En ny venstreorienteret bevægelse breder sig i USA, ”Besæt Wall Street”. Kampagnen sætter fokus på erhvervsledernes rigdom og grådighed, mens almindelige folk mister jobs og skal spænde livremmen ind. 20.000 demonstrerede i New York den 5. oktober, og nu begynder også faglige organisationer at bakke op. Socialist Worker skriver i sin leder:

af Socialist Worker (USA)

Læsetid: 6 minutter

Den organiserede fagbevægelse er ved at få vægt i protestbevægelsen Besæt Wall Street, og den borgerlige presse er opmærksom på den største alliance mellem arbejdere og venstrefløjen siden protesterne mod Verdenshandelsorganisationen WTO i Seattle i 1999.

Fagforeningerne – "byens mest erfarne agitatorer," som Crain´s New York Business udtrykte det i en artikel – er i gang med at planlægge et møde den 5. oktober på Foley Square tæt på rådhuset klokken 4:30, som fortsætter med en demonstration til Wall Street.

Tilslutningen fra store fagforeninger – fra de store New York-afdelinger af Service Employees International Union (SEIU), til de landsdækkende forbund såsom United Steelworkers (USW) og National Nurses United (NNU) – viser det potentiale, som Besæt-bevægelsen har for slå sociale rødder. Igangværende kampe på en række fronter, fra kampen mod tvangsauktioner til at bekæmpe fagforeningsfjendske arbejdsgivere og opbygningen af en bevægelse for flere jobs – kan hente ny energi fra denne bevægelse.

De faglige ledere, som tog beslutningen om at støtte protesterne mod Wall Street reagerede ikke kun opfordringerne til solidaritet med Besæt-bevægelsen, hvor vigtigt det end er i sig selv. De afspejler også en vrede blandt deres egne medlemmer på grund af fyringer, lønnedgang og nedskæringer på sociale ydelser i en forværret økonomi, mens erhvervslivets America bader sig i rekordstore overskud, og de super-rige bliver endnu rigere.

Det er den vrede, som driver bevægelsen Besæt Wall Street, som begyndte mindre end tre uger siden med hundredvis af fortrinsvis unge aktivisters demonstrationer i Manhattans finansdistrikt, og med en 24-timers lejr i Zuccotti Park – omdøbt til Liberty Plaza til ære for besættelsen af Tahrir (Friheds)-pladsen i Egypten – i Lower Manhattans finansdistrikt.

Aktionen har åbnet øjnene og fået sympati fra en meget større kreds af mennesker, som er godt trætte af alle de forskellige sider af et system, som styres af den superrige ene procent, og som symboliseres af bankfolk og finansspekulanter på Wall Street. i New York er de tilbagevendende protester og politiske diskussioner døgnet rundt blevet større og større for hver dag, og aktivister i andre byer er begyndt at organisere deres egne Besæt-aktioner.

Kort sagt er Besæt Wall Street blevet et lyspunkt for al den ophobede vrede I USA.

—-
Den kampånd, der blev udstillet på Lower Manhattan i dag, kom ikke fra nowhere. Det lå også bag opstanden i Wisconsin sidste vinter mod den republikanske guvernør Scott Walkers krig mod fagforeningerne, og den kan ses i mange kampe siden da. Fra de spraglede rullende blokader i Verizonstrejken i august (45.000 ansatte i teleselskabet Verizon strejkede i 15 dage, red) til havnearbejdernes blokade mod skruebrækkere på Vestkysten og strejkende læreres opsætsighed mod en domsafgørelse i Tacoma (Washington), er der en ny militant stemning i luften.

Denne oprørske stemning har uden tvivl påvirket ledelsen af fagforeningen for New York Citys transportarbejdere, Local 100, til at bakke op bag Besæt Wall Street – som den første store fagforening. Fagforeningen, som organiserer omkring 30.000 buschauffører og metropersonale, har stor kamptradition og fik store bødestraffe for en ulovlig tre dages strejke i december 2005.

