Der skal være valg til den tyske Forbundsdag den 24. september. Vil det så sige, at vi bare har mulighed for at vælge 'hvilke mordere, der skal give os ordrer, hvilke tyve, der skal tømme vores lommer,' som Ton Steine Scherben synger? (1)

af International Sozialistische Organization

Hvis det betød noget at stemme, ville det så ikke være forbudt? Er løbet ikke allerede kørt? Ud fra hvilke kriterier, kan man som venstreorienteret finde ud af, hvor man ‘skal sætte sit lille kryds’, og i så fald hvor?

 

Vi skal i virkeligheden begynde med det mest oplagte: Hvad står der i et partis program?

 

I midten af juni holdt Die Linke kongres om valgprogrammet. Der er nogle besynderlige ting at have i erindring. For eksempel beslutningen om ikke at kræve ophævelse af konkordatet med de to vigtigste kristne kulter. Det kan jo ikke ligefrem opmuntre dem, der går ind for en adskillelse af kirkerne fra staten, til at stemme på Die Linke.

 

Men selv hvis man ikke kan finde dem i dette program på mere end hundrede sider, så er der masser af gode og rimelige krav. De er desværre noget svævende: Hvordan skal man føre alle disse herlige krav ud i livet, og, mere vigtigt, hvem skal gøre det? Måske det berømte ‘civilsamfund’? Topmødet for det internationale civilsamfund (C20) strakte sig i juli ikke længere end til at stryge fru Merkel med hårene med disse ord: ‘Forbundsregeringen er meget opmærksom på civilsamfundets krav’.

 

Eller skal det være den gode gamle ‘arbejderklasse’? Hvis man går ud fra, hvad nogen fra Die Linkes ledere har sagt, så får man imidlertid det indtryk, at alt, hvad der bare minder om ‘klasser’ er forsvundet. Eller er det bare nok, hvis ‘vores folk’ i parlamenter og regeringer er dygtige til at føre politik?

 

Der er mange, der har en tendens til at tillægge (valg)programmer alt for stor betydning. Hvis man i sin karakteristik af et parti vil tage udgangspunkt i dets program, så tager man grundigt fejl. Sådan har det altid været. SAPD’s Gotha-program (Tysklands Socialistiske Arbejderparti, som socialdemokraterne kaldte sig dengang) var dårligt, og alligevel var August Bebels parti en ægte klassekampsorganisation. Erfurt-programmet, der kom 16 år senere, var bedre, mere ‘marxistisk’, men blev vedtaget på et tidspunkt, hvor SPD allerede var gået langt i retning af ‘national forståelse’ med den herskende klasse.

 

Siger den sociale sammensætning af et partis medlems- eller vælgerkorps så mere om det? Det er klart – et ‘arbejderparti’ lyder bedre end et ‘farmaceutparti’. Men man skal ikke overvurdere dette kriterium. Marine le Pens Front National er, i hvert fald blandt vælgerne, for tiden det største ‘arbejderparti’. Og Rüttgers havde ret, da han i 2005 påstod, at CDU var ‘det nye arbejderparti’ i  Nordrhein-Westphalen. Og omvendt var der ved det seneste delstatsvalg i Mecklenburg-Vorpommern kun 9,5 af industriarbejderne, der stemte på Die Linke.

 

Der er andre, temmelig mange endda, der hævder, at programmet bare er en tom skal – det, der tæller, er hvad man laver, når man er ved magten. Og dér bliver billedet endnu mere dystert – stort set alle lederskikkelser fra stort set alle venstrefløjspartier er stort set til hver en tid sprunget op og faldet ned fra deres partis principper, når man gik over til de mere alvorlige sager: magt, penge og privilegier.

 

Et særlig skrækkeligt og kvalmende eksempel blev givet, bare en uge før Die Linkes programkongres, af partiets repræsentanter fra delstaterne Berlin, Brandenburg og Thüringen (hvor de er med i regeringen, eller står i spidsen for den). De stemte for en forfatningsændring, der åbner op for en privatisering af de tyske motorveje (blandt andre ting).

 

En total katastrofe, fordi Die Linke i den brede offentlighed frem for alt bliver forbundet med tre programmatiske nøglepunkter: Ingen sociale nedskæringer + ingen privatiseringer + ingen tysk krigsdeltagelse. En bærende søjle i partiets politiske identitet, en af dem, der adskiller Die Linke fra alle de andre partier, er på den måde blevet alvorligt beskadiget. Og værre endnu: På falderebet af den nuværende Forbundsdag har Die Linkes forbundsdagsmedlemmer holdt glødende taler og parlamentsgruppen énstemmigt været imod privatisering.

