Først annoncerede DONG, at man opgav at udnytte Nordsøolien i Hejrefeltet, og et par dage senere meddelte Mærsk, at man nok ikke ville investere yderligere i Tyra-feltet, men i stedet opgive udvindingen, når det nuværende udstyr ikke kunne klare mere.

af Steen Andersen

Installationerne i Tyra-feltet er ved at have nået grænsen for deres levetid, og geologiske ændringer i havbunden nødvendiggør også nye investeringer.

Det er måske udspil for at få sænket skatten på Nordsøolien. Men det kan også skyldes, at den billige mellemøstlige olie er kommet for at blive. Det vil få omfattende konsekvenser, ikke bare for den danske stats økonomi og Togfonden, som Enhedslisten er så glad for. Det vil også være gift for udviklingen af en grøn energiomstilling på verdensplan i mange år fremover. I denne artikel ser vi på nogle mulige scenarier.

Beskeden fra DONG om, at man ikke ville sætte udvindingen af olie fra Hejre-feltet i Nordsøen i drift, var ikke nogen rar nyhed, al den stund man har regnet med, at dette felt skulle levere 20 procent af den danske energiproduktion i Nordsøen i en årrække frem.

Det var forventet, at produktionen skulle bidrage væsentligt til den danske stats indtægter, og – særligt interessant for Enhedslisten – til den togfond, som var en af de få (relativt) positive ting, som Enhedslisten var med til at aftale under den socialdemokratiske regering.

DONGs forklaring går på, at boreplatformen er for tung til de bærepiller, man har sat i havet! Dette skulle angiveligt have været ”dråben, der fik bægeret til at flyde over”, så man er desværre ude af stand til at udnytte 20 procent af kapaciteten i Nordsøen (note 1). Det er – i ordets egentlige betydning – en utrolig forklaring.

Boringen er en såkaldt HPHT-boring (High Pressure High Temperature), hvilket er en teknisk meget vanskelig type af boring. Samtidig ligger olien meget langt nede, hvilket gør det endnu sværere. Men de problemer har man løst. Den olie/gasblanding man henter op, er også ganske usædvanlig. Så man har bygget et særligt anlæg til efterbehandlingen – noget som også er meget kompliceret. Og skulle nogen have begået en fejl – det kan jo ske – så er et vægtproblem jo til at løse: Brug lettere eller færre materialer, forstærk bæringerne. Det kan være lidt irriterende, koste nogle ekstra måneder og nogle ekstra millioner. Men med et budget på 17 milliarder kr. for at etablere anlægget, er det altså ikke noget, man vil vige tilbage for.

Så DONG fortæller næppe sandheden – eller i hvert fald ikke hele sandheden – når de serverer den historie.

Olieprisen
Da aftalen om udbygningen af Hejrefeltet blev underskrevet, lå olieprisen (note 2) og svingede mellem 115 og 130 dollar. Det var i de glade dage i 2012. I dag sælges en tønde olie for knap 40 dollar. Det kan jo lægge en dæmper på enhver handel, at varen pludselig kun skal koste en tredjedel af det oprindeligt budgetterede! Det er ekstra uheldigt, for vi taler om Nordsø-olie. ”Normalt” regner man med, at break-even punktet for en tønde Nordsøolie ligger på omkring 50 dollar pr. tønde. Så med en pris på 40 dollar taber man altså penge på at hente olien op af undergrunden. En god grund til at stoppe projektet, kunne man synes.

Men dette er oliebranchen. Siden den første oliekrig i 1974, har man været vant til stærkt svingende priser. Olieanlæg har levetider på 30-40 år, og i dette tilfælde regnede man med, at Hejre-feltet kunne levere, hvad der svarede til cirka 110 mio. tønder olie alt i alt. Der kan også være aftaler og hensyn, som offentligheden ikke kender til. Fx aftaler om levering til faste priser – indgået, da prisen stadig var gunstig, og ønsket om stabile leverancer for at kunne fastholde kunder og markedsandele på længere sigt. Så normal logik siger, at man – måske – vil udskyde produktionsstart, eller kun producere i begrænset omfang i starten, ikke at man vil opgive boringen.

