Patrick Bond analyserer her, hvad der ligger bag den voksende folkelige modstand mod den sydafrikanske regering under ledelse af Jacob Zuma og den Afrikanske Nationalkongres (ANC).

af Patrick Bond

På den sydafrikanske venstrefløj har partiet Economic Freedom Fighters (EFF) på det seneste stjålet overskrifterne ved at stå i spidsen for en kæmpe demonstration til præsident Jacob Zumas kontor i Pretoria, efter en regeringsrokade, som bliver set som en udvidelse af korruptionen. Beslutningen førte også til en nedgradering af den sydafrikanske økonomi til “junk”-status fra to nyliberale kreditratingbureauer. Og et mistillidsvotum mod Zuma i nærmeste fremtid er nu en reel trussel, for første gang i hans otteårige regeringsperiode.

Hvid reaktion eller arbejderklassens svar?
Nedgraderingen af kreditværdigheden til junk-status fra henholdsvis Fitch og Standard & Poors var så eksplicit en politisk handling, som bankfolk tør begive sig ud i. Det var en reaktion på Zumas dramatiske midnats-regeringsrokade den 30. marts, da 20 ministre og viceministre blev fyret eller fik nyt ansvarsområde, blandt andet finansminister Pravin Gordhan og hans viceminister Mcebisi Jonas (tidligere venstreorienterede, som er blevet nyliberale). Begge var kendt for at holde stand mod stigende velfærdsudgifter og også for at gå imod de mest ekstreme udtryk for den korruption, som kendetegner den sydafrikanske statskapitalisme. i mainstream medier blev deres afgang beskrevet som katastrofal.

Umiddelbart efter regeringsrokaden faldt kursen på den lokale valuta, den sydafrikanske rand, fra 12,3 rand per dollar til 14 rand, og renterne på statens 10-årige obligationer steg til det tredjehøjeste niveau blandt de 60 førende økonomier i verden.

Middelklassen var oprørt, og den 7. april åbnede der sig en udvej for præsidenten, da omkring 60.000 chokerede – og især hvide – kritikere af Zuma demonstrerede i en række byer. Zuma har kunnet se, hvordan masseprotesterne mod Brasiliens præsident Dilma Rousseff i 2013 udviklede sig fra demonstrationer mod nedskæringer (mod højere billetpriser i den kollektive trafik) til en general modstand, som hurtigt blev grebet af den højreorienterede elite, og som førte frem til parlamentets (illegitime) rigsretssag mod hende. På den baggrund har Zuma med mellemrum anklaget “Vesten” for at prøve på at knække BRICS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika).

I en tale den 10. april til minde om Chris Hani – lederen af det sydafrikanske kommunistparti, som blev myrdet i 1993 af en hvid polsk indvandrer, trak Zuma racekortet:

”Der er en genopblussen af racisme i vores land. Det er også tydeligt, at racister er blevet styrket. Demonstrationerne i sidste uge demonstrerede, at racismen er reel og eksisterer i vores land. Mange skilte og bannere udtrykte holdninger, som vi troede at have begravet i 1994, for eksempel når skilte omtalte sorte som bavianer. Det står klart, at nogle af vores hvide landsfæller betragter sorte som mindreværdige eller som undermennesker. Den racistiske dagsorden er blevet mere direkte og er ikke længere skjult, som det var tilfældet i starten af vores grundlovssikrede demokratiske orden. Racister frygter ikke længere at blive fanget eller udstillet. I kampen mod racisme kan vi ikke bare se på de åbenlyse racistiske ytringer og offentlige udtryk, som kom frem under demonstrationerne i sidste uge. Vi må også se på de ideologiske og institutionelle mekanismer, som fortsætter med at give næring til racismen. Racisme er en grundlæggende krænkelse af menneskerettighederne og kastede i fortiden dette land ud i konflikter i årtier. Vi kan ikke tillade at hjælpe racisterne med at trække vores land baglæns.”

Ganske rigtigt er der ingen tvivl om, at et stort problem med den seneste ”hvide reaktion” mod Zuma er dens klassekarakter. Selv om det er de fattige – som udgør mere end 60 procent af befolkningen og næsten udelukkende er sorte – som først og fremmest har mærket følgerne af hans politik, mens den øverste ene procent har fastholdt den værste ulighed i verden, så er det Zumas plyndring af halvstatslige selskabers kasser, som har skræmt det hvide erhvervsliv.

Forsyningsselskabet Eskom bliver oftest nævnt i forbindelse med en russisk aftale om atomkraft på op til 100 milliarder dollar – en aftale, som Gordhan modsatte sig som finansminister.

Der er også utallige manøvrer i forbindelse med minedrift, som favoriserer en ny gruppe kapitalister, især de kontroversielle Gupta-brødre. De tre indiske indvandrere bliver regelmæssigt beskyldt for vanvittige ”statsgevinster”, for eksempel i en omfattende kritik fra Floyd Shivambu, parlamentarisk gruppeformand for EFF [begrebet ”Zupta” udtrykker den tætte forbindelse mellem Jacob Zuma og Gupta-familien; SI-red].

