”Sammen mod højre”: 200.000 til demonstration i München 21. januar 2024. Foto: Von H-stt - CC BY-SA 4.0, Wikimedia

 

Denne debat næres af påstanden om, at AfD er et fascistisk parti, der placerer sig uden for "demokratisk konsensus", og at det derfor bør udstødes – hvilket dog ikke forhindrer, at partiet får stadig større opbakning. Debatten har raset i et stykke tid uden at nå en konklusion. Vi spørger: Hvad er pointen med denne debat?

 

Farerne ved AfDs fremgang for demokratiske og sociale rettigheder er ubestridelige: forfølgelse af migranter; fremme af had mod minoriteter og dissidenter; angreb på kvinders rettigheder; manipulation af institutioner – især medierne, retsvæsenet og uddannelsesvæsenet – med det formål at kontrollere dem, om nødvendigt gennem korruption; yderligere erosion af parlamenter; angreb på fagforeninger, blandt andet.

 

Venstrefløjen bruger ofte udtrykket "fascist" i denne sammenhæng til at betyde "afslutningen på vores bevægelsesfrihed" og "maksimal undertrykkelse" – det vil sige udtryk, der har en tendens til at udtrykke en følelsesmæssig reaktion. Dette er vigtigt og nyttigt for at imødegå dem, der nedtoner risikoen og betragter AfD’s vælgerstøtte som et tegn på "normalitet". Men er det nok til at formulere en strategi for at slå partiet tilbage?

 

Talrige analyser understreger, at AfD "ikke er fascistisk som helhed, fordi det ud over fascistisk ideologi også repræsenterer andre ideologier, der - selvom de er reaktionære - modsiger det nationalistisk-autoritære koncept om den fascistiske stat, i hvert fald i det samfund, man forestiller sig, med deres fanatiske tilhængere af den private ejendomsret og kristne fundamentalistiske holdninger" (ifølge AfD-ekspert Andreas Kemper på sin hjemmeside).

 

Definitionen antyder, at helheden vil blive fascistisk, når AfD får kontrol over visse institutioner.

 

Er det sandt? Ville vi kalde Italien et fascistisk styret land i dag? Her bliver det tydeligt, hvor vagt, ligefrem uforsigtigt, udtrykket bruges. Sidste år truede havnearbejdere i Genova med at strejke, hvis der blev sendt våben til Israel. Hvor kunne man nogensinde strejke under Mussolini?

 

I virkeligheden bevæger partierne på den såkaldte midte sig hastigt i retning mod AfD – for eksempel i forbindelse med deportationspolitikken, eller når indenrigsminister Dobrindt ønsker at afskaffe adskillelsen mellem efterretningstjenesterne og politiet. Grænserne er især uldne i forhold til højrefløjen i CDU/CSU – som det fremgår af den seneste massive vælgervandring fra CDU til AfD. (Når CDU/CSU distancerer sig, refererer man i øvrigt snarere til AfD’s holdning til Rusland og EU end til deres angreb på demokratiske rettigheder og procedurer.)

 

Er alt dette tendenser til fascisme? Sagen er mere kompliceret: I betragtning af kapitalismens generelle og dybe systemiske krise er det rimeligt at antage, at fascistiske løsninger overvejes af magthaverne, og dette er tydeligt i tilfældet med amerikanske tech-milliardærer som Peter Thiel. Men man må afvise, at sådanne løsninger er nært forestående. Det, der er nært forestående, er imidlertid marchen mod en autoritær stat, der ikke vil tøve med at afmontere sociale og demokratiske resultater og voldeligt undertrykke enhver modstand. Dette autoritære skift afspejles i den stigende villighed hos dele af CDU/CSU og FDP til at danne regering med AfD på den ene eller anden måde.

 

Vold og terror

En sammenligning med de klassiske fascistiske partier fra 1920'erne og 30'erne afslører de enorme forskelle.

 

AfD opstod fra det nationalkonservative oprør mod euroen og den europæiske integration. Det ønsker at vende tilbage til "national suverænitet" og tysk storhed, hvad det end betyder i dag. Det er en efterkommer af CDU, men det kunne ikke forhindre infiltrationen af ​​højreekstreme og endda fascistiske elementer i AfD og blev derfor drevet langt til højre. Fra starten kombinerede partiet nationalistiske og liberale holdninger.

 

Og NSDAP – det tyske naziparti? Dets kerne var SA, Sturmabteilung, en paramilitær livvagt, sikkerhedsstyrke og bøllebande i én organisation. Dens leder, Ernst Röhm, havde tilsluttet sig Frikorpset Epp i 1919, som deltog i den voldelige undertrykkelse af rådsrepublikken i München. Han rekrutterede SA fra Frikorpset og dele af Reichswehr allerede før grundlæggelsen af ​​NSDAP i 1920, som han tilsluttede sig som et af dets første medlemmer. De var frustrerede, krigssårede soldater og officerer, der kun kunne klare deres nederlag gennem den såkaldte dolkestikkermyte. De havde våben og bragte krigens oplevede og udøvede vold ind i fredstid.

