Som reaktion på Nancy Pelosis besøg på Taiwan afholdt Kina flådemanøvrer tæt på øens kyster. Det kunne, mente USA’s tidligere udenrigsminister John Kerry, “ikke retfærdiggøres”. Udtalelsen er typisk for, hvordan USA opfatter sin permanente militære tilstedeværelse, klos op ad Kina, og hvor amerikanske krigsskibe – og nu også japanske – hyppigt sejler gennem Taiwan-strædet.

Overfor USA’s årelange provokationer holder Kina lav profil. Man reagerer ikke, når USA sammen med regionale partnere og NATO-lande, afholder militærmanøvrer i området. I disse uger deltager 17 lande i øvelser langs Australiens nordkyst. Senere på året går det løs på Sumatra.

Er det begyndelsen til et asiatisk NATO, som nogle lande i regionen drømmer om? Eller en gradvis realisering af forslaget om et globalt NATO, der har cirkuleret i NATO-miljøet i et stykke tid?

Invasionen af Ukraine har skærpet rivaliseringen mellem USA og Kina/Rusland. Blandt Vestens koldkrigere blev der spurgt, om Kina ville gøre som Rusland i Ukraine og invadere Taiwan? Og ville USA korrigere sine militære og diplomatiske strategier i Asien og Stillehavsområdet, i takt med at en eventuel konflikt udviklede sig?

Ud over at Madrid-topmødet baner vejen for en NATO-ficering af Europa, og pålægger medlemslandene at øge militærudgifterne drastisk, så skærpes kursen overfor Kina, der for første gang omtales i et strategisk NATO-koncept. Her hedder det bl.a., at der skal ske ”en væsentlig styrkelse af NATO’s afskrækkelses- og forsvarsstrategi, samt en udbygning af samarbejdet med Australien, New Zealand, Japan og Sydkorea.”

Det Strategiske Koncept 2022 stræber efter at beskytte nogle af de mest militariserede landes interesser, og bidrager desuden til at eskalere konflikter, nuværende som kommende.

NATO sprænger sine fysiske rammer

Regionale alliancer som EU, Organisationen for Afrikansk Enhed m.fl. har naturlige fysiske grænser. Med NATO er det anderledes. Her rækker det transatlantiske område ikke mere; nu vil man være global. Er det, fordi de 3.800 ansatte i NATO-hovedkvarteret mangler noget at rive i og derfor er nødt til at opfinde nye konflikter?

I 1972 accepterede USA/NATO, at Taiwan er en del af Kina (Ét-Kina-politikken). Siden har Taiwan været USA’s påskud til at inddæmme Kina, samt levere enorme mængder våben til ø-staten.

Var Taiwan blevet erobret i 1949, da Kinas Kommunistiske Parti smed Kuomintang-diktaturet ud af fastlandet, ville verden have været et højspændingsområde mindre. Naturligvis er det ikke ønskværdigt, at endnu flere mennesker lever i autoritære styrer som det kinesiske. Men der kan ikke ses bort fra, at det pres, USA lægger på Kina, bidrager til at skærpe det kinesiske styres fremfærd overfor egne borgere. Sådan er det i alle frontlinjestater.

NATO’s offensive holdning blev atter demonstreret, da Jens Stoltenberg for nylig erklærede: ”Det strategiske partnerskab mellem Kina og Rusland og deres gensidig forstærkende forsøg på at undergrave den regelbaserede internationale orden strider mod vore værdier og interesser.” Er der nogen, der undergraver “den regelbaserede internationale orden,” som Vesten gang på gang påberåber sig, men ikke lever op til, da er det USA/NATO. Tredive år etter afslutningen af den kolde krig, fortsætter USA/NATO med at skabe konflikter rundt om på kloden.

Kinas mål: Samhandel

I Europa er det svært at se, hvori den kinesiske sikkerhedsrisiko består. EU og Kina er optaget af at handle med hinanden, og NATO’s påstand om, at Kina truer havenes frihed, er absurd. For uden denne kunne Kina ikke transportere sine produkter verden rundt, og ej heller importere råstoffer og forbrugsartikler. Kina har gang på gang erklæret, at målet er mest mulig handel med omverdenen, ikke væbnet konflikt, og har derfor iværksat Road and Belt-Initiative (Den nye silkevej), der skal fremme samhandlen og reducere transporttiden til de markeder, Kina er afhængig af.

De lande, Vesten udråber som slyngelstater, frygter allermest angreb fra de demokratiske NATO-lande. Så når Kina har opbygget så stor en hær, er det fordi kommunistpartiet ved, at man ikke kan vente sig noget godt fra de imperialistiske magter, der flere gange har invaderet dele af landet.

