Læsetid: 8 minutter

Foto: Parzeus, CC BY-SA 4.0, Wikimedia

 

Mariana Riscali fra Socialistisk Venstrebevægelse (MES) i Brasilien diskuterer her den nye Arbejderparti-regering, truslen fra bevægelsen omkring den tidligere præsident Jair Bolsonaro og situationen for landets fagforeninger og sociale bevægelser.

 

MES er en af flere grupper i Brasiliens radikale venstrefløjsparti Socialisme og Frihed (PSOL), som har 13 af de 513 pladser i det føderale parlament. Interviewet blev lavet af Federico Fuentes fra den australske avis Green Left.

 

Hvordan er præsident Luiz Inácio Lula da Silvas nuværende regering, hvis man sammenligner med hans tidligere regeringer (2004-08 og 2008-12)?

 

Før den første Lula-regering, og selv under den, havde nogle på venstrefløjen – ikke os, men andre – et håb om, at hans regering ville være mere progressiv. De så det som den første chance for venstrefløjen til at regere for folket.

 

Men denne gang stillede Lula åbenlyst op som kandidat for en bredere demokratisk front. Hans vicepræsidentkandidat var Geraldo Alckmin, som oprindeligt kommer fra et centrum-højreparti. Lula præsenterede sig selv som en demokratisk kandidat, der kunne forene de kræfter, der var nødvendige for at vinde over Jair Bolsonaro fra den yderste højrefløj, snarere end som alternativ til venstre.

 

Bolsonaro er en del af en bredere international tendens med fremgang for radikale og højreekstremistiske partier. Hvordan ser MES på dette bredere fænomen?

 

Bolsonaro er bestemt en del af denne bredere bevægelse, ligesom Argentinas nye præsident, Javier Milei er det.

 

Et af de vigtigste spørgsmål globalt lige nu – Israels folkedrab mod det palæstinensiske folk – er resultatet af fremgangen for den yderste højrefløj, da [Israels premierminister Benjamin] Netanyahu er en del af denne internationale højreekstremistiske tendens.

 

I Europa har vi også set radikale højreorganisationer vokse frem, som Alternative for Germany, Italiens Brødre og Chega! i Portugal. Disse partier har vundet opbakning med en kombination af liberale økonomiske ideer og autoritær og fascistisk politik.

 

En af de mulige forskelle – i hvert fald mellem Brasilien og Argentina – er, at vi ikke har set store gademobiliseringer mod Bolsonaro her. Foreningsfronten mod Bolsonaro blev bygget oppefra af partier, der på valgtidspunktet forenede sig for at forsvare demokratiet.

 

Forhåbentlig vil venstrefløjen i Argentina, som har en militant historie, og hvor arbejderklassen er bedre organiseret, kunne mobilisere folk på gaden mod Milei.

 

Bolsonaro har konsolideret sig som den vigtigste leder på den brasilianske højrefløj. Hvordan lykkedes det ham at opnå dette?

 

Bolsonaro udnyttede succesfuldt en eksisterende følelse af modstand mod systemet. Han byggede ikke kun på traditionelle højreekstremistiske ideer, såsom familieværdier, religion og anti-LGBTIQ. Han præsenterede sig selv som modstander af den gamle måde at drive politik på.

 

Han siger: “Vi er imod systemet.” Det plejede at være venstrefløjen, der sagde “vi er imod systemet”, men nu er det den yderste højrefløj, der bruger denne diskurs til at presse på med deres konservative alternativ.

 

Ved at kombinere denne diskurs med en smart brug af sociale medier for at nå ud til det maksimale antal mennesker var Bolsonaro i stand til at engagere sig med grupper, der føler, at alt er dårligt, og til at udvide sit vælgergrundlag ud over den traditionelle højrefløj.

 

I andre lande, hvor den yderste højrefløj står stærkt, har den radikale venstrefløj ofte indgået alliancer med partier i det politiske establishment for at slå det yderste højre. Er der ikke en iboende svaghed i en sådan tilgang, fordi den overlader modstanden mod systemet til højrefløjen?

 

Generelt set står venstrefløjen over for en hård situation internationalt. Den har haft svært ved at vokse, hvilket har givet den yderste højrefløj mulighed for at opbygge sig selv. Det er også lykkedes højrefløjen at vokse i de lande, hvor venstrefløjen har siddet i regering, fordi venstrefløjen generelt ikke har formået at regere for arbejderklassen. Vi er nødt til at bryde denne cyklus, hvis vi vil opbygge alternativer, der kan vokse og udfordre magten.

 

Men jeg tror, vi traf den rigtige beslutning ved præsidentvalget. Vi var nødt til at støtte Lula, selvom det betød at acceptere Alckmin som Lulas vicepræsident, for der var ingen anden måde at besejre Bolsonaro på. Vi vidste, at hvis Bolsonaro vandt, risikerede vi at stå over for en dybt antidemokratisk proces.

 

Men nu, hvor Lula danner regering, ser vi ikke noget behov for at alliere os med disse kræfter. Vi er nu i en anden situation, som kræver en anden taktik.

 

Så hvad er PSOLs forhold til Arbejderpartiet (PT) nu?

 

Der er to forskellige holdninger i PSOL til dette spørgsmål: Nogle vil rykke PSOL tættere på regeringen, andre er imod dette.

 

Tilhængere af den første holdning – et flertal inden for PSOL – hævder, at den yderste højrefløj stadig er meget stærk. Det er rigtigt. Bolsonarisme er en bredere bevægelse med valgte repræsentanter på føderalt, statsligt og kommunalt niveau og udgør en reel trussel.

 

Men de bruger dette til at argumentere for, at vi er nødt til at sænke vores forventninger og kræve mindre af Lula-regeringen. De siger, at vi ikke offentligt skal kritisere Lula, da det kun vil hjælpe den yderste højrefløj.

 

MES mener, at hvis vi ikke kritiserer det, der skal kritiseres, hvis vi ikke peger på alternativer, hvis vi ikke påpeger, at det meste af Lulas politik gavner finanssektoren og overklassen, så bliver folk skuffede over Lulas regering for ikke at løse deres problemer, og så vil de igen se den yderste højrefløj som det eneste alternativ.

 

Kan du give os en fornemmelse af kampens tilstand i Brasilien?

 

Vi er ikke i en periode, hvor sociale kampe er i fremmarch – jeg tror, at det ikke kun gælder for Brasilien, men internationalt.

 

Oven i dette har PT’s ledelse af fagforeninger og centrale sociale bevægelser betydet, at mange sociale bevægelser har argumenteret for, at vi ikke bør mobilisere for at kræve mere af regeringen, fordi “det er vores regering”, og at vi er nødt til at give Lula mere tid til at regere.

 

Så vi har ikke set mange kampe på gaden.

 

En anden almindelig tendens internationalt er, at færre organiserer sig fagligt. Er det også tilfældet i Brasilien?

 

Ja, fagforeningerne i Brasilien er ligesom resten af verden blevet svagere.

 

Men det er også vigtigt at bemærke nogle vigtige eksempler i de senere år på, at arbejdere i løse ansættelser er begyndt at organisere sig selv. De er ikke formelt organiseret som fagforeninger; i stedet udvikler de nye former for faglige organisationer.

 

Disse organisationer er stadig på et tidligt stadium, men de har organiseret nogle meget interessante mobiliseringer. I disse har vi set fremkomsten af nye ledere, svarende til det, vi så hos Amazon-arbejdere i USA.

 

Hvordan står det til med De Jordløses Bevægelse (MST)?

 

I starten under Lulas første regeringsperiode spillede MST – en af Brasiliens vigtigste sociale bevægelser – en afgørende rolle i at rejse spørgsmålet om jordreform. Derfor er MST blevet et mål for højrefløjen, som indledte en parlamentarisk undersøgelseskommission af bevægelsen i et forsøg på at kriminalisere MST på grund af deres jordbesættelser.

 

PT’s politik med at regere i samråd med storlandbrugets interesser vil uundgåeligt føre til flere modsætninger mellem Lula og MST, som det skete under hans to første regeringsperioder. Men MST-ledelsen er meget tæt på PT og har en tendens til at undgå vigtige debatter under henvisning til at opretholde støtten til regeringen.

 

Dette har ført til, at nogle mere radikale sektorer har forladt MST for at bygge organisationer, der er mere loyale over for MST’s oprindelige principper.

 

Kampen for sorte og kvinders rettigheder er blevet styrket i de senere år. Var dette i høj grad en reaktion på Bolsonaro?

 

Bolsonaro er med til at forklare dette, men vi har også set lignende bevægelser opstå globalt, for eksempel med Black Lives Matter i USA.

 

Man kan sige, at især kvindebevægelsen voksede som reaktion på Bolsonaro – der var en stærk reaktion fra kvinder, som var de første til at mobilisere mod Bolsonaro gennem #EleNao (#IkkeHam)-bevægelsen. Men igen, jeg synes, det passer med det, vi har set internationalt med fremgangen for kvindebevægelser.

 

Så det er helt sikkert, at Bolsonaro fremprovokerede disse bevægelser på grund af sine holdninger mod kvinder, LGBTI-samfundet og sorte. Men disse nye bevægelser er ikke kun en reaktion på Bolsonaro.

 

Hvad er forholdet mellem disse nye bevægelser og PT?

 

Disse bevægelser er absolut mere uafhængige af PT end for eksempel den traditionelle fagbevægelse, givet PT’s stærke historiske forankring inden for fagforeningerne. I nogle tilfælde har PSOL mere indflydelse inden for disse bevægelser end PT.

 

7. februar 2024

 

Oversat fra Green Left af Åge Skovrind

En længere version af interviewet ligger på Links