 

NSDAP's politiske personkreds stammer fra dette miljø. Mussolini rekrutterede også sine "fasci" fra nedslidte, desorienterede hjemvendte soldater, der bar den nationalistiske skuffelse over den "lemlæstede sejr" (vittoria mutilata) i sig og modtog deres ilddåb i borgerkrigen mod den "røde trussel". De var støvlebærende nazister, der terroriserede befolkningen med deres marcher.

 

Disse partier foragtede liberalisme.

 

Dette kan ikke sammenlignes med i dag. De personer, der i dag danner højreekstreme partier med masseopbakning, voksede op i samfund, der oplevede 80 års relativ fred. Nazisterne ønskede en tilbagevenden til en præmoderne stat baseret på middelalderlig feudal lov (Mussolini drømte om Romerrigets tilbagevenden). AfD ønsker en tilbagevenden til den suveræne nationalstat baseret på en ekstrem form for økonomisk liberalisme.

 

For nazisterne var partiet kernen i den nye stat, og de fokuserede på at omdanne partiet til et stort reservoir af kadrer, der var i stand til at indtage lederstillinger i forskellige sektorer af samfundet. Partiet var deres instrument til at kontrollere samfundet ned til allersidste hjørne.

 

AfD har brug for partiet i klassisk forstand for at få adgang til parlamenter og andre magtmidler. På valgnatten den 6. september annoncerede AfD’s partileder [sammen med Alice Weidel, o.a.] Tino Chrupalla ikke: "Nu skal vi rydde grundigt op i svinestien." Han sagde: "Vi er demokrater, og vi taler med alle." Det betyder intet andet end: "At vælte stole er fortid. Nu kan vi gribe magten, og vi vil indgå de nødvendige kompromiser for at opnå det."

 

Ved udgangen af ​​1932 havde NSDAP 850.000 medlemmer; kun SPD havde flere, med en million. (Ved krigens slutning var medlemstallet tifoldigt.) På landsplan har AfD knap flere medlemmer end FDP (73.000), og i Sachsen-Anhalt kun 3.000 - færre end Die Linke i Köln, en by med dobbelt så stor befolkning. AfD kan kun regere gennem eksisterende statsinstitutioner, hvis man deler magten med andre. De kan skabe kaos i disse institutioner og endda ødelægge dem. Måske er dette nok til et diktatur, men ikke nok til et fascistisk regime.

 

NSDAP opnåede (efter at have taget magten) noget gennem sin store størrelse og organisation, som ingen statsinstitution, ikke engang den mest undertrykkende, eller nogen efterretningstjeneste alene kan opnå: Der var tale om en omfattende overvågning og terrorisering af befolkningen.

 

Kilder til fare

Givetvis er der talrige paralleller mellem dagens krise og Weimarrepublikkens afslutning. Men det betyder ikke, at løsningerne vil være de samme. Farer lurer også andre steder – måske især i de samfundsmæssige konsekvenser af AI-revolutionen: koncentrationen af ​​en enorm mængde data i private hænder, som kunne bruges til at skabe en totalitær overvågningsstat.

 

AfD bliver stemplet som fascistisk i håbet om, at hvis man etablerer et tabu, så vil det afskrække folk fra at tilslutte sig eller stemme på partiet. Denne tilgang har slået fejl. Tabuet har ikke virket, fordi den historiske sammenligning er mangelfuld. Omvendt er der stadig ingen svar på spørgsmålet om, hvad man kan gøre for at modvirke radikaliseringen af ​​den ekstreme midte.

 

Konfrontation med kredse fra borgerskabet og småborgerskabet er uundgåelig. Men det er ikke uundgåeligt, at AfD siden forbundsvalget i 2025 har været det stærkeste parti blandt arbejdervælgere med 38 procent af stemmerne, langt foran CDU/CSU med 22 procent og SPD med 12 procent. Dette er resultatet af SPD's og fagforeningernes politiske selvmord, som i en tragisk gentagelse af 1933 foretrækker at se deres egen undergang i øjnene frem for at forsvare deres organisation og deres medlemmer.

 

I USA har vi set, at lignende eksistentielle kriser inden for fagforeningerne har skabt frobund for nye, modige kolleger, der forstod, hvordan de skulle mobilisere og leve op til det store behov for militant modstand og skabe en kursændring. Kan vi opnå det samme i Tyskland? Det ville være på høje tid.

 

Oversat fra Sozialistische Zeitung af Åge Skovrind