Da Salvador Allende, socialist, læge og leder af Folkefronten, blev valgt til præsident i 1970 i Chile, var det kulminationen på en langvarig kamp. Det skete under en voksende samfunds-polarisering.

af Alex Fuentes

Arbejderbefolkningen havde givet sit besyv med ved valgurnerne og ville have indflydelse på den økonomiske og politiske udvikling. Verdens blikke rettede sig mod Chile; marxister af forskellige afskygninger havde vundet valget.

Da spillereglerne ikke længere tjente kapitalistklassen, forgreb de herskende sig imidlertid på det borgerlige demokrati, som de påstod at forsvare. Her kommer et tilbageblik på den politiske udvikling i Chile.

Der er nu gået 40 år, siden håbet fra de mange om muligheden for et andet Chile, gik op i røg. Den 11. september 1973 vil i al fremtid blive husket for et af USA fjernstyret blodigt militærkup anført af en snæversynet general ved navn Pinochet. Kupmagerne og deres støtter havde held med deres forehavende. Generalerne bombede præsidentpaladset og ophævede alle arbejderbevægelsens historiske landvindinger – alle friheds- og demokratiske rettigheder ophørte i samme øjeblik med at eksistere.

Den reformistiske ”chilenske vej til socialismen” blev erstattet af en massakre. Forfølgelse, mord, tortur, koncentrationslejre, undertrykkelse, censur og systematisk terrorregime blev hverdagskost i 17 år. En verdensomspændende solidaritetsbevægelse voksede frem. I Sverige var det gennem Chilekomiteen, at tusindvis af aktivister lavede et utrætteligt arbejde for at boykotte den uhyggelige militærjunta [i Danmark blev solidaritetsbevægelsen splittet mellem Chilekomiteen og Komiteen Salvador Allende, red].

I 80´erne hærgede thatcherismens og Reagans æra, og den chilenske økonomi røg ud i en dyb krise. Militærjuntaen foranstaltede en farceagtig folkeafstemning for at kunne banke sin egen forfatning igennem og legitimere det totalitære regime. Men den økonomiske krise bed sig fast og udmundede i sociale protester, der accelererede gennem 1983. Juntaens svar var at genindføre undtagelsestilstanden i landet – 11 år efter militærkuppet.

Ledelsen af den katolske kirke indså situationens alvor og førte i 1985 de styrende og den borgerlige opposition sammen. Man lavede en studehandel med henblik på at aflede de hurtigt voksende protester. Den oprørske stemning havde spredt sig til hele landet, sågar det reformistiske PCCh (kommunistpartiet) havde sadlet om – PCCh havde oprettet en ”Patriotisk Front” (FPMR), som førte væbnet kamp mod militæret. FPMR udsatte for eksempel Pinochet for et attentat i 1986, et halvt dusin militærfolk døde, medens diktatoren slap uden en skramme. Svaret blev massiv repression. Modstanden og frem for alt den i forvejen svage revolutionære venstrefløj kom igen til at betale en høj pris. Kampen mod diktaturet svækkedes, rædslen tog overhånd.

Modstanden vokser
Langsomt, men sikkert, fik modstanden dog ny selvtillid. Denne blev yderligere forstærket under den sidste del af 80´erne af, at dele af arbejderklassen, minearbejderne, stillede sig i spidsen for en massiv folkelig mobilisering mod Pinochets styre, der svarede igen med yderligere vold. Men protesterne forsatte, og situationen blev uholdbar. USA tvang så juntaen til at udskrive en folkeafstemning om, hvorvidt diktatoren skulle fortsætte med at sidde på magten eller ej. Til det sidste forsøgte en træg og stædig Pinochet at ignorere kravet om at afgå. Folkeafstemningen blev afholdt i 1988, og trods hensynsløse militære forordninger led Pinochet et sviende nederlag.

