(Sarajevo, Bosnien). Omkring 5000 vrede, højtråbende og stenkastende demonstranter samledes den 21. april uden for parlamentsbygningen i Sarajevo, hvor de krævede, at premierminister i den bosniske føderation, Mustafa Mujezinovics, skal træde tilbage.

af Vagn Rasmussen

De blev forment adgang til bygningen af kampklædte specialstyrker, der brugte knipler, tåregas og vandkanoner for at holde demonstranterne væk fra bygningen, som ikke desto mindre blev søgt sat i brand.

Omkring 60 personer blev såret, heraf en alvorligt, under de værste uroligheder Sarajevo har oplevet siden krigen.

Bag demonstrationen stod en sammenslutning af krigsveteraner, som protesterede mod planer om at reducere de ydelser, de fik indført i forbindelse med det sidste valg i 2006. Efter diktat fra IMF vil føderationen nu nedsætte de sociale ydelser.

Demonstranterne krævede premierministerens afgang, og at ydelserne bliver bevaret.

”Veteranernes krav skal opfyldes, ellers kommer vi igen, indtil regeringen er røget”, sagde talsmanden for demonstranterne, Dzevad Radzo.

Hele dagen har fjernsynskanalerne i Sarajevo bragt indslag om de voldsomme gadekampe afbrudt af interviews af bekymrede, beklagende og hændervridende politikere.

Befolkningens sympati er helt klart på demonstranternes side.

Dosta!
At der var optræk til demonstrationen i dag, vidste jeg godt i forvejen. Når jeg overhovedet er i Sarajevo, er det for at besøge en ny ungdomsgruppe med meget store potentialer for hurtig vækst. Gruppen, som kalder sig Dosta!, lærte jeg at kende på en stor faglig og politisk konference, væsentligst for de tidligere delrepublikker i Eksjugoslavien, i september sidste år.

damir borilo

Damir Borilo fra Dosta!
Damir deltog som gæst på Fjerde Internationales verdenskongres i februar 2010 som repræsentant for Dosta!

 

Siden september har denne militante gruppe udbygget sine kontakter til bl.a. arbejdspladser, til faglige organisationer og til pensionistorganisationer som dem, der lavede demonstrationen i dag.

Den 1. maj har Dosta! indkaldt til 1. majdemonstration, og jeg vil æde min gamle hat på, at veteranerne også vil deltage.

I første omgang havde Dosta! dog indgået en aftale med det bosniske LO om en fælles demonstration. Demir Mahmutochahic fra Dosta! havde derefter i fjernsynet bebudet, at omkring 100.000 arbejdere fra hele Bosnien ville demonstrere for de bosniske arbejderes fælles interesser.

Men så havde LO-ledelsen fået kolde fødder, for hvad mente man i grunden om den ide blandt de faglige ledere i Republika Srpska og blandt andre faglige ledere med hang til nationalisme.

I stedet for at fastholde aftalen med Dosta! har LO-ledelsen bebudet, at der vil blive afholdt 1. maj møder i fem byer i Bosnien, heriblandt i Republika Srpskas hovedstad Banja Luka, hvor serbiske faglige ledere kan udlægge teksten for de forsamlede arbejderes i Banja Luka.

Især efter dagens begivenhed bliver det spændende at se, hvilken demonstration, der bliver størst. Jeg havde i hvert fald intet problem med at slippe af med de plakater, jeg påtog mig at bringe videre. En plakat vil blive hængt op på det beskedne hotel, jeg bor på, men som jeg vil forlade igen i morgen. Andre plakater gav jeg til den student, som arbejder i det firma, hvor jeg har lejet en bil. Han vil fordele dem blandt sine kammerater i en anden protestgruppe, han er medlem af.

Men hvad ligger der egentlig bag demonstrationen og den almindelige utilfredshed i den bosniske befolkning?

