Læsetid: 6 minutter

Det er i modsætning til resten af 3F, hvor PSHR (Privat, Service, Hotel og Restauration), Transport, Industri og det Grønne område stemte JA (se faktaboks om stemmeafgivelserne).

 

Forliget er af medierne og spinhæren udråbt som et historisk forlig, og ser man på tallene og nogle af resultaterne, ser det også godt ud. Ved første øjekast.

 

Der er nogle roser, men sørme også nogle tidsler. Og som gjorde at bygningsarbejderne stemte NEJ

 

Stemmeprocent Der var i alt 171.973 stemmeberettigede i 3F. Af disse stemte 91.101 (52,97 procent). 62.242 stemte JA, mens 28.859 stemte NEJ. I byggeriet var der 46.223 stemmeberettigede, hvoraf 21.430 stemte (46,36 procent). Der var 10.634 JA-stemmer og 10.796 NEJ-stemmer.

Roserne først:

 

Det er en 2-årig overenskomst, hvilket er godt på grund af inflationen. Det giver mulighed for at genforhandle relativt hurtigt, så man ikke er låst på et dårligt resultat i tilfælde af, at inflationen fortsætter.

 

Boligtillægget til den rejsende arbejdskraft er et klart fremskridt. Nu bliver det muligt fagretsligt at behandle den rejsende arbejdskrafts boligsituation, hvilket er godt, da boligen er et konkurrenceparameter. Og boligtillægget er omfattet af de såkaldte 48-timersmøder, hvor Dansk Industri (DI) skal medvirke til at afklare, om overenskomsten bliver overholdt. Der er omvendt bevisbyrde, så en begrundet mistanke om overenskomstbrud er nok til at rejse en faglig sag.

 

Der er også forbedringer på regler for valg af tillidsfolk, hvor man nu kan foretage valget i arbejdstiden, og tillidsrepræsentanten har krav på at møde nyansatte for at orientere om 3F. Ligeledes er der lagt vægt på, at der ikke må lægges hindringer i vejen for organisering, hvilket er en styrkelse af tillidsmandsarbejdet.

 

Tidslerne:

 

Prislisterne og lærlingelønningerne stiger ca. 8 procent, og mindstelønnen stiger 9 kroner på 2 år. Det lyder af meget, men set i forhold til inflationen er det i underkanten.

 

Arbejdstidsreglerne bliver forringet, da man nu kan køre 4 dages arbejdsuge uden overnatning. Tidligere skulle der være overnatning i forbindelse med 4 dages arbejdsuge. Det betyder, at bygningsarbejdere, der bor på landet, men arbejder i byerne, kan have nogle rigtig lange arbejdsdage mandag til torsdag.

 

SH/fritvalgskontoen stiger med 1,8 procent, og arbejdsgiveren skal nu betale 2 procent mere af pensionen, mens lønmodtageren skal betale 2 procent mindre. Det er, hvad den almindelige bygningsarbejder på timeløn får ud af OK-forhandlingerne, og det er alt for lidt.

 

Ved overenskomstfornyelsen i 2020 blev der indført reelt fuld løn under barsel. Det betyder, at en akkordarbejder, som fx har tjent 270 kr./timen i akkord, også skal have det på barsel. Det er nu erstattet af et loft på 225 kroner på barsel.

 

Kroner, procenter og forhandlingsstrategi

Nogle af resultaterne afregnes i kroner og andre i procenter. 3F’s kongres havde besluttet, at diverse stigninger skulle være i kroner. Det er mere solidarisk, da de lavest lønnede får mest ud af det.

 

Men stigningerne på prislister, lærlingelønninger og SH/fritvalg er i procenter, hvilket øger uligheden. De højtlønnede akkordarbejdere får mere ud af overenskomstforbedringerne end de lavtlønnede timelønsarbejdere.

 

Det passer fint ind i Dansk Arbejdsgiverforenings og Dansk Industris strategi med stor lønspredning. Det giver firmaerne en strategisk fordel, at der er stor lønspredning.

 

Dels er det godt (set fra et arbejdsgiversynspunkt) ideologisk, at der er stor spredning. Det gør store forskelle mere legitime. Og det giver arbejdsgiverne flere muligheder for at dumpe lønnen

 

Arbejdersiden har netop ikke fået brudt denne strategi. FH´s og forbundenes accept af DI´s del- og hersk forhandlingsstrategi gør det umuligt at lave brede samlende krav, der mindsker uligheden.