Børsnotering af DONG-aktier
Selv om man ”nedlægger” boringen, så forsvinder olien jo ikke. Og alle de installationer, der allerede er bygget, har lang holdbarhed – de forsvinder heller ikke de næste mange år. Feltet har altså masser af potentiel værdi. Til gengæld betyder manøvren med den bebudede opgivelse, at man regnskabsmæssigt kan fastsætte værdien af feltet til noget nær 0 kr. – i hvert fald til en værdi langt under, hvad et kørende felt vil blive vurderet til.

DONG er på vej på børsen, og en lavere værdifastsættelse af selskabet betyder en billigere pris for de eventuelle købere. Sælgeren – staten – får selvfølgelig umiddelbart også færre penge for salget, men vi så ved salget af DONG-aktier til Goldmann-Sachs, at man bevidst holdt informationer om en særlig givtig forretning uden for værdifastsættelsen. Kort tid efter at salget var en realitet, faldt forretningen på plads, og Goldmann-Sachs scorede en ekstra gevinst på adskillige milliarder.

Det er altså en kendt praksis i den danske stat at overdrage skjulte værdier til investorerne. Det gør det selvfølgelig ekstra tiltrækkende for en investor i denne sag, at der ligger et potentielt guldæg i kurven, når man skal overtage virksomheden. I tilfældet med Goldmann-Sachs-salget gik der heller ikke mange måneder, før statens ledende mand i salget, Bjarne Corydon, var ansat i det firma, der rådgav om salget, til en årsløn på angiveligt 5 mio. kr. En ren win-win situation for alle involverede, bortset selvfølgelig fra skatteyderne…

I dette tilfælde har vi altså en enorm energiproduktion liggende, der nærmest kun kræver, at der monteres en stor stålplade, for at være kørende.

Den sidste olie (fra Nordsøen)?
Der er også en tredje mulighed. Nemlig at man har indset to ting:

For det første, at man ikke kan konkurrere med olien fra Mellemøsten – hverken nu eller på langt sigt. I dette tilfælde betyder langt sigt ”de næste 20 år”. Efter en periode med lave priser ville OPEC normalt skære ned på produktionen for at få prisen op igen – til alle olieproduceren-de landes fælles bedste. Det er ikke sket denne gang, angiveligt mest på grund af modstand fra Saudi Arabien. I stedet har den fri konkurrence fået lov til at hærge. De første ofre har været de nye felter, hvor olien og gassen er blevet udvundet af oliesand og ved fracking. De næste ofre har været olieboringer i havet. Venezuela og Nigeria er på fallittens rand, på grund af de lave oliepriser. Enhver snak om arktiske ”olieeventyr” er forstummet. Den russiske og den iranske økonomi har styrtblødt – med vestlige sanktioner som en øget byrde. Og kloden rundt har man – præcis som i Danmark – skrinlagt ideer om nye boringer og opgivet renoveringer af gamle boringer.

Kort sagt har Saudi Arabien og de øvrige Mellemøstlande ryddet godt ud i konkurrenterne. Med Iran på vej tilbage på markedet med billig olie, og med udsigt til, at der måske sker positive ting i både Syrien og Libyen i løbet af de næste par år, er der udsigt til mange år med masser af olie fra de lande, hvor den er billig at producere.

Det gør selvfølgelig også ondt på et land som Saudi Arabien, at prisen er så lav. Men i modsæt-ning så mange andre lande, kan saudierne stadig producere med overskud. (se figur). Andre kilder sætter produktionsprisen på en tønde saudisk råolie til knap 20 dollar/tønde, men med et marked, hvor olien sælges til lidt under 40 dollar tønden, er der stadig en fin profit. Landet skal ”blot” justere på deres eksorbitante overforbrug. Det kan sikkert blive svært nok, men er altså ikke umuligt.

De lande, der er virkelig katastrofalt ramt, er lande, hvor man har baseret stort set hele økonomien på indtægten fra den dyre olie. Venezuela er nok det værste eksempel.