 

I folks øjne (i hvert fald dem, der stadigvæk er interesseret i politik) har Die Linke vanæret sig selv ved at hoppe ned i den sort-rød-grøn-gule enstemmighedsgryde. Om søndagen prædiker vi imod, om mandagen stemmer vi for. ISO kæmper sammen med ægte antikapitalistiske kræfter inden for Die Linke, for at programmet og partiets grundlæggende principper bliver respekteret af alle – og altså også parlamentarikere og ministre.

 

Er det bare en måde at tænke på i den konkrete situation,  hvor man er fanget af her-og-nu-politikken, eller er det ikke netop et partis grundlæggende karakter, der her træder frem?

 

ISO opfatter sig selv som en revolutionær organisation. Vi ønsker at bidrage til at afskaffe kapitalismen og gøre en ende på borgerskabets magt. Det er ikke det, som Die Linke vil, efter hvad de selv har sagt – men det behøver ikke at være en grund til ikke at stemme på partiet.

 

Die Linke vil gerne gøre kapitalismen lidt nemmere at holde ud, og rulle de sidste 30-40 års brutale neoliberale reformer tilbage. Det er noget, som marxister kritiserer, ikke fordi de ikke synes, at det vil være positivt, men fordi de ikke tror, at denne strategi er realistisk.

 

Det er ikke muligt at vende tilbage til Socialdemokratiets ‘gyldne’ periode i 1970’erne. Kompromiset mellem klasserne i fordums dage blev ikke opgivet af ‘de nederste’, men af ‘de øverste’, af ‘socialdemokratiske’ ledere som Schröder og Blair. Vi lever så også i ‘ikke-revolutionære’ tider, og der skal nærmest et mirakel til, for at Die Linke bliver revolutionært, ‘som det burde være’.

 

For smågrupper som os vil det vel være klædeligt at udvise en vise en vis beskedenhed. Det er ikke ISO, men Die Linke, der får op mod 10 procent i meningsmålingerne.

 

Vi er tilsyneladende altid og overalt oppe imod det neoliberale credo ‘TINA’ (There is no alternative). DKP, MLPD og PSG (2) når næppe at stikke snuden så meget over dørtrinnet, at vælgerne bemærker deres eksistens, de får ca. 0,1 procent. Men det er ikke en tilstrækkelig begrundelse for ikke at stemme på dem. Det er helt grundlæggende uenigheder, der adskiller os fra disse partier. Den slags kandidaturer får hverken arbejderbevægelsen eller venstrefløjen til at bevæge sig så meget som en millimeter fremad.

 

Men hvad så med at stemme blankt, eller boykotte valget? Det kan i visse historiske situationer være en passende måde at udtrykke protest mod den bestående orden på. Under de nuværende forhold vil en blank stemmeseddel af de borgerlige medier blive opfattet som noget, der falder ind under ‘dødtræt af politik’, og på den måde noget, der passer i højrefløjspopulisternes kram.

 

Dette leder os hen til en særegenhed ved dette Forbundsdagsvalg og en vigtig grund til at stemme på Die Linke den 24. september: AfD’s opkomst (Alternative für Deutschland, det yderste højre). En hæslig spøg: at denne anti-arbejder, anti-fagforening, pro-kapitalistiske frembringelse, aggressivt neoliberal for at fuldende billedet, skulle være det parti, der udtrykker de udbyttede og de marginaliseredes protest. Lad os vise dem, at protesten imod dette system, der er båret af foragt for de almindelige mennesker, der forlanger tryghed, retfærdighed og mening med tilværelsen, kommer fra venstre, og ikke fra højre!

 

Det er i forbindelse med valget kun muligt, hvis Die Linke får så mange mandater som muligt i den næste Forbundsdag – så derfor: at stemme på Die Linke er et rødt kort til AfD og også til de andre neoliberale partier, CDU/CSU (Den Kristelig Demokratiske Union/Den Kristeligt Sociale Union), SPD Tysklands socialdemokratiske parti), Grüne (De Grønne) og FDP (Det Liberalt Demokratiske Part)!

