I april 2017 så den Sydafrikanske Føderation af Fagforeninger (Saftu) dagens lys. Det blev fra oprettelsen af den næststørste faglige landsorganisation i Sydafrika, med 24 medlemsforbund og 700.000 medlemmer.

af Asanda Benya

Der er nogen, der har set tilblivelsen af den nye føderation som et signal om et nyt daggry for arbejderrepræsentation, indflydelse og demokrati. Der er andre, der har set den som udtryk for en ny politisk praksis, hvor man ville prøve også at få løsarbejdere og de sårbare uorganiserede arbejdere, der udgør 76 procent af den samlede arbejdsstyrke, med i en faglig organisation. Som det blev udtrykt af føderationens  første generalsekretær, Zwelinzima Vavi, så er det en ‘bred arbejderfront’, der medtager outsourcede arbejdere, ansatte i den uformelle sektor, arbejdsløse og studerende. Den går endda så langt, at den også har åbnet op for pensionister og andre, der formelt har forladt arbejdsmarkedet.

 

Saftu er kendetegnet ved ikke at ville knytte sig til noget bestemt parti. Der er nogen, der har kaldt den et militant alternativ til Cosatu. Føderationen kalder sig selv ‘demokratisk, arbejderstyret, militant, socialistisk orienteret, pan-afrikansk fra et marxistisk synspunkt og inspireret af de marxistisk-leninistiske teorier’.

 

Der bliver så ikke nævnt noget om et feministisk eller womanistisk perspektiv (1), og man må selv spekulere over, hvad der er føderationens kønspolitik. Hvor meget vil dens kønspolitik adskille sig fra Cosatus? Vil den ligne og videreføre den indstilling, som man finder hos Cosatu? Eller vil den tage afstand fra den, og tage kvinde(2)arbejdere alvorligt og lægge vægt på, hvordan kønsforhold kan indgå som en integreret del af arbejdskampene? Det er jo mange af de samme folk, der engang stod i spidsen for det utilgiveligt machofikserede Cosatu, der nu leder Saftu. Jeg er selvfølgelig med på, at det er for tidligt at afgøre, men der er nu nogle bekymrende tegn tilbage i synsfeltet, der også har vist sig ved nylige hændelser.

 

Repræsentation
Vi har allerede set, hvem der er de vigtigste og mest indflydelsesrige ledere i den nye føderation. I forbindelse med stiftelseskongressen i april kunne ‘Ground Up’ rapportere, at den altovervejende del af de fremmødte og stemmeberettigede var mænd. Ikke én eneste af dem, der var på talerstolen under den tre dage lange kongres, var kvinde. Af de fem dirigenter var der kun én kvinde. Det er derfor ikke overraskende, at der ved afslutningen af kongressen kun blev valgt to kvinder til føderationens forretningsudvalg.

 

Saftu-ledere understreger, at de ikke vil spærres inde i den samme arbejdspladslogik, som traditionelle forbund, der kun fokuserer på løn og arbejdsbetingelser. De vil tage mange forskelligartede kampe op, som arbejderklassen og ‘de fattige’ står over for. Det fremgår klart af de kampagner, der bliver ridset op i Saftus stiftelseserklæring, og af dens rekrutterings- og organiseringsstrategier. Det er bekymrende, at de i forsøget på at beskrive et bredt felt af opgaver giver udtryk for prioriteringer og strategier, der genspejler en opfattelse af deres potentielle medlemsmasse, som i bedste fald kønslig neutral, i værste fald helt overvejende maskulin.

 

For kvinder er det personlige politisk. Det er en påstand, der udfordrer de snævre ‘politiske’ rammer, som de fleste fagforbund arbejder indenfor, og som betyder, at kvinders erfaringer i deres personlige hverdagsliv som konsekvenser af en systematisk kønslig undertrykkelse og enorme strukturelle uligheder, forbliver usynlige og oversete. Hvis Saftu virkelig vil give sig i kast med kampe på alle planer, så må føderationen tage alvorligt, at ‘det personlige’ er politisk for arbejderkvinder.