For det andet, så er behovet for olie for nedadgående. Olieforbruget er styrtdykket i Vesteuropa i de seneste 7-8 år. Det skyldes til dels en udflytning af industri til Østasien, men også et reelt faldende forbrug. Det samme har man oplevet i USA, hvor forbruget i dag er mindre end det var i 2004. Det skyldes primært en ændring af transportmønstret og køretøjernes brændstofforbrug (note 3). I betragtning af, at langtidsprognoserne indtil et par år siden har forudsagt et stigende olieforbrug i USA (se figur), er det kommet noget bag på hele olieindustrien.

Som om det ikke var nok, har vi set en kraftig opbremsning af økonomien – og tilsvarende af forbruget af olie – i Kina i de sidste par år (note 4). Som det fremgår af nedenstående figur, så har stigningen i olieforbruget i de senere år stort set udelukkende være drevet frem af udviklingen i Sydøstasien, frem for alt Kina.

Den økonomiske krise, der begyndte i 2008 er for så vidt væk – hvad angår det, at tjene penge. Aktier og udbytter stiger til usete højder, og der tjenes penge som aldrig før i samfundets top. Men den top er – målt i antallet af personer – meget lille. Så selv om de alle sammen flyver i private jetfly, og alle sammen har opvarmede udendørs swimmingpools, så kan denne privilegerede klasse altså ikke trække olieforbruget op.

Det kan kun et øget vareforbrug hos ”den almindelige befolkning”. Der skal med et gammelt udtryk, sættes gang i industriens hjul. Her har vi så et problem med det nuværende opsving. Det ”rammer” kun de i forvejen velhavende. Den velstandsforøgelse, der plejer at blive arbejderne og middelklassen til del under et opsving er – stort set – udeblevet. Tværtimod ser man mange steder, fx i USA, at der sker en løbende forarmelse af middelklassen, og at reallønnen for arbejderklassen er faldet markant. Der er kort sagt ikke nogen købekraft til stede, der kan drive et øget behov for olie frem.

Endelig er der en helt tredje ting, der allerede svagt kan spores under første punkt: Nemlig at brugen af energi fra fossile brændstoffer stille og roligt forsvinder, og afløses af varige energi-former eller andre former for energi, som fx biobrændsel. Regimet i Saudi Arabien har allerede bemærket, at de – ud over olien – har én anden energikilde. Ikke bare i rigelig mængde, men i nærmest uendelig mængde: Nemlig solenergi. Der er meget få steder i verden, hvor solen skinner så meget som over den arabiske halvø. Den kendsgerning er ikke gået hen over hovedet på den herskende familie i Saudi Arabien. Planer om opstilling af meget, meget store solfangeranlæg er allerede ved at blive udarbejdet. For olien betyder det én ting: ”Lad os få den solgt, mens der stadig er købere,” lyder parolen. Hvilket selvfølgelig vil betyde, at den lave pris vil fortsætte.

Billig olie kan være godt for den økonomiske udvikling, men er skidt for den grønne omstilling. Ud over de manglende skatteindtægter fra Nordsøen (der helt sikkert vil ”nødvendiggøre” yderligere nedskæringer i velfærden – skattelettelserne skal der nok blive råd til…), så betyder det også, at energi fra vedvarende kilder vil være væsentligt dyrere i forhold til den fossile energi. Der vil kort sagt være mindre økonomisk incitament til grøn omstilling. Det bliver ikke bare et dansk problem, men et globalt problem.

Noter:

1) Se DONG-chefens forklaring i Politiken
2) Alle varer og priser i oliebranchen bliver omregnet til det såkaldte Brent-index. Et tal som afspejler hvad en tønde af en bestemt slags olie koster på markedet på et givet tidspunkt. Det gør det nemt at sammenligne priser mellem forskellige produkter og priser over tid. Til gengæld har priserne så intet at gøre med dem vi selv oplever på benzinstationer eller når vi køber olie til fyret derhjemme.
3) Se artikel fra World Economic Forum
4) Om udviklingen in olieefterspørgslen og produktionspriser kan henvises til en række artikler på bbc.com. Fx denne: http://www.bbc.com/news/business-35506331

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com