Genoptagelsen af diplomatiske forbindelser mellem USA og Cuba og frigivelsen af cubanere, der var idømt fængsel på livstid i USA for spionage, er en sejr for det cubanske folk. I mere end 50 år og under et dusin præsidenter har US-administrationen prøvet alt muligt for at knuse den cubanske revolution.

af Fjerde Internationales

Den militære intervention i 1961 i Svinebugten, sammensværgelser for at myrde cubanske ledere, en økonomisk embargo for at kvæle øen, alle mulige former for pres for at isolere landet, alt er blevet prøvet for at knække Cuba. Som Obama indså, så havde denne strategi slået fejl. Cuba havde stået fast over for den største imperialistiske magt i verden. Det var ikke sket uden problemer, uden lidelser, men Cuba havde stået fast og var blevet et antiimperialistisk referencepunkt for hele den latinamerikanske venstrefløj.

Da Sovjet-blokken kollapsede i 90erne som følge af slagene fra den vestlige imperialisme, de indre modsætninger og bureaukratiet, som spillede en aktiv rolle for genindførelsen af kapitalismen, så var der mange iagttagere, der forudså det cubanske styres fald. Og det er sandt nok, at øen, der var afhængig af hjælp fra Sovjet, kom til at gennemgå en krise uden fortilfælde. Den cubanske økonomi blev udhulet i det, som cubanerne kaldte ”den specielle periode”. Det tog et årti, med visse begrænsninger, at genopbygge økonomien (med statens deltagelse, men også med europæisk kapital i turisme-sektoren og senere ved hjælp af olie fra Venezuela), men også uden at få bugt med en række strukturelle problemer, der var forstærket af USA-embargoen, som blev yderligere strammet af Helms-Burton-loven.

Bureaukratiseringen af regimet, undertrykkelsen af demokratiske rettigheder og virkningerne heraf på den folkelige mobilisering har hvilet tungt på øens situation. Det skal også noteres, at der har været stærke begrænsninger for selvstændige kvindeorganisering, LGBT-personer og andre undertrykte grupper bemærkes, men også at Rauls datter, Mariela Castro, nu er gået aktivt ind for at ændre på dette.

Men trods disse problemer var US-imperialismen ikke i stand til at knække revolutionen: man kan ikke forstå denne modstand uden at medtænke 1959-revolutionens antiimperialistiske, nationale, folkelige dynamik, der havde en socialistisk karakter. Vi må huske på, at den cubanske revolution bragte de besiddende klasser til fald. Hvis styret har stået fast, så er det, fordi det var udtryk for denne cubanske værdighed, for denne dybe stræben efter folkets nationale og folkelige suverænitet, og denne magtfulde afvisning af at vende tilbage til den situation, der var før revolutionen, som havde set Cuba blive USAs ”bordel”. Den cubanske modstand ville ikke have haft denne styrke, hvis det ikke havde været for revolutionens oprindelige sejre og en række sociale landvindinger, især sammenlignet med andre lande i Latinamerika, og frem for alt med hensyn til sundhed og undervisning.

Denne værdighed kommer også til udtryk ved en af siderne af det cubanske lederskabs internationale politik: støtte til revolutionære tiltag i Latinamerika i 60erne, Che Guevaras kamp, eller støtten i Angola til dem, der kæmpede imod Sydafrikas apartheid-regime. Der var så desværre også støtten til den sovjetiske intervention i Tjekkoslovakiet i august 68. Men internationalisme har altid været en grundlæggende værdi inden for uddannelsessystemet i Cuba. Det viser sig stadigvæk ved, at der bliver sendt læger ud i verden, især til Venezuela, men også i Afrika, hvor cubanske lægers og frivilliges indsats er anerkendt over hele verden i kampen mod ebola. Cuba er også et eksempel med hensyn til valget af en bæredygtig udvikling ifølge miljøorganisationer, der sætter menneskelig udvikling i forhold til forbruget af energi og ressourcer.

Denne modstand har været stærk nok til at kunne tage kampen op i den politisk-militære konfrontation med US-imperialismen, men ikke stærk nok til at modstå presset fra det kapitalistiske verdensmarked. Det er endnu engang på tragisk vis blevet bekræftet, at vi ikke kan opbygge ”socialisme i ét land”. Dette pres har pisket og pint en økonomi, der er alsidig på en helt forkert måde – turisme, satsning på en sukker-monokultur, rovdrift på nikkel – og alt for afhængig af import, især af basisprodukter.