 

Fælles kampagner
Saftu taler om vigtige emner, der vedrører arbejderklassen og de fattige, men ingen af dem beskrives sådan, at den kønsbestemte karakter af disse kampe bliver eksplicit trukket frem.

 

Se for eksempel kravene om et moratorium for udsættelser fra gældsplagede smålandbrug, bedre huse og fødevaresikkerhed for beboerne (der producerer landets fødevarer). De taler om ‘landarbejdere’, som om alle landarbejdere oplever uretfærdigheder på samme måde. Landarbejdere har igen og igen understreget, at kvindelige landarbejdere er meget værre stillet end deres mandlige kolleger. De udgør et særlig sårbart og udsat prekariat, de er de første, der bliver fyret, de første til at få arbejdstiden sat op og lønnen sat ned, og de første til at blive smidt ud af deres boliger. Det er fordi farmerne, ligesom byernes industribaroner, kan se, at det er nemt at udnytte og fyre kvinder, uden at det får nogen større konsekvenser.

 

Læren fra den nye studenterbevægelse
Bedømt ud fra disse elementære, men meget sigende signaler, så har Saftu enten fejet kønsspørgsmålet af bordet eller tænkt, at det måtte man se på senere. Hvis det er sådan, så er der en ting eller to, som føderationen godt kunne lære af den ‘nye’ studenterbevægelse. At overse eller bagatellisere kønnets betydning, det er at dække op til sin egen fiasko. For Saftu kunne det betyde, at de ikke vil kunne tiltrække de kvindelige studerende, der snart vil slutte sig til arbejdsstyrken. Det kunne også kølne interessen for at melde sig ind i Saftu-fagforeninger hos de kvindelige arbejdere, der er der allerede.

 

Hvad så, kan de finde på noget andet at gøre for at undgå Cosatu-fælden?

 

Det er livsvigtigt at huske på, at feminisme ikke kun er for kvinder. Den er for alle mennesker og organisationer, der opfatter og værdsætter alle som lige. Den er troen på social, økonomisk og politisk lighed for alle mennesker.

 

Saftu roser sig af at være en demokratisk, socialistisk orienteret, internationalistisk organisation. Den må så være alle disse ting på måder, der omfatter alle kvinder. Den skal med andre ord være utvetydigt og udtrykkeligt feministisk i sin tilgang, både med hensyn til programmer, hovedprioriteringer og måder at organisere sig på. Saftu må tage de kønsbestemte kløfter alvorligt, der er i medlemsskaren, og indbygge måder at håndtere dem på i sine strategier. Den må også medtænke behovet for separate feministiske strukturer med hensyn til  magt og indflydelse inden for den bredere føderation, ikke Cosatu-modellen med perifere, ikke-vedtægtsregulerede kønsstrukturer. Som et led i opbygningen af bevægelsen og igennem disse strukturer må Saftu, sideløbende med den obligatoriske uddannelse i politisk økonomi, presse på for at få en feministisk politisk uddannelse for alle sine medlemsorganisationer.

 

Det er den stivnakkede og gammeldags bekendelse til modellen med ‘den tredobbelte undertrykkelse’, der har afholdt progressive bevægelser fra at tænke kreativt omkring køn, sammen med enten uvidenhed eller forkastelse af en intersektionel model til forståelse af undertrykkelsen. Hvis Saftu  skal være på omgangshøjde med den aktuelle situation, hvor dens medlemsorganisationer skal være forhandlingsduelige i mangeartede socioøkonomiske krisesituationer, så skal den tænke anderledes om undertrykkelse. Den må acceptere og bestræbe sig på at arbejde inden for en intersektionel forståelsesramme. Intersektionalitet er ikke et modelune, som nogen påstår. Det er en frugtbar måde at analysere undertrykkelse på ved at kortlægge samspillet mellem forskellige former af den (relateret til arbejdsmarkedet, det hjemlige arbejde, kønsrollerne begge steder, race/etnicitet mm) i den konkrete situation. Hvis Saftu mener det alvorligt med feminisme, så må ressourcefordelingen kommunikere, at det kønslige aspekt ved de kampe, der skal udkæmpes, må afspejles i budgettet og i den seriøsitet, der lægges for dagen.

