content-picture.php

Hundredtusinder af børn og unge jorden rundt strejker for klimaet. Det er godt, men det rækker ikke, mener socialisten og Volvo-arbejderen Lars Henriksson, som har skrevet bogen "Udkørt" om behovet for at omstille bilindustrien. Klimaspørgsmålet kan kun afgøres gennem klassekamp.

af Per Leander, Lars Henriksson

“Det er fantastisk godt, hvad Greta Thurnberg og de andre skoleelever gør. Men det truer ikke magten. Det er ikke nok at vise sig frem og sige, at politikerne skal tage fat på klimaspørgsmålet. Der er brug for mere end det for at vinde denne her fight, eftersom vi slås mod så uhørt stærke kræfter. Det er de største virksomheder og hele det kapitalistiske system,”siger Lars Henriksson.

 

“Jeg plejer at sige, at vi skal gøre hver enkelt arbejdsplads til en kampplads mod den globale opvarmning. Det er der, fagforeningerne burde komme ind og gøre klimaspørgsmålet til et fagligt kampspørgsmål og udnytte den magt, som arbejderkollektivet har. Den kamp bliver ikke lige så nuttet, som når børnene demonstrerer.”

 

Desværre har den svenske fagbevægelse ikke vist nogen større interesse for klimaet. Lars Henriksson tror, at der handler om, at ledelsen ikke tør tage fat på spørgsmålet, eftersom de ved, hvad det ville indebære.

 

“Fagbevægelsens ledere har nok indset sandheden, nemlig at klimaspørgsmålet kræver, at man konfronterer kapitalismen, og de er ikke klar til at tage skridtet. Den svenske fagbevægelse har for længe siden trukket sig fra hele spørgsmålet om indflydelse på produktionen,” siger han.

 

“Klimaspørgsmålet er ikke et teknisk spørgsmål, det er et spørgsmål om politik og magt. Hvis fagforeninger skal kunne udfordre kapitalen, så kræver det, at de er demokratiske, medlemstyrede og kampklare. Det har de faglige ledelser ikke nogen interesse i at arbejde for, ikke nogen som helst spørgsmål, og heller ikke i klimaspørgsmålet. Derfor er vi helt enkelt nødt til at mobilisere medlemmerne, for klimaspørgsmålet bliver ikke løst gennem kloge argumenter.”

 

At få tusinder af unge til at skolestrejke lader ikke til at være så svært. Men vil voksne arbejdere orke at engagere sig på samme måde?

 

“Selvfølgelig har arbejderne interesse i at engagere sig, eftersom de er mennesker, som bor på denne her planet. Medlemmerne er frustrerede og urolige og har samme klimaangst som alle andre, men de bliver holdt tilbage af, at ledelsen ikke vil gøre noget,” siger Lars Henriksson.

 

“Hvis fagbevægelsen skal kunne blive kampklar, så skal den være demokratisk, medlemmerne skal bestemme. Der findes et lysende aktuelt eksempel på, at det er det, som fungerer, med Havnearbejderforbundet, som mod alle odds vandt en vigtig sejr. Jeg tror, at Havnearbejderforbundets kamp var vigtigere end skolestrejken med Greta. Havnearbejderne har overhovedet ikke løftet klimaspørgsmålet, men de har vist, at kollektiv kamp er mulig, og at magten nås gennem at true produktionen. Så er der ingen politikere, som vil hyggesnakke med dem. Annie Lööf (medlem af Riksdagen for Centerpartiet, red.) går ikke ud og tager selfies med Havnearbejderforbundet. De har vist, at man kan tvinge storkapitalen i knæ.

 

Men passiviteten handler også om hvor presset arbejderbevægelsen er overalt.

 

“Naomi Klein har med rette sagt, at klimaspørgsmålet fik en ekstremt dårlig timing. Hvis der var kommet fokus på dette i 70’erne, dengang arbejderbevægelsen og den radikale ungdomsbevægelse stod stærkest, så havde det været lettere at vinde kampen. Men nu er vi blevet presset tilbage gennem 40 år, så diskussionen om arbejderklassens magt over produktionen er vældig langt væk. Ikke engang Vänsterpartiet taler i sådanne baner,” siger Lars Henriksson.

 

“Situationen bliver stadig mere akut. FN’s klimakonvention blev vedtaget i 1982, og siden da er udslippet af drivhusgasser vokset med 60 procent. Der er jo intet, som tyder på, at systemet er selvregulerende, tværtimod kan vi se, at det er nødvendigt at konfrontere og gøre oprør mod det. Så må man stille spørgsmål ved kapitalens magt over produktionssystemet, men også ved hele kapitalismen. Det er så tydeligt, at kapitalismen truer hele samfundet, og derfor bliver det meget akut at socialisere produktionen i ordets dybeste betydning. Der er måske ikke så stor en chance for, at vi lykkes, men det er den eneste mulighed, der findes for at redde planeten.”

 

Selvom Lars Henriksson er pessimistisk, så tror han også, at et skift kan komme hurtigt.

 

“Rigtig forandring kommer først i sammenhæng med kriser. Der er selvfølgelig en mulighed for, at vi kan mobilisere til modstand. De gule vestes bevægelse i Frankrig, som ingen var forberedte på, blev jo udløst af et usædvanligt dårligt forsøg på at drive borgerlig klimapolitik. Dette viser flere forskellige ting. Dels at magten ikke sidder sikkert nogen steder. Det er tydeligt, at folk i almindelighed ikke længere har tillid til systemet. Men det viser også fagforeningens materielle svaghed – at selv når de gør noget, så bliver det til, at man demonstrerer i gaden, ikke i produktionen. I stedet for at bruge den styrke, man faktisk har, gennem at strejke eller kæmpe for at tage kontrollen,” siger Lars Henriksson.

 

“Det er derfor, jeg mener, at havnearbejdernes lille sejr kan være vigtigere, end man tror i første omgang. Hvis det kan få folk til at forstå, at det er en demokratisk organisering, kollektivt sammenhold og stædig kamp, som betaler sig, så kan det blive en del af et vendepunkt.

 

Oversat fra Internationalen af Christina Nielsen

 

Lars Henriksson har i mange år arbejdet på Volvos bilfabrik i Torslanda, Sverige, og er samtidig freelanceskribent og debattør. Han er fagligt aktiv i det svenske metalarbejderforbund og medudgiver af fabriksavisen Kvasten. Han har skrevet bogen Slutkört (Ordfront, 2011) og blogger på https://bilpolitik.wordpress.com. Han har bidraget til bogen »Økosocialisme – fra systemkritik til alternativ« (Solidaritet, 2015), som også findes online.

single.php