 

En stemme på venstrefløjen er selvfølgelig ikke bare ‘nyttig’, den må i så høj grad som muligt tillade alle og enhver at give udtryk for deres grundlæggende synspunkter. Skandalen med motorvejene, jf. ovenfor, viser endnu engang, hvad det essentielle problem for Die Linke er, når det reelt er ‘to partier i ét’. I øst er det frem for alt partiet for ‘dem, der har klaret den’, dem, der har fundet deres plads i det forenede kapitalistiske Tyskland. Lige så snart de kommer med i en regering, så tager de skrupelløst del i sociale nedskæringer og privatiseringer, og de kan dårligt skelnes fra almindelige borgerlige partier. Deraf ligegyldigheden og endda det erklærede had til dem, der må leve af lave lønninger og Hartz-understøttelse. I vest er Die Linke frem for alt en hæderlig venstrereformistisk partidannelse (ikke så ringe i vore dage). I nogle delstater er der en klart indflydelsesrig antikapitalistisk fløj (som i Nordrhein-Westphalen). Her bliver Die Linke med rette opfattet som forsvarere af de almindelige lønmodtagere og prekariatet.

 

Hvad gør vi så nu? At tvivle om Die Linkes evne til at fastholde dets standpunkter, hvis de indgår i regeringskoalitioner (hvad der ikke kan udelukkes i de vestlige delstater eller på forbundsplan) har allerede vist sig mere end berettiget.

 

Hvis vi ser på, hvad der ellers er at vælge imellem, så må vi holde fast i det, som ikke findes andre steder: Der er ikke noget andet parti i Tyskland (i hvert fald ikke et, der har den fjerneste chance for at få mandater), som kræver, at Hartz 4-loven bliver skrottet, og som står fast på retten til en minimumsløn på 1050 euro uden betingelser.

 

Urealistisk? Det troede vi for nogle år siden, når vi talte om minimumslønninger. Den blotte kendsgerning, at Die Linke er repræsenteret i parlamentet, har medvirket til at gøre det realistisk.

 

ISO opfordrer derfor ved dette Forbundsdagsvalg til at stemme på Die Linke, og denne opfordring gælder i særlig grad dem, der er allermest skeptiske eller utilfredse med partiets fokus på parlamentariske institutioner (både i øst og vest). Det er på tide, at det yderste venstre i Tyskland bliver ærlig over for sig selv. For vi kender ingen, uanset hvor indædt kritiske de måtte være, der foran TV på valgaftenen vil springe i vejret af fryd, når dårlige valgresultater for Die Linke ruller over skærmen, og sætte kursen mod køleskabet for at åbne en flaske champagne. Et nederlag for Die Linke vil med andre ord også være et nederlag for venstrefløjen, for hele den tyske arbejderklasse og de sociale bevægelser.

 

Det er sjældent, at valg til borgerlige parlamenter fungerer ligesom koncerter, hvor publikum bestemmer, hvad der skal spilles. For dem, der lever i øst, og hvor det vender sig i maven ved tanken om, hvordan deltagelse i delstatsregeringer vil medføre tilpasning til erhvervslivets interesser, drejer det sig om, så ærligt som muligt, at stille sig det spørgsmål, om det generelt vil være godt eller skidt for venstrefløjens arbejdsbetingelser og kamp, for de sociale bevægelser og fagforeningerne, hvis Die Linke ikke når over spærregrænsen på 5 procent.

 

Så altså: Sæt x ved Die Linke, men luk ikke munden på dig selv, det er nødvendigt, at den bliver hørt!

 

‘Topmødernes herrer’ (3), triste og grå, ved, at de ikke har noget at frygt fra en håndfuld venstrefløjsministre, de damer og herrer herfra begynder ikke at røre på sig, før vi begynder at tage sagen i egen hånd. Lad os selv gå i gang, lad os organisere os på arbejdspladserne, i gymnasierne, på universiteterne, i boligkvartererne… Det er kun, hvis vi virkelig kan sætte tingene i bevægelse disse steder, at der vil begynde at ske store forandringer i dette land.

 

Tirsdag den 19.september 2017. ISO, International Sozialistische Organization, er den tyske sektion af Fjerde Internationale. Oversat fra engelsk af Niels Overaard Hansen.

 

Noter:

(1) Alternativt rockband fra årene 1979-80, stadigvæk populært.

(2) DKP (det tyske kommunistparti) er det, der er blevet tilbage af det tidligere pro-DDR-parti i vest, MLPD (Tysklands marxistisk-leninistiske parti), et Mao-stalinistisk parti med en beskeden tilstedeværelse i større virksomheder, PSG (Partiet for social lighed, der i februar 2017 ændrede sit navn til Socialistisk Lighedsparti, SGP), en trotskistisk mikrogruppe af ‘healyistisk’, meget sekterisk, oprindelse.

(3) Refererer til G20-topmødet for verdens stærkeste industrilande i Hamburg for nylig og den parallelle C20-konference for civile organisationer.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com