fagforeninger, som stadig (midlertidigt?) er med i COSATU. Et fælles møde synes at være på vej inden for de næste uger.

Derudover findes der allerede fagforeninger udenfor COSATU, som f.eks. AMCU (Association of Mineworkers and Construction Union, dannet i 1998) med base i platinminerne, ligesom der er løbende uenigheder indenfor COSATU, f.eks. i forhold til uddannelse. En national bevægelse for de fattige på landet er netop blevet dannet. Det brændende spørgsmål handler derfor om en alternativ fagforenings-sammenslutning, men også dens form, dens mål og dens interne demokrati. Hvad resten angår, om socialisme og ”arbejderparti”, er forvirringen i NUMSAs ledelse fortsat meget stor – mellem ideen om en forenet front af antikapitalistiske kræfter og en simpel selvproklamering af deres eget proletariske lederskab.

Ikke desto mindre kan der ikke være en skærpelse af de sociale kampe uden en parallel fremkomst at politiske kræfter. For det første er der tilfældet med strømningen fra ANC’s ungdom, the Economic Freedom Fighters, som er knyttet til Julius Malema, der med 6,35 procent af stemmerne ved valget i maj 2014 (eller 1.169.259 stemmer) nu står for 25 pladser i det nationale parlament og er den største oppositionelle kraft i adskillige provinser. EFF er selv midt i en programmatisk diskussion om deres socialistiske målsætning.

Andre politiske kræfter eksisterer og er meget aktive i fagforeninger og sociale bevægelser samt i diskussioner med NUMSA og EFF. Kortet over militante kræfter og socialistiske projekter har derfor alle chancer for at være anderledes om få år, om ikke få måneder. – uden at glemme at der vil være undertrykkelse fra regeringens side i et land, hvor social vold hver dag efterlader stor manøvrefrihed for statens egen vold.

Oversat fra International Viewpoint af Bodil Olsen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com