Det argentinske Senat nedstemte torsdag den 9. august loven om Frivillig Afbrydelse af Svangerskab (IVE - Interrupción Voluntaria del Embarazo), som ville have legaliseret abort, med 38 stemmer mod 32. Den katolske kirke og den fanatiske højrefløj jublede, men det er en phyrrus-sejr.

af Celeste Fierro

I løbet af de 17 timer, som debatten i Senatet varede, fyldte hundredtusinder gaderne omkring parlamentet og trodsede den kolde vind og den vedvarende regn for at demonstrere deres støtte til loven. Menneskemængden viste, at trods dette midlertidige nederlag, er der sket en permanent forandring af landet. Der er ikke nogen vej tilbage for den ”grønne bølge”, som den er blevet kaldt på grund af de grønne tørklæder, som pryder håndled, hals og rygsække på tilhængerne af fri abort.

 

Argentinas udemokratiske Senat kan udskyde legaliseringen af abort et år mere. Men det overvældende sociale flertal, som støtter en legalisering, er blevet tydeligt, og nogle meningsmålinger viser en støtte til loven på op til 80 procent.

 

En uventet kamp

Dagen før debatten i senatet blev en mor til fem børn indlagt på hospitalet i Mendoza-provinsen efter en abort i en baggyde, og hun kæmper stadig for sit liv. Tre dage før døde en ung mor til to i provinsen Santiago del Estero efter en infektion forårsaget af en abort. Mere end 100 kvinder dør og op til 50.000 bliver indlagt hvert år på grund af komplikationer efter abort. Alligevel så det for kun få måneder siden ud til, at en legalisering af abort var helt uden for rækkevidde.

 

Kampagnen for Legal, Sikker og Gratis Abort, en paraplyorganisation anført af en håndfuld etablerede uafhængige aktivister og repræsentanter fra venstre- og centrumvenstre-organisationer, har fremsat IVE-loven syv gange de sidste 13 år. Seks gange i træk blev den skrinlagt af lovgiverne. Denne gang var det anderledes. Den kom i kølvandet på en feministisk revolution, som har taget Argentina og verden med storm.

 

Erklæringen fra Pave Frans – som er argentiner – i 2013, og valget af den konservative præsident Mauricio Macri i 2015, lod til at have taget abort af bordet. Så kom #NiUnaMenos. Kvindedrabet på den 14-årige Chiara Páez i 2015 fik en gruppe kvindelige journalister til at indkalde til demonstrationer mod kvindevold. Omkring to hundrede tusinde deltog.

 

Siden da har den feministiske bevægelse rullet og er blevet radikaliseret. Årlige protester som den internationale kvindedag, den internationale dag for udryddelse af vold mod kvinder og den internationale aktionsdag for legal og sikker abort plejede at være demonstrationer for små kvindeorganisationer og venstrefløjspartier, men nu kom der tusinder for at deltage. Det årlige Kvindemøde, en weekend med workshops om kvindespørgsmål, samlede 60.000 i Rosario i 2016 – tre gange så mange som året før.

 

Tidligere dette år, den 8. marts, førte kvinder an i den første nationale strejke mod Macris regering. Denne bedrift blev gentaget de to efterfølgende år som del af de internationale kvindestrejker, hvilket understregede bevægelsens internationale karakter. #NiUnaMenos. I Argentina blev fulgt op af lignende bevægelser mod kvindevold i Chile, Mexico, Spanien og andre steder. De internationale kvindestrejker koordinerede aktioner i snesevis af lande. I år faldt kampen for abortrettigheder i Argentina sammen med Irlands succesfulde folkeafstemning for at legalisere abort og med den anden Kvindemarch og #MeToo-bevægelsen i USA.

 

Argentinas bevægelse er også blevet markant radikaliseret. #NiUnaMenos-demonstrationen i 2018 kom ud med en udtalelse, underskrevet af en bred kreds af venstrepartier og feministiske, faglige og studenterorganisationer, som kaldte bevægelsen ”anti-kapitalistisk, anti-kirkelig og anti-patriarkalsk.” Den gjorde også kravet om legal, sikker og gratis abort til hovedparolen for demonstrationen.