Nu ser ledere fra Local 100 Besæt Wall Street som en broderkamp, som formanden John Samuelson forklarede i et interview i tv-programmet Countdown:

”Jeg tror i stort omfang, at demonstranterne på Wall Street synger den samme sang, og kæmper den samme kamp, som vores fagforening har kæmpet de sidste 18 måneder […].

Der er en følelse af desperation, tror jeg, blandt arbejdende mennesker og hos arbejderfamilier i dette land, som folk i regeringen bare ikke har fattet. Der er masser af millionærer i Kongressen – en masse millionærer i statens lovgivningsapparat, for den sags skyld – som ikke har nogen idé om, […] hvad det vil sige at bespise sine børn, betale studieafgift eller betale af på et realkreditlån. Der er en masse folk i regeringen , som er ude af trit med virkeligheden.

Disse protester har i den grad øget opmærksomheden på den ulige fordeling af den rigdom, som er skabt i USA gennem de seneste par årtier. Jeg tror, at et af de vigtige bidrag, som den organiserede fagbevægelse kan tilføre denne kamp, er at formulere dette budskab […] på vegne af arbejdende familier, uanset om de er med eller ikke med i en fagforening.”

—-

Arbejderbevægelsens engagement i Besæt-bevægelsen er ikke begrænset til New York City. Medlemmer af lærernes fagforening er gået sammen med en beboergruppe og Besætgruppen i Los Angeles om at protestere mod en lokal bank. I Bay Area (San Francisco, red), var medlemmer af fagforeningen SEIU (offentligt ansatte, især i sundhedssektoren, red) tidligt med i Besæt San Francisco-gruppens aktiviteter. I Midtvesten har folk fra reformledelsen af Chicagolærernes fagforening støttet Besæt Chicago, og aktivisterne besluttede til gengæld at bakke op om en protestaktion, som allerede var planlagt af lærerne og SEIU.

Alle disse initiativer er af stor betydning for de amerikanske fagforeninger, der med nogle få bemærkelsesværdige undtagelser, har undgået enhver aktivisme på den yderste venstrefløj i mere end 50 år. Fra starten af den Kolde Krig i slutningen af 1940’erne, til tiden efter Sovjetunionens sammenbrud i 1990’erne, var antikommunisme dominerende såvel på hjemmefronten som i international politik for fagbevægelsen i USA.

Den holdning har været på tilbagetog siden slutningen af 1990’erne, og hårdt pressede fagforeninger begyndte forsøgsvis at kigge efter allierede på venstrefløjen, blandt andet miljøaktivister, i kampen mod den kapitalistiske globalisering. Det var denne alliance mellem "teamsters and turtles", som stod sammen i protesterne mod WTO i Seattle I 199, og som fik titusinder af fagforeningsfolk med i demonstrationer, som endte i politivold.

Desværre kollapsede denne spirende koalition mellem arbejdere og venstrefløjen under den konservative bølge efter angrebet den 11. september. Næsten alle større fagforeninger bakkede op om USA’s krig mod Afghanistan, og nogle faglige ledere opfordrede til at genoplive den kolde krigs ”partnerskab” mellem arbejdere og arbejdsgivere af hensyn til den såkaldte "krig mod terror."

Men opbakningen til krigsindsatsen gjorde ondt værre for arbejderbevægelsen. Arbejdsgiverne fortsatte med at tryne fagforeningerne, nedlægge industriarbejdspladser og presse lønningerne, selv under årene med økonomisk fremgang i 2000’erne – hvilket efterlod den amerikanske arbejderklasse endnu mere sårbar, da krisen startede i slutningen af 2007.

Fagforeningernes svar var på dette tidspunkt at kaste penge og ressourcer ind i kampagnen for at få valgt Barack Obama i 2008, i håbet om, at han ville stå i spidsen for fagforeningsvenlig lovgivning og gennemføre en økonomisk politik, der skabte arbejdspladser. Men i stedet prioriterede Obama, selvfølgelig, hensynet til finansverdenen.

Faglige ledere vil med garanti igen lægge pres på deres medlemmer for at få Obama genvalgt i 2012 – hvis ikke på grund af forhåbninger, så på grund af frygten for det republikanske alternativ.