 

Tilbage i 1970’erne var det LO, der centralt forhandlede nogle bestemte krav, som fx lønnen. Resultatet gjaldt for hele det private arbejdsmarked.

 

Senere har man decentraliseret forhandlingerne med argumentet om, at den enkelte overenskomst skulle tilpasses den enkelte branche. Det lyder smukt, men virkeligheden har ofte været en anden. Her har DI først forhandlet med CO Industri og dernæst med andre grupper, som så (i mange tilfælde) har måtte acceptere et forlig, der nærmest var en afskrift af CO industriforliget.

 

I 2017 var det ret slemt. Her blev byggeriet blandt andet påtvunget 42 timers tvunget overarbejde (under visse forudsætninger). Det gav så stor modstand, så der var ca. 20.000 stemmer, der adskilte JA fra NEJ

 

I 2023 fik byggeriet dog et tydeligere aftryk med blandt andet rejsetillægget.

 

Byggegruppens overenskomstkrav

Op til forhandlingerne blev der udtaget krav i mange fagforeninger og brancheklubber, og der blev gennemført undersøgelser. Ligeledes blev der afholdt en række medlemsmøder i de forskellige byggefagforeninger.

 

Bedre arbejdsmiljø og stop for nedslidning, nedsættelse af arbejdstid, bekæmpelse af social dumping ved at hæve bunden og indføre kædeansvar samt flere kroner i kassen som inflationssikring – det var nogle af de vigtigste krav, som medlemmerne gav udtryk for. Samtidig opstod der blandt en del tillidsfolk på tværs af fagene en bevægelse om at sikre medlemsfordele. Der var et ønske om, at medlemmerne fik noget, som ikke-medlemmerne ikke fik.

 

Bygningsarbejdernes nej

Bygningsarbejdernes NEJ er en blanding af flere ting:

 

Der kom ikke nogen reelle forbedringer på arbejdsmiljø og nedslidning. Der kom en præcisering af, at man har ret til at stoppe farligt arbejde, men det fremgår allerede af den såkaldte Norm for Behandling af Faglig Strid, som definerer fredspligt og konfliktret. Den store udfordring er, at det er for nemt for arbejdsgiverne efterfølgende at fyre folk, så der mange, der ikke tør bruge den ret.

 

Indførelse af 4 dages arbejdsuge er også et skridt i den forkerte retning i forhold til nedslidning. Det er simpelthen en større belastning af arbejde længere tid om dagen.

 

Indførelse af 4 dages ugen er også et skridt i den forkerte retning i forhold til arbejdstiden. Nedsættelse af arbejdstiden og mere tid til familien har altid været centrale – og samlende – krav for arbejderne. Påskestrejken i 1985 handlede om kravet om 35 timers arbejdsuge og medførte (over en periode) nedsættelse af arbejdstiden til 37 timer.

 

Konflikten i 1998 medførte, at vi tog hul på den 6. ferieuge.

 

Med indførelse af 4 dages uge er der sket en forringelse af vores arbejdstid. Samtidig betyder fjernelsen af Store Bededag, at vi faktisk går op i arbejdstid. For første gang siden krisen i 1930’erne.

 

Social dumping

Mange bygningsarbejdere føler ikke, at bunden er ikke hævet nok. Det er de rejsende arbejdere, der får glæde af boligtillægget. De herboende lavtlønnede bygningsarbejdere får ikke meget glæde af stigningen på 9 kroner oven i mindstelønnen, som så kommer op på ca. 145 kr./timen. De lavtlønnede bygningsarbejdere tjener typisk 165-185 kr./timen og mærker derfor ikke stigningen.

 

Mange ser – med rette – kædeansvar som en god løsning på den sociale dumping. EU har pålagt de enkelte lande at lave en form for kædeansvar, og Danmark er faktisk på vej mod en retssag for ikke at have indført det. Alligevel nægter arbejdsgiverne at diskutere det.

 

Boligtillægget er dog et godt skridt fremad i kampen mod social dumping. Den rejsende arbejdskraft får ubetinget 25 kr. oven i mindstelønnen i 4 måneder, hvilket vil bringe en jord- og betonarbejder op på 165 kr./ timen. Efter de 4 måneder skal arbejdsgiveren dokumentere ordnede boligforhold. Kan han det, bortfalder tillægget på 25 kr., men der kan indledes lokalforhandlinger om mere i løn. Leveres der ikke ordnede boligforhold, fortsætter boligtillægget. Det giver både de rejsende arbejdere 25 kr. mere i timen og fagforeningen flere steder, hvor man kan organisere kollegaerne om lønforhandling, og hvor man kan kontrollere boligforholdene.

 

En del bygningsarbejdere er skeptiske overfor boligtillægget, da de frygter, at reglen vil blive forsøgt omgået og angrebet. Denne frygt er selvfølgelig begrundet, da nogle af de udenlandske entreprenører simpelthen ikke anerkender overenskomsten, og andre (både danske og udenlandske) snyder, så vandet driver. Men hele overenskomsten er konstant under angreb for disse typer, og alligevel har vi fået meget ud af at forsvare vores overenskomster. Og vi får en direkte adgang til at organisere lokallønforhandling.

 

Bevarelse af reallønnen og inflationssikring var også vigtig for bygningsarbejderne.

 

I forhold til den egentlige løn fik bygningsarbejderne som sagt de 1,8 procent i SH/fritvalgskonto. Desuden overtog arbejdsgiverne 2 procent mere af pensionsbetalingen, så han skal betale 10,14 procent og lønmodtagerne 2 procent. Det giver selvfølgelig ca. 4 procent mere, men det er langt fra nok. Inflationen i 2022 var på 7,7 procent, og bl.a. fødevarer lå højere.

 

Byggeriet er et minimallønsområde, hvilket betyder, at man kan forhandle sin timeløn imellem overenskomstforhandlingerne. Derfor var forhandlerne også hurtige til at påpege, at inflationsforsikringen skulle folk selv sørge for via de lokale lønforhandlinger og indgåelse af akkorder.

 

Det efterlader en masse lønmodtagere på perronen.

 

Nogle stærke akkordsvende og ansatte i firmaer med klubber vil sandsynligvis kunne hæve lønnen fornuftigt, men det er et mindretal.

 

Byggebranchen har mange ansatte i små firmaer, og her er er det typisk sværere at forhandle løn.

 

Det lille NEJ

I 2017 stemte ca. 70 procent NEJ i forbindelse med de tvungne 42 timers arbejdsuge.

 

Denne gang var NEJ’et i Byggegruppen på 50,43 procent, hvilket hænger sammen med, at mange anerkender de forbedringer, der trods alt er.

 

Samtidig har Byggegruppen i de senere år gennemgået en udvikling, hvor de lokale brancheklubber og folk fra arbejdspladserne er trængt lidt mere igennem det såkaldte Rockwoollag (pampere/karrierepolitikere i fagbevægelsen). Det betyder selvfølgelig, at der er flere, som ikke er ansatte og eller pampere, som føler at de har andel i resultatet og derfor anbefaler et JA.

 

Aktiviteter og afstemning

NEJ’et stammer fra brancher og fagforeninger, der typisk har stemt NEJ:

 

Både i Bygge-, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening i København og 3F Aalborg anbefalede et flertal NEJ. Ligeledes gjorde murernes landsklub det.

 

Men interessant er det, at en række 3F industrifagforeninger også anbefalede et NEJ. Det skyldes, at de har dårlige erfaringer med lokale lønforhandlinger, hvor mange ikke har fået noget.

 

Hvad så nu?

Den generelle ulighed i samfundet er stigende, og en svækket fagbevægelse er en af grundene.

 

I fagbevægelsen er der tre problemer i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, som springer i øjnene:

 

–          Fagbevægelsen skal lave en musketer-ed, så vi ikke kun stemmer sammen, men også forhandler sammen. Lige nu har DA/DI for let spil, da de koordinerer deres resultater i modsætning til fagbevægelsen.

–          Der er alt for lav stemmeprocent. 3F samlet havde en stemmeafgivelse på 48,8 procent, og Byggegruppen havde 46,36 procent. Det ryster de ikke i bukserne af i DA/DI

–          Forhandlingsudvalget i Byggegruppen stemte overvældende for resultatet (over 80 procent) og er dermed ude af trit med medlemmerne.

 

Kun ved at arbejde for en kæmpende og demokratisk fagbevægelse kan vi lave om på det.

 

 

Anders Lange er ansat som opmåler i Bygge-, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening i København.