 

Fagforeninger er ikke alene drengeklubber, de er utroligt farlige steder for kvinder. Det er ligesom på arbejdspladser, inden for fagforeningerne bliver kvinder udsat for seksuelle krænkelser og får at vide, at nu skal de jo ikke være ‘vanskelige’, men være ‘taknemlige’ for mænds tilnærmelser. De bliver objektiviserede og seksualiserede. Det passer også alt for godt sammen med det arbejde, som de forventes at udføre for deres fagforeninger: arbejde med blomster, der udstiller og ophøjer feminitet og underbygger den sexistiske ideologi med kvinden forsvarligt anbragt på de huslige syslers hædersplads. Den pris, som de alt for tit bliver tvunget til at betale for at sætte ord på det, der sker, og protestere åbent mod sexisme og krænkelser fra mandlige fagforeningsrepræsentanter og -medlemmers side, er tit meget høj.

 

Saftu må gøre meget ud af bevidst at indskærpe en anderledes kultur, der tager sexisme alvorligt, og som afskyr og griber ind med beslutsomhed og fasthed over for dem, der krænker kvinder seksuelt. Der må ikke levnes en millimeter plads til yderligere overgreb på kvinder og sikkerhed for gerningsmændene. Hvis føderationen ønsker at beskytte og repræsentere arbejdere ligeligt, så må Saftu, sammen med alle sine medlemsorganisationer, drage omsorg for, at kvindelige arbejdere altid er på sikker grund, at de er imod klasseudbytning, fremmedhad, racisme og sexisme, og også homofobi, på arbejdspladser og i lokalsamfund.

 

Kønnet bebuder en ny dags komme!
Kønsspørgsmålet må derfor gribes an på en helt anderledes og kreativ måde, hvis kvindelige arbejdere skal blive hjulpet fuldt ud og blive repræsenteret bedre, end de blev under den gamle Cosatu-avantgardes misregimente. Uden en viljefast indsats, så risikerer den nye føderation  at videreføre dens forgængers mørke vrangsider, og betegner så ikke lige et nyt daggry for kvindelige arbejdere.

 

Hvis den nye føderation ikke griber ordentligt og seriøst ind i kønsspørgsmålet (i al dets mangfoldighed), så vil klasseudbytningen blive ved med gå mest ud over kvinderne. Hvis Saftu-lederne forestiller sig en ‘fundamentalt anderledes arbejderorganisation’, og de ønsker at opbygge et sikkert værn for arbejderne, så må de ikke bare revurdere, hvordan de bedriver politik. Så må de også revurdere, hvordan de måder, som de bedriver politik på, kan gennemtrænges af en progressiv kønspolitik. De må med andre ord anerkende, at den nuværende krise ikke kun er ‘politisk, økonomisk og social’, men at den er alt det på måder, der har at gøre med, hvilke køn vi er og vælger.

 

16. oktober 2017. Asanda Benya er feministisk aktivist og forsker i kvinders forhold i mineindustrien. Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen.

 

Noter:

(1) ‘Womanisme’ er et begreb, der er indført i forbindelse med en kritik af anden-bølge-feminismens begrænsninger i forhold til sorte kvinders historie og erfaringer.

(2) Asanda Benya har i den engelsksprogede tekst konsekvent stavet ‘woman’ som ‘womxn’ – et ord, der har ‘en bredere betydning for at inkludere mennesker, der identificerer sig som cis, queer og trans’. Jeg har, efter svære betænkeligheder, valgt at undlade i overensstemmelse hermed, altså ‘kvinxe, kvinxelig’ osv. Jeg kan godt se pointen, men fandt, at det ville aflede fra artiklens synspunkter og pointer i øvrigt. O.a.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com