Med udgivelse af "Orgasmeland - da den seksuelle revolution kom til Danmark" kommer et friskt pust ned i den danske virkelighed fra en periode, der havde en revolutionerende effekt på 1920’erne og 1930’ernes Danmark med virkninger helt op til i dag.

af Svend Vestergaard Jensen

Forfatteren Lea Korsgaard har skrevet et værk, der er absolut værd at læse. Her beskrives den seksuelle revolution, der skyllede ind i landet, især under påvirkning syd fra, fra Sigmund Freud i Wien, og fra andre, der fulgte i hans kølevand og ændrede den berømte psykoanalytikers teori og praksis, men fastholdt den grundlæggende teori om, at mennesket også har en seksualitet. Bogens fokusperson er den østrigske læge og psykoanalytiker, Wilhelm Reich.

Bogens indhold er ikke ny viden, men det er første gang, vi får den samlede dokumentariske historie om Dansk Sexpol.

Ordet Sexpol er en forkortelse for seksualpolitik, der startede i Østrig og i Tyskland. Bogen er en samlet beskrivelse fra Freud til nutiden, især med vægt på 1920’erne og 30’ernes debatter og praksis. For at skrive denne bog har forfatteren lavet et kæmpe researcharbejde samt anvendt et omfattende kildemateriale. Ganske imponerende af en ung journalist og forfatter – født 1979.

Modreaktion
Bogen forholder sig ikke blot til det psykoanalytiske miljø. Gennem hele bogen mærkes Danmarks og verdenshistoriens vingesus. Uden den vil seksualreformbevægelsen heller ikke kunne begribes. Subjekterne sættes ind i deres rette sammenhænge – det, der i moderne sprog kaldes historisk kontekst. Bogen giver et tidsbillede af miljøer, som var flettet sammen med andre miljøer – netværk på netværk, der samlet set udgjorde noget banebrydende med forbindelser og påvirkning helt op til moderne tid. Også på den måde er bogen virkelig interessant. "Nå, havde de også forbindelser til hinanden. Ja, så forstår jeg bedre!"

Selvom Hans Scherfig i romanen ”Idealister” latterliggjorde hele miljøet omkring Sexpol i Danmark, kendte han en central figur i bogen, Tage Philipson, aldeles godt. De var gymnasiekammerater og senere med i det kommunistiske parti sammen. Men Scherfig latterliggjorde i sin roman alle i de oppositionelle kredse. De fik alle en på hatten – Reich, Sexpol, trotskister og andre. Alle dem, der var i opposition til de herskende systemer i både øst og vest. Scherfig fulgte partilinjen i DKP og dets moderparti i Sovjetunionen, der jo netop i 1936 havde ændret hele lovgivningen omkring sociale, familiemæssige såvel som seksuelle spørgsmål, som en nødvendig del af den politiske kontrarevolution, Stalin-bureaukratiet var ved at fuldende. Lea Korsgaard kommer kun sporadisk ind på dette, men ikke som en forklaring på de brud, dette medfører i den seksualpolitiske bevægelse, som i såvel Danmark, Tyskland og andre lande var placeret på den politiske venstrefløj.

Freudomarxisme
Bogen er en dokumentarisk beretning. Som nævnt går forfatteren helt tilbage til Freud, senere til Wilhelm Reich og følger dem gennem hele deres liv samt deres samarbejde og modsætninger. Fx udviklede Freud teorien om dødsdriften senere – efter Første Verdenskrigs grusomheder! – hvorimod Reich arbejdede videre med seksualteorierne efter psykoanalysens oplæg til dette. Han så folks problemer som neurotiske. Patienter måtte gennem behandlingen opnå – ifølge Reich – at blive "orgastisk potente".

Det gav modsætninger indenfor det psykoanalytiske selskab, som Reich da også forlod i midten af 1930’erne. Freud og andre psykoanalytikere mente, at psykoanalysens fornemste opgave var at gøre det tåleligt for folk at leve med verden, som den så ud – ikke ændre den. Reich og folk fra Sexpol ville noget andet. De var marxister, og var med til at udvikle en "freudomarxisme". Freudianerne mente, at Reich var for marxistisk. Nogle marxister mente, han var for freudiansk. Det er disse modsætninger, der hele tiden spillede ind i og omkring seksualreformbevægelsen. Det skal dog siges, at alle i bevægelsen var venstreorienterede, og de omgikkes de kritiske miljøer i bredere forstand.