USA og det chilenske borgerskab sørgede for, at Pinochets afgang foregik under ordnede former. Man iscenesatte en ”overgang til demokratiet”, hvor diktatorens grundlov blev bibeholdt uden ændringer. En del generaler, herunder Pinochet, blev udnævnt til parlamentsmedlemmer på livstid. Men indførte ”Sistema Binominal” (et slags topartisystem), som garanterede, at kun højrefløjen (UDI og RN) på den ene side, og La Concertacion, (kristendemokrater og socialdemokrater) på den anden, kunne stille op til de landsdækkende valg. Hverken PCCh eller den radikale venstrefløj fik tilladelse til at deltage. Man cementerede et udemokratisk toparti-monopol, som har eksisteret lige siden.

Nyliberalismen
Det vigtigste var imidlertid diktaturets brutale nyliberale politik.

Nobelpristageren Milton Friedmans lærlinge, de såkaldte ”Chicago Boys”, indførte efter militærkuppet nyliberalismens ”fagre nye verden”. For første gang skulle modellen afprøves på et land. Det blev altødelæggende for de i forvejen svagest stillede. I 21 år derefter administrerede La Concertacion denne arv fra diktaturet. Dette førte til, at koalitionen til slut, ved det sidste valg i 2010, blev straffet. Højrefløjen greb roret, og trods løfter om det modsatte blev den nyliberale politik yderligere intensiveret.

Chile har i dag verdens mest ekstreme nyliberale model, og markedets terrorisme medfører statistikker, der må forarge: 1 procent af landets befolkning ejer 30 procent af landets rigdomme, merværdien skummes hjem af fem familier, der regnes blandt verdens rigeste. Blandt 75.696 registrerede firmaer findes der kun fagforeninger i 6.196. 90 procent af de arbejdende er uden faglig organisering og arbejdstryghed [a-kasse?]. 45 procent af befolkningen lider under en eller anden form for alvorlig depression. 40.000 unge kvinder bliver hvert år mødre, og 80 procent af dem afbryder deres studier.

Den reaktionære lovgivning forbyder nemlig abort. For ikke så længe siden blev en 11-årig pige voldtaget og gravid. Præsident Piñera sagde så, at pigen var ”moden nok til at tage hånd om sin baby”. Fedmen blandt den unge befolkning vokser lavineagtigt, medens antallet af usikre og dårligt betalte jobs dagligt øges. 90 procent af vandforsyningen og cirka 70 procent af kobberindustrien ejes af transnationale firmaer. Alberto Mayol, sociolog ved Universidad de Chile, udtrykker det på denne måde: ”Du har et Chile, der lever bedre end i Sverige og et større Chile, der lever som en fattig i Angola”.

Uddannelse som forretning
Gennem de seneste år er forholdene i landet blevet forværret. Uddannelser er blevet forvandlet til en slags kommerciel virksomhed, hvor den forvaltes ud fra erhvervslivets dogmer og kapitalens diktater. Det er ”markedet”, der har angivet retningen, og de siddende regeringer har forvaltet, hvad kapitalisterne har foreskrevet. Og det var profitjagten i uddannelsessystemet, der til sidst blev til noget af en akilleshæl for systemet. Studenternes historisk massive protester i årene 2006, 2011, 2012 og 2013 har stillet spørgsmålstegn ved hele det nyliberale system og har sat det stolen for døren. Studenterne har krævet et stop for den lukrative virksomhed, som er en del af højrefløjens dna.

Studenternes kompromisløse kamp har forandret det politiske klima og udvidet de grænser, som blev påtvunget i begyndelsen af 90´erne i forbindelse med overgangen til ”demokratiet”. Deres eksempel har haft afsmittende effekt. I dag mobiliserer organisationerne for deres krav og tvinger politikerne på retræte. Alene i hovedstaden Santiago sluttede 200.000 den 11. juli op om det chilenske LO´s opfordring til storstrejke.

At drive uddannelsesvirksomhed med profit for øje blev for år tilbage betragtet som et tegn på foretagsomhed. I dag opfattes det som noget kriminelt – det er studenterbevægelsens fortjeneste. Selv Carolina Schmidt (den nuværende uddannelsesminister) siger, at fortjenester på uddannelse er”ækelt”. Studenterme har haft succes med at afsætte en række uddannelsesministre og har kunnet tilkæmpe sig indrømmelser, men samtidig må de konstatere, at den førte politik ikke er opgivet. De har på det seneste besat en lang række skoler og universitetet for at understrege, at de mener deres krav alvorligt.