Et væld af højtlønnede politikere – uden indflydelse
Bag ”freden” i Bosnien ligger Dayton-planen, der er udarbejdet af den amerikanske diplomat Richard Holbrooke, der nu slår sine folder i Afghanistan. Ifølge Dayton er Bosnien-Hercegovina opdelt i to hovedområder, nemlig Republika Srpska i landets østlige og vestlige del og en kroatisk-muslimsk føderation i midten.

De serbiske nationalister blev rigelig belønnet for deres kamp for den serbiske sag under krigen mod Bosnien med oprettelsen af Republika Srpska. Men de kroatiske nationalister havde lige så brutalt kæmpet for den kroatiske sag. For at tilfredsstille deres ønsker blev føderationen oprettet som en føderation af ti nogenlunde autonome kantoner (”delrepublikker”) med hver sin præsident, hver sin regering, hvert sit parlament og – ikke at forglemme – hvert sit bureaukrati.

For at foregøgle, at staten Bosnien-Hercegovina stadigt eksisterede, blev der i toppen af denne kransekage oprettet et fælles parlament, endda med to kamre, en fælles regering og et fælles præsidentskab, hvor posten som Bosniens præsident går på skift mellem de tre parter hver 8. måned. Men da ingen havde forestillet sig, at disse mange politikere i kransekagens top egentlig skulle bestille noget fornuftigt, så er de kun tillagt retten til at se ud til at bestemme over de rene småting.

Hvis man lægger antallet af borgmestre og kommunalbestyrelses-medlemmer til, så kommer man frem til, at Bosnien er det land i Europa, der har flest politikere i forhold til sin størrelse.

Men ingen af dem har noget at sige, når det kommer til stykket!

Dayton-planen forsynede nemlig også Bosnien-Hercegovina med ”Den Høje Kommissær”, der blev udpeget af landene i G8. ”Den Høje Kommissær” kan omstøde enhver beslutning, de bosniske politikere kunne finde på at træffe, og fyre alle politikere, embedsmænd og bureaukrater, som efter hans mening ikke arbejder i overensstemmelse med Dayton-planen.

Men pengene, som i lang tid hovedsageligt blev betalt af skatteborgerne i EU, var ægte nok. At EU i mellemtiden også har fået bl.a. Kosova at tænke på og at finansiere, betyder, at pengestrømmen er ved at ebbe ud til stor bekymring for den tidligere højkommissær, Paddy Ashdown, og ikke mindst for de bosniske politikere.

Og den status, det engang gav at være politiker for dette eller hint parti, var der heller ikke noget i vejen med. En overgang havde de bosniske politikere intet imod at træde frem i fjernsynet, men i dag er det en ynk at se dem forsøge at forsvare sig mod de elendige vilkår, de allerfattigste tilbydes. Inderst inde ved de godt, de er ved at blive gennemskuet af det bosniske folk som mennesker, der kun tænker på at rage til sig.

Privatiseringer og den første krise
Ligesom det er tilfældet med Ahtisaari-planen, en pendant til Dayton for Kosovas vedkommende, var meningen med Dayton også, at Bosnien-Hercegovina skulle indrette sin økonomi efter ”frie markedsvilkår”. Privatiseringsprocessen startede lidt tøvende. Det muslimske parti, SDA, der en overgang sad temmelig tungt på magten, vovede ikke at udfordre befolkningen og arbejderne ved at fare frem med privatiseringer.

Der skulle et parti til, som havde tillid blandt den almindelige befolkning, blandt arbejderne og de faglige bevægelser.

Et sådant parti blev dannet i midten af 1990-erne gennem en sammenslutning mellem det tidligere kommunistiske parti, der nu kaldte sig socialdemokrater, og det meget mindre reformistiske parti under ledelse af Tuzlas borgmester, Selim Beslagic, der for at øge forvirringen også kaldte sig socialdemokrater.

Det bidrog også enormt til socialdemokraternes – og især til Selim Beslagic’s prestige – at Tuzla, hvor de to partier havde flertallet i byrådet, var den eneste by i Bosnien, hvor alle etniske og religiøse grupper kunne leve fredeligt sammen under hele krigen. I kampen for at bevare Tuzla som et multietnisk samfund fik man også støtte fra udlandet, blandt andet fra International Workers Aid, og ’Støt Tuzlas Skoler’, som STS hed dengang.