 

Sluserne åbnes

Tre måneder før demonstrationen bekendtgjorde præsident Macri, at hans parti ville tillade en debat i Kongressen [parlamentet] om IVE-loven. Nogle så fejlagtigt dette som en skinmanøvre for at fjerne opmærksomheden fra regeringens nedskæringer, som fremprovokerede massive demonstrationer i december, og som vil blive skærpet efter den seneste aftale med den Internationale Valutafond.

 

Sandheden er, at Kongressens debat om IVE er et resultat af det umodståelige pres fra den feministiske bevægelse. Hvis Macri troede, at det på nogen måde kunne gavne ham, tog han fejl. Han åbnede en feministisk flodbølge, som især fokuserede på hans konservative parti, hvor de fleste parlamentarikere er imod loven. Det skabte en krise blandt hans vælgere, som nu holder ham ansvarlig for at åbne en dør til legal abort. En konservativ gruppe klistrede for eksempel plakater op i hele Buenos Aires, som fremstillede Macri med blod på hænderne og med teksten ”Nej til Macris abortlov”.

 

Dage efter Macris udtalelse blev den internationale kvindedag et hav af grønne tørklæder med hovedparolen for legal, sikker og gratis abort. Gennem tre måneder mødte tusinder af kvinder frem til pañuelazos [pañuelo = tørklæde, o.a.] hver torsdag foran parlamentet, når Kongressens udvalg skulle diskutere lovforslaget. Det grønne tørklæde begyndte at dukke op overalt. På arbejdspladser, klasseværelser, busser og toge, på gader og torve – overalt kunne man se folk, der viste deres tørklæde.

 

Alle tv-programmer tog spørgsmålet op, familier diskuterede det over middagsbordet, vennegrupper diskuterede det, et væld af historier om døtre, som overbeviste deres forældre om at gå ind for fri abort, og teenagere, der fik overtalt deres venner om at gå til demonstration sammen. Ungdommen var helt klart den drivende kraft, hvad der fremgik af deres massive tilstedeværelse til alle demonstrationer. Deres overvægt hjalp med til at radikalisere debatten, fra at fokusere på at undgå dødsfald, til at forsvare kvinders ret til selv at bestemme.

 

Kun en uge før Deputeretkammeret – Kongressens Underhus – diskuterede lovforslaget, fyldte #NiUnaMenos-demonstrationen gaderne i Buenos Aires med 150.000 deltagere. Den 13. juni, da loven blev debatteret, var der over en million mennesker i gaderne omkring Kongressen. Presset var åbenlyst, og loven blev vedtaget den 14. juni med 129 stemmer for og 125 imod, efter at to medlemmer i sidste øjeblik ombestemte sig og stemte for.

 

Den hellige modoffensiv

Imidlertid skulle det gå anderledes i senatet. Den katolske kirke og højrefløjen, som eller shavde været sikre på, at loven ikke ville blivevedtaget i Underhuset, vågnede op og lancerede en modoffensiv. De var ikkekun drevet af et ønske om at forhindre IVE-loven, men også af et forsvar af egen interesser. Den grønne bølge satte spørgsmålstegn bred de millioner af pesos, som kirken får i statsstøtte, og hvis IVE blev vedtaget, ville den næste kamp handle om adskillelse af stat og kirke.

 

Paven selv førte an og sammenlignede abort med nazistisk racehygiejne. Så støttede kirken sig på sit indflydelsesrige netværk og lagde pres på senatorer i provinserne inde i landet og endda på de centrum-venstreorganisationer, som deltager i Kampagnen for Legal, Sikker og Gratis Abort.

 

Evangeliske menigheder arrangerede en anti-abortdemonstration den 4. august, som venstrefløjen måtte give et modsvar. Alligevel organiserede tre af Kampagnens centrum-venstrepartier – den peronistiske Evitabevægelse, det maoistiske Revolutionære Kommunistiske Parti og det populistiske Libres del Sur – en demonstration for andre sociale krav. Den faglige landsorganisation CTA med historiske bånd til kirken, holdt sin landskongres samme dag som senatets debat og forhindrede tusinder fra at mobilisere til Kongressen.