Indførelsen af markedsmekanismer i cubansk økonomi er også blevet hjulpet på vej af ”cuentapropista” (ansæt-dig-selv)-økonomien, og også af fyringerne af ansatte i den offentlige sektor, herunder sukkerplantagerne. Den har forstærket og rendyrket ulighederne mellem et herskende lag inden for statsapparatet, knyttet til det militære hierarki, der i mange tilfælde er forbundet med de store kapitalistiske selskaber og de multinationale, men også mellem dem, der har adgang til dollars (et privilegium for folk med slægtninge udenlands, eller som arbejder inden for turisme eller den bioteknologiske industri) og så det overvældende flertal af den cubanske befolkning. Disse uligheder og styrkelsen af dette herskende lag kunne udgøre grundlaget for en udvikling som i Vietnam eller Kina – statskapitalisme og et autoritært bureaukratisk KP-regime, med særlige kendetegn. Bortset fra at Cuba ikke er Vietnam, og endnu mindre Kina. Det er svært at se, hvordan sådan et system skulle kunne sikre Cubas nationale uafhængighed. 150 km fra USA, under pres fra US-imperialismen og det cubansk-amerikanske borgerskab i Miami, så kan Cuba kun sætte sig til modværge gennem social mobilisering og genoptagelse af det revolutionære projekt. Det cubanske lederskab har i de seneste år, på trods af disse modsætninger, kunnet stole på hjælp fra Venezuela, især i kraft af massive olieleverancer, der lader hånt om enhver form for markedskonkurrence, men lige nu har problemerne for Maduro og post-Chavez-styret betydet, at det ikke er muligt at hjælpe Cuba så meget som i det foregående årti med en forventelig forværring af den økonomiske situation til følge, og derfor bliver det endnu vigtigere at komme ud af USA-blokadens jerngreb.

Én gang til – genoptagelsen af diplomatiske forbindelser mellem Cuba of USA er en god ting for det cubanske folk. Men det er kun en begyndelse, embargoen er endnu ikke hævet, og vi må fortsætte mobiliseringen og det internationale pres, for at det kan ske.

Men selv i tilfælde af, at Obamas strategi bliver gennemført, så skal vi ikke lade os føre bag lyset. USA-imperialismen har ikke ændret sin målsætning. Hvis strategien med en politisk-militær konfrontation er slået fejl, så vil den forsøge sig med en anden strategi for at bringe Cuba tilbage til sin indflydelsessfære, nemlig ved at ”bombardere” Cuba med amerikanske varer og kapital. Det sker allerede, også når vi ser bort fra Obama-regeringens politik, ved valget af vigtige dele af USA-kapitalismen, især inden for fødevareindustri, turisme, telekommunikation, nye teknologier og luftfart. Og cubansk modstand mod denne nye strategi kan blive betydelig vanskeligere, end hvad man har ydet i de foregående år.

Statslig kontrol med disse nye handelsrestriktioner er helt uomgængelig for at kunne holde igen på de nedbrydende virkninger af de økonomiske strømme og finanskapitalisterne. Situationen er allerede bekymrende med oprettelsen af en frihandelszone ved havnebyen Mariel og den nye lov vedrørende udenlandske investeringer (som garanterer 8 års skattefrihed for at tiltrække nye virksomheder). Denne kontrol må ledsages af folkelig aktivitet, især fordi dele af det cubanske bureaukrati kan lave aftaler og drage fordel af disse økonomiske forandringer. Det er det, der er kernespørgsmålet lige nu.

Udvidelsen af det kapitalistiske marked i Cuba er fyldt med farer: blandt andet videreførelsen af fra-hånden-til-munden løsninger, større ulighed, udfordringer af den nationale suverænitet, slut på bæredygtig udvikling. Oven i det vil USA-imperialismen helt sikkert forsøge at opnå indrømmelser fra det cubanske styre (som f.eks. »handels-frihed«) til gengæld for at hæve blokaden.

Hvis man skal bekæmpe disse farer, så er der ikke nogen anden vej end mobilisering og folkelig kontrol, den kontrol, der består i at arbejderne og deres repræsentanter leder virksomhederne.

Traditionen for sociale kampe og national befrielse, såvel som tilstedeværelsen af tilhængere af social selvforvaltning, som knytter an til historien og den frihedselskende røde tråd i den cubanske revolution, udgør et vigtigt aktiv for det cubanske folk, også selv om det kun er et mindretal, der aktivt repræsenterer disse strømninger. Der er brug for at sprede kendskabet til og erfaringerne fra disse strømninger, som også har forgreninger inden for Cubas Kommunistiske Parti. Og igen – der er ingen anden vej, når man skal bygge på den nylige sejr og samtidig beskytte befolkningen mod de sociale følger af det kapitalistiske pres, end at sætte mobiliseringen af folket og dannelsen af et ægte socialistisk demokrati i gang. For at gøre dette er det også nødvendigt at skabe betingelserne for en demokratisk debat i alle folkelige organisationer i Cuba. Det kræver organisering af forskellige former for pluralisme i Cubas Kommunistiske Parti og i den folkelige bevægelse.

Det er en usædvanlig stor udfordring i forhold til det aktuelle styrkeforhold mellem den globaliserede kapitalisme og den folkelige bevægelse på verdensplan, men den cubanske revolution har holdt ud i mere end 50 år imod US-imperialismen – kan den så ikke, endnu en gang, finde en måde at komme ud af denne situation på?

Udtalelsen blev vedtaget af Fjerde Internationales Forretningsudvalg den 23. december 2014

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com