Der, hvor socialdemokraterne kom til magten, kom der for alvor gang i privatiseringerne.

De nationalistiske partier fulgte trop.

Virkningerne af den omfattende privatiseringsbølge ramte befolkningen og især arbejderne som et chok. Ifølge den gamle ordning var det for eksempel også en forpligtelse for de socialiserede virksomheder at sørge for betalinger af pensioner til tidligere ansatte. Da en sådan forpligtelse stillede de nye private ejere i et dårligere konkurrenceforhold, blev ordningen kraftigt reduceret i de bedste tilfælde eller forsvandt helt i de værste.

Langt størstedelen af indtægterne til stat, delstat, kommuner m.m. kom også ind i skattebetalinger fra de socialiserede virksomheder. Befolkningens personlige skat var minimal.

Arbejderrådene, som gav de ansatte betragtelig indflydelse på deres virksomheder, blev nedlagt i de privatiserede virksomheder, hvor det er ”arbejdsgiverens ret at lede og fordele arbejdet”, som der står i det gamle danske septemberforlig. ”At lede og fordele arbejdet” betyder også uindskrænket ret til rationaliseringer og fyringer. Titusinder af arbejdere, der før havde været medbestemmende på deres arbejdspladser, befandt sig ret pludseligt på gaderne uden socialt sikkerhedsnet. En bølge af spontane strejker, blandt andet rettet mod Selim Beslagic, satte ind.

Foragten for politikerne, dele af de gamle virksomhedsledelser og dele af det faglige bureaukrati hænger også sammen med, at de har udnyttet privatiseringen til at fylde egne lommer, som man også så det ske i Østeuropa.

Når en befolkning og en arbejderklasse rammes af et stort chok, tager det ret lang tid at overvinde det og ikke mindst at finde frem til organisatoriske svar på det.

Nyt opsving – og det dybe fald
Spekulationsboomet i den kapitalistiske økonomi hjalp i nogle år med til at forsinke modstanden mod udviklingen. Arbejdsløsheden i Bosnien blev faktisk formindsket. Over alt i landet rejste der sig kæmpestore bankbygninger også for udenlandske banker, store indkøbscentre, masser af store restauranter, nye hoteller, modebutikker – og alt det andet, som også blev bygget i de vestlige såvel som i de østlige lande.

Men så kom finanskrisen og kriserne i industrierne. Nu står de store indkøbscentre, modebutikkerne, restauranterne, bankerne, de nye hoteller i Bosnien lige så tomme, som de gør andre steder. Nogle er i direkte forfald. De privatiserede bosniske virksomheder har lige så svært med at slippe af med deres varer, som virksomheder andre steder. Og arbejdsløsheden sætter nye rekorder. Der er stort set ingen penge at købe for.

Modstandsbevægelsen
På mødet i september 2009 blev det besluttet at danne en fælles front i de vigtigste dele af delrepublikkerne i Eksjugoslavien under navnet ”Forum for Modstand”. Der blev også valgt en ledelse, og i ledelsen deltager mange fagforeningsrepræsentanter og politiske grupperinger fra de deltagende lande.

Modstanden er direkte vendt mod den neoliberalistiske politik, der også føres af de større socialdemokratiske partier. Den kræver øjeblikkelig stop for privatiseringer, genindførelse af arbejderråd, og i det hele taget forsvarer den retten til kollektivt ejerskab af de vigtigste produktionsmidler.

Siden grundlæggelsen i september har der været afholdt endnu et stort møde i Slovenien, hvor vigtige dele af den faglige bevægelse støtter den nye bevægelse.

Et nyt stormøde bliver afholdt i Sarajevo den 14. og 15. maj. Indbyderen til dette møde er Dosta!

 

Vagn Rasmussen er aktiv i solidaritetsorganisation STS – International Solidarity. Artiklen er bragt på STS’ hjemmeside.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com