I den første protestbølge den 7. april var Sipho Pityana hovedfiguren bag ”Save South Africa”–bevægelsen, som har koordineret protesterne. Men det firma, han leder – AngloGoldAshanti – er blandt de mest notoriske fra apartheidtiden. Det går et århundrede tilbage, til Harry Oppenheimers kontrol med guldet i Johannesburg, i samme tradition som Cecil John Rhodes, grundlæggeren af diamantselskabet De Beers. Men i modsætning til De Beers og andre af de engelske selskaber, som siden 1990 i stadig større omfang er flyttet til Europa, har AngloGold stadig sit hovedkontor i Johannesburg, men opererer over hele verden.

I Colombia stemte 98 procent af indbyggerne i en bjerglandsby i sidste måned nej til firmaets plan om en åben guldmine til 35 milliarder dollar (verdens største) og dermed nej til Anglos mål om at starte op. i Ghana har AngloGolds kontroverser om at sætte hæren ind for at genvinde kontrol over en større mine, som var skyldig i en massiv forurening og afbrydelse af strømforsyning til lokalområderne, og i Sydafrika har selskabet appelleret en dom, som pålægger det at betale erstatning til over 4300 ofre for silikose og tuberkulose.

At overlade ledelsen af protesterne mod Zuma til Pityana var farligt, så derfor var demonstrationen den 12. april til Zumas kontor i Pretoria med over 50.000 (hovedsagelig sorte) deltagere opmuntrende. Demonstrationen forenede den parlamentariske opposition – fra EFF over den venstreorienterede Pan-Afrikanske Kongres til den centrum-højreorienterede Demokratiske Alliance og enkelte andre mindre partier i en veldisciplineret, festlig og formidabel udstilling af EFFs organisatoriske styrke, som det fremgik af de mange deltagere iført partiets røde t-shirts.

Mistillidsafstemning
Først i næste måned vil disse partier mødes igen i Kapstaden til en tillidsdebat i parlamentet om præsident Zumas præsidentembede. Han har overlevet otte tidligere afstemninger, men hvis Højesteret er enig med oppositionen, vil det denne gang blive en hemmelig afstemning. Hvis det sker, kan 50 af det regerende partis 250 medlemmer måske blive overtalt til at stemme imod Zuma, hvilket vil betyde, at han træder tilbage og udskiftes med enten vicepræsidenten eller formanden for parlamentet.

Efterhånden som den politiske konflikt udvikler sig mere alvorligt end nogensinde siden 1994, er den i forvejen stagnerende økonomi begyndt at vakle. Selv hvis man stiller spørgsmålstegn ved kreditratingbureauernes uafhængighed og kompetencer, så vil investorerne formentlig snart begynde et ”stormløb mod banken” som i 1985, da apartheidleder P.W. Bothas forrykte ”Rubicon-tale” satte gang i en ny omgang sanktioner fra vestlige banker. Botha blev tvunget til at misligholde en gæld på 13 mia. dollar og indføre valutakontrol, da udlandsgælden kom over 40 procent af BNP. I dag er den næsten 50 procent. Zumas svar er at annocere en meget længe tiltrængt æra med omfordeling, racemæssig retfærdighed og det, som officielt bliver kaldt ”radikal økonomisk forandring”, men som grundlæggende betyder større sort kapitalistisk deltagelse i statslige indkøbskontrakter. Det er den nye retorik hos mange ideologer hos ANC, og det var også løftet fra Malusi Gigabi – efterfølgeren for Gordhan som finansminister, den første dag han blev indsat: aprilsnars dag!

Da Gigaba var minister for statslige selskaber fra 2010-14 førte tilsvarende falske løfter om en ændret infrastruktur til skuffelse i befolkningen (derefter blev han en kontroversiel indenrigsminister).

Ny faglig landsorganisation
Den 21-23. april kom en anden kraft på venstrefløjen ind på scenen: den Sydafrikanske Faglige Føderation (SAFTU), som vil få opbakning fra 680.000 arbejdere i 21 fagforeninger, især metalarbejdernes fagforbund NUMSA, som er landets største og det mest kritiske over for Zuma. Zwelinzima Vavi, den mest fremtrædende faglige leder i landet, står i spidsen for den nye landsorganisation, som snart kan udfordre den Sydafrikanske Faglige Kongres (COSATU) med 1,5 millioner medlemmer som den ledende kraft i fagbevægelsen. Hvis SAFTU bliver hovedkraften på venstrefløjen og forbinder sig med et EFF, som kan fastholde sit parlamentariske momentum (partiet har 25 pladser), og med folkelige protester over en bred kam, så vil landet ikke længere være henvist til et valg mellem to eliter – Zuptaerne eller de nyliberale – men udvikle sig til at omfavne flertallets interesser. Langt om længe.

Patrick Bond er professor i politisk økonomi ved Witwatersrand Universitet i Johannesburg.

Artiklen blev bragt den 28. april i netavisen Links (Australien) og er oversat og forkortet af Åge Skovrind.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com