Den danske virkelighed omtales grundigt i bogen. Fra de første frontkæmpere inden for seksualoplysning som Thit Jensen og læge Jonathan Leunbach, og deres og andre konflikter med myndigheder og hele reaktionen. Wilhelm Reich kom til København efter den nazistiske magtovertagelsen i Tyskland. At få visum var en vanskelig opgave hos de danske myndigheder. Det lykkedes med vennerne i den spæde danske bevægelses aktive hjælp, men der kunne ikke gives permanent opholdstilladelse.

Valgkamp
Den legendariske læge Jonathan Leunbach var banebrydende, såvel hvad angår seksualoplysning, seksualrådgivning som abortdiskussion og praksis. Den store "Leunbach-sag" blev et stykke Danmarkshistorie. Frikendelsen af ham blev en stor manifestation i 1937. Han havde i nogle år været medlem af DKP, men forholdet mellem de to parter kølnedes. Leunbach opstillede til valget for partiet i 1932 – det år, partiet for første gang kom ind i Folketinget med to mandater. Han fik mange personlige stemmer, som var stærkt medvirkende til repræsentationen i tinget.

DKP så Sexpols gennemslagskraft, især efter den store "Leunbach-sag". Leunbach var igen interessant ved næste valg i 1935 for DKP. Formanden Aksel Larsen kontaktede ham, trods det efterhånden anspændte forhold mellem denne bevægelse og partiet. Sexpol-gruppen fik lavet et valgprogram, som de fik trykt i 40.000 eksemplarer. I dette kampskrift stod blandt andet, at Sexpol kæmpede for, at "alle skal opnå mulighed for lykke og harmoni gennem et tilfredsstillende kønsliv". Den kamp skulle vindes ved hjælp af en række sociale tiltag, som Sexpol listede op i et tipunktsprogram: Sexpol-medlemmerne ville have afskaffet begrebene "ugifte mødre", "uægte børn" og "autoritetsprincippet" i skolerne. De krævede seksuel frihed til de unge, ligestilling af mænd og kvinder i enhver henseende og afskaffelse af straf til "kønsligt abnorme". Desuden forlangte de behandling af alle, "der lider af forstyrrelser i kønslivet", "gratis fødselshjælp,
vuggestue- og børnehavepladser til alle børn, offentlig forebyggelse af kønssygdomme, bekæmpelse af prostitution, barselsorlov og fri abort.

Ved et valgmøde arrangeret af Sexpol kom over 500 mennesker, hvor bl.a. den gamle syndikalist Christian Christensen talte. Han arbejdede ivrigt i årtier for seksualoplysning og børnebegrænsning. Leunbach udtalte senere, at det var en fejl at allierere sig med DKP. Men kampen i 1935 gav gruppen nye kontakter til især nysgerrige arbejderkvinder og studenter på venstrefløjen. Hele situationen gav nu gruppen ny energi.

Manglende politisk organisering
Især i året 1936 skete et afgørende brud mellem Sexpol-folkene og DKP. Sovjetunionen ændrede helt sin politik på det område, hvor Sexpol havde sit fokus. Her kunne forfatteren til bogen have omtalt Marie Nielsen, som slet ikke nævnes i bogen. Dog omtales et af hendes arbejdsfelter, Arbejderkvindernes Oplysningsforening, – en af de mange organiseringer og aktive folk, som Sexpol samarbejdede med. Marie Nielsen blev i 1936 for anden gang ekskluderet af Kommunistpartiet. Hun stod for en revolutionær kontinuitet fra langt tilbage før Første Verdenskrig, og hun var meget aktiv på en række felter, hvor Sexpol-folkene også var.

En væsentlig forklaring på de problemer Sexpol indenfor de næste år og senere stødte ind i, var netop den manglende politiske organisering, der vanskeliggjorde arbejdet og udbredelsen af en antikapitalistisk kamp. Ikke mindst evnen til at udvikle og fremføre et program. Reichs eksklusion af det tyske kommunistparti betød også relativt hurtigt, at han opgav kampen mod kapitalismen og vendte kampen mere indad. Det kunne have været anderledes, hvis gruppen, bevægelsen havde knyttet an til politiske grupper og personer, der ikke var stalinistiske. Her var igen Marie Nielsen og folkene fra hendes strømning interessante, fordi hun udover at være en meget central person på arbejderbevægelsens venstrefløj også var aktiv i Kvindernes Oplysningsforening og andre steder. Der var faktisk en venstreopposition, der videreførte en tradition, der var blevet svigtet af magthaverne i Sovjet og deres tilhængere i Danmark.

