Desuden har det forfærdelige atomkraftuheld på Fukushima Dai-ichi (nr.1) medført en løbende forværring af den ødelæggende situation for befolkningen i Fukushima distriktet. Antallet af evakuerede fra byer og landsbyer nær Fukushima Dai-ichi atomkraftværket har rundet de 100.000. De vil ikke være i stand til at vende tilbage til deres hjembyer i adskillige tiår, ja faktisk i en ubegrænset periode fremover, på grund af den radioaktive forurening af jorden, floderne, havet og luften.

Fukushima-atomkatastrofen er på ingen måde afsluttet. Det radioaktive nedfald, som eksplosionen af atomkraftværket forårsagede, spreder løbende radioaktive materialer til det omgivende område, som vil have fatale følger, specielt for gravide kvinders og børns helbred.

Alligevel erklærede premierminister Yoshihiko Noda fra Japans Demokratiske Parti (JDP) i december sidste år, at den ”den kolde nedlukning af de smeltede reaktorer på Fukushima Dai-ichiværket” var gennemført. Imidlertid frygter mange eksperter, at regeringen erklærede ”sikkerhed” udelukkende for at imødegå den voksende vrede i befolkningen over uheldet på atomkraftværket, på en sådan måde at det kan aflede bevidstheden om de stadige trusler mod reaktorens sikkerhed.

I øjeblikket er 52 ud af i alt 54 reaktorer i hele Japan blevet stoppet hovedsageligt på grund af regelmæssige vedligeholdelses- og sikkerhedskontroller af reaktorerne. De resterende 2 reaktorer vil også ophøre med at arbejde ved afslutningen af april i år. For at komme ud over denne situation, fører regeringen og borgerskabet desperat en kampagne gående på truslen om ”mangel på elektricitet”, samtidigt med at de spiller på en folkelig bekymring for, at dette ville kunne virke skadeligt på den økonomiske genopbygning og forværre arbejdsløsheden osv.

For at sikre atomindustriens overlevelse, er JDP-regeringen og kapitalisterne meget forhippede på at få genoptaget aktiveringen af mange reaktorer og at få atomkraftværkerne erklæret for ”sikre” via ”undersøgelser”, der gennemføres af ”specialist”-komiteer, som de selv kontrollerer. Under stærkt pres fra industrier, der er underleverandører til atomindustrien, har regeringen også lovet at fortsætte sin eksportpolitik inden for atomområdet.

Kort tid efter Fukushima katastrofen blev det japanske folk opmærksom på løgnene i ”sikker og ren”-kampagnen for atomkraften. Unge mennesker og mødre, som aldrig tidligere før ulykken havde deltaget i demonstrationer er, som gennem en sneboldeffekt, blevet mere og mere mobiliserede.

De, som for første gang er blevet mobiliserede i sociale aktiviteter har fået en stærk oplevelse af, at ”vi bliver ført bag lyset af de almindelige medier” og slutter sig til demonstrationer via nye sociale netværk som Twitter eller Facebook. Specielt teltet med overskriften ”Kvinder fra Fukushima mod atomkraft” tiltrak folk i teltlejraktionen mod akraft foran Ministeriet for Økonomi, Handel og Industri, der startede i september sidste år og varede i seks måneder. Dette anti-akraft-telt i regeringskvarteret i det centrale Tokyo, blev således et af symbolerne på folkets vrede mod regeringen og den herskende klasse. Disse nye fænomener skal ses i sammenhæng med ”Occupy Bevægelserne” overalt i verden i deres meget autonome form.

Demonstrationen mod akraftværker, som blev afholdt d. 11. september seks måneder efter katastrofen, mobiliserede 60.000 i Tokyo. Den 11. marts i år indkalder fagforenings- og fredsaktivister, borgergrupper, bonde- og fiskerorganisationer til en stor demonstration mod akraftværker. Kravene går på kompensation for alle berørte mennesker, på at lukke akraftværkerne osv. Tilsvarende vil der samme dag blive gennemført mange aktioner og demonstrationer over hele landet.

Vi har store forhåbninger til at den sociale bevægelse, der er opstået i solidaritet med ofrene for jordskævet, tsunamien og atomkatastrofen, hen ad vejen vil ændre de politiske styrkeforhold gennem udviklingen af bevægelser mod akraft.

Kenji Kunitomi er medlem af forretningsudvalget i det japanske Revolutionær Kommunisters Forbund, en organisation med status af permanent observatør i Fjerde Internationale.

Artiklen er oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund.