Næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) Jan Hoby kommer her med otte pointer, der uddyber, hvordan fagbevægelsen ikke behøver at tage til takke med krummerne fra finansministerens bord. 👇

Et solidt Nej til Wammens OK24 og trepartsdiktat fra LFS – Landsforeningen for Socialpædagoger medlemmer

☝️ “Et gammelt udtryk siger, at man ikke skal lyve for arbejderklassen, uanset hvor upopulært det er at fortælle sandheden.  Det samme kan siges om OK24 og trepartsaftalen. Mens fagtoppen har gjort et ihærdigt og vellykket forsøg på at slette alle spor, der viser, at OK24 er et regulært løndiktat fra finansminister Wammen og dermed regeringen, har LFS valgt at fremlægge de reelle resultater, som de offentligt ansatte får ind på deres lønkonto.

👉 Modsat det absolutte flertal i fagbevægelsen har LFS medlemmer stemt NEJ til OK24 med 60,8 procent, fordi LFS valgte at fortælle sandheden om både trepartsaftalen og OK24. Resultat viser, at man som fagforening godt kan gå imod strømmen og udfordre Wammens og fagtoppens narrativ med saglige, ædruelige og velunderbyggede argumenter.

😡 Nødvendighedens politik ikke er en naturlov. Fagbevægelsen behøver ikke at tage til takke med krummerne fra finansministerens bord. Og medlemmer ikke skal acceptere at lønstigninger til nogen, som betales med nedskæringer af andre. Det er tilfældet med trepartsaften og OK24, som kommer til at skabe endnu større ulighed mellem højtlønnede og lavtlønnede, fordi lønstigninger sker i procent. Lønstigninger der vel og mærket er betalt af de lavtlønnede.

☝️ LFS vidste godt, at det ville blive op ad bakke og at kritikken af trepartsaftalen og OK24 ville kunne tælles på meget få hænder. Meget få fagforeninger ville anbefale deres medlemmer at stemme nej til OK24. Fordi der stort set ikke eksisterer en kritisk fagopposition i fagbevægelsen. Men LFS ønsker ikke at være en fagforening, der accepterer den visionsløse, uambitiøse og dikkende lammehale logik, som hersker i fagtoppen og i alt for mange fagforbund og fagforeninger. En logik, som er årsagen til, at fagbevægelsen står i lort til halsen. LFS ønsker at være en fagforening, der kæmper for tryghed, lighed, nedsat arbejdstid, mere fritid, lavere pensionsalder og udbygning af velfærdsstaten på bekostning af markedskræfterne. Og flertallet af vores medlemmer kvitteret for det med et overbevisende NEJ til OK24 og dermed også trepartsaftalen.

😱 Fagtoppen vandt kampen om narrativet og om OK24 i tæt samarbejde med regeringen og medierne: Nybrud, historisk, bedste resultat i 35 år, massivt lønløft, reallønsfremgang, der kan mærkes, og en løftestang for rekruttering til en offentlig sektor ramt af en medarbejderflugt-krise uden sidestykke. Men en røverhistorie bliver ikke mere sand blot, fordi den gentages igen og igen. Selvom flertallet af offentligt ansatte stemte Ja til Ok24.

🥶 Rita Bundgaard, der er formand for HK Stat og topforhandler for de statslige ansatte, fik et Freudian slip, og kom ufrivilligt til at sige sandheden om OK24 og laver dermed en ren tilståelsessag, da hun 21. februar siger til DR: ”Da vi gik ind til den her overenskomstfornyelse, havde finansministeren jo valgt at kigge frem i stedet for at kigge tilbage, da han definerede, hvad det var for en ramme, vi kunne forhandle om for de næste to år. Han ønskede ikke at kigge tilbage på det reallønstab, vi har haft de seneste to år.” Men det fik fagtoppen hurtigt begravet i deres kampagne for et Ja til Ok24.

🤬 Det er ikke tidligere set, at finansministeren afslører resultatet flere måneder, før parterne er færdige med at forhandle. At fagtoppen så alligevel foregiver, at de har haft svære forhandlinger, som ender præcis på Wammens 8,8 procent, siger mere om Den Danske Models grundlæggende krise og fagtoppens afmagt. Det understreger, hvorfor fagbevægelsen er en terminal kræftpatient uden skyggen af selverkendelse.

👎 Wammen og Socialdemokratiet har fået det, de kom efter. En trepartsaftale og OK24, der binder fagbevægelsen på hænder og fødder, så de føjer sig for markedskræfterne og den fortsatte nedrivning af arbejderbevægelsens lighedsskabende velfærdsstat. Det er den nedslående konklusion på en trepartsaftale og OK24, der understreger fagbevægelsens eksistens-krise.

LFS anbefalede et nej, fordi:
Den overordnede ramme på 8,8 procent er alt for lav. Den skulle have været tocifret. Vi får grundlønsstigninger på 6,51 procent. Det betyder, at de lavestlønnede i vores fagforening stiger mindre end 2000 kroner om måneden hen over denne overenskomstperiode. Økonomer peger allerede på, at lønstigningen ikke engang matcher de prisstigninger, der er resultatet af krigen i Ukraine.

Lønstigningerne kommer til at ske i procenter og ikke i kroner og ører. Det gør endnu engang, at de lavestlønnede får mindst, mens uligheden på det offentlige arbejdsmarked stiger endnu mere.
Vi gik til overenskomstforhandlingerne med en forventning om at få løst ligeløns-problematikken i forhold til de kvindedominerede fag. Det skete ikke – vi fik en lang næse!

Vi kom selv til at finansiere udbyttet af treparten med større arbejdsudbud og dårligere seniorordninger.

Først bragt på LFS´ Facebookside.