Enhedslisten har genopfundet det gamle, lidt forkætrede, begreb ”skoling”, som godt nok kaldes ”Ideologisk Grundkursus”, og forskellige grupper, som Cafe Marx, har startet initiativer ved siden af. I nogle af de store facebook-grupper, har der allerede været ophedede diskussioner om indholdet.

af Steen Andersen

Vi benytter lejligheden til at tage et kig på grundbogen over alle grundbøger, ”Det kommunistiske Partis Manifest”. Ikke i form af en gennemgang af indholdet, men en kort gennemgang af hvad Manifestet egentlig er, og et kritisk kig på den måde som Manifestet er blevet anvendt på, af senere generationer af socialister.

Det mest berømte, mest læste og sikkert også mest forhadte, dokument i arbejderbevægelsens historie er Marx’ og Engels’ ”Det kommunistiske Partis Manifest”.

Alle kender indledningen ”Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse”, og en eller anden version af afslutningen, fx: ”Proletariatet har kun deres lænker at miste. De har en verden at vinde. Proletarer i alle lande – Foren Jer!” . (se note)

I dag læses Manifestet stadig, og nogle læser den som en håndbog, der er den autoritære kilde til marxismen, og – af samme årsag – er der også mange, der har travlt med at lægge afstand til både Karl Marx og Manifestet.
I en tid, hvor ”skoling” ser ud til at være på vej frem igen, er der behov for at afmystificere nogle ting.

Et par unge brushoveder
Karl og Frederik var hhv. 29 og 27 år, da de forfattede ”Det kommunistiske Partis Manifest”. Marx’ økonomiske teori og Engels ideer om den dialektiske og historiske materialisme – og de tos samarbejde på disse områder, var stadig i sin vorden.

Marx havde været voldsomt engageret i religionskritik, og Engels havde skrevet værker om den engelske arbejderklasses forarmelse. (For øvrigt stærkt inspireret af sin kæreste, Mary Burnss). Og begge var engagerede tilhængere af Hegels dialektik – en filosofisk metode, som de var begyndt at forholde sig kritisk til.
I 1845 havde Marx og Engels sluttet sig til det illegale ”Tyske Kommunistiske Forbund”. KF var en afløser af ”De Retfærdiges Forbund”, der blev dannet i 1836, men som nyligt var opløst og sammensluttet med ”Communist Corresponding Committee”, der havde Karl Marx som leder. Retfærdighedens forbund havde blandt andet deltaget i den væbnede opstand i Paris i maj 1839.

Skriv et program
KFs ledelse bad i juni 1847 Marx og Engels om at udarbejde et grundlæggende manifest for KF og det var det, der i 1848 udkom under titlen ”Det kommunistiske Partis Manifest”.

Allerede i efteråret 1847 var Engels rejst til Paris og tilsluttede sig de revolutionære i Paris – hvor han bevidnede og deltog i opstandene i februar 1848, samtidig med at KF vedtog Manifestet.

Siden deltog Engels aktivt i oprøret og kampene mod den preussiske hær i Baden i sommeren 1849. I 1848 og 1849 udgav Marx og Engels sammen ”Neue Rheinische Zeitung”, der med et oplag på mellem tre og sekstusinde, spillede en stor rolle i den politiske (og delvist den praktiske) forberedelse af opstandene i datidens Tyskland.

Det internationale Kommunistiske Forbund talte mange hundrede medlemmer, aktive i de tyske og franske oprør. Så ”Det kommunistiske Partis Manifest” skal ses som et kampskrift for en – helt bogstaveligt – kamporganisation. Det skal ikke ses som Marx’ og Engels’ private, tilbundsgående og endelige analyse af kapitalen, klassekampen, historien og fremtidens uafvendelighed.

Kampskriftet
Manifestet er altså et kampskrift og en programerklæring – og det ses, både i indhold og i opbygning.

Tag bare indledningen til første kapitel – næsten lige så kendt som de to foregående citater: ”Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie.” Og så en opremsning af tidligere tiders samfundsformationer og mange forskellige klasser. Ikke noget med beskrivelser, argumenter og analyser. Bare opremsninger. Og så konklusionen: ”Vor tidsalder… har forenklet klassemodsætningerne. ”. Tilbage er ”to store fjendtlige lejre”, borgerskabet og proletariatet.

Sætningen, er blevet brugt – eller rettere misbrugt – af socialister i enhver afskygning lige siden til at argumentere for, at man kan underordne eller ignorere alle andre modsætninger – i klasserne eller mellem klasserne – i samfundet.

”Der er TO klasser!!!” er et udsagn, der har afsluttet mange diskussioner på venstrefløjen. Uanset emnet. Om diskussionen har handlet om miljø, kvindeundertrykkelse eller faglærte kontra ufaglærte har i princippet været lige meget. Udsagnet ”Der er TO klasser”, er den spar 5, der rydder bordet, og overflødiggør al yderligere argumentation.

Men modsætningen, der egentlig beskrives, handler om, at der i tidligere tiders samfund var mange forskellige klasser, der disponerede over produktionsmidler – også blandt de laveste klasser i samfundet. Under kapitalismen er arbejderen ikke bare berøvet ejendomsretten til egne produktionsmidler, men også reduceret til en vare, på linje med alle andre varer. Læser man videre er de to ”hovedklasser” opdelt i mange lag og grupper med egne – delvist modstridende – interesser.

Manifestet har dannet skole for utallige andre programtekster: Et indledende afsnit, hvor det teoretiske grundlag opsummeres – gerne på så kort form, at det sine steder bliver postulerende. Et afsnit, hvor tidens konkurrerende organisationer bliver kritiseret ned under gulvbrædderne, efterfulgt af et afsnit, hvor man beskriver sine egne bedste intentioner om at gribe afgørende ind i klassekampen. Og til sidst et afsnit (kort!), med perspektiver og en kraftig opfordring til handling: ”Proletarer i alle lande – Foren Jer!”.