Protestbevægelser og kriser er et udtryk for, at forandringer er nødvendige, men i sig selv løser disse ikke krisen. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt at pege på det, man ikke vil have. Men studenterbevægelsens protester har unægtelig ført til, at den politiske debat er kommet til at kredse omkring afskaffelsen af overskud på skolevirksomhed, nationaliseringen af naturressourcerne, stop for privatiseringerne, selvbestemmelse til mapuche-folket [de indfødte, red] og nødvendigheden af en grundlovgivende forsamling, som kan erstatte den nuværende illegitime grundlov fra diktaturets æra.

Studenternes protester har udviklet sig fra interesse- til politiske krav. Det nye samfundsklima har forandret styrkeforholdende. Studenterlederne vurderer dog, at de nuværende betingelser gør det umuligt at påvirke det herskende system indefra, fordi nyliberalismen er indgroet som en økonomisk kraft, selv indenfor oppositionen.

Grundlovgivende forsamling
De har indset, at generobringen af et politisk rum går via skabelsen af nye institutioner, og har fremført kravet om en grundlovgivende forsamling, hvor folket demokratisk kan afgøre, hvordan man skal udforme fremtiden. For ti år siden var der ingen, der talte om en grundlovgivende forsamling. I dag er det et krav, som i allerhøjeste grad er nærværende i den politiske debat.

Den tidligere præsident, Michelle Bachelet, har offentligt udtalt, at hun vil ændre diktaturets grundlov, hvis hun vinder valget til november. I juli underskrev La Concertación og højrepartiet RN en aftale, som indebærer mindre ændringer i toparti-monopol-modellen. Ifølge kristdemokraterne indebærer dette, at ”systemet får legitimitet”. For RN’s vedkommende indebærer det, ”at relevante minoritetsgrupper kan komme ind i parlamentet og den politiske kamp føres der og ikke på gaden”. Efter at RN på egen hånd havde gjort fælles sag med oppositionen, blev regeringen tvunget til at drage den konklusion, at topartisystemet allerede havde udtømt sin funktion. Regeringen foreslog pludselig egne reformer i valgsystemet. Det er begyndelsen til enden på arven fra Pinochetdiktaturet. RN vil nu gå endnu længere og mener, at landet ville nyde godt af en alliance mellem RN og oppositionens kristendemokrater. Dette er frø til en politisk krydsning, der på sigt kan komme til at forandre det politiske landskab blandt de borgerlige.

Kommunisternes parlamentariske kurs
Set gennem studenterledernes og venstrefløjens briller er disse ændringer kosmetiske. La Concertación vil afmontere det sprængfarlige i kravet om en grundlovgivende forsamling. I primærvalget vandt Bachelet stort over andre kandidater fra La Concertación. En ny spiller dukkede op og gav Bachelet betingelsesløs støtte. Kommunistpartiet (PCCh) vil bryde den isolation, som partiet gennem årtier har været hensat i og har tilsluttet sig denne alliance, som nu er blevet omdøbt til Nueva Mayoria (Nyt Flertal).

PCCh tager dermed afstand fra studenterbevægelsens radikale standpunkter. Partiet vil hellere sidde i en regering med socialdemokrater og kristendemokrater. I dette udspil benytter PCCH sit stærkeste kort, den mest karismatiske studenterleder, et ledende ikon i kampen mod at uddannelsen skal drives med fortjeneste, den 25-årige Camila Vallejos. Hun har som studenterbevægelsens mest fremtrædende figur udtalt, at hun aldrig ville opfordre til at stemme på Bachelet. Nu er hun blevet tvunget til at sluge disse ord. Hendes parti navigerer efter et helt andet kompas.

Camila Vallejos vil måske opnå en plads i parlamentet, men der er stor fare for, at hun nu afskærer sig fra tusindvis af radikale studenter, der med god grund forbinder PCCh med gamle forstenede stalinister, hvis vigtigste mål er, at få flere parlamentsmedlemmer. Bachelet takker og tager imod og siger, at hun vil ”fremkalde et nyt socialt og politisk flertal for at besejre uligheden og skabe en ny sammenhængskraft”.