 

Begrænsninger i kampagnen

Desværre antog ledelsen af Kampagnen en misforstået triumferende holdning, opsummeret i parolen ”Abort vil blive lov den 8.” Man nærede en overdreven tiltro til de parlamentariske forhandlinger og kanaliserede energien væk fra gaderne og over til lobbyarbejde. Den demobiliserende virkning var tydelig på tirsdagens pañuelazos, som var væsentligt mindre end før afstemningen den 14. juni.

 

Dage før debatten konstaterede Argentinas førende dagblad Clarín, at Kampagnen ”havde tabt gaderne efter afstemningen i Underhuset.” Kampagnens ledelse accepterede også regeringens bøn om at ”undgå konfrontationer” ved at placere hovedscenen for demonstrationen den 8. august hele ti blokke væk fra Kongressen.

 

Repræsentanter fra min organisation, Juntas y a la Izquierda — en feministisk gruppe i den Socialistiske Bevægelse (MST), argumenterede for en stærkere tilgang. Vi foreslog at konfrontere højrefløjens modoffensiv med stærkere gadeaktioner og at arrangere demonstrationen 8. august så tæt som muligt på parlamentet. Vi tabte denne diskussion. Det hjalp ikke, at andre grupper på venstrefløjen, særligt dem i Arbejdernes Venstrefront (FIT), ikke prioriterede denne diskussion, eller slet ikke var med i kampagnen.

 

Trods disse begrænsninger og en kold og regnfuld dag, mødte hundredtusinder op i gaderne omkring Kongressen den 8. august. De blå tørklæder, som repræsenterede abortmodstanderne, mobiliserede mere, end de gjorde den 13. juni. Alligevel var de ubetydelige sammenlignet med den grønne bølge. Om aftenen, da resultatet blev kendt, var stemningen alligevel høj og domineret af en følelse af, at selv om de stoppede os denne gang, så er legalisering af abort blevet uundgåelig.

 

Men hvornår det sker, kommer til at afhænge af de konklusioner, vi drager af kampen i år, så vi gøre det bedre næste år.

 

Læren for den næste kamp

En konklusion er, at kirken og dens allierede er en formidabel modstander. Eftersom den argentinske stat støtter den økonomisk, må kravet om en adskillelse af stat og kirke stå centralt i vores kamp. En anden konklusion er, at der må sættes spørgsmålstegn ved den antidemokratiske karakter af institutioner som Senatet. Provinser med 150.000 indbyggere har de samme tre senatorer som Buenos Aires, der har 15 millioner indbyggere, hvilket giver uforholdsmæssig megen magt til ikke-repræsentative politikere.

 

En af dem, Rodolfo Urtubey, en peronistisk senator fra Salta, satte spørgsmålstegn ved den nuværende lovs undtagelser i tilfælde af voldtægt. ”Der er nogle (tilfælde), hvor voldtægt ikke sker i den klassiske situation med vold mod kvinden,” sagde han. ”For eksempel i (tilfælde af) overgreb inden for familien, hvor man ikke kan sige, der er vold, selv om der heller ikke er godkendelse, men underordning.”

 

Disse dinosaurer må fejes til side. Det samme kan man sige om de traditionelle politiske partier, såsom Urtubeys Peronistiske Retfærdighedsparti, Macris Republikanske Forslag – som leverede flere nej-stemmer end nogen andre – eller den Radikale Borgerunion, som sælger sig selv som sekulært, men som så ni af deres tolv senatorer stemme imod IVE-loven. Denne konklusion kan udvides til resten af hele den kapitalistiske stat og system. Som et af de mere populære slagord fra bevægelsen slår fast: ”Vi skal smadre patriarkatet sammen med kapitalen.”

 

Men den vigtigste praktiske konklusion, der må drages, er, at det eneste, der kan garanterer vores rettigheder, er styrken i vores mobilisering. Vores modstandere har måske nok vundet et slag, men vi har fat i modstandskampen.

 

13. august 2018

 

Celeste Fierro er aktiv i Juntas y a la Izquierda, en feministisk organisation i Socialistisk Arbejderbevægelse (MST) i Argentina.

 

Oversat fra Jacobin (USA) af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com