Manifestet er også en ren guldgrube af udsagn, som senere tider har forsimplet og misbrugt. Vi tager lige en enkelt – denne gang den sidste sætning i kapitel 1: ” Bourgeoisiets undergang og proletariatets sejr er lige uundgåelige.” – uden i øvrigt at kommentere yderligere.

Hvorfor kommunistisk?
Socialismens ide er langt ældre end både Karl og Friedrich. Men i 1847 gav de ikke 5 flade pfennig for ”socialismen”. I forordet til den tyske udgave fra 1890 skriver Engels (Marx var død i 1884), om hvorfor de kaldte det, for ”Det kommunistiske Partis Manifest” og ikke for ”Det socialistiske Manifest:

I 1847 forstod man ved socialister to forskellige ting. På den ene side tilhængere af de forskellige utopiske systemer, [ …] disse grupper var allerede dengang skrumpet ind til rene sekter, der var ved at forsvinde helt. På den anden side alle mulige sociale kvaksalvere, som med deres forskellige universalmidler og med lapperier af enhver art ville fjerne de sociale misforhold uden i mindste måde at genere kapitalen og profitten. I begge tilfælde: folk, der stod udenfor arbejderbevægelsen, og som tværtimod søgte støtte i de “dannede” klasser.

Derimod kaldte den del af arbejderklassen sig kommunistisk, som var overbevist om det utilstrækkelige i omvæltninger af rent politisk art og krævede en grundig omformning af samfundet.[ …] Socialisme betegnede i 1847 en bourgeoisibevægelse, kommunisme en arbejderbevægelse. […] Og da det allerede dengang var vor faste overbevisning, at “arbejdernes frigørelse må være arbejderklassens eget værk”, så kunne vi ikke et øjeblik være i tvivl om, hvilket af de to navne vi skulle vælge. Og heller ikke senere er det nogensinde faldet os ind at opgive det.

I vore dage skal man nok ikke lægge så meget i den skelnen mellem ordene ”socialist” og ”kommunist”. Men debatten mellem dem, der mener, at kampen handler om at udvide demokratiet og styrke ”velfærdssamfundet” til fordel for de udsatte grupper, og dem, der mener at der kræves en grundig omformning af samfundet, er fortsat siden dengang.

Et nyt manifest?
Marx og Engels fastholdt gyldigheden af Manifestets grundprincipper, så længe de levede. Men de var blandt de første til at gøre opmærksom på, at store afsnit af ”Det kommunistiske Partis Manifest” ikke længere havde praktisk gyldighed, efterhånden som klassekampen og kapitalen havde udviklet sig.

Så tanken om en version 2 var ikke fremmed for Marx og Engels. I forordet til 1872-udgaven skriver de direkte, at de overvejer en ny udgave, men at det oprindelige dokument ikke skulle ændres, da det nu var et historisk dokument.

Manifestets 2. kapitel omhandler forholdet mellem de revolutionære, og de proletariske klasser og det slutter med 10 programpunkter, der beskrives med ordene: ”for de mest udviklede lande vil følgende foranstaltninger sikkert i almindelighed kunne anvendes:”. Alligevel er Marx og Engels – 25 år senere – nødt til at insistere på følgende: ”derfor lægger vi absolut ingen særlig vægt på de revolutionære forholdsregler, der er foreslået i slutningen af afsnit II.” Så det er ikke kun vore dages socialister og revolutionære, der har haft tendens til at betragte de gamle mestres ord, som uangribelige bibelvers!

Ellers lyder det: ”Programmet er i dag flere steder forældet på baggrund af storindustriens enorme udvikling i de sidste fem og tyve år og den fremadskridende partiorganisation af arbejderklassen, der hænger sammen dermed, endvidere på baggrund af de praktiske erfaringer, først fra Februarrevolutionen og i endnu højere grad fra Pariserkommunen, hvor proletariatet for første gang to måneder igennem havde den politiske magt. Navnlig har Pariserkommunen leveret bevis for, at “arbejderklassen ikke simpelthen kan tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål”.

Disse ord blev skrevet i 1872 – for 143 år siden, af Manifestets egne forfattere. Så når vi i dag stadig finder, at det er relevant at læse ”Det kommunistiske Partis Manifest” er det ikke fordi det skal bruges til at vise vejen, eller beskriver de opgaver socialister står overfor i dag. Det er heller ikke fordi det er et interessant historisk dokument. Men Manifestet rummer en grundlæggende kritik af den kapitalistiske produktionsmåde, en måde at opfatte historien på, en måde at analysere sine aktuelle opgaver på, og en tilgang til konkurrerende strømninger, som selv den dag i dag er brugbare.

Selv når man ser bort fra det tidstypiske, er det heller ikke alt i Manifestet, der skal læses ukritisk. I en længere passage forudser Marx og Engels fx kapitalismens og borgerskabets undergang, fordi borgerskabet ikke er i stand til sikre arbejderen sin egen eksistens som arbejder, men må lade arbejderen synke ned i absolut fattigdom – ude af stand til selv at opretholde livet. I dag er det jo åbenlyst, at det ikke var den mest præcise forudsigelse.

Så hvis vi vil være rigtige ”Kommunister” i Marx og Engels forstand – så er vi forbandet forpligtede til selv at skrive vor egen tids Manifest.

 

Note: Citatet lyder i sin helhed: Kommunister forsmår at skjule deres analyser og hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved at hele den eksisterende samfundsorden styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletariatet kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde. Proletarer i alle lande, foren jer!

.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com