I dette brud mellem Sexpol (og andre) og DKP tog Scherfig ubetinget stilling for moderpartiet i Sovjetunionen og dets fader, Stalin, og få år efter skrev han omtalte roman. I 1936 begyndte "Moskva-processerne", hvor så godt som hele den gamle garde af partimedlemmer samt alle kritiske røster blev udrenset og enten likvideret eller sent i lejre.

Hetz
Da Reich ikke fik forlænget sin opholdstilladelse i Danmark, rejste han i 1934 til Norge, men også her blev han udsat for en hetz og bagvaskelse, hvorfor han i 1939 tog til USA.

Den danske gruppe fortsatte sine aktiviteter, trods konfrontationer med myndighederne. Den fastholdt kontakten til Reich og fulgte hans råd. Kampen internt i gruppen var uden tvivl også hård, ikke mindst på grund af Reichs autoritet, som nærmest var "enten er du med os, eller også er du imod os". Personlige intriger var også med til at belaste Sexpol i Danmark, der trods en stor kontaktflade manglede et politisk perspektiv.

Anden Verdenskrig ødelagde mange progressive miljøer og initiativer. Med krigens udbrud opstod en ny situation. Gruppen i Danmark kom til at leve en farlig tilværelse under besættelsen, hvor ikke bare besættelsesmagten var en konstant truende fare, men også de danske nazisters aktive indsats mod alt, hvad de ikke kunne lide. Og Sexpols tilstand var allerede inden som antydet i krise.

Orgon-teori
I USA måtte Reich skabe sig nyt et arbejdssted, nye kontakter og især, hvad han prioriterede højst, at videreudvikle "orgon-teorien" på sit nye laboratorium. Han udviklede en kasse, han kaldte orgonakkumulator. Orgonen – mente Reich, var selveste ur-energien, og her lå kimen til en teori om alt. Orgon-teorien udledte Reich i store træk af hans orgasme-teorier, om "kønslivets elektriske egenskaber". Med sine arbejder konkluderede han, at han havde opdaget intet mindre end selve livets energi. Den energi, som Freud – uden at kende til dens konkrete fysiske formel – havde fornemmet eksistensen af tilbage i 1800-tallet og kaldt libido. Med sine studier havde Reich opdaget, hvad han kaldte sin energi – orgon.

Også i USA stødte Reich på modstand fra mange sider. Selvom hans "kommunisme" sikkert var fortaget, blev han overvåget og anklaget for kommunisme, som tusinder af andre i disse år.

Noget af Reichs teori om "orgon" blev også brugt i Danmark. Men gruppen her arbejdede også videre med det, de havde gjort inden krigen, som betød flugt til Sverige for nogle. Men bruddet med Reich var undervejs. Ikke sådan at forstå at orgon-teorierne blev helt forkastet, men andet måtte der også arbejdes med.

Varegørelse
Kapitalismen, som Reich var inderligt modstander af, blev ikke afskaffet, men den var i stand til at indoptage psykoanalysen til reklamefremstød. Reklameindustrien forsøgte nu med succes at udnytte samme ubevidste længsler og få forbrugerne til at mærke begæret efter ting, de ikke anede, de havde brug for. En vares mulige sexappeal blev undersøgt og brugt – noget, som så udmærket beskrives i ”Orgasmeland”.

Ser vi på udbredelse af sex i det offentlige rum og sex på vareformler, synes dette tiltag – ifølge undersøgelser – at være omvendt proportionalt med seksuel aktivitet i menneskers tilværelse, inklusiv i parrelationer. For Reich handlede det om at overvinde spaltningen mellem kærlighed og seksualitet. Med den vestlige moderne kapitalismes overseksualisering, har de frie markedsmekanismer overtaget fra staten og kirken, der var dominerende på området i Reichs tid.

Reich kom gennem retssager i USA, der i sagens natur var opslidende for ham. Han døde i en celle i 1957. Samme år døde en af de centrale skikkelser i Sexpol i Danmark, Tage Philipson, desillusioneret. Et par år tidligere var Leunbach død. Her slutter forfatterens beretning, men hun trækker tråde frem til det ungdomsoprør, der for nogles vedkommende tog Reichs teorier til sig, især hans bøger fra 1920’erne og 1930’erne, hvoraf flere er udkommet på dansk.