Socialdemokratisk favorit
Michelle Bachelet er en ”socialist” af socialdemokratisk tilsnit, og vurderet ud fra den konkrete politik, hun førte sidst hun var præsident, sammenkobles hun med udenlandsk kapital. Hun kommer med store løfter. Men listen over de valgløfter, som skal fjerne uligheden, overskygges imidlertid af det netværk af nyliberale, som skal styre vigtige dele af hendes program.

At hun allerede nu ses som sandsynlig vinder af præsidentvalget, er måske ikke så underligt. Dels fordi nyliberalismen i højrefløjens regi er punkteret, og dels fordi højrekandidaten efter primærvalget var Pablo Longueira. Om ham har Pinochets datter, Lucia Pinochet, udtalt: ”Han var min fars yndling”. Næsten umiddelbart efter Longueiras nominering og blot fire måneder før valget hoppede denne ”yndling” pludselig af fra sit kandidatur. På grund af ”depression”, hed det sig.

Højrefløjen blev ramt af et nervesammenbrud og fremvaskede på guldgravermaner til sidst en ærkereaktionær kvindelig kandidat: Evelyn Matthei. Pressen har i en slags sexistisk mani talt om ”kvindernes krig”. Når det er kvinder, findes der åbenbart et køn, når det er mænd, er det neutralt. Mattheis far er tidligere juntamedlem og var chef for flyvevåbnets torturcenter AGA, netop det sted, hvor man torterede en anden general ihjel. Det var Bachelets far, som havde forholdt sig loyalt overfor den styrtede præsident Allende.

Et valg?
En politisk cyklus er ved at være afsluttet, folk lammes ikke længere af rædsel. Studenterne har været en ledestjerne i kampen mod højreregeringen og har unægtelig haft indflydelse på andre samfundsgrupper. Men blot at protestere er ikke tilstrækkeligt. Der kræves mere. At stemme ved præsidentvalget d. 17. november? På hvem? Hvorfor? For at vinde? Vinde hvad?

Spørgsmålet er, om der findes et program, som svarer til de arbejdende og studerendes behov. Et borgerligt, kristendemokratisk parti, som gamle Pinochettilhængere i RN vil alliere sig med, pro-nyliberale socialdemokrater, der ligesom resterne af et stalinistisk parti, er forhippet på for enhver pris at få plads i en ny regering? En digter har sagt, at snarere end forskel mellem de to konstellationer drejer det sig om ”højre- og venstrefløjens enhed”.

Således finder vi en deprimeret højrefløj, en opportunistisk opposition og en ny samfundsdynamik. Og venstrefløjen? Den radikale venstrefløj blev tilintetgjort mellem 1973 og 1976, da diktaturet brugte alt sit krudt på at udrydde den. ”Marxismen skal rykkes op med rode”, truede generalerne ved militærkuppet 1973, og det lykkedes dem. Tusinder af venstrefløjsaktivister blev likvideret og tusinder ”forsvandt”. Det med marxismen blev sværere.

Venstrefløjen
Den radikale venstrefløj, der trods alt overlevede, har dels haft forbud mod at agere i valg på grund af valgsystemet og har dels vist sig ude af stand til at udvikle en politik, der kan fremstå som et troværdigt alternativ. Der findes to politiske aktører som programmatisk tangerer det, som skulle kunne udgøre et radikalt alternativ. Den ene er en gruppe, der for nogle år siden forlod Socialdemokratiet, og som vil ”humanisere” økonomien. Den anden har på det sidste samlet sig omkring en forholdsvis radikal økonom ved navn Marcel Claude, som fremfører krav, der på mange måder ligner socialistiske krav.

Han udtrykker sig principfast: Chile var det første land til at antage den nyliberale kapitalistiske model. Det var laboratoriet, hvor mange andre tiltag blev gennemført på en vej af ulighed, overgreb og udsugning. Hvis nyliberalismen falder i Chile, ville det være det hårdeste slag mod den på hele jorden”. Ja, sådan kunne det blive. Men vejen dertil indebærer nødvendigvis, at man må profilere og opbygge et antikapitalistisk alternativ, som bærer fremad.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com