Når Stoltenberg skal konkretisere, hvorfor Kina er farlig, så bliver det til ”5G, cybertrusler og globale udfordringer.” Mere uddybende er NATO 2030-rapporten, der nævner Kinas overtagelse af infrastrukturer I Europa: 5G, havne, (fx Piræus), lufthavne mv. Det kan påvirke NATO’s beredskab, der er afhængig af fysiske og digitale infrastrukturer. Rapporten opfordrer til “at overvåge de kinesiske investeringer, og tage hensyn til deres potentielle sikkerhedsimplikationer.”

Det strategiske koncept er tænkt som et redskab for NATO’s operationer og andre aktiviteter, og til at udbygge samarbejdet med ligesindede i Indo-Stillehavsregionen. “For Kina vil, efter 2030, have opbygget tilstrækkelig militær kapacitet, og vil ikke begrænse sig til Indo-Stillehavsområdet, men vil agere globalt.” Ganske som USA gør i dag, og det kan NATO jo ikke acceptere.

Den kinesiske hærs kapaciteter betinges af USA’s tilstedeværelse i regionen. At det kan føre til konflikter er indlysende. Der kan opstå situationer, hvor USA påberåber sig Artikel 4 i Washington-traktaten (NATO’s forfatning): “Deltagerne vil rådføre sig med hverandre, når nogen af dem mener, at deres territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet” Artikel 4 er forstadiet til Artikel 5: “Et angreb på én af dem, er et angreb på alle.”

Washington-traktaten begrænser sig til angreb mod allierede i Europa og Nordamerika, men ikke i medlemmernes tidligere kolonier eller lignende udenfor den transatlantiske region. Det er imidlertid værd at lægge mærke til, at USA opfatter sin tilstedeværelse i Fjernøsten, herunder Det Sydkinesiske Hav, som en del af sin territoriale integritet.

Eskalerer spændingerne i området – for ikke at tale om krig – vil USA påkalde sig artikel 4 og 5, og kræve, at NATO yder tekniske, logistisk og operationel støtte, jvfr. NATO Watch.

USA har brug for hjælp

I februar 2022 udsendtes “den danske udenrigspolitiske strategi”, og her skorter der ikke på vilje til at bistå USA. Ikke med ét ord forholder Jeppe Kofod sig selvstændigt til, om “Danmark skal turde gå foran, når vi har mest på spil og kan gøre en forskel…vi skal kæmpe klogt. sammen med NATO og med USA, der er krumtappen for Danmarks sikkerhed…Vi har et stærkt værdifællesskab med USA, og vi har behov for globalt amerikansk lederskab…sammen med USA, EU m.fl. skal vi hånd-tere presset på de internationale fællesskaber og de udfordringer, der følger af bl.a. Kinas mere selvhævdende adfærd. Vi skal bakke op om et amerikansk lederskab og sammen værne om et multilateralt samarbejde, hvor fælles spilleregler, demokrati og blablalba…” Ren copy paste.

Mellem linjerne står, “vi gider ikke have noget at gøre med de tyske vatnisser, der satser på diplomati og fredelige relationer med andre lande.” Det hele rundes af med en loyalitetserklæring til England, der er “én af Danmarks tætteste forsvars- og sikkerhedspolitiske partnere.” I betragtning af at Thatcher-klonen Liz Truss nu er premierminister, så tegner det ikke godt for fremtiden

Imperienostalgi

Liz Truss vil, at England skal “øst for Suez.” Ud til de baser og den indflydelse, man havde, inden det britiske imperium blev afviklet omkring 1960. Det var jo også derfor, så mange stemte ja til Brexit: Global Britain, og vejen til Mandaley. Det er lige før, Kipling graves op igen. Foreløbig er det blevet til baser i Bahrain, Oman og Brunei, og flådeøvelser i Det Sydkinesiske Hav. Helt efter Truss’ hoved, for hun vil have et “globalt NATO.”

Også Macron plejer den franske storhedstid i Fjernøsten: “Organiserer vi os ikke, vil der opstå et hegemoni, som indskrænker friheder og muligheder.” USA’s hegemoni ses ikke at plage ham. Følgelig har Frankrig sendt 7.000 soldater, krigsskibe og jagerfly til Fjernøsten.

I Madrid angav Australiens premierminister Anthony Albanese “Kinas økonomiske pres” mod Australien og andre lande i regionen som argument for, at landet vil knyttes tættere til NATO. Hvorfor Australien så skal have atomdrevne ubåde, der kan udstyres med kernevåben, er uklart.