Men Lea Korsgaard springer henover de forsøg på at genopstarte eller for nogles vedkommende fastholde en Sexpol-bevægelse i Danmark, som i de tidligere årtier, hvor koblingen mellem psykoanalyse, seksualreform, rådgivning. osv. til den politiske virkelighed, til mulige forandringer, der stadig var et voldsomt behov for på seksualoplysnings – og rådgivningsfronten. Flere af dem, der er omtalt i bogen, var med til at opstarte aktiviteter, bl.a. bladet "Du og Jeg" – Månedsblad for sex og samfund. Her deltog Jonathan Leunbachs anden kone, Budda Leunbach. Ikke bare som konen til den legendariske læge, men som en meget aktiv person i gruppens aktiviteter, og hun omtales meget i bogen.

Frem til i dag
Anmelderen, der er ved at sortere en ældre – netop afdød – kammerats politiske papirer, støder samtidig ind i en anden – også afdød kammerats papirer – Preben Kinch hed han. Han skrev i sine memoirer blandt andet om Sexpol:

"I årene 1956-58 deltog jeg i udgivelsen af det sexualpolitiske blad "Du og Jeg", der var et forsøg på at genoplive 30’ernes "Sex og Samfund". Initiativet var mit, men det var forfatteren Sigurd Wåle, der ydede den største indsats på dette område. En anden hovedkraft var Leif Rovsing, der var homofil og var stærkt utilfreds med den måde den officielle homofile organisation "Forbundet af 1948" forvaltede de homofiles interesser, da han fandt dem alt for moderate og borgerlige. Da han havde arvet en betydelig formue, var han i stand til at yde bladet en meget væsentlig økonomisk støtte. Adskillige trotskistiske kammerater støttede projektet på forskellige måde, men efter et par år, måtte vi erkende, at der ikke var den fornødne interesse på venstrefløjen. En medvirkende årsag var uden tvivl også, at Sigurd Wåle blev syg af kræft og døde få år senere"

Dette er altså et eksempel på, at der var politiske strømninger, der gerne så og arbejdede for en anden linje end de fremherskende i arbejderbevægelsen, og som arbejdede for at knytte progressive initiativer og bevægelser som Sexpol og venstrefløjen sammen.

Trods de såkaldte seksuelle revolutioner gennem 1960’erne og 1970’erne, fortsætter samme system. Noget er forandret, men meget er bevaret. Og i de forløbne årtier er kapitalismen slået endnu mere igennem på alle planer, så også sex mere end nogensinde er blevet en vare på et marked som alle andre ting.

I generelle vendinger kan vi derfor konkludere, at seksualiteten må være en del af en antikapitalistisk kamp. Eftersom seksualiteten er en materiel interesse, må den forsvares på samme måde som arbejderbefolkningens andre interesser. Vi må udvikle konkrete krav på dette område og finde veje til at politisere i modsætning til at kapitalisere seksualiteten. Og her vil det være en god ide at genlæse de krav, som Sexpol rejste i valgkampen i 1935. Er de stadig aktuelle i dag, og hvilke nye krav må vi rejse i en situation, hvor seksualitet sættes på vareform?

Bogens hovedperson, Wilhelm Reich, havde, uanset hvad man måtte mene om ham, været med til at revolutionere forståelsen af menneskets psyke. Der er i dag terapeuter, der praktiserer hans terapiformer. Reichs metoder er gennem årtierne videreudviklet til mange forskellige kropsorienterede psykoterapeutiske retninger. Alle har en slags udgangspunkt i Reichs forståelse af kroppen og psyken. Fx anvendes sådanne metoder inden for traumebehandling.

Bogen "Orgasmeland – da den seksuelle revolution kom til Danmark" viser dette rigtig godt uden at sige ”sådan og sådan”. Det har ikke været forfatterens opgave. Hun beskriver det blot på en fremragende måde. Bogen er velskrevet og godt forsynet med litteraturliste, kilder og register. Den fortjener at blive læst og spredt.

Lea Korsgaard: "Orgasmeland – da den seksuelle revolution kom til Danmark"
Gyldendal. 432 sider. 300 kr.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com