Men fagbevægelsens støtte til Besæt-bevægelsen åbner op for et bredere politisk liv – og aktivisme – inden for arbejderbevægelsen. Erklæringen fra formanden for USW (metalarbejderne, red), Leo Gerard kan bruges i fagforeninger over hele USA som grundlag for støtteerklæringer til Besæt-bevægelsen:

”United Steelworkers Union udtrykker sin solidaritet og stærke støtte til Besæt Wall Street. De modige mænd og kvinder, mange af dem unge arbejdsløse, der har demonstreret døgnet rundt i næsten to uger i New York taler for mange i vores verden. Vi er dødtrætte af virksomhedens grådighed, korruption og arrogance, som har påført alt for mange mennesker lidelser i alt for lang tid.”

Arbejderbevægelsen kan også hjælpe bevægelsen med at fokusere på at vinde konkrete sejre. For eksempel har sygeplejersker i NNU organiseret en "hovedgade"-kampagne, som kræver skat på finansielle transaktioner – fagforeningen har afsat ressourcer til den faglige fordemonstration til Besæt Wall Street den 5 oktober.

– – – – – – – – – – – – – – – –

Arbejderbevægelsens støtte til Besæt-bevægelsen betyder imidlertid mere end ekstra ressourcer eller flere deltagere i møder og demonstrationer. Inddragelsen af fagforeninger i kampen skaber et potentiale til at bruge arbejdernes sociale magt i kampen for at vinde vigtige her-og-nu-sejre, såvel som i den langsigtede kamp for et helt anden slags samfund.

Overvej oplevelsen af de faglige protester ved State Capitol i Madison, Wisconsin. Der var en massiv kollektiv sygemeldingsaktion blandt skolelærere i Madison – og senere i hele staten – som forvandlede, hvad der var mest havde været en studenter-sit-in til en permanent besættelse af delstatsparlamentet organiseret af arbejdere og studerende i fællesskab. I sidste ende veg de faglige ledere tilbage fra at bruge arbejderklassens økonomiske styrke til at vinde denne kamp, for i stedet at fokusere på at få udskiftet de republikanske parlamentarikere. Men potentialet for at udvide kampen var der – med en generalstrejke som genstand for en seriøs diskussion blandt de faglige aktivister.

Besæt-bevægelsen giver på samme måde mulighed for at genoplive og opbygge en aktiv forbindelse mellem arbejdere og venstrefløj – med henblik på at handle. Der er potentiale til at mobilisere til vigtige kampe som for eksempel kampen for at redde arbejdspladserne for 716 støttelærere i overvejende sorte og latinoskoler i fattige kvarterer af New York City. Bevægelsen kan give et fokuspunkt for enkeltstående faglige aktivister, der kan have følt sig isolerede i deres egne fagforeninger og arbejdspladser, og den kan være med til at genoplive græsrods-netværk inden for og mellem fagforeninger.

For de 90 procent af de amerikanske arbejdere, der ikke står i fagforening, kan Besæt-bevægelsen inspirere til faglig organisering på deres egne arbejdspladser. Og alle bevægelsesaktivister – fagligt organiserede eller ej – kan spille en afgørende rolle i opbygningen af støtte til fagforeningerne i de overenskomstopgør, som venter forude, fra lærerne i Chicago og Los Angeles til bus- og metroansatte i New York City.

På et tidspunkt, hvor den økonomiske krise endnu engang har bragt topfolk i finansverdenen og politikere på randen af panik, er det vigtigt for bevægelsen at præsentere sin egen vision om et samfund, der bygger på menneskers behov snarere end profit. Aktivister har brug for at diskutere og debattere deres prioriteter og strategier på lokalt plan.

Men de skal også fokusere på det store perspektiv – at genoplive en arbejderklasse-bevægelse, som er i stand til at forsvare interesserne for alle dem, der intet har, i kampen mod den ene procent.

Denne analyse blev bragt som leder den 5. oktober 2011 i webmagasinet Socialist Worker (USA), som udgives af International Socialist Organization. Oversat af Karina Skov.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com