Nancy Pelosi – der i 2021 fik NATO-parlamentarikernes pris for ”at fremme fred og sikkerhed” – hævder, at besøget på Taiwan skal normalisere USA’s kontakt med Taiwan, og etablere baser på øen. Hun ville også markere – forud for midtvejsvalget – at demokraterne er lige så barske overfor Kina som Trump. Desuden tæller det, at Silicon Valley ligger i Pelosis valgkreds, og at tech-industrien, der har økonomiske interesser i Taiwans chipindustri, er bange for, at denne falder i hænderne på på kineserne. Silicon Valley er i øvrigt blandt demokraternes største sponsorer.

USA kan ikke vinde

Militæranalytikere har gennemført “krigsspil”, hvor USA og Kina kæmper om Taiwan. Uanset hvor mange forskellige scenarier, der blev opstillet, så tabte USA dem alle. Netmediet 19fortyfive.com skrev, at det er på tide, at USA ser mere realistisk på Taiwan-konflikten. For så vil USA opdage, at Kinas militær er opbygget på, at USA skal lide nederlag.

I 1995 sendte præsident Clinton to hangarskibe ind i Taiwan-strædet for at markere overfor Kina, at man skulle lade Taiwan være i fred. På det tidspunkt havde Kina ikke tilstrækkelig sømagt til at kunne afvise hangarskibene. Efterfølgende gik man i gang med at opbygge en sådan, og i dag er Kinas flåde større og stærkere end USA’s.

Clinton kendte ikke Mao Zedongs anbefaling i 50’erne: “Grav tunneler, oplagre korn overalt, og søg ikke hegemoni,” og sådan har Kinas strategi, stort set, været siden da. Strategien består af overlappende tiltag. Landbaserede missilbatterier, langtrækkende artilleri, jager- og bombefly, et stort antal overflådefartøjer og ubåde, søminer osv. Hele Kinas østkyst er dækket af varslings- og angrebssystemer.

USA vil, i tilfælde af en væbnet konflikt, få store problemer med at få forsyningerne frem til Taiwan-strædet. Kina er på “hjemmebane”, mens USA har 15.000 km til Californien. Og vel kan der oplagres meget på baser i regionen, men der vil være tale om sårbare forsyningsruter, som Kina vil kunne ramme.

En luft- og søblokade vil ødelægge Taiwan. 40 procent af elektriciteten kommer fra importeret naturgas, det samme gælder kul, olie mv. Taiwan er heller ikke selvforsynende med fødevarer, også her er øen sårbar. En total blokade vil bringe Taiwan i knæ i løbet af få uger. Kina behøver ikke at angribe, men kan blot vente på, at taiwaneserne kapitulerer.

I Kina har Xi Jinping store problemer, for coronaen har svækket den indenlandske økonomi. Xi har ingen interesse i at forværre konflikten omkring Taiwan. Det ved USA, og derfor presser de for at svække hans stilling i kommunistpartiet. At der er fare for, at mere nationalistiske kræfter så kommer til magten, er ikke noget, der afskrækker amerikanske høge. Biden er ikke interesseret i diplomati og forhandlinger, og også her støttes han af republikanerne.

Wolfowitz-doktrinen           

I 1993 fornyede USA sin globale målsætning – Wolfowitz-doktrinen, navngivet efter den neo-konservative viceforsvarsminister, Paul Wolfowitz. Heri hedder det bl.a., “at USA’s første mål er at forebygge, at en ny rival genopstår, enten på Sovjets territorium eller andetsteds… Ingen regional magt kan tillades at opstå med magt og ressourcer, der kan udvikle sig til en global magt… (USA) må opretholde en afskrækkelsesmekanisme, der afholder potentielle konkurrenter fra at aspirere til at blive større regionale eller globale magter.” Wolfowitz-doktrinen er den seneste af en række doktriner om USA’s globale dominans, der begyndte, da USA i 1941 gik ind i Anden Verdenskrig. Fællestitlen for alle doktrinerne er “det amerikanske globale overherredømme.” (Counterpunch den 23.02.2022.)

USA anser sig selv for at være en magt, der ikke omfattes af de regler og bestemmelser, der gælder for andre nationer. Også det har man en doktrin om – exceptionalisme, der daterer sig til nationens oprettelse i 1776. Som alle stormagter og imperier, så har også USA’s en udløbsdato, og det er det, vi i disse år er vidne til. Hvor USA’s indre modsætninger, og fraværet af et etisk kompas, bidrager til, at USA går i opløsning.