Er bankkrisen enden på kapitalismen, som vi kender den? Det korte svar er nej. Kapitalismen kan ikke undgå periodiske kortvarige og langvarige kriser med faldende profit og økonomisk stagnation.

af Charlie Post

Men, som Marx påpegede for over 150 år siden, har kapitalismen indre mekanismer – løntrykkeri, reorganisering af arbejdet, massive bankerotter, som tillader den at komme sig over disse kriser. Der vil ikke komme en ”endelig” økonomisk krise, som gør det af med kapitalismen. Den skal omstyrtes.

Hvad skal vi udlede af den aktuelle finansielle nedsmeltning? Den umiddelbare udløser for krisen er tydeligvis, at markedet for subprime-lån (risikobetonede lån med sikkerhed i låntagers ejendom) kollapsede, selvom disse lån højst udgør en fjerdedel af udlånsmarkedet og kun 10-15 procent af disse lån er potentielt risikable. Dereguleringen af den finansielle sektor – der startede under Reagan og den første Bush og blev fuldført under Clinton – har ført til, at finansielle afledninger som f.eks. kapitalfonde er skudt op som paddehatte med meget lille basis i reel kapital investeret i bygninger, maskiner, udstyr, varebeholdninger og servicevirksomheder (den ”virkelige økonomi).

Men væksten og kollapset af fiktiv kapital – hvad Marx kaldte ”cirkulationen af ejendomsrettigheder” – er et træk ved enhver kapitalistisk markedscyklus. Efterhånden som markedscyklusen passerer sit højdepunkt søger kapitalister efter nye profitable investeringer. Og eftersom profitterne er nedadgående i produktionen af varer og tjenesteydelser, flyder kapitalen ind i finansielle instrumenter som påberåber sig fremtidig velstand – spekulative væddemål om at økonomien vil fortsætte sin vækst.

Kapitalophobning
Finansielle bobler brister uundgåeligt i takt med, at den økonomiske vækst i den virkelige økonomi reducerer værdien af aktiverne – såsom boliger – på hvilken den fiktive kapital hviler. Konsekvenserne er kun alt for velkendte: panik blandt investorer, drastiske fald i priser på aktier og andre finansielle instrumenter, og en bølge af bankerotter i den finansielle sektor.

Vi har set en række af disse finansielle kriser i de seneste 25 år: Børskrakket i 1987, kollapset i opsparinger og lån i slutningen af 1980’erne og de tidlige 1990’ere, og da dotcom-boblen bristede i starten af dette årti. Alligevel satte ingen af disse kriser gang i et generelt kollaps – dyb recession eller sågar fuldskala depression – af investeringer og produktion i den ”virkelige økonomi”. Den finansielle sektor blev stabiliseret med en tilførsel af fonde fra den kapitalistiske stat, og panik blev efterfulgt af fortsat vækst i både den ”virkelige økonomi” og på Wall Street.

I sidste ende har den underliggende sunde tilstand i den ”virkelige” kapitalistiske økonomi afbødet disse finansielle panikker. Blandt eksempler på tiltag, der har stimuleret stigende profitter, kan nævnes en bølge af bankerotter, fusioner og genetableringer, som har udryddet ineffektiv fast kapital (devalueret kapital), ”lean-produktion” der har øget arbejdskraftens produktivitet (udbytningsraten) samt neoliberale kapitalistiske statspolitikker, der har dereguleret kapital- og arbejdsmarkedet. Den ”lange bølge” af ekspansion i kapitalophobning har reduceret længden og dybden af finansielle kriser.

Brandalarm
Imidlertid kommer den aktuelle finansielle nedsmeltning på et tidspunkt, hvor der er klare indikationer på, at den amerikanske og globale kapitalistiske økonomi er på vej ind i en ny lang bølge af stagnation. Selve væksten i investeringer – især den stigende kapitalisering/mekanisering af produktionen – i den virkelige økonomi er i løbet af det lange boom i det sidste kvarte århundrede på vej mod sin modsætning, en lang periode af faldende profitter og stagnerende kapitalophobning.

Set i sammenhæng med et nyt langvarigt fald i profitter har nedsmeltningen, der begyndte i subprime udlånsmarkedet og har spredt sig til hjertet af Wall Street, langt mere omfattende implikationer for kapitalen. Bankerotterne eller nær-bankerotterne i Bear Stearns, AIG og andre virksomheder samt ustabiliteten på børsmarkedet er den ”brandalarm”, som bebuder en kraftig og dyb recession. Hvis finansielle bankerotter skulle sprede sig ukontrollabelt, vil et fuldskala kollaps i produktionen i stil med 1929-31, startskuddet for den Store Depression, kunne sætte ind.

I kø til truget
En fuldskala depression er imidlertid usandsynlig. De velbegrundede kapitalistiske bekymringer for de politiske konsekvenser af en depression har fået både Demokraterne og Republikanerne til at forlade nogle af de ortodokse neoliberale politikker og til at godkende – efter en del rodede politiske forhandlinger som resultat af en dybfølt folkelig vrede – en udgave af Bush’ 700 mia. dollars kaution for de tidligere investeringsbanker (der nu er forvandlet til eller opkøbt ind i almindelige banker) og forsikringsfirmaer.

Disse subsidier, samt en midlertidig og delvis tilbagevenden til statsregulering, vil formentlig stabilisere den finansielle sektor og reducere – men ikke forhindre – dybden og længden af den kommende recession. I mellemtiden stiller andre dele af virksomhedssektoren sig i kø til truget for at få deres del af gevinsten i denne ”erhvervs-keynesianisme”.

Kapitalen som helhed vil betale en pris for denne kaution. Mens et politisk katastrofalt økonomisk kollaps bliver afværget vil den underliggende årsag til den faldende profit – overskydende fast kapital – bestå efter kautioneringen af den finansielle sektor.

Som resultat vil profitterne efter en recession fortsat være for lave til at opmuntre til substantielle nye investeringer i produktionen af varer og services. På samme tid vil den massive overførsel af kontanter fra den kapitalistiske stat til banksystemet, finansieret af stigende statsgæld, øge udbuddet af penge. Den sandsynlige konsekvens vil være for mange penge, der jagter for få varer – en ny bølge af inflation.
Privatisering af udbytte – socialisering af risici

Den, der bliver valgt til præsident i november 2008, vil skulle håndtere den samme ”stagflation” – kombinationen af prisinflation og økonomisk stagnation – som Nixon, Ford og Carter kæmpede med i 1970erne. For de fleste af os vil den primære konsekvens af den aktuelle krise tage form af endnu værre angreb på arbejderklassens leveforhold.

Vores fokus
På den revolutionære venstrefløj kan vi blot håbe, at en tilbagevenden til stagflation også vil skubbe på en tilbagevenden til arbejderkampe og folkelige bevægelser, som vi så den i tidligere årtier.

Der er nogle grundlæggende pointer, som aktivister må fokusere på i den aktuelle krise. Først og fremmest at Kongressens plan privatiserer udbyttet og socialiserer tabene i det aktuelle spekulative vanvid. Men hvis der er nogen, der burde vinde på regeringens intervention, er det almindelige borgere, især de millioner familier, som risikerer at miste deres hjem på grund af urimelige afbetalinger.

Hvis der er penge til rådighed til at opkøbe og ”socialisere” kollapsende bankgiganter, så kan de samme ressourcer lige så nemt anvendes til at omorganisere lånene for de ramte husejere. Der er også penge til beskæftigelsesprogrammer, hvor målet er at bygge energieffektive boliger, der er til at betale, samt hospitaler, infrastruktur og skoler.

Og nu vi er i gang, hvorfor så ikke bruge nogle af disse fonde til social sikkerhed og sikre et offentligt sundhedssystem?

For det andet må vi pege på, at blandt de ”luksusudgifter”, vores samfund ikke har råd til, er udgifterne til krig og imperialisme – George Bush’ Irakkrig, der kommer til at koste mellem et og to hundrede tusind milliarder dollars, de amerikanske militærbaser i 150 lande, eller de seks procents stigning på Pentagons budget for 2009, som nu vil være på den nette sum af 621,5 milliarder dollars, inklusive 68,6 milliarder dollars for krigene i Irak og Afghanistan.

For det tredje er vi nødt til at forklare, hvorfor regeringen og den kapitalistiske stat reagerer på kapitalisternes behov, men ikke på ønsker fra flertallet af befolkningen. Bølgen af folkelig vrede over kautioneringen for Wall Street har tvunget administrationen og lederskabet i Kongressen til at skrive en forsigtig regulering og tøjling af ”overdrevne” lederlønninger ind i lovgivningen i en tid med stigende ulighed.

Men disse indrømmelser kan ikke skjule den underliggende virkelighed: i krisetider ”socialiserer” staten kapitalens risici, mens den ”privatiserer” de mest nødvendige behov for alle andre.

Charlie Post underviser i sociologi i New York, er aktiv i undervisernes lokale fagforening og er medlem af Solidarity.

Oversat af Nina Trige Andersen fra ‘Their Crisis, Our Consequences’ på International Viewpoint. Artiklen blev oprindelig bragt på Solidarity